Herning Historie

Knud Chr. Vestergaard, Døvlings Erindringer- 2. del

Nedskrevet af Knud Chr. og med skråskrift tilføjet erindringer som blev fortalt til datteren Susanne.

Knud Chr. Vestergaard, født 20. november 1928, på husmandsstedet ”Mølleager” i Døvling, Skarrild Sogn.

Da ulykken rammer.
Tragedien rammer Mølager den 14/7 1937, (min far er 43 år gammel) en varm sommer dag, går Mads og mig og passer køer ude i heden. Jeg kigger hjem på Mølager og ser at vinduerne mod syd, blive helt sorte, og tænker, at det var mærkeligt, men jeg fortalte ingen om det. (Han døde sikkert ved den tid). Da vi kom hjem kom min moder løbende imod os, vi var lige kommen over den lille bæk, og hun siger: ”Åh, det er forfærdelig jeres far er død.”
Det var som en lyn fra en klar himmel, han havde ikke været syg, (kun gigt, det dør man ikke af), der var sket det, at han var gået ned til sine bistader og der var han blevet stukken af en bi, det havde han været ude for hundrede af gange før, men han blev syg og gik i seng. Min moder skyndte sig hen til lærer Hansen, for at ringe til lægen. (Vi havde ikke selv telefon). Da læge Eisenhardt kom, var far død. Min moder har fortalt, at lige inden han dør, glider et glad smil over hans ansigt, hvad han ser, får vi aldrig at vide? Men noget godt må det være.
Der er ikke tid til sorg her og nu, Mads og jeg skal feje inde i porten og rydde op. Kisten kommer samme dag, og står i porten, vi plukker en masse syrener og lægger der ind, men det er varm, og trods blomsternes duft, kan det ikke undgås, at det lugtede efter 3 dage, den lugt kan jeg fornemme endnu.
Nu viser min moder, at hun er gjort af et godt stof, hun knækker ikke sammen, hun står tilbage med 6 seks børn. Jens, den mindste er kun 4 år og den ældste Maren Elisabeth 14 år, lige konfirmeret.

Det var værst ved de tre ældste. Jens var kun 4 år og forstod vel ikke alverden og lille søster og jeg var selvfølgelig kede af det. Jeg har haft en utrolig god moder.
Gudrun (Gudrun Kragsig, fra Karstoft – var pige hos Chr. og Mette mens min far Knud Chr. var lille – mor sagde altid, at det var Gudrun, der havde givet far sin store appetit, havde proppet for meget havregrød i ham!) stod og læste noget ved Fars begravelse derhjemme, jeg husker ikke hvad, men tårerne løb hende ned af kinderne. Hun var glad og god ved familien.

Til Mette og Børnene

Ved Kristian Vestergaards Jordefærd
vort Sind er stemt saa stille
Imod hvad han os synes værd
man synes selv saa lille.

Og naar vi nu er sammen her
og vil hans Minde ære
saa er der meget som ….
af ham maaske kan lære

Hans Liv og Gerning her paa Jord
har Præg af indre Kræfter
“En ædel Sjæl” de smukke Ord
vi ved hans Minde hefter.

Nu snart paa Karstoft Kirkegaard
vi stede dig til Hvile
og knap endnu vi ret forstaar
ej mer vi ser dig smile.

Tak for de mange gode Timer i jeres Hjem.

Gudrun.

Ca. en måned efter fars død, tager min moder den beslutning, at jeg skal kaldes Christen i stedet for Knud, som jeg blev kaldt i skolen, (Mit døbenavn er Knud Christen), hjemme blev jeg altid kaldt Luda.
Næste dag jeg kom i skole, siger Lærer Hansen, fra i dag af, skal vi alle kalde Knud for Christen, og sådan blev det, jeg blev ikke en gang spurgt ad, ja en handlekraftig kvinde, det var Mette Vestergård.
 
Livet efter 1937

Efter mandens død vendte Mette Vestergaard sig mod de missionske kredse i Døvling, som hun kunne bedre med og nok kendte bedre hjemmefra, end de grundtvigianske (som bl. familien Vestergaard), hvilket hjalp hende gennem den svære tid, men fanatiker var og blev hun bestemt ikke.
Ved middagsbordet blev der sunget en salme og læst op af andagtsbogen, Knud Chr. sørgede som regel for at have legekammerater med hjemme til kaffe, da han syntes det var for pinligt til middagsmad, hvor der blev bedt bordbøn.

