Herning Historie

Oplevelser fra 2. verdenskrig fra min fødegård, Lægaard, Asbækhede i Aulum


Fortalt af Villy Hoffmann
Jeg er fra en gård mellem Herning og Holstebro, hvor vi havde god udsigt til alle sider. Det jeg vil fortælle, er fra dengang jeg var 9 – 14 år.

1. april, 1940
Jeg vågnede d. 9. april, 1940, og gik i gang med det sædvanlige morgenarbejde i stalden. Ca. klokken kvart over 7 blev gården og egnen pludseligt overfløjet af lavtgående flyvemaskiner. Flyvemaskiner var ikke noget vi børn kendte ret meget til, for Danmark havde ikke ret mange flyvemaskiner dengang. Jeg kaldte på min far. Han var meget berørt af situationen, og anede ikke hvad der skulle ske, før op ad dagen. Maskinerne fløj langsomt, for de var tunge. Jeg talte 9-10 stykker, som fløj efter hinanden, henover gården. Jeg kunne læse, at de kom fra Tyskland. Jeg var kun 9 år, så jeg skulle i skole, som jeg plejede.
Da vi kom i skole, kom læreren ind i skolestuen og fortalte hvad der var sket. Han havde lige hørt i radioen, at tyskerne var gået over den danske grænse – vi børn var ikke helt klar over hvad dette betød, men blev klar over at det var farligt. Vi blev straks sendt hjem fra skole.
Der var kommet en enehersker i Tyskland – Adolf Hitler. Han ville gøre Tyskland til et større land, ja, faktisk ville han regere hele Europa.
Mørklægning
I radioen fik vi, af den tyske regering, besked på, at der straks skulle mørklægges. Dvs. at intet lys måtte kunne ses udefra. Ikke så meget som en lille stribe. Gardinerne blev lavet af tykt, sort papir. Alle fik da travlt med at skaffe sig sort papir. Det hele var planlagt af tyskerne, så de havde sørget for, at der var nok. Hvis der var lys i byerne eller på landet, ville engelske flyvere kunne se, både hvor de var i Danmark, men også hvor der kunne kastes bomber ned over de tyske soldater, og deres bygninger. Derfor var gardinerne så vigtige for tyskerne.
Der var intet gadelys, overhovedet, så der var kulsort udenfor, når det var mørkt. Men vi lærte at udnytte månen og stjernernes lys. I stalden måtte vi heller ikke tænde lys, så vi brugte petroleumslamper, eller karbidlamper, som ikke lyste mere, end nogle fyrfadslys. Man kunne jo ikke bare hænge mørklægningsgardiner op i staldene, for så ville køerne spise dem. Skulle man på besøg hos naboerne eller en tur til byen om aftenen, måtte man cykle eller gå, med en svag cykellygte, som kun lyste ganske lidt. En nabo tog en aften fejl af vejen, og havnede i en dyb grøft, da han skulle dreje. Han kom slemt til skade. Efterhånden som krigen udviklede sig, blev man hjemme om aftenen, så meget det var muligt, efter mørkets frembrud.
Vi delte avis med nabogården. Det var os børn, der bragte frem og tilbage. Der var langt mellem naboerne på landet, så det var uhyggeligt at gå med avisen om efteråret, når det var mørkt, og blæsende. Jeg var tit bange for, om der skulle komme en tysk soldat i vejen.
Flyvemaskiner
Vi børn var meget bange for de mange flyvemaskiner, som vi dagligt så på himlen. De fløj meget lavt. 3-5 meter over de højeste trætoppe. Vi kunne endda se soldaterne i flyene, og det var bestemt ikke rart! Om natten drømte jeg om at maskinerne faldt ned, og bomberne eksploderede. det skete også et par gange, at der faldt flyvemaskiner ned, i nærheden af Herning. Jeg husker specielt en gang hvor en faldt ned, i en mose. Jeg husker dog ikke, om det var tysk eller engelsk.
De første par år
De første par år, var fredelige. Bortset fra flyvemaskiner, flyvende i lav højde, skete der ikke meget i denne del af landet. Vi havde kun radio og aviser, for der var hverken TV eller internet. Men vi hørte radio, flere gange om dagen. En gang om dagen, kunne vi høre engelsk/dansk radio, fra England, selvom tyskerne gjorde alt hvad de kunne for at forstyrre signalet, med støjsendere. I denne radio, kom der forskellige hilsner og beskeder til danske modstandsfolk om, hvor englænderne kastede våben og krudt ned, og hvem der skulle hente og gemme våbnene. Det kunne fx lyde sådan her; Hilsen til Torben, Peder, Johannes og Jens – Min vogn er gået i stykker – Hans har fødselsdag i dag. Vores forældre havde nok en anelse om, at dette ikke var reelle fødselsdagshilsner, men de sagde ikke noget til os børn. Mænd som var medlem af Modstandsbevægelsen, vidste nøjagtigt hvad det betød!
