Herning Historie

En islænding kom til Ørnhøj

I 1900 kom en 13 årig dreng fra Island til Danmark. Hans navn var Thorvaldur Hjaltason, på dansk Thorvald Hjaltason. Han skulle lære dansk og gå til præst.
Daværende sognepræst i Brejning – Nørre Omme var Magnus T. Magnusson, der var islænding, påtog sig at klare det job.

Thorvald fandt et hjem i Nørre Omme hos Svend og Marie Madsen i ”Lille Spåbæk” (Spåbækvej 16). Thorvald blev konfirmeret 1901 i Nørre Omme kirke, hvorefter han kom til København i købmandslære. Thorvald blev ved at holde forbindelse med Svend og Marie også efter at han blev forlovet med Maja Rosky, som han blev viet til i 1910.

Maja og Thorvald kom stadig og besøgte Svend og Marie, ligeså deres børn, i hvert fald de tre drenge, Svend, Ib og Hjalte, som alle fik deres faste feriehjem hos Store Svend og tante Marie, som de to kære mennesker kom til at hedde for os.
Vores søster Frida fik sig et dejligt feriehjem udenfor Holbæk, men hun fik dog så meget ud af hjemmet i Ørnhøj, at det var i haven bag huset med det grønne tag hun i 1921 tog sit første skridt.

Gennem de mange oplevelser hos Store Svend og tante Marie blev vi meget nær knyttet til Ørnhøj. Ferien for en Københavnerdreng var seks uger, så der blev god tid for drengene til at knytte forbindelser med jævnaldrende. Det blev i nogle tilfælde til livsvarige venskaber.

For mit vedkommende gik det sådan, at jeg fik en handelsuddannelse og efterfølgende kom ind på kunstnervejen. Jeg gik på tegneskole i København, fik et farveharmonikursus i Berlin, men er vel nærmest det man med et fint ord kalder autodidakt, hvilket udlagt betyder selvlært.



I 1938 slog jeg mig ned i Ørnhøj, først hos Store Svend og tante Marie, som var flyttet ind til byen – de boede Hovedgaden 55, (nu hedder adressen Banevænget 3).






Senere fik jeg et værelse hos murer Andersen, der boede i et hus på den anden side banen (Vestervænget 8). Så fik jeg en lille lejlighed i missionshuset på Søndervang, hvor jeg holdt rent, fyrede og lavede kaffe ved sammenkomster.

På dette tidspunkt var jeg med i KFUM og ikke mindst takket være min gode ven Jacob i “Solvang” (Hovedgaden 23), blevet omvendt. Fra mit hjem vidste jeg faktisk alt om kristendom, men var kommet til den skøre idé, at Gud kun betød noget for mig, hvis jeg mødte ham gennem kunsten. Det gik dog anderledes, næsten tværtimod. Pensler, farver og palet blev lagt på hylden og jeg tog fat på forefaldende arbejde, fik så job som kolportør for Indre Mission, det vil sige at jeg solgte bøger ved møder, arrangerede bogfester, hvor forskellige forfattere talte, lavede læsekredse med videre.

En sen aften, i øvrigt i et pjaskende regnvejr, fik jeg gæster. Fugletegneren Falke Bang og hans helt nygifte kone. De kom lige fra Vedersø præstegård. Falke var i gang med illustrationerne til en bog “Med Kaj Munk på jagt”. De boede hos mig i tre uger. Falke lagde ikke skjul på, hvad han mente om min tro, men sagde en dag til mig, – at hvis jeg troede på Gud, var det skrupforkert af mig ikke at bruge de gaver Gud havde givet mig i evnen at tegne og male. Vi tog så ud sammen, ud i de skønne store hede strækninger, som blandt andet ses på mit maleri af Ørnhøj. Så var jeg igen i gang med maleriet.

Nøjagtig dato for min omvendelse, som jeg her har skildret, har jeg ikke, men jeg erindrer, at der var messefald i Ørnhøj kirke den første søndag efter, altså måtte jeg til Nørre Omme kirke for at komme til alters. Jeg gik derover og hjem igen, en skøn tur, i dejligt forårsvejr. Det vil sige, at jeg var til alters første gang efter min omvendelse ved det samme alterbord, hvor min far i 1901 blev konfirmeret. Om sommeren var far og mor i Ørnhøj, og far og jeg tog en cykeltur til Nørre Omme kirke, ved alteret bøjede vi os for Gud, og takkede ham, at han havde antaget os som sine børn.

Det var en dejlig tid mens Falke Bang og hans søde kone Charlotte var i Ørnhøj. Vi havde nogle gode ture ud i heden, vi var blandt andet også i Thorsted hede. Om aftenen havde vi nogle gode samtaler, ikke mindst om kunst, som fik varig betydning for mig. Med stor glæde mindes jeg også, at vi om morgenen startede nede i “lille sal”, hvor Charlotte, der var en habil klaver spiller, også formåede at traktere orglet. Vi sang morgensang, mest Grundtvig og Ingemann. En herlig måde at begynde dagen på.