Sidst i 30erne og først i 40erne blev mange omvendt ude i området, far husker engang det foregik henne på ”Mølager”, han lagde i sengen med en voldsom tandpine, som han til sidst næsten glemte over al den omvendelse, han kunne høre inde fra stuen. Blandt dem var en ung pige, som blev omvendt den aften, hun havde kærestes med sin kommende mand, (det var mest unge folk, der var der), hver gang en omvendelse skete og vedkommende bekendte sine synder, brød alle ud i sang: ”Kimer Himmelklokker, der er fest i dag”.
Mette´s børn fik aldrig besked på at skulle deltage i disse møder, de måtte selv bestemme. Søsteren Maren Elisabeth husker fra samme møde, at hun og veninden Kamma stod udenfor køkkendøren og fnisende, hørte hvad der foregik ved omvendelsen. Der var ingen på ”Mølager” der omvendte sig, heller ikke Mette.
Lærer Hansen henne fra Døvling Skole var meget missionsk, har engang hvor Mette V. var til stede, sagt om en Pinsefamilie i området, at de ville ryge i helvede, hvis de ikke omvendte sig, hvortil Mette V. havde bemærket, at der i bibelen stod om Gud, ”at mig alene tilkommes det at dømme”, hvorefter han ikke sagde mere.

Bestyrerne.
Livet går videre, vi har i forvejen 2 halve karle, de skiftes hver anden uge, et par unge fyre (Møller Bæksgård og Peter Hansen), dem beholder hun til den 1. november 1937 – 38.

Peder Hansen, fra Bæktoft i Karstoft

Nu lejer hun Niels Olesen til bestyrer for et år, som er normal lejemål – (800 kr. pr. år) – det er lidt mere end en forkarl. Han er dygtig og det går støt fremad. Her vil jeg lige indskyde, at min far lå inde som soldat i ca. 2 år under første verdens krig, Danmark kom aldrig med i krigen, (kun Sønder Jylland) Han bliver sendt hjem, 3 uger før tjenestetiden er slut og får erstatning, fordi han har fået dårlig hjerte i soldatertiden, hvor meget i kr. ved jeg ikke, men det svarede til en karleløn, (og var pris reguleret) om året, udbetalt af staten. Det beløb faldt væk da min far døde. Det var jo først nu, vi for alvor havde brug for pengene, det var en økonomisk bet!
November rejser Niels, og vi får en ny bestyrer Ejner Søndergård, den 1. november 1938-39, han er en rigtig slider og han er god til at passe køer, vi bliver den, der leverer mest mælk på vores tur, det har vi aldrig prøvet før, vi har på det tidspunkt 10 stk. års køer (kort horns racen), på vores tur var der landmænd der havde 14 køer, trods det havde vi mere mælk end dem. Ejner var en sjov person, han brugte snus og kardus i lange baner, han sagde, ”hvis jeg ikke får min snus, kan a formelig e klår æ synder mark”.
Om vinteren spillede Mads og Ejner og mig Matador, det gik han utrolig op i, en aften sad han i en utrolig held, Mads og jeg var lige ved at gå fallit.

Så kl. 22 gik han ud og gav hestene hakkelse, Mads og jeg kunne se hvad vej det gik, så siger Mads, ”skal vi pakke sammen” – ”ja det er i orden”, sagde jeg, som sagt så gjort, da Ejner kommer ind, bliver han noget lang i ansigtet, han ville så gerne vinder, det var jo ikke så pænt gjort af os.


Endnu en ulykke.
Tragedien indtræffer endnu en gang på Mølager. Det er i juni måned, jeg går sammen med Ejner og renser roer, op i nørre marken. Jeg styrer hesten, nu har jeg endelig fået det lært. Så kommer der en ambulance med fuld udrykning, Ejner siger, ”Det er nok en af elektrikerne der er faldet ned”. (hele Døvling by var i gang med at få el installeret på dette tidspunkt, så der var mange elektrikersvende i gang, det slog jeg mig til tåls med. Vi kom hjem til middag, og fik at vide, min lille søster var blevet kørt ned af en lastbil, og min farbror Åge Vestergård var kommen bærende med lille søster, hjem til Mølager, hun var ilde tilredt. Mor Mette tog med ambulancen, hvor lille Mathilde skal have sagt til sin mor:” Du skal ikke være ked af det, mor!”

Mathilde, 7 år gammel.

