Herning Historie

Lynghuset i Ørre

Lynghuset - nærmere betegnet ejendommen på Sejlsigvej 10 i Ørre, hvor artiklens forfatter Hans Ansbjerg boede det meste af sit liv. Hans Ansbjerg er formentlig et af børnene på billedet. Han har skrevet adskillige spændende beretninger fra Ørre-egnen i gamle dage.

Lynghuset – nærmere betegnet ejendommen på Sejlsigvej 10 i Ørre, hvor artiklens forfatter Hans Ansbjerg boede det meste af sit liv. Hans Ansbjerg er formentlig et af børnene på billedet. Han har skrevet adskillige spændende beretninger fra Ørre-egnen i gamle dage.

Af rentier Hans Ansbjerg, Ørre, indsendt til Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser 1. september 1956

Den 11. April 1871 ægteviedes Ungkarl Peder Nielsen, Sejlsighus Sunds Sogn og Pige Karen Kirstine Jensen, Skjerk i Aulum Sogn; efter Vielsen flyttede de ind i en lille Hedeejendom ved Højris Aa i Ansbjerg By, Ørre Sogn.

Huset var 17 alen lang og 8 alen bred opført mest af raa Lersten og tækket med Lyng, det første Fag mod øst var på 3 alen og ingen Loft. Det brugtes til Forstue og Tærskelo. De næste 2 Fag paa tilsammen 5 alen var Opholdsstue, mod Syd var der Langbord og fast Bænk med Panel, ved Vinduet mod Nord havde Mor sin Vævestol, og der stod ogsaa Fars Skatol. Mod Vest var Bilæggerovnen, hvorpaa stod “Frederiksværk”, den havde Indfyring fra den aabne Skorsten i Køkkenet.

Hygge i de lave stuer

De næste 2 Fag var delt i et to alen og et tre alen Fag, det på 2 alen optoges i Midten af Skorstenen, der var aaben mod Køkkenet og med Ildsted inde i Skorstenen, hvor der var en Trefod af Jern til at sætte Gryden paa. Køkken og Sovekammer var adskilt ved en Mur fra den forreste Kant af Skorstenen saadan, at der i Sovekammeret var Plads til Ægtesengen fra Skorstenen til Endevæggen, hvorved der kun behøvedes en Side – “Sengestokken”. I Sengen var der ingen Bund, paa den bare Jord stod Lyngknipper med Rodenden nedad pakket godt sammen og den bløde Top op, over Lyngen var Sengehalm, der var slidt saa blødt med Plejlen, så det lignede Træuld, det var et godt Leje. Alle Gulve var stampet Ler.

I Sovekammeret stod mors Dragkiste; det var Skik dengang, at en Karl skulde have et Skatol og en Pige en Dragkiste. Skatollet fik jeg reddet ved at give det ny Bagklædning og Bund og staar nu i Stadsstuen lige saa fint, som det altid har været. Dragkisten kom ud i Køkkenet som Madskab, da der blev for lidt Plads i Sovekammeret, den er gaaet sig en Tur, det var ellers et meget pænt Møbel.

Fra Køkkenet kom man ud i Stalden, hvor der var en Kobås og en Grisesti, Hønsene havde Plads oven over Grisene; paa den udvendige Side af Muren var om Vinteren sat en Bænk af Hedetørv op mod Muren udvendig, for at hindre Regnvandet i at opløse de raa Lersten, og det lunede ogsaa i Stuerne. Om sommeren blev de taget væk og brugt til Strøelse i Stalden og Huset kalket. Paa Ildstedet og i Bilæggerovnen blev fyret med Hedetørv, af hvilke der blev bjerget en stor Stak hvert Aar. Naar Gulvet blev fejet med “æ´ Røvlingliem” og strøet med hvidt Sand, var der baade lunt og hyggeligt i de lavloftede Stuer.

