Herning Historie

Kartoffelmanden

Kartoffelmanden

Kartoffelmanden

For godt 80 år siden boede der en eneboer i en jordhule i Askov ind til Timring skel. I almindelighed blev han omtalt som ”Kartoffelmanden”, men hans rigtige navn var Anton Eskildsen. Han var født i Durup i Salling i 1867. Hans far var husmand Peder Eskildsen i Durupgaarde og hans mor hed Johanne Sørensen. Han blev konfirmeret den første søndag efter påske 1882. Det er, hvad der står i kirkebogen. Han talte sjældent om sit privatliv. Han fortalte, at han var enkemand og far til en søn. Desuden har han fortalt, at han havde været teglværksarbejder på Venø. Af udseende var hen en lille duknakket mand, med et stort ”Stavning Skæg” Han gav udseende af at være meget fattig, men hans økonomiske forhold, var der ingen, der fik indblik i.

Der er ingen, der bestemt kan huske hvornår han kom til Askov, men Emil Jepsen, Ørnhøj, der som dreng mange gange har besøgt ham i hans beboelse, har fortalt følgende om ham. Anton Eskildsen er sikkert kommet til Askov omkring 1920. Han havde lejet 26 tønder land, der ligger nord for Trehøjevej, ind til Timring skel. Nord for vejen er der stadig rester af den mergelgrav, hvor han havde sin hule. Jorden havde han lejet af en mand i Holstebro.

Hulen var meget primitiv, gravet ind i siden af mergelgraven og dækket med grangrene og lyng. Der var ingen dør for indgangen. Som varmekilde havde han en lille varmeovn, som han kaldte en ”Kombys”, Der var ingen skorsten så røgen måtte trække ud gennem døråbningen. I denne ovn fyrede han med lyng og kun lyng. Han samlede ikke brændsel til flere dage, men måtte plukke lyng hver eneste dag enten det var sommer eller vinter, ja endda i høj sne. I denne hule levede han sammen med sine husdyr, der bestod af høns, gæs og kalkuner. Hans kost bestod overvejende af sort kaffe og brød. Vand til kaffen hentede han i mergelgraven udenfor hulen, hvor gæssene svømmede rundt og hønsene og kalkunerne slukkede deres tørst.

Han var en ener og særpræget, tilsyneladende almindelig godt begavet, han var ikke bitter på livet, han ønskede kun at være i fred. Folk som han kendte var velkomne, men kom der nogen, som han følte, der så ned på ham, så hørte venligheden op.Han havde besvær med ræven, der ville tage hans fjerkræ, så anskaffede han sig en hund, der hed ”Senta”. Siden lod ræven hans dyr være i fred, for hunden lå jo også inde i rummet sammen med den fjedrede familie. Hulen var ikke gravet ret meget ned i jorden, så der var lyng både til tag og til sider. Taget var selvfølgelig ikke helt tæt, så det dryppede ned når det regnede. Men om sommeren blev det jo tørt og så gik det ikke værre eller bedre end at der gik ild i hytten. Da der ikke er brandforsikring for den slags bygninger, så stod han pludselig uden tag over hovedet, hverken til ham selv eller fjerkræet.

Så var der nogle familier i nabolaget, der syntes, det var synd for ham og de blev enige om, at de ville hjælpe ham med at bygge en ny hule. Det var Emils forældre samt Jens Mikkelsens og Peder Nielsens. De medbragte en dør og et vindue. Den nye hule blev gravet lidt nord for den gamle og den blev gravet så dyb, at han fik vægge af jord og ellers tækket med lyng. Det blev en ganske dejlig ”Villa” med både dør og vindue. Samtidig lavede de en hule til husdyrene. Nu havde han både stuehus og udhus, og det var han meget taknemlig for. Men en skønne dag brændte stuehuset. Så var naboerne vist lidt trætte af at hjælpe ham, de syntes nok, at han havde været for uforsigtig. Så lavede han selv en ny hule, men den var meget primitiv, den lignede nærmest en kartoffelkule, oven i købet med åbningen i nord. Så primitiv boede han de sidste år han var i Askov.

Han havde en aftale med Anne Møller i Abildaa, at hun skulle plukke hans gæs og gøre dem i stand, når de var slagtet. Så én gang om året drev han sine slagtegæs til Abildaa. Det vil dog sige, at han gik forrest og så fulgte gæssene efter ham. Når han kom til Abildaa med dem, gik han og snakkede med dem medens de blev lukket ind og så skyndte han sig hjem. Han holdt så meget af sine dyr, at han ikke kunne tænke sig at overvære slagtningen. Siden kom han så og hentede de slagtede gæs, som han formodentlig havde en fast aftager til.