Da mor senere kommer hjem fra sygehuset, og fortæller at lille søster er død, synes jeg, at min lille verden går i grus.
Mads har senere fortalt, at han var i skole den dag, Lærer Hansen ser at ambulancen kører ned til os, han siger, ”Du må hellere gå hjem, og se hvad der er i vejen”. Da han løber hjemad, håber han, at det er bestyreren Ejner, der er kommen galt af sted, men ak nej.
Til begravelsen hjalp Mads og mig med at bærer kisten, vi gik i midten i hver sin side, det var en frygtelig dag og tid, for os alle sammen.

UNDER KRIGEN
Den 9. april 1940, udbryder anden verdens krig, min mor, Mads og jeg er op vej over til ”sønder marken”, kl. er ca. 10, lige før vi når broen, da kommer der en sværm af tysker flyvemaskine hen over os, i megen lav højde, jeg var bange for, at de havde taget skorstenen der hjemme, så lav fløj de.
Vi vendte om på stedet, og gik hjem, lukkede op for radioen. Det lød, ”Tyskland har besat Danmark, og Danmark har kapituleret”, det var næsten for dårligt. Altid før i historien har Danmark, forsvaret sig tappert over for de skide tysker, det var ikke soldaterne, det var galt med, men regeringen over gav sig. Men inden det skete, var de danske soldater blevet udkommanderet, fra Haderslev kaserne. Og kæmpede hårdt og heroisk i ca. ½ time, så fik de besked, på at over give sig. Der døde nogle danske og tyske soldater, men så var vejen åben, og inden aften var vi oversvømmede af tysker. (Jeg er 12 år, på det tids punkt).

En vinterdag med frost.
Knud Chr. havde svært ved at holde de hjemmestrikkede vanter på, så en vinterdag hvor det frøs så meget, at der var is langs kanten af bækken/stemmegrøften? (den frøs aldrig hel til), havde de gået og leget langs med kanten og han var kommet til at tabe den ene vante ned på iskanten.
Mor Mette blev vred da Knud Chr. kom hjem, med kun en vante, og sendte ham ud med den besked at hente vanten. Han gik så ned til bækken og ud på iskanten, fik da også fat i vanten, men braste igennem med den ene støvle. Mette ville jo så have at vide hvorfor ham var blevet våd, blev så så ked af det, havde hun vidst hvor vanten var, havde hun ikke sendt ham afsted (far vidste jo nok at det var galt, men havde ikke turde fortælle noget), tænk om han var druknet ved det.

Difteri epidemi
Der var difteri epidemi da far var barn, han og Jens var endnu ikke vaccineret, de større søskende må have været vaccineret. Så Mette tog resolut med postbilen til Kibæk, hvor de blev vaccineret og der efter måtte de alle tre vandre de 15 km tilbage til Døvling, det var nu en drøj tur, især for Jens som kun var ca. 9 år.

Tandpine.
De led meget af tandpine som børn, dengang gik man ikke regelmæssig til tandlæge. Det helt normalt mange steder i Jylland, at man i konfirmationsgave fik et ”nyt gebis” – tænderne blev trukket ud (de var jo ikke for gode) og fik forlorne tænder.

Chr. fortæller:
Da jeg var ca. 12 år, fik jeg en frygtelig tandpine. ”Ja, men den skal bare ud”, siger mor: ”Vi cykler lige til Sdr. omme, så kan vi besøge Thorvald Madsen og Clara”. Min bror Mads tjente på deres Gård. Vi bliver godt modtaget, og snakken går lystig, mor og Thorvald er på samme alder og har meget, at snakke om, vi får kaffe og Cykler derefter mod Sdr. Omme, ind til lægen, (der er ingen tandlæge i Sdr. Omme). Tak skævben, det er ikke vores gamle læge, men en vikar, en hel ung mand. Mor forklarer, sådan og sådan, ”Ja, det er jo en kindtand, den har store rødder vi må hellere bedøve den.” ”Hvor meget koster det” spørger Mor, og han svarer: ”5 kr. ekstra.”
Men mor mener, nej det var for dyrt, det kunne der ikke være snak om. Lægen og mig forsvandt ind bag døren, begge to meget nervøse, jeg tror, det var første gang, han skulle rykke en tand ud. Han fik godt fast i tanden, og han holdt godt fast, det gjorde forfærdelig ondt, jeg rejste mig op, vi valsede rundt i stuen, men han holdt fast og rykkede ind i mellem, men ud kom den, jeg var hel vild, spyttede blod ud på gulvet, til højre og venstre, vi var på det tidspunkt, begge nær et nervøst sammenbrud, føj for pokker, det skal jeg, aldrig prøve mere, så hellere betale af egen lomme

Efterskole.