Ingen foder til koen

Til Ejendommen hørte 18 Td. Land, hvoraf kun 1 var opdyrket – Resten Hede, og saa var der 2 smaa Stykker Eng på tilsammen 1 Td. Land, desuden var der omtrent 10 Td. Hede, som laa 5 Kilometer borte. Besætningen var 4 Høns og en Ko; det var ikke saa rart, da der ingen Foder var til den. Ja -Lyng var der nok af og lidt nyt og gammelt Græs paa Grøftekanten, men den første Maj var Jorden dækket med Sne, de havde et lille bundt Tag – strå – det gik Far hen til Naboen med og fik skaaret i Hakkelse, og Mor kogte lidt Brødrug og blandede i, og det fik Koen, og saa skinnede Solen igen.

Mor vævede for fremmede – derom senere – og Far gik på Dagleje hos Gaardmændene og tærskede med plejl og gravede Grøfter og m.m. Somme tider fik han saa lov at laane et spænd Heste og pløje Hede med. Naar Heden var pløjet første Gang, skulde den ligge et Aar og raadne, saa skulde den pløjes igen lidt dybere og ligge et Aar endnu, og saa først tredie Aar kunde den bearbejdes til Mergling og Saaning. Mergel havde de intet af, der var noget blaaler og klæg, der lignede Mergel her nede ved Engkanten, Far og Naboen hjalp hinanden at grave en del af det op og køre paa Marken, men det havde ingen Virkning; der var alt for lidt Kalk i det, der kunde nok gro lidt Spergel og Kartofler, Rug vilde ikke rigtigt lykkes.

5 øre pr. børfuld

Saa tog Far over til Lauge Kragsnap i Sinding 4 kilometer herfra, der var et godt Mergelleje, og da der var flere, der manglede Mergel, fik Far Akord på at tage Mergel op, og det foregik paa følgende Maade: Først skulde de tage Overjorden af og trille den ud i den gamle Mergelgrav, det fik de intet for, saa skulde de ha 25 Øre for hver Kubikalen Mergel, der blev taget op, de gravede saa et Hul, der var en alen paa hver led og lige saa dyb, læssede det paa Trillebøren og det blev til 5 Børfuld. Det blev altsaa til 5 Øre pr. Børfuld. Fra Graven maatte de saa grave en Gang skraat op gennem Skrænten, saa bred de kunde køre Børen op til Marken, hvor Mergelen skulde lægges i Dynger paa 5-100 eller 200 Alen, ligesom der var bestilt til.

Op gennem Gangen og op paa Dyngerne blev der lagt et Brædt at køre paa. Hjulet paa Børen var kun en tomme bred, for at der ikke skulde sætte sig Mergel paa. Den, der skulde trille, havde Sele paa og Skulde holde Tungen lige i Munden, at ikke Hjulet løb uden for; i Graven stod en Mand og fyldte den ene Bør, mens den anden blev trillet op; for hver 5.te Børfuld trillede han en kugle og lagde den paa en Plads dertil, så kunde de altid tælle, hvor mange Kubikalen de havde faaet op. Naar de kom dybere ned i graven, maatte de have en mand mere til at smide op i et Trug og derfra op igen i Trillebøren, det kaldte de at pytte det op. Far fik jo også sin Mergeldynge, som sin Del af Be- talingen, men nede i graven var der afsat en bred Bænk for, at Vandet fra den gamle Grav ikke skulde trænge ind til dem – den stod nu til ingen nytte. Den fik Far lov til at redde saa meget af, han kunde gratis, og var han heldig, saa havde han en temmelig god Dynge at hente af.

Et par bøvs efter boghveden!

Jeg har hørt mine Forældre sige, at det var først, da de fik Mergel fra Kragsnap, at de begyndte at avle noget; saa kunde der gro baade Rug og Boghvede, som var godt til Brød og Gryn. Boghvedegrød var en yndet Ret her, jeg kan huske, da jeg var ung og gik med Høleen fra 6 morgen, saa kom Pigen kl. 9 med en Skaal Boghvedegrød med et stort Smørhul og godt kærnemælk til, det var smaus og man kunde sætte en ordentlig Portion til livs. Det var snart værst at faa begyndt igen – der kunde godt komme et par bøvs!

