Herning Historie

Et døgn i Nazisternes vold.


Fortalt af Frederik Overgård.

En ubehagelig oplevelse som jeg havde i slutningen at den tyske besættelse.

Den tyske besættelsesmagt var på dette tidspunkt nærmest desperat på grund af den militære situation på fronterne og også på grund af den forstærkede sabotagevirksomhed her i landet. Det’ begivenhed jeg her vil fortælle om, fandt sted fredag den 22 februar 1945. Klokken var nok omkring 18, da vi hørte en eksplution, hvad der jo ikke var usædvanlig i de tider. Det skulle senere vise sig at stamme fra sabotage mod et tog på Herning – Viborg banen, meget tæt på hvor banen krydser Salholtvej. Toget var på vej mod Karup med brændstof til flyvepladsen.
Den vinter gik jeg til aftenskoleundervisning i Lund skole
(Det var dengang der ikke var nogen fritidsundervisningslov, og derfor ingen tilskud til sådanne angacementer, men man kunne mod betaling af 16 kr. få undervisning i fem måneder, 2 x 2 timer ugentlig.)
Den pågældende aften, mild, mørk og grå var det, og efter at undervisningen var sluttet ved 22. tiden, og jeg var på hjemvejen sammen med min yngre broder, og en nabos søn, Jens Holger Lund Jensen, fra Østervrå..
Vi var lige kommet forbi Bertelsens trikotagefabrik i Nybo, (nu Anky). Pludselig myldrede det med tyske soldater, Ca. 25, ud af en lille skov, De var skarpt bevæbnet og pegede på os med deres våben og råbte: holdt. Cyklerne blev smidt i grøften og vi blev kommanderet til at stille os op i rabatten med ryggen mod grøften og hænderne op over hovedet, mens 5 tyske soldater stod i en halvcirkel omkring os ude på landevejen bevæbnet med rifler og maskinepistoler. Forinden var vi blevet kropsvisiteret, og alt hvad vi havde på os af undervisningsmaterialer, penge ur, og forskellige lommeindhold m.m. blev taget fra os. Tyskerne var meget interesserede i Jenses fingre, der ikke var helt rene da kæden var sprunget af hans Cykel, og han derfor havde fået snavsede fingre ved at sætte den på igen.
“Du har holdt en Pistol,”‘ sagde de til ham., og de troede han havde smidt den fra sig i grøften, hvad han jo ifølge sagens natur kraftig benægtede.
Da vi havde slået i denne ubekvemme stilling i nogen tid, kom der endnu en Cyklist. Han havde været til gymnastik i gymnastiksalen i Lund skole, og var ligeledes på vej hjem. Han blev antastet på samme måde som vi var blevet, og blev opstillet i rækken på rabatten foran geværløbene.
Mens alt dette foregik var der andre tyskere der var inde på fabrikken, hvor man hentede fabrikant 0. Bertelsen og dennes svoger, der så vidt jeg husker var fra Vejle.
Han var netop lige ankommet denne dag, (det var en fredag) i anledning af at familien Bertelsen om søndagen skulle have barnedåb, og i de tider var det jo meget vanskelig at rejse på grund af at jernbane sabotagen i disse måneder var på sit højeste, netop derfor var svogeren kommet i god tid.
Der var nok efterhånden gået en god times tid siden vi blev antastet og vi var jo efterhånden syv ufrivillige. Og pludselig kom tyskerne kørende med en stor militærbus malet i kamuflagefarve.. Bussen er temmelig sikkert brugt til at transportere den tyske militærenhed fra Karup ud til bagholdet, og derefter kørt i skjul for ikke at vække vores opmærksomhed. Vi blev nu under råb og med skub af geværkolber gennet ind i bussen og meget omhyggelig placeret således at vi sad på sædet ude ved vinduet, og så en tysker ved siden af, ud mod midtergangen og således, at der i hvert fald sad to tyskere både bag og foran os.
Og for at ingenting kom til at bero på tilfældigheder blev der placerer en maskinpistolbevæbnet vagt ved udgangen.

