Skarrild Kro.

1867 26. febr. bevilling for Ole Jensen af Gammelgård til at drive krohold indtil videre.

Omkring 1868 køber Peder Funder Gammelgård i Skarrild – hvor han fungere som køb- og kromand ifølge folketællingen 1870 – han er udlært i Kalundborg – I Skarrild bliver han dog kun i omkring 5 år – hvorefter han sælger gården til Købmand S. Rasmussen.

Christen Jakobsen fra Vind sogn, overtager kroen (Gammelgård) i 1870erne, i hvert fald er han kromand, da han d. 13. Dec. 1877 gifter sig med den næsten 20 år yngre Juliane fra Arnborg, hun er da 18 år.

1884 bygger Christen Jakobsen ny krobygning.

Her kunne gæsterne ikke få smørrebrød, da værten ikke havde smør i huset – ”men vi hå´r nåt knagende gué tjæt” trøstede han sine sultne kunder.

1892 købte Peder og Julie Aaes Skarrild kro af Christen Jakobsen.

Peder havde í nogle år, lejet sig ind som købmand på Clasonsborg, men efter sit giftermål i 1886, med Julie, blev det hende der tog sig af købmandshandlen, mens Peder gik i Tømrer og snedkerlærer hos Kosak i Kibæk. Peder havde mere lyst til at arbejde og handle ude, end at stå bag disken.

Efter de overtog kroen, hvor der også hørte telt til, blev det sådan at Julie, som havde nok at tage vare på, med krodrift og børn, blev hjemme. Peder som stadig havde lyst at handle, rejste ud til markeder i Dalager, Brande, Herning m.m., og opslog teltet, hvor man kunne købe forfriskninger.

Allerede i 1911 døde Peder Aaes, enken drev kroen videre indtil 1917, hvor sønnen Søren overtog den, den var nu omdannet til afholdskro – det opstod en del afholdsforeninger først i det 20ende århundrede, lidt for mange var blevet for glade for flasken, og noget måtte gøres. (det var områdets beboer, der var medbestemmende til om kroen skulle kunne udskænke alkohol eller ej).

Søren Aaes forpagtede bl.a. præstegårds jorderne og drev landbrug ved siden af kroholdet, i omkring 50 år.

Fra venstre: nr. 1:Helene Aaes, nr 2: Søren Aaes, nr. 5: Jacob Skomager og nr. 7: Christian Aaes. (efter togplanen på væggen er årstallet 1911)

Søren Aaes var en fremdriftig mand, han startede rutebils kørsel til Herning, havde lillebil og fragtbil. Rutebilen fragtede bl.a. smågrise til Herning, som blev bundet fast på taget, en passager skal have sagt, nej nu regner det da. Det var en af grisene der trængte til at komme af med vandet.

En gang blev lillebilen bestilt til en tur til Tåsinge, turen tog ca. 1 døgn, da de nåede færgen fra Svendborg til Tåsinge. Da de nåede til færgen, ind mod aften, punkterede bilen, men over skulle de jo, næste færge gik formodentlig først næste dag. Færgefolkene hjalp med at skubbe bilen over på færgen, og derfra igen da de nåede i havn. Så kunne Søren Aaes begynde at skifte hjul.

Skarrild Kro brændte i aug. 1944 – datteren Norma(Sørens datter) og hendes mand Drøgemøller boede da ude i Clasonsborg, Hendes mand vågnede en nat, og kunne se lys fra Skarrild, det brænder i Skarrild, sagde han til Norma. ”Det er kroen” sagde Norma – det kunne ikke være andet, så stor var lyset derinde fra. Drøgemøller mente at Norma skulle blive i Clasonsborg – han ville tage til Skarrild og ganske rigtig kroen stod i lys lue. Intet blev reddet.

Branden var blevet opdaget, da en af vognmændene skulle på arbejde ved 4 tiden, han fik folkene banket op. Der blev sendt bud ned til Møllen hvor elektricitet kom fra, her var de svære at banke op, konen havde sagt til manden, vi lader som om vi sover. Nu var det jo under krigen, og urolige tider, man kunne aldrig vide hvem der bankede på døren. Men de fik dem fortalt, hvem der bankede, og døren blev åbnet, og strømmen afbrudt – formodentlig hovedafbryderen

Kilder:     H.P. Hansen, Norma Drøgemøller, Skarrild kirkebog, folketællinger, avisartikler.

Artiklen er skrevet af Susanne Vestergård

Opdateret