Aaret 1872 holdt den første Stud sit indtog, og nu maatte Koen ogsaa have Seletøj paa og lære at trække for den gamle Træplov, og nu kunde de selv køre Tørv og Avl og lignende hjem. Omkring 1880 tilkøbtes to Td. land Eng, som laa lige under Marken; Pengene til Købet laantes i Vest- og sønderjyske Kreditforening. Da jeg kan begynde at huske midt i firserne, fik vi den første Jernplov – en Svingplov – den Gang havde vi 2 Køer og 2 Stude, jeg kan lige huske det sidste Hede blive vendt, det var noget andet med den nye Plov end med Træploven; men der skulde jo ogsaa penge til.

1 krone pr. tusind klyner

Familien voksede, og der maatte bygges til efterhaanden, som Avl og Besætning voksede. Far tog saa Akord paa at grave hundrede tusind Skæretørv – Klyne – for Herremanden paa Sindinggaard, i en Mose som tilhørte Gaarden, men som laa to Kilometer herfra. Han skulde vist have 1 Krone pr. tusind eller 100 Kr. ialt, det var mange Penge den gang, min ældste Bror var 11-12 Aar dengang, han bar eller trillede tørvene paa Plads, de kunde saa grave mellem 4 og 6 Tusind om Dagen, naar Vejret var godt.

I Mosen var der en del Græs, som ikke blev udnyttet, saa fik Far lov til at græsse Studene der. De kørte saa hjemme fra om Morgenen mellem 5 og 6 og havde Mad med til hele Dagen. Der var fyraften Klokken 8 Aften, med et hvil om Middagen – min Bror var dog ikke mere medtaget, end han kom hjem en Aften og rendte en Harekilling ind og fangede den. Efter Fyraften var Studene mætte, saa kørte Far om ad Mergellejet og tog et læs paa hjem – saadan tog det en Maaneds tid at tjene hundrede Kroner, faa Studene græsset og faa en del Mergel hjem. Senere tjente de noget ved at sætte Tørvene i runde smaastakke – “røgle dem”.

Det første mejeri

Sidst i firserne begyndte Andelsmejerierne at skyde op, det første her omkring var Ljørring Andelsmejeri i Aulum – nu er den delt i fire – saa der var langt at køre for dem i Udkanten, og til dem hørte vi, og Far blev da ogsaa Mælkekusk, men dertil egnede Studene sig ikke. Far fik saa handlet og fik en stor gammel øg, der næsten ikke kunde staa i den lavloftede Stald; saa kørte han eenspænder den lange Vej, der var meget daarlig den gang, det tog syv Timer hver Dag, men som regel var han i Kompagni med Naboen, saa de skiftedes til at køre hveranden dag. Mælk var der ikke meget af til at begynde med, mange af Spandene var til at tage 20 eller 30 Pund, enkelte af de større Gaarde havde dog Spande til 60 eller 80 Pund.

Det var vedtaget i Mejeriloven, at Leverandørerne skulde bruge Oliekager om Vinteren for Smørrets konsistens, det var Folk jo ikke vant til den gang, og det gik meget trægt af faa Folk til at bruge det smule Rapskager de skulde, men efterhaanden opdagede de, at det kunde betale sig at bruge Kraftfoder og dyrke Turnips, saa steg mælken ret voldsomt. En Morgen vi kom op, laa vort gamle øg i Stalden med brækket Laarben, saa maatte den skydes, det græd vi Børn over, saa fik vi et par gamle hvide russiske Heste, men de kunde ikke rigtig magte det store Læs, der nu var bleven; den gang kom der mange russiske Heste til Landet, og saa fik vi ogsaa et Par unge blaaskimlede Valakker.