Den 1/11 1943 er det min tur til at komme på Staby Efterskole, den 20 /11 (på min fødselsdag) kommer tyskerne og beslaglægger skolen, kun 20 dage har jeg været der, det var med kort varsel, vi fik det at vide kl. 12, inden aften, skulle skolen være rømmet, gode råd var dyre, for os der havde langt hjem, jeg tog den beslutning, at tage toget til Borris, så kunne jeg ikke komme længere den dag, nu var det så heldig, at moster Didde boede på Dalager gård i Borris, hos Fætter Lars. Som vi kaldte ham.
Det var bælragende mørkt, jeg havde ingen lys med, på et tidspunkt, mener jeg, at jeg skal dreje fra landevejen til højre, det gør jeg, men rammer ikke markvejen, men kommer ind på en pløjemark, men retningen er god nok, og jeg ramler ind på gårdspladsen med alle mine pakkenelliker, jeg går ind i forstuen, der kommer ingen og lukker op, alle er bange for tyskerne, men de er hjemme, der er lys i vinduerne. Jeg banker på og går ind. ”Godav”.
”Jamen, er et dig lille Chr., vi troede det var en tysker, derfor lukkede vi ikke op.” Jeg blev budt velkommen, af både Lars og Didde.
”Jamen, din moder må da være nervøs for dig, vi må have ringet til hende.”
”Nej hun er ikke nervøs, hun ved ingen ting, jeg nåede ikke at få ringet, jeg skulle nå toget i en fart.” forklarer jeg. Nu blev der ringet hid og did, Fætter Lars var meget optaget af, at tyskerne havde taget skolen, og han ringede rundt omkring, og sagde Mettes Chr., er lige kommen her ind. Kl. var ca. 23 da jeg ankom. Jeg fik et godt måltid mad, og en god seng at sove i. Dagen efter rejste jeg hjem.
Så sker der det, at alle vi ca. 60 drenge, kan komme på Brejninggård Efterskole, hvilken jeg gerne ville være på, sammen med mine kammerater igen.


Lidt mere om bestyrerne.
Vi har Ejner i 3 år, så får vi Brune Lauth som bestyrer, ham har vi i 2 år, han er også dygtig, han ligner ikke Ejner, som altid sled i det. Brune er en anden type, han er god til at tilrettelægge arbejdet og får det samme gjort på kortere tid, det har jeg efterlevet siden, eller prøvet. Jeg kan huske, at Brune fik 1300 kr. den første år og 1600 kr. det anden år, det var en høj løn den gang, men det betød også noget med en dygtig karl.
Jeg mener, at Ejner fik 900 kr. det første år, 1000 kr det andet år og 1100 det tredje år, det steg lige så langsomt.
Mens Knud Chr. er på efterskole, havde de fået ny bestyrer, en Hans Langbo, med de bedste anbefalinger der kunne tænkes, men det var også det eneste der duede.
Men det startede skidt, han sagde at hesten trængte til ny grime, ja, så måtte han jo købe en, sagde Mette. ”Jamen hvor lang skal den være”, spurgte karlen. Ja, det mente mor Mette, at som bestyrer skulle han selv kunne finde ud af længde.
Han kunne slet ikke klare jobbet, han blev fyret efter små 2 måneder, en stor løn skulle han også have.
”Nej”, siger moder: ”Nu synes jeg, vi skal prøve uden fremmed hjælp, nu Chr. er kommen hjem, det var ikke efter mit hoved.
Mads blev nu bestyrer kun 17 år gammel og jeg forkarl 15 år gammel, Jens går stadig i skole, jeg mener også Gitte er hjemme. Maren Elisabeth er blevet gift med Peter Hansen og bor nu på Gillhøj i Knaplund.
Det går så nogenlunde, jeg tror nok, at vi måtte betale nogle lærerpenge, vi var faktisk for unge. Men moder sparede en stor bestyrer løn, og vi gjorde nogle dyre erfaring, og det også noget værd.


Ferie under krigen
På sigt, får vi lommepenge og en uges sommer ferie, hvor jeg, mine brødre Mads og Jens samt vores fætter Søren Vestergaard, cyklede til Århus med vor fætter Kr. Krogstrup, som bandefører, det var alletiders tur.