Der kom aviser hver dag, så alle kunne følge med i hvad der skete.
1943, da jeg var 12 år, hørte jeg i radioen, at det danske politi, var blevet taget til fange. De blev bedt om ikke at bestille noget – kun det tyskerne bad dem om.
Vagtværnet
Kommunen oprettede et vagtværn, som bestod af enkelt, udvalgte personer i hvert sogn. De skulle gå nogle ture om aftenen, med mørklagte lamper. For der var jo stadig tyveknægte – også under krigen. Ved banen, ca. en km. væk fra hvor jeg boede, gik tyske soldater på vagt ved en vejoverkørsel, langs med banen, for at sikre, at ingen ødelagde skinnerne, således transporten til Hanstholm, ikke kunne gennemføres. En vagtværnsmand fik på sin tur, lyst til at drille den tyske soldat. Han tog derfor 2 stykker træ, og gned dem mod hinanden. Denne lyd gjorde soldaten bange, og han affyrede varselsskud.
I min barndom, var der to skoler, som lå overfor hinanden. Den ene var for de små, og den andet for de store børn. Jeg var i den store skole, da jeg var fyldt 12 år. Tyskerne tog den lille skole i brug, hvor sårede soldater, fra andre steder i Europa, kunne komme for at blive raske, så de atter kunne komme til fronten. Mange af soldaterne var blevet skudt i arme, ben eller andre steder på kroppen. Så snart de var raske, blev de sendt til Rusland, hvor krigen fortsatte. Derfor gjorde mange soldater, alt for ikke at blive raske. Min storebror fortalte mig, at han havde set en soldat, skyde sig selv i foden, for ikke at blive sendt tilbage til krigsområderne.
Tyskerne tog også en del af vores legeplads, da der skulle bruges et jorddige mellem skolerne, der sammen med et bælte af træer, skulle skjule soldaterne for de engelske fly. Efterhånden fik tyskerne lavet løbegange i buskadset, som de kunne gemme sig i.
Vi børn var bange for de tyske soldater. Vi turde ikke tale om englændere, eller tyskere, på legepladsen, for vi vidste at vi ville blive straffet herfor. Vi vidste også, at alle blev aflyttet og observeret.
Modstandsbevægelsen
Modviljen mod tyskerne, blandt de danske, unge mennesker, blev større og større. En af vore naboers søn, var modstandsmand. Han havde en hemmelig radiosender, i en grusgrav, i en lille skovbevoksning, som han betjente. En dag kom tyskerne og fandt ham ved hans hjemmelavede radio. Soldaterne hev ham ud fra hans skjul, og gennembankede ham, hvorefter han blev fængslet et sted på Sjælland. Samme dag, gik forældrene under jorden. Da mælkekusken kom efter mælk om morgenen, var køerne ikke malkede. De brølede højt, og svinene skreg. Man blev klar over hvad der var sket, og en nabo tog sig af dyrene, indtil krigen var slut. Et andet sted i sognet, arbejdede en Bornholmsk præst, som daglejer på en gård. Denne præst var forfulgt af tyskerne, og derfor var han rejst langt væk, for nemmere at kunne gemme sig.
Hver gang der fløj flyvere hen over himlen, gættede vi på, hvilke fly var tyske, og hvilke var engelske. Der var mærker på flyene, så vi lærte dem at kende.
Jeg cyklede eller gik i skole. Der var ca. 3 km. Vi kunne hverken få cykeldæk, eller slanger, så cyklerne blev lappet, mange, mange gange, for vi cyklede jo mest på grusveje. Til sidst begyndte man at lave cykeldæk af gamle bildæk, reb og træ. Det var meget hårdt at køre på cyklerne, med sådan nogle dæk. Cykelstyret rystede og dækkene hoppede, og vi fik ondt i bagdelen. Men det var hurtigere end at gå.
Sabotage
Sabotage er planlagt ødelæggelse af krigsmateriel, transporter, og lignende, under krigsførelse. Det var det, som modstandsbevægelsen planlagde, når de afholdte møder, i det skjulte.