I 1896, da Far og Mor kunde holde Sølvbryllup, som ikke blev fejret, gav mine ældste Søskende et sæt nyt Seletøj, saa nu var Far godt kørende. Han blev trolig ved at være Mælkekusk, sommetider 3 Dage om Ugen og sommetider kun 2, de brugte det gerne saadan at hvis der var en anden, som ogsaa gerne vilde være Mælkekusk, saa kunde han faa et Par Dage om Ugen, hellere det end byde Prisen ned, det var ogsaa i den Tid, han hver Sommer hentede et Læs Fisk ved Vesterhavet, som vi saa saltede og tørrede en Del af; men det har jeg vist før fortalt om.

De gamle lavede tøjvarer

Da jeg i 1908 havde overtaget Ejendommen, kørte min far ogsaa sommetider Mælkevognen, men han kunde ikke vel løfte de store Spande paa 100 Pund, som der nu var flest af; men saa fik han lavet et Trappetrin som han først løftede paa, saa kunde han faa en Haand under Bunden, saa gik det.

Da der var Guldbryllup i 1921, mødte der en Deputation fraj Ljørring Mejeri og overrakte ham to Sølvspiseskeer som tak for lang og tro Tjeneste. Jeg byggede nogle Fag til Stuehuset, hvor de fik et par Stuer og Køkken og Spisekammer, hvor de saa skulde ha´ det godt paa deres gamle Dage, men saadan et par arbejdsvante Mennesker forstod jo ikke at slappe af – Far hentede Garn i Herning i en stor Trikotageforretning, og naar Mor ikke vævede, saa strikkede de begge to, det var slet ikke saa faa par uldne Underbukser, Sokker og Vanter samt vævede Ting, der gik ud fra de Stuer.

Om Somren lavede Far sig en Bænk nede ved Aaen, hvor han saa sad og strikkede og bandt Sokker og fiskede. Naar det saa blev Middag, stod Mor gerne ude ved Gavlen og Raabte: “Pejer Pejer do ska hjem o ha di Onnentl men han gav gerne en Hvøvti med den ene Arm, det var jo ærgerlig, for nu var der lige en Fisk ved at bide. Det var slet ikke saa faa Fisk, han sad og trak i Land, og saa var det jo saa spændende, naar proppen begyndte at vippe, og sundt var det vel ogsaa at sidde der nede ved Vandet og Engen og arbejde.

Samtidig med jeg overtog Ejendommen her i 1908, tilkøbtes 3 Td. land Eng og Mose, hvori var Tørveskjær, hvilket var meget nødvendigt, da vi blev to husholdninger, vi gravede saa 30 Tons Tørv aarlig, som Far og Mor ogsaa hjalp at faa gjort tørre. Saa var der noget at fyre med, og de vilde jo gerne have en god Varme, naar de sad og strikkede. Et par Aar efter fik jeg byttet med det stykke Hede, der laa langt borte, med et stykke Hede af samme størrelse, som laa med Skel her til vores Mark og nu begyndte ogsaa jeg at dyrke Hede op – det var nu betydeligt lettere, da vi fik Merglen tilført først med Mergelbane og senere med Lastbil lige paa marken. Det sidste stykke fik vi en Traktor til at dybpløje med det samme, jeg synes det betegner Fremskridt, at det i min Tid er gaaet fra Træplov til Traktorplov – der var nogle Sandbanker, som jeg syntes var for daarlige at pløje, dem plantede jeg til med Bjergfyr og det staar nu godt og giver Læ og Ildebrændsel.

Jeg fik de lave Arealer drænet, og nuværende Ejer – min Svigersøn Niels Birkebæk – har ladet en del af det høje Sandjord dybpløje, de har to store Traktorer for en Enkelplov, saa kan de komme saa dybt ned, at de faar Allen brækket og Undergrunden løsnet, og det viser sig, at saa kan der godt gro ret store Afgrøder her paa Sandjorden.