Mads, Søren, Knud Chr. og Jens

Det er under anden verdens krig, cyklerne er ikke for gode, vi kunne ikke importere gummi og dæk til cyklerne, vi punktere af og til, fætter Søren Vestergaard er en mester her, men Kr. Krogstrup vil også gerne hjælper til, og med det samme går det galt, han er en dos, hvad det angår. Nu nærmer vi os Århus, vi er glade ved, at vi har en erfaren bymand med, nu nærmer vi os den store by. Uden for Århus gør vi holdt, Kr. Krogstrup siger: ”Nu skal i følge mig, jeg kender Århus, lige så godt som min egen bukselomme.”
Det var jo store ord, det går godt, vi nærmer os midtbyen, vi skal finde vandrehjemmet, pludselig kommer Kr. Krogstrup i tvivl, vi er 5 personer og de to kører på tandem, det fylder godt i landskabet, vi spærrer gaden, det sker i en kryds, panikken breder sig, vi spørger til bukselommen.
Kr. Krogstrup sveder, og folk dytter og skælder ud, vi er rigtig kommen til storbyen, vi kommer videre og lidt efter, er vi på vandrehjemmet, vi ånder lettet op. Kr. Krogstrup har genvundet fatningen og er dagens mand, her er en stor sovesal, vi er de første, der ankommer, og vælger vores madrasser, der ligger på gulvet, og et par tæpper til hver, der er plads til mange. Længst væk fra indgangen, slår vi os ned. Vi vasker os, får noget at spise, og er klar til at indtage den store by. Kl. er ca. 19, vi dasker rundt i byen og kommer på et tidspunkt til et stor hotel, med en stor sort tjener uden for.
Der var bal derinde, det rykkede lidt i Kr. Krogstrup, han synes, vi skal til bal, det ser dyrt ud, og Kr. Krogstrup er ellers nærig, men han synes, vi skal ind, vi indvilger. Vi går nu hen mod den sorte tjener, der holder os an, og siger ingen har adgang uden slips, nu ville skæbnen at det kun Kr. Krogstrup, der har slips på, vejen er vist, vores fører har forladt os. Krogstrup er 22 år – de andre 16/17 år gamle.

Vi går hjem til vandrehjemmet, i mellemtiden, er der kommen en masse københavner, vi er trætte efter en lang cykel tur, lidt efter sover vi alle godt. Kl. ca. et om natten, vågner hele salen, det er vor kære fætter, der kommer fra bal, i løftet stemning. (Kr. Krogstrup har altid haft et dårligt syn) og da han skal helt op til endevæggen, kan han ikke undgå at træde på de stakkels københavner, de lider ikke i stilhed, de kæfter op og bander over den fulde mand. Kr. Krogstrup var ikke fuld, men så ikke så godt. Så blev der ro igen. Dagen efter fik vi referat af Kr. Krogstrup, han havde moret sig gevaldig
Vi bliver i Århus de næste 3 dage, og Kr. K. viser sig som en habil fører, han kender byen godt, og vi ser det meste af byens seværdigheder.
Pengene er ved at slippe op, vi må forlade storbyen og drage mod familien, vi cykler til Øst Birk, og besøgte Kr. Krogstrups søster Bertha (som er vores kusine), vi bliver vel modtaget, vi gjorde en vældig indhug i hendes spisekammer, (vi havde fået havregryn og mælk som morgenmad) og var godt sultne, de var flinke og rare, vi blev natten over, (Bertha og hendes mand, er begge lærere i Øst birk) vi fik en god foder og cyklede hjem ad, pungen var tom og ferien var slut, men vellykket. Og så gik alt sin skæve gang igen.
Tiden går, vi kommer til 1. november, Jens der nu er 12 år bliver forfremmet til forkarl, han og Mads skal nu klare bedriften på Mølager.


Endnu et efterskoleophold.
Jeg starter, for anden gang, på efterskole nemlig Skibelund Efterskole, næsten ene sønderjyder, jeg skal lige vænne mig til sproget. (den sønder jydske dialekt). Det er på moders opfordring, jeg kom der ned, hun har været kontrolassistent dernede, i sin ungdom.
Vi er 42 drenge, fra 14 til 18 år, jeg sover på en 4 mands værelse, de er alle sønderjyder, alle 3 er stor ryger. Jeg fik nok røg, den vinter.

Teater på Skibelund, Knud Chr. med violin.