Omkring 1944, troede tyskerne, at de engelske soldater ville gå i land ved Hanstholm, for at jage tyskerne ud af Danmark, og herefter afslutte krigen. Der hvor jeg boede, kunne vi se jernbanen, på en længere strækning. Ofte talte jeg de mange, mange jernbanevogne som jeg kunne se, når jeg gik i marken. En dag talte jeg helt op til 49 jernbanevogne, med lastbiler, tanks og krigsmateriel, køre sydfra, mod Holstebro. På samme tid så vi næsten ligeså mange lastbiler med soldater, køre på hovedvejen, mod Holstebro. Der kunne komme 20 biler, på en gang, og dette kunne ske, flere gange om dagen.
Udenfor Aulum, lå andre tyske soldater i lejr på et sted, hvor de havde oversigt til flere veje. De havde gravet huller i lyngen eller skovbunden, hvor de kunne gemme sig. Det var meget ubehageligt for befolkningen på egnen, for man skulle hele tiden passe på, hvad man sagde og gjorde. Vi vidste jo godt, at de holdt øje med alt hvad der rørte sig. Og vi vidste heller aldrig med sikkerhed, hvem der holdte med tyskerne. Pludseligt en dag, spærrede tyskerne vejene ud til hovedvejen af, og et hold soldatervagter holdte skansen. Jeg husker at jeg var på vej i skole den dag, og at jeg blev holdt an af et par soldater. De lå i en busk, nede i grøften. da de så mig komme rejste de sig med deres geværer, og sagde at jeg ikke måtte passere, men skulle vende om. Det ville jeg ikke, for jeg skulle jo i skole. Jeg kunne ikke tale tysk, men forklarede så godt jeg kunne, hvor jeg var på vej hen. Så husker jeg ikke mere (soldaterne husker jeg dog tydeligt) men min storebror har senere hen fortalt mig, at tyskerne sendte bud efter en bil til mig, og jeg blev kørt til afhøring, på deres hovedkvarter. Der blev sendt bud efter min fader, som fik mig med hjem. Jeg tro oplevelsen har været så voldsom for mig, at jeg simpelthen har glemt det, fordi mit hoved slog fra.
For at stoppe trafikken med krigsmateriel på vej til Hanstholm, gjorde modstandsfolkene et forsøg på at sabotere transporterne, på den ene eller den anden måde. En aften hvor der skulle komme et langt tog med krigsmateriel, havde modstandsfolkene lagt en bombe under skinnerne, i et skarpt sving. Sabotagen lykkes, da bomben sprang, for transporten blev en hel uge forsinket.
Men så blev tyskerne vrede. Der blev sat tyske vagter op, ved alle vejene, til og fra Aulum.
Jeg gik på dette tidspunkt til præst. Udenfor præsteboligen, stod to tyske soldater med deres geværer. De holdt mig an – jeg stod af cyklen – jeg måtte igen ikke passere. Først da jeg fandt på, at vise tyskerne min udgave af Det nye testamente, som jeg altid havde med til præst, fik jeg lov til at tage videre. Dette skete i september, 1944.
En søndag eftermiddag i sommerperioden, legede vi børn omme bag gården, mens vore forældre sov til middag. Som så ofte før, kørte en masse tanks og lastvogne forbi, på vej mod Holstebro. Pludseligt, og ganske uventet, kom der flere, lavtgående, engelske fly, og de gav sig til at beskyde de første lastbiler og tanks, i konvojen. Dette skete lige udenfor min morbrors gård. De forreste køretøjer blev fuldstændig ødelagt. De fleste soldater nåede at springe ud af køretøjerne, men 2 -3 soldater døde, ved denne lejlighed. Der sket ikke de engelske flyvere noget, for tyskerne var blevet så overraskede over angrebet, at de slet ikke nåede at skyde tilbage.
Min konfirmation
Der var stor usikkerhed om, hvorvidt vi overhovedet kunne holde konfirmationsfest. Det blev drøftet meget, for vi stod jo alle i en kneben, og farlig situation. Feste blev dog holdt, i oktober, 1944. Kun den nærmeste familie var med til festen, og alle skulle hjem, inden mørklægningstid.
Min far var under mistanke for at være modstandsmand. En aften hvor min fader og moder cyklede hjem, med mørklægningscykellygter, fra et kristent møde, opdagede de, at der ved gården, stod to af en nabos sønner, som var tyskervenlige. Da de blev opdaget, forsvandt de – formentligt fordi mine forældre jo så næppe kunne have deltaget i et møde om sabotage, så tidligt på aftenen.
På grund af de usikre forhold, anskaffede min fader sig en rigtig politihund. En Dobermann, som politiet brugte dengang. den sov i baggangen. En nat gav den sig til at gø, meget voldsomt. Min fader stod op, men så forsvandt den, eller de personer som var kommet til gården. Hunden holdte i hvert fald op med at gø. Det kunne jo også have været indbrudstyve, eller en der søgte husly. Det skete ofte, dengang, da det jo også var en del af krigen.
