Kogekone Erna Hansen

Historien om vores allesammens kogekone i Timring.
Vi har læst om en landhusmors opvækst og liv, vi har også fået fortællinger fra en, der har haft en del af sin tid hos familie på Møltrup. Den næste, som vi sikkert også alle kan huske, er nu afdøde husmoder og kogekone Erna Hansen.
Erna blev født af ugift Laura Marie Kristine Jensen i 1920 i Tarp, Timring. Hun voksede op hos sine bedsteforældre på Riis mark, som den ældste af en søskendeflok på seks. Hun startede i Birkmose skole, og på den tid gik man kun i skole hver anden dag. Senere fortsatte hun i Timring skole, den nye skole fra 1925, hos Edvard Hansen. Fagene var de almindelige kendte dengang, som bibelhistorie, læsning, skrivning, geografi, DK-historie, diktat og genfortælling.
Hun kom hurtigt ud at tjene, bl.a. hos Julius Holbølls, hvor hun lærte at slagte kyllinger, men det at lære husholdning kom naturligt til hende. Hun var jo den ældste og rollemodel for sine søskende. Hun fortsatte således med tjeneste på gårde rundt omkring på egnen, indtil hun traf manden i sit liv.

Det var ungkarlen Jens Hansen, også født i Timring. Hun flyttede ind til ham på hans fødegård på Smækbjergvej efter brylluppet, den 9. december 1938. Gården havde han overtaget efter sine forældre, og den drev de sammen, samtidig med at familien øgedes med 11 børn, en søn og 10 døtre i årene fremover. Ud over den almindelige husholdning strikkede og syede hun alt til den store familie, og det var hun ferm til. Desuden blev der hvert år syltet mange gode sager fra den store frugt og bærhave til den store børneflok. Det var også i den tid, som mange måske kan huske hende, suse rundt på en knallert på vej på indkøb eller arbejde, knallerten blev i 1964 udskiftet med en bil.

På grund af større omvæltninger i landbruget sidst i tresserne, blev jorden lejet ud og Jens, som var en del ældre end sin kone, syntes det var på tide at give slip. Der blev indrettet hønseri i udbygningerne, som Jens så gik og passede, imens Erna nogle år forinden var begyndt som hjemmehjælper i Timring. I mange år havde hun desuden en flok gæs, som blev solgt og slagtet til jul, og det havde hun tidlig lært. Det var også i den tid, da børnene var lidt fra hånden hun blev aktiv i Timring Husmoderforening.

Ved siden af alt det, fik Erna også tid til at hjælpe på nabogårdene i højsæsonen. En nabo, som var kogekone, måtte pga. sygdom bede om hjælp, og på den måde greb det om sig inden for kogekunsten. Erna var snart den, man sendte bud efter til konfirmationer, bryllupper og begravelser. Hun var velanset, lavede god og rigelig mad. Hun hjalp også til i private hjem ved festlige lejligheder, ligesom der var bud efter hende uden for sognets grænser. Her gav pigerne også en hånd med, men de husker også, at hun trods stor travlhed, havde tid til at lære dem at sy og strikke, det huslige blev leget ind i dem.
Når de var lagt i seng, kunne hun så planlægge indkøb og lave lister til næste arrangement. Hun lavede selv aftaler med de handlende om fordelagtige indkøb, og andet kunne hun sikkert også hente i sin køkkenhave eller det hjemmelavede syltetøj. Det var altid til alles tilfredshed.
Hun var en udadvendt kvinde, der altid havde tid til en sludder, og hjemme hos hende var der altid friskbagte lækkerier til en kaffetår, når nogen kiggede ind til en snak eller en aftale om en fest.

Selv da Jens blev syg og kom på plejehjem først i 80’erne, blev hun boende i hjemmet med hjælp fra sønnen. Men i 1985 blev hun selv ramt af en hjerneblødning, så også hun kom på Trehøje plejehjem. Hun fik talebesvær og var delvist lammet, men det afholdt hende ikke fra at være aktiv med syning og broderi, og mange ting blev fremstillet i årene på plejehjemmet. Bl.a. da et fodboldhold skulle på tur til USA, broderede hun et antal ”flag”, som spillerne skulle have med til værtsfamilierne.

Hun havde også fortsat stor glæde af at være sammen med familie og venner.

Opdateret