I Karup

Bussen startede nu og kørte nordpå mod Karup, og vi havde ingen mulighed for at tale sammen, og havde ikke haft det efter at vi var blevet holdt op og vi fik ingen oplysning om nogen ting, men et par mennesker i nabolaget var blevet Har over at vi var blevet taget og sagde det derhjemme. Efter ankomsten til flyvestationen blev vi gennet ud af bussen og ind i nogle celler i vagtlokalet ved hovedvagten, men der må ha været pladsmangel for vi kom to mand i hver celle og der var ikke meget plads, der var en smal træ briks og en træskammel som det eneste inventar. Jeg kom i celle med Jens Damholt og for første gang siden vi blev antastet blev der nu lejlighed til at snakke sammen, men det var meget begrænset hvad vi turde sige til hinanden for vi regnede med at de nok kunne følge med i vores samtale hvis de havde lyst til det. Vi fik at vide af vagten, at vi kunne tilkalde dem hvis vi blev trængende eller af anden grund ville i forbindelse med dem, det kunne gøres ved hjælp af et ringeaperat på væggen. Derefter blev døren låset og lyset slukket og vi blev overladt til os selv, og først nu blev der tid til at tænke over vores situation.
Der gik ikke lang tid før Jens skulle på toilet, så vi prøvede det med ringeapparatet, og inden længe hørtes de sømbeslåede støvler og raslen af nøgler, døren gik op og en vagt pegede på os med en pistol. Jens fik ved tegn og fagter gjort opmærksom på at han skulle på toilet, men det passede ikke manden at blive forstyrret i sin nattesøvn, så han skældte ud og fik Jens ud på gangen. Han pegede på en dør og satte pistolen i ryggen på ham og gav ham en ordentlig skub med den, så Jens var lige ved at gå i gulvet. Da Jens kom tilbage i cellen igen spurgte jeg ham; “Nå fik du det ordnet.”, men han sagde: “Nej jeg kunne ikke.” Vi prøvede nu på at lå lidt hvile, men den sindsstemning vi befandt os i, samt en træ briks på ca. en ½ m. bredde, en taburet lidt større end en malkeskammel var ikke nogen god udgangspunkt.
Tidlig næste morgen hørte vi igen lyden af de sømbeslåede, samt raslen af nøgler, og ve tænkte, hvad skulle der nu ske. Døren blev igen åbnet af en pistolmand, men nu var der morgenmad. Den bestod af et krus med en mærkelig substans og en tommetyk humpel rugbrød uden nogen form for belægning. Så vidt jeg husker, følte jeg ikke nogen større sult, men vi var enige om at spise det, da vi vidste meget lidt om fremtiden.
Jens og jeg fik nu igen cellen for os selv, jeg husker ikke i enkeltheder hvad vi fik tiden til at gå med, men jeg kan huske, at når vi stillede taburetten op på briksen så kunne vi derfra nå op så vi
kunne kigge ud af den tilgitrede vindue. Vi kunne herfra orientere os og se hvor vi opholdt os. Vinduet pegede mod øst og vi kunne se ud over Herning – Viborg landevej, men der var ikke meget trafik, næsten kun tysk militær ud og ind af flyvepladsen, kiggede vi til venstre kunne vi se ud over Karup by
Trange tider langsomt skrider. Men efterhånden gik formiddagen kunne vi regne ud, vi havde jo intet ur, men næste gang støvletrampen stansede ved vores dør var der igen servering. Denne gang bestod menuen af en art kålrabisuppe, jeg kan endnu huske lugten. Suppen blev serveret på en tallerken og uden nogen form for bestik, men af samme grund som ved morgenmaden slubrede vi indholdet i os på hundemaner, bortset fra at vi jo kunne løfte tallerkenen op til ansigtet. Umiddelbart efter, nok ca. ved to tiden var opholdet i Karup forbi, vi blev gennet udenfor, og her så vi så for første gang siden aftenen i forvejen vore fem kamerater.