Min storebror mener at kunne huske, at min fader på et tidspunkt, havde sit jagtgevær til at ligge, under sengen, i en periode.
Mangel på sæbe, kaffe, kartoffelmel, mel, tobak og tøj – ja, næsten alt, mangledes der, under krigen. Der blev uddelt rationeringsmærker. Under besættelsen var det besværligt at handle i forretningerne Man skulle ofte aflevere rationeringsmærker sammen med pengene, hvis man skulle købe en vare. Rationeringsmærkerne blev udleveret til alle husholdninger med jævne mellemrum. Løb man tør for mærker, måtte man ikke købe flere rationerede varer. På den måde kunne det begrænses, hvor meget folk kunne købe i forretningerne.
Far røg pibe, så vi plantede selv tobaksplanter, som blev tørret og lavet til tobak. Korn, som blev malet til dyrene, blev malet fint og sigtet, og det bagte mor så brød af. Mælken kærnede vi til smør, på den gammeldags facon. Vi havde en død gris – den lavede vi sæbe af. Vi kogte den i en stor kedel, som normalt blev brugt til at vaske tøj i. Gamle kartofler, blev lavet til kartoffelmel. Sukkeret fik vi til at strække, krigen ud. Kaffeerstatningen – et ristet produkt af cikorierod, blandet med rug og sukkerroer – smagte ikke godt. Derfor brændte mor korn, i ovnen, og bryggede kaffe på det. Benzin kunne udelukkende købes, hvis man var læge, dyrlæge eller småbilschauffør.
Tøj var slet ikke til at få fat i. Da tøjlagrene i butikkerne var tomme, var det slut. Vi kunne ikke modtage varer fra de lande, der lå i krig med tyskerne. Vi var ikke særlig kønne, når vi gik i skole, men det var jo heldigvis ens, for alle. Vores konfirmationstøj var også af meget dårlig kvalitet – jeg kan huske den ”hang” på mig. Men vi havde ikke rigtig noget alternativ. Vores mødre syede lap på lap, osv.
April- maj, 1945
På den egn hvor jeg boede, blev det farligere og farligere at opholde sig. Krigen mellem England og Tyskland var intensiveret, så et udbrud kunne komme når som helst. Der var meget skov og hede, langs vestkysten, ligesom der var bunkere helt nede ved vandet. En bunker er en bygning, bygget til at modstå beskydning for at beskytte de personer eller det udstyr, som er i bunkeren Bunkerne var bygget af tyskerne. En kollision mellem de to lande, var uundgåelig, også her på egnen. Derfor lavede kommunen en evakueringsplan, således befolkningen vidste, hvad de skulle foretage sig, når det gik løs. Vognmænd, læger, dyrlæger og andre, som havde mulighed for at køre i bil, skulle samle kvinder og børn i deres køretøjer, og fragte dem til opsamlingssteder, udpeget af kommunen. Alle mænd, unge som gamle, blev tildelt forskellige opgaver. Min storebror skulle for eksempel bringe bud, når der skulle gives besked til folk om afhentninger. Min far fik til opgave, at tilse dyr og bygninger, på 4 gårde. Denne opgave blev tildelt flere gårdmænd.
Vores gård, der lå mod vest, havde et kraftigt læhegn, med træer. Far og jeg gik i gang med at grave ud til en beskyttelsesgrav i dette læhegn, da far jo skulle have et sikkert sted at opholde sig, såfremt planen skulle udføres, og vi børn, sammen med vores mødre, skulle evakueres.
Danmarks befrielse, 4. maj, 1945
Gudskelov, blev der aldrig brug for evakueringsplanen. Englænderne gik i land i Nordfrankrig, i stedet for i Hanstholm. Vi var lykkelige – og ellers havde jeg måske ikke kunnet stå her i dage, og fortælle jer alt det jeg nu har fortalt.
Mvh. Villy Hoffmann, Viborg


Herning Historie

Herninghistorie.dk er stedet hvor hele Herning Kommunes historie bliver fortalt. Her er der mulighed for at læse de gode beretninger og se skønne gamle billeder.

Indholdet er leveret af alle lokalarkiverne i Herning Kommune, og har man som læser kommentarer, kan de indsendes til det arkiv, som har lagt historien/billedet på.

Har du selv en god lokal historie at fortælle så send den til dit lokale arkiv, så vil arkivet sørge for at den bliver lagt her på herninghistorie.dk.

Følg os på Facebook