Kristensen Niels Kristian
Født: 1839 i Skovby, Gjellerup sogn — Død: 1879 i Hauge
Han blev gift med Ane Johanne Henriksen, født i sdr. Vejen, Rind sogn.
Efter at Niels Kristian Kristiansen havde deltaget i krigen 1864, lånte han i 1868 nogle penge af en købmand i Herning og købte for disse sammen med hans egne sammensparede penge 50 ha. nøgen hede af Peder Hauge i Hauge.
Efter at han havde købt jorden begyndte han at ælte og brænde sten og opførte et hus, i hvis østre ende han indrettede til beboelse. Efter beboelsen fulgte så en lo og så i den vestre ende af huset plads til lidt besætning. Først og fremmest et par stude og en ko eller to.
Så tog han fat på opdyrkningen, først at få allen eller en lille del deraf brækket op. Derefter gravede han Mergel og kørte det ud med studene. Lidt efter lidt dyrkede han så mere jord op, ligesom han plantede hegn og en plantage på 2 tønder land.
Omkring 1885 var han kommen så vidt at den ene stud kunde ombyttes med en hest, senere kom der endnu en hest. Det gik nu hurtigere og bedre med opdyrkningen og besætningen forøgedes lidt efter lidt, indtil den omkring 1897 bestod af 3 heste og 8—10 køer.
I mellemtiden havde han bygget en ny kostald og lade, og lavet den gamle længe om til stuehus. I 1897 overtog hans ældste søn, Karl Kristensen ca. halvdelen af jorden der nu var omtrent gældfrit. Han begyndte ligesom sin fader med at bygge et hus.
I ægteskabet var der fem børn, tre døtre og to sønner, hvoraf den ene, Henrik Vejen, i en årrække var Herning kredsens folketingsmand.
I 1904 tildeltes Niels Kristian Kristensen det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs store sølvbæger for landboflid. Han døde som en af Gjellerup sogns mest velhavende Bønder.— Hvor der i 1868 kun fandtes nøgen hede, findes nu to velbyggede og veldrevne gårde med 40—45 køer og en 150 svin tilsammen.
Gårdene ejes af afdødes sønnesøn, Aksel Kristensen, Hauge og Jacob Kjærsgård, Hauge. (1957).
—
Kommentar hentet fra LOFO
Hvis det er ham, der er født 23. oktober 1839 i Gjellerup, Gjellerup kirkebog 1831-1840 opslag 21, så er han døbt Niels Christian Christensen.
Der står, at han er død 1879, men det var hans kone Ane Johanne Henriksen, der døde 10. november 1879, Gjellerup kirkebog 1873-1891, opslag 312.
Andre historier
-
Ravn, P. Kr. Jensen
Herning Født: 1853 Murermester Da murersvenden P. Kr. Jensen kom gående til Herning fra Mausing med sin trillebør i året 1877, var han klar over at der i denne hurtigt voksende by ville være arbejde nok til ham. I løbet af få år var han med til opførelsen af mange beboelseshuse langs hovedgaden og blev […]
-
Frølund Jens Kristian
Frølund i Gjellerup sogn Født: 1873 i Gjellerup — Død: 1944 i Frølund Chr. Frølund overtog i 1899 25 tdr. land af sin fødegaard i Gjellerup, blev gift samme aar med Ane Marie Olesen, født i Krogslund. Ejendommen bestod af 10 tdr. land dyrket jord og 15 tdr. land hede. Købesummen var 2000 kr. Gennem […]
-
Charles Lauritsen – en ukendt dansker
Holstebroer med rødder i Vildbjerg og Sørvad, blev helt i USA ATOMBOMBEN I Vildbjerg er mange ældre med rette stolte af den måde, mange af deres bysbørn har gjort byen kendt over det ganske land på. Nævnes kan bl.a. brødrene Damgaard og Bjerg Sørensen, hvor flere blev store fabrikanter i Herning. Damgaard brødrene stod f. […]