Navnet Kartoffelmanden fik han engang han ville til at dyrke kartofler. Han fik pløjet et par furer og fik også sat nogle kartofler, men jorden var fyldt med senegræs og han gjorde ikke noget for at holde ukrudtet ned, så det blev ingenting til. Det var de rødbrogede ”King Edward” kartofler som ingen rigtig kendte på det tidspunkt. Han anskaffede sig også en fåreflok. Det begyndte med, at han købte otte gimmerlam i nabolaget og så solgte han kun væderlammene, men beholdt gimmerlammene til avl. Da han rejste herfra var flokken vokset til et halvt hundrede stykker. Emils forældre og Jens Mikkelsens syntes det var synd for ham, at han skulle sidde der i hulen og leve af kaffe og tørt brød hver eneste dag, så de inviterede ham til at spise til middag en gang om ugen. Hos Emils forældre kom han hver søndag og hos Jens Mikkelsens hver onsdag. På den måde fik han varm mad to gange om ugen.

Han rejste til Struer én gang om måneden og byttede skjorten. Der boede en ældre dame som han kaldte for sin husholderske, hun boede i Bjerggade og hed Stine. Hun vaskede hans skjorter. Engang inviterede han Emil med på sådan en tur til Struer og for en dreng var det selvfølgelig en stor oplevelse. Først med Annebergs rutebil til Holstebro og derefter med tog til Struer. Ellers tog han det ikke så nøje med tøjet. Engang havde han sat sig på ovnen medens han ventede på, at den skulle blive varm, men så sved han bukserne så der gik hul på enden. Det var jo ikke så godt, for han havde kun det ene par, men han var ikke rådvild, han havde en sæk liggende som han skar et par huller i som han kunne stikke benene igennem. Så var enden god igen, selv om det så noget aparte ud.

Engang havde Emil snakket om, at han kunne tænke sig, at ruge kyllinger ud, så tilbød Anton Eskildsen, at han kunne låne hans kalkunhane, den kunne ligge på 30 – 35 æg. Den skulle bare tvinges til at ligge på æggene de første dage, den måtte ikke kunne stå op. Når der var gået et par dage og æggene var blevet godt gennemvarme, så var kalkunhanen blevet til en stabil rugehøne.. Det viste sig at holde stik, der var bare den ulempe, at kyllingerne skulle tages fra så snart de kom ud af skallen, for ellers hakkede hanen den ihjel.

Anton Eskildsen var jo en særling, så han havde selvfølgelig også nogle mærkelige ideer. Når han havde købt en sæk majs til fjerkræet, så tømte han hele sækkens indhold ud på jorden, så kunne de æde det de ville, der var ingen rationering. Engang havde han fået fat i et stykke kød og så ville han koge gule ærter. Det gik også godt nok, men da han satte gryden udenfor, for at den kunne afkøle, så væltede hønsene gryden og ærterne løb ud på jorden. Dem gav hønsene selvfølgelig til at hakke op, da han så det, smed han kødet ud til dem, for ville de have det ene skulle de også have det andet.

Det var kun det halve af jorden, der havde været opdyrket, resten lå i lyng. Det var derfor sparsomt med foder til dyrene, men han gik og flyttede dem dagen igennem, så de fik en god pasning. Det skete jævnligt om vinteren at Emils forældre sagde til ham om at komme om aftenen for at få varmen. Det ville han også gerne, han holdt meget af varme og satte sig tæt ved Kakkelovnen. Når det så blev sengetid og han skulle hjem, kunne det ske, at der var et tykt lag sne som han skulle vade igennem og måske skulle han kaste sne for at få så meget plads, at han kunne kravle ind i sin primitive hule. Det er mærkeligt, at hans helbred kunne holde til dette liv.

Der var selvfølgelig ikke meget energi i ham, for ellers havde han forbedret sin hule, så den var blevet mere bekvem. Omkring 1930 rejste han herfra til Brande, der havde han fundet ud af, at der var en forfalden ejendom som han kunne flytte ind i med sine dyr. Der var vist forholdsvis meget jord til ejendommen, så der kunne blive plads til alle hans får. Nogle år senere kom han tilbage til egnen og bosatte sig i Vester Timring. Her boede han i et jordløst hus og her døde han. Hans kiste blev kørt til Struer, hvor han blev begravet. Man skulle undre på, at han kunne holde til det liv han føret. Han boede vist derude i jordhulen i 12 år, men han må jo have haft et godt helbred.

Ørnhøj lokalarkiv, oktober 2009


Herning Historie

Herninghistorie.dk er stedet hvor hele Herning Kommunes historie bliver fortalt. Her er der mulighed for at læse de gode beretninger og se skønne gamle billeder.

Indholdet er leveret af alle lokalarkiverne i Herning Kommune, og har man som læser kommentarer, kan de indsendes til det arkiv, som har lagt historien/billedet på.

Har du selv en god lokal historie at fortælle så send den til dit lokale arkiv, så vil arkivet sørge for at den bliver lagt her på herninghistorie.dk.

Følg os på Facebook