Ørnhøj, ja det er en masse minder, der vælder frem. Som feriedreng opholdt jeg mig meget i Halkjær, i laden, hvor vi slog kolbøtter i hø eller halm. Lavede tømmerflåde, som Robinson Crusoe, ja, der var såmænd også en lille ø ude i dammen, så Daniel Defoe’s roman blev helt levende. Jeg var også med i engen til høhøsten, badede i åen, alt sammen store oplevelser for en københavnerdreng. Vi fik også lov at ride hestene hjem om aftenen. I øvrigt var det ofte min tur til at gå til Halkjær med en spand jordbær om aftenen. Så fik jeg grød ved det lange bord i køkkenet sammen med piger og karle på gården. Efter aftenmalkning tog jeg så turen hjem med en spand ny malket mælk. Vi havde tit en tur til Mads Raunsbjerg, hvor plantagen var som en hel skov for os. Det var også spændende en gang imellem at komme med Mads ud for at hjælpe en lille kalv på vej ud i livet, da havde Mads smøget ærmerne helt op til skulderen.

Noget af det skønneste fra barndomstiden i Ørnhøj er nok aftenturene, hvor Store Svend og tante Marie havde os alle sammen med op til Ørnhøj høj for at se solnedgangen. Fra ganske små skulle vi prøve at stå op på den store hvide sten, så var man så højt oppe som det overhovedet var muligt at komme i denne verden. På Ørnhøj spænede vi op og ned, og jeg husker, at vi trillede ned ad bakken gennem lyngen og fortumlede kom op igen for at tage endnu en tur. Men så et år husker jeg Store Svend sagde til os, at nu var det slut med den sjov. “Jeg skal vise jer hvorfor, når vi kommer derop”. Og så viste Store Svend os, at der var gravet nogle fine firkantede huller i lyngbakken, og midt i hvert hul var plantet et lille bitte grantræ, og disse små træer måtte vi selvfølgelig være med til at passe meget godt på.

Store Svend var en ivrig jæger, det fik vi tit at mærke i København. Der kunne komme en kasse, som viste sig at indeholde en hare, et par rødkål og en krukke honning. Min opvækst i København foregik lige efter den første verdenskrig. Dengang kneb det meget med visse varer, for eksempel var kartofler absolut ikke daglig kost. Jeg husker mors udtryk, når vi spiste til middag, “du er nok så venlig at spise brød til” Far havde en kolonialforretning på Amager. En dag havde far bedt en vognmand, der havde en hestevogn, om at hente nogle ting på Godsbanegården, de var fra Ørnhøj. Det var en kasse og en stor sivkurv. Vognmanden kom ind med kassen og gik derefter ud for at hente kurven. Han kom lidt efter styrtende ind, – kurven var væk-! Stjålet. Ja, hvordan det virkede på os, er ikke let at beskrive, men jeg husker, at vi græd, jeg tudbrølede. Tænke sig at nogen kunne stjæle vores kartofler fra Ørnhøj.

Store Svend var meget alsidig. Han var også biavler. Hans bistader stod i det vi kaldte øster have, der hvor Anna og Ernst Jørgensen nu bor (Hovedgaden 39). Svend var også en slags glarmester, i hvert fald havde han altid glas i kælderen, så kom mange med et mål og fik skåret en ny rude til. Han repræsenterede også Trifolium frøhandel. Svend og Marie havde håndkøbsudsalg fra Videbæk apotek. Svend samlede svin til Holstebro Svineslagteri, det foregik nede ved stationen, hvor vi tit var med, og gik rundt på bjælkerne omkring de mange grisebasser, det var spændende. Når landmændene havde været nede med svinene, gik de op til tante Marie og fik kaffe. Svend havde dengang en medhjælper, der hed Gravers.

Tante Marie havde travlt i huset, men der var altid tid til at hente frisk persille, mange kom og købte friske grøntsager hos tante.

Svend og hans bror Anton Madsen fra Store Halkjær og vistnok også Mohr Mohrsen var de første, der oprettede filial fra Ringkjøbing bank i Ørnhøj.

Store Svend samlede også på gamle sager. Kvistværelset på huset med det grønne tag kaldte vi for “Museet”. Der lå mange stenaldersager, spydspidser, øksehoveder og gamle kobberting samt gamle våben, både daggerter, sabler og et par gamle skydevåben. Så var der også en gammel husalter tavle, og da Store Svend døde i 1941 var jeg så heldig, at tante Marie skænkede mig den. Den er nu blevet restaureret, og en af Nationalmuseets konservatorer, der havde den under behandling, fandt frem til årstallet 1782, en meget fin gammel ting, som jeg er glad for at eje. Der var imidlertid ingen oplysninger om klenodiets herkomst. Tante Marie mente, at Store Svend engang havde købt den på en auktion i Holstebro.

Ja, sådan kunne jeg blive ved, men dette epos må jo have en ende. Lad mig slutte med at sige tak. Tak til alle jer, der var med til at gøre min Ørnhøj tid til en rig tid.

En særlig tak til dem, der gennem Indre Mission og KFUM og KFUK, hjalp mig de første år efter min omvendelse. Sammen med jer fik jeg lov at se, at det kristenliv min mor og far levede også var et liv, der var værd at leve for selv for en egoistisk kunstner som mig. Jeg takker Gud for Jer!

Ib Hjaltason (født. 8. april 1915 – død 13. august 1996).

Opdateret