Ikke råd til naturskønhed

Det næste store Arbejde, der ligger for, er vel, at Aaen skal reguleres, rettes ud og uddybes. Jeg synes, det er Synd, saa kan vi ikke længere synge “Aaen sig snor, og Lyngen den groer” – saa siger vi, der laves nyt Landbrugsjord, det kan jo ogsaa rime, jeg ynker mere de stakkels Fisk, de bliver jo næsten husvilde i deres eget Element, og Idyllen her i Aadalen gaar væk.

Den Naturskønhed har vi vel ikke raad til at bevare efterhaanden, som vi mangler Landbrugsjord, og det Fugleliv og den Fiskebestand, vi er vant til at have her, er det lidt vemodigt for en gammel mand at se blive trængt tilbage af Kulturen, men vi maa jo ikke skrue Tiden tilbage – godt der er Fremgang.

Det var et lille Tilbageblik fra Lynghuset ved Højris Aa til Nutiden, nu køres der ikke Mælk mere, her fra Ejendommen, det er bleven til et af de saakaldte Familiebrug, hvor der er rigeligt til et par unge driftige at tage vare paa.

Et par Aar efter Guldbrylluppet gik Far til Sengs med en fremskreden Aareforkalkning. Kræfterne var vel opbrugt, han laa det meste af et Årstid. Dagen før han døde, sendte han Bud ud efter mig, jeg skulde hjælpe ham i Tøjet, han mente godt, han kunde sidde nede og fiske, vi talte saa om det og blev enige om at opsætte det til i morgen – men da sov han lige saa stille hen, 81 Aar gammel.

Mor var den gang meget stærk og rørig, hun passede Faarene, af hvilke det ene var hendes eget, men saa en Dag var der et Lam, der væltede hende om, saa hun brækkede Laarbenshalsen, hun fik nu et længere Sygeleje og Benet var groet sammen, da hun fik en Hjerneblødning, som medførte døden et halvt Aar efter sin Mand. De ligger nu paa Ørre Kirkegaard, hvor vi har sat dem et Minde!-

Naturen forandres

Hans Ansbjerg skriver i et brev den 17. august 1959 følgende:

Kære Ole Højrup og alle medarbejdere ved Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser: Hjertelig tak for hilsener til min fødselsdag og tak for bogen “De danske Runestene”. Den er jeg umådelig glad for. Det kan nok prikke en gammel mand ved hjertet, når man går op på højderne, hvor vi i min barndom kunne tælle gravhøjene i miles omkreds.

Nu er de forsvundet bag plantninger, men den gang kunne man ligge ude på heden en varm sommerdag og se varmen bølge hen over lyngtoppene. Vi kaldte det “Lokemanden, der drev med sine bukke”. Jeg mindes de mange hededamme, hvor vi som børn løb på is. Her var der også et glimrende jagtterræn i vore unge dage, hvor Gedhus-fangerne stod og gravede grøfter, så dammene tørrede ud, og hvor traktorerne nu trækker de endeløse rækker af planteriller. Her står de unge planter nu og vifter og vinker farvel til lyngen, som må forsvinde ligesom udsynet. Om føje år ser vi ikke konturerne i landskabet. De dækkes af fyrreskovene, som så igen bliver storproducent af fyrretræ.

Og vi, der mister det kære udsyn, går også i glemmebogen, hvis ikke vi havde Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser. Det nye rykker frem – skovdue for urkok, fasan for hjejle o.s.v., o.s.v.

Endnu en gang tak og kærlig hilsen – Hans Ansbjerg.


Herning Historie

Herninghistorie.dk er stedet hvor hele Herning Kommunes historie bliver fortalt. Her er der mulighed for at læse de gode beretninger og se skønne gamle billeder.

Indholdet er leveret af alle lokalarkiverne i Herning Kommune, og har man som læser kommentarer, kan de indsendes til det arkiv, som har lagt historien/billedet på.

Har du selv en god lokal historie at fortælle så send den til dit lokale arkiv, så vil arkivet sørge for at den bliver lagt her på herninghistorie.dk.

Følg os på Facebook