På Missionshotellet
Vi blev nu alle gennet op på en såkaldt Prærievogn, en overdækket til stor forbavselse vore cykler. Med på lastbilen var også fem bevæbnede tyske soldater og en kvindelig tolk For øvrigt var det første gang der blev talt til os på dansk siden arrestationen, om hun var tysk eller dansk ved jeg ikke. Hun var meget flink, for flink, jeg tror nok vi alle følte, at hun ville lokke os på glatis og var meget reserveret over for hende, hun gav nærmest udtryk for at hun havde ondt af os, og at disse tyskere var nogle grimme fyre.
Vi blev kørt sydpå, vi sad således i bilen at vi ved at kigge bagud nemt kunne orientere os. Turen gik over Ilskov og Sunds, på vejer mellem Sunds og Nybo så vi bekendte mennesker idet vi overhalede et par cyklister, nemlig anlægsgartner Kildsgård og en medhjælper. Vi stirrede intens på dem for at blive genkendt, men vi så langt fremme i vognen, at selvfølgelig var der ingen der lagde mærke til os. Da vi var på det sted hvor vi blev taget, drejede bilen hen ad Gullestrupvej, og hvad de andre tænkte ved jeg jo ikke, men på det tidspunkt anede vi ikke hvor og hvordan sabotagen var sket, men da vi kom hen til overskæringen fik vi et tydeligt overblik over skadens omfang, idet bilen foretog en vending med hjælp af en to tre bakninger kunne man tydelig se Lokomotivet og en fem- seks tankvogne væltet i grøften. Jeg kunne ikke forstå den service, men efterhånden viste det sig at tyskerne godt kunne være praktiske, idet de benyttede kørelejligheden til at fragte proviant til vagtmandskabet toget. Efter aflæsning af maden fortsatte køreturen tilbage til Viborg landevej og mod Herning. Vi blev nu ført ind på Missionshotellet der var hovedkvarter for Gestapo, her blev vi samlet ført ned i kælderen og indsat i et rum der var sikret efter alle kunstens regler. Der var en dørlås med nøgle, så var der en lukkeanordning både foroven og forneden bestående af to paler til at skyde for, desuden varder en svær jernstang sat tværs over midt på døren, selvfølgelig alt sammen på den udvendige side.
For at det sikkerhedsmæssige kunne være helt fuldendt var der en lem i døren som med regelmæssige mellemrum blev åbnet af en Pistolbevæbnet vagt, der pegede på os og befalede at vi skulle sprede os så han kunne holde mandtal, Vi havde ikke siddet længe før man begyndte at tage os ind til forhør, det foregik enkeltvis hos en civilklædt gestapomand med dansk tolk, og vi blev spurgt ud om alt mulig, også ting som vi i hvert fald ikke kunne se der vedkom sagen, blandt andet var de meget interesserede i de ting vi havde haft på os til aftenskolebrug. Forhøret var’ først færdig langt ud på aftenen, selv om det foregik i to hold og det strakte sig over en to -tre timer for hver enkelt af os. Efter at afhøringen var forbi blev vi to og to låst inde i bitte små celler på størrelse som en gammeldags wc, her var et smalt sæde hvor to lige kunne presse sig ned ved siden af hinanden, der var så lidt plads at vi var nødt til trække benene ind under os for at døren kunne lukkes og låses for næsen af os. Her sad vi så, men turde næsten ikke tale sammen af frygt for at der var installeret mikrofoner, Efter at havde siddet i den lille celle, eller hvad man kan kalde det ,jeg tror den var Ca. 1½ km. Efter en rum tid blev vi ført tilbage til det føromtalte fællesrum. Det var efterhånden blevet langt ud på aftenen, kl. var ca. 23, og de fire af os 7 var blevet løsladt i mellemtiden.
Man havde tidligere på aftenen spurgt os om vi var sultne, for så ville de hente mad til os ovre på hotel Eyde, en af os pointerede, at vi godt kunne vente til vi kom hjem, men det skulle han aldrig have sagt, vi fik at vide, at så kunne vi godt blive meget sultne og måske kom vi aldrig hjem igen.
Det viste sig, at man alligevel havde hentet smørrebrød ovre på Eyde, og da vi nu kun var tre tilbage til at spise det, blev der en del tilovers, man var mærkelig nok så imødekommende, at
man sagde, at så kunne de bære noget ned til en anden fange, som en af os havde siddet sammen med i en af de små celler nede i kælderen.
Det skulle senere vise sig, at vi selv kom til at betale for maden, idet de havde beslaglagt vores ejendele, man fortalte os så at man havde taget 10 kr. fra os hver især som betaling, men da vi ikke kunne spise det hele fik vi 2 kr. tilbage igen, det var måske for ikke at belaste bankkontoen, at vi selv skulle betale.
En af de hipofolk som vi stiftede bekendtskab med, og som jeg stadig husker er Hipo Kaj. Han varen meget provokerende type og meget glad for sin uniform, københavner tror jeg nok han var, han yndede at trække revolveren op af hylsteret og stå og vifte med den for næsen af os, selv om vi var låst forsvarlig inde i vores celler, kunne man se det var en lyst at åbne lemmen i døren ind til os, så han kunne tælle os, det var jo selvfølgelig mens vi var forsamlet i det store rum alle syv, et rum der nærmest var beregnet til lager eller oplagsrum.
Klokken ca. 23 er vi 3 der bliver hentet op af cellen, vi aner intet om hvor de andre 4 er blevet at men mon ikke vi regnede med, eller i hvert fald håbede at de var løsladt.
Vi kom ind i et vagtlokale som lå umiddelbart inden for hovedindgangen , der var efterhånden ved at være ro i huset, men et par hipofolk havde vagten, den ene var Hipo Kaj. Han gav os nu en masse formaninger, han sagde bl. a. til os at hvis det skulle ske at de fik fat i os en gang til ville vi blive sendt direkte til Tyskland og at vi på grund af hans overbærenhed var sluppet meget nådig denne gang.
Vi var nok også heldige med at ingen af os havde illegale blade eller sådanne ting på os, men kun de ting som havde relation til aftenskoleundervisningen. Men trods alt følte vi nok at enden på Hipo Kajs storhedstid var nær.
Vi fik så Cyklerne udleveret og kunne starte hjemad, men vi vidste jo ikke hvad der var sket med de andre, så da vi kom forbi Osvald Bertelsens fabrik var vi lige inden om, men Osvald og svogeren var kommet hjem for et par timer siden og man havde genoptaget forberedelserne til barnedåben og humøret var nok steget adskillige grader selv om den tilsyneladende ikke havde været i bund.
Vi fortsatte så hjemefter, godt trætte i hoved og krop og til en karlekammerseng som havde stået ubenyttet i ca. 42 timer, og den var komfortabel i forhold til træbriksen i Karup.
Kun ca. 2½ måned efter denne oplevelse var vi fremme ved den 5. maj og i al den tid tror jeg at trafikken på Viborg-banen var stoppet på grund af sabotage, så snart man havde fået repareret blev den sprængt igen.
En ting jeg undre mig over var at der skulle gå over fire timer efter sabotagen, inden tyskerne gik i aktion, det tyder på, at man kun var ude på at gøre et eller andet for at vise at man havde opnået et resultat.

Opdateret