Nu blev vi delt op i 4 lige store hold, efter boglig dygtighed, jeg kom i den dårligste hold, nemlig nr. 4, det skrev jeg ikke hjem om, min moder havde nemlig været lærer i 7 år, så det nænnede jeg ikke,
Men jeg må indrømme, at jeg hele min skoletid, var sprunget, over hvor gærdet var lavest, og Lærer Hansen i Døvling, var let at snyde. Bare man kunne sine salmevers, så var det o. k., og det kunne jeg, det havde jeg let ved.
I spise salen, sad jeg ved siden af Forstander Kristian La – Cour og vi fik tit en snak, han siger til mig, ”Jeg kan ikke forstå, at du ligger i den dårligste klasse, jeg har jo kendt, din moder, jeg kan ikke rigtig få det til at stemme.” Jeg svarede: ”At hvis det havde været salme vers, vi var kommet op, i havde jeg været på første holdet.” Det grinede han lidt af.
Men han tog sig af mig, jeg blev faktisk hans yngling. Han fortalte, at de en gang før, havde haft en elev, der var gået fra det dårligste hold og op de to bedste hold i dansk og regning, han fik mig motiveret, og det siger ikke så lidt, nu knoklede jeg på, og i løbet af to måneder, var jeg oppe på hold nr. 2 i regning. Nu var det sådan, at de 2 bedste regnehold, havde bogstav regning med X og Y, det var ikke almindelig på andre efterskoler, det interesserede mig. En skønne dag var jeg på første hold i regning La – Cour var stolt på mine vegne.
Med dansk, gik det knap så godt, men jeg var da kommen op på hold nr. 2. Så siger han, da vi har en måned tilbage ”Hvorfor kan du ikke tage dig sammen og komme op på hold nr. et”. ”Det er fordi, (Jeg havde altid en god undskyldning i ærmet), at Dansk lærer Dørub er så snøvl, kunne han tale højt og tydelig, tror jeg, at jeg havde en chance.” det passede ham godt nok. Det var hans sviger søn, der var min dansk lærer, og der var ikke det bedste forhold der. Han grinede lidt i skægget, og sagde: ”Det er der noget om.” Og det tror jeg også selv, der skete det, at Dørub blive syg, en 3 uger og La – Cour blev Dansklærer i den tid, mine stavefejl skrumper ind til næste ingenting, jeg anstrenger mig selvfølgelig i den korte tid, La Cour var tilfreds. Men Dørub kommer igen, og jeg falder tilbage på den gamle stade, jeg kan ikke døje ham, jeg tror det er gensidig. Jeg kom aldrig på første holdet i dansk, men dog på anden holdet i dansk. La Cour var knotten på mine vegne, men som han sagde: ”Det er noget lærerne bestemmer suverænt.”
”Det skal du ikke være ked af,” sagde jeg. ”Jeg kan både spille fodbold og spille violin, det kan han ikke.” Ja, det var da også rigtig, jeg havde min violin med, og vi var en lille gruppe der spillede efter gehør. Der var lærer Ottosen, der var leder (violin), Marius og Marinus på harmonika, Søren på mundharpe og jeg på violin, vi havde det rigtig sjovt sammen og øvede os tit om aftenen. Lige så fodbold, vi havde et rigtig god hold og kæmpede med de andre efterskoleholdhold i Sdr. Jylland.

Knud Chr. med violinen.

Det gik La-Cour meget op i. Der var langt hjem, jeg var hjemme 2 gange, den vinter. Omkring Marts, ringer mor til La-Cour, og siger, ”der er vel ikke noget i vejen med Chr., han har ikke skrevet hjem i lange tider.”
”Nej,” siger La-Cour: ”Han fejler ingenting, lige nu spiller han fodbold, men jeg skal nok få ham til at skrive.”
La-Cour – gav os altid hånden til godnat, inden vi gik i seng, så sagde han ”husk nu, at skrive hjem til din mor.” Jeg kunne ikke forstå det, jeg syntes bestemt, jeg havde skrevet for ca. 14 dage siden, og ganske rigtig, jeg fandt den famøse brev i en af mine bøger, med frimærke, og det hele, jeg havde bare glemt at få det sendt af sted. De der havde lejlighed til det rejste hjem om lørdag – søndag, vi var 7 til 10 drenge, der blev på skolen, vi havde det godt, fik ekstra forplejning om søndagene, tiden går, og det bliver den 1. April, og jeg skal hjem til landbruget igen.

Opdateret