Herning Historie

Oplevelser under besættelsen


af Frida Skov Olesen

Jeg kan ikke sætte dato på, hvornår vi fik rationeringsmærker, men legitimationskort fik vi i 1941, og jeg husker tydeligt, da vi skulle på kommunekontoret og have dem udleveret. Det lille kontor var i Toftegårdens stuehus ca. 6x 5 m i diameter, en væg med reoler, et skab på endevæggen, et skrivebord, som stod midt i lokalet helt ind mod vinduet ud mod gården.
I skrivebordsstolen sad Lars Sepstrup – jeg tror det hed kommunekasserer dengang, titlen kæmner er vist kommet senere. Når vi kom ind fra gårdsiden, var der en smal gang med en lang knagerække. Gangen var ca. 2- 2 ½ m bred og gik over halvvejs ind i huset bredde, ligefrem var der en dør ind til bestyrerparrets spisestue og på højre side i gangen var døren ind til kommunekontoret.

Vi var godt forsynet med rationeringen, for vi havde jo efterhånden fået 3 børn, og de fik lige så meget so m én voksen. Hvor der kun var to voksne, kunne jeg godt forestille mig, det kunne knibe. Mørklægningen blev befalet samtidig med besættelsen. Da vi fik udleveret legitimationskort, var hele sognerådet samlet i bestyrerparrets spisestue, de sad rundt om bordet.
Vi skulle medbringe et lille fotografi, som blev sat på legitimationskortene.

På et tidspunkt under besættelsen kunne vi få udleveret kort til en børnepakke med babytøj, så kunne vi gå i en manufakturforretning og købe en pakke med alt, der hørte til et babyudstyr. Der kunne fås kort til både en lille og en stor pakke.
Jeg tror, jeg fik børnepakker både i 1953 og 1954, for der gik mange år inden, industrien kom i gang igen. Vi havde jo kun jorden, som råvare her i landet – ja, og så fåreulden, men den skulle afleveres.
På et tidspunkt under besættelsen, blev tre steder her i sognet beslaglagt af tyskerne – landbrugsskolens gymnastiksal, Silo og Højskolehjemmet. Nu kunne vi så ikke længere gå til gymnastik der, men så gik vi til gymnastik i Busk skoles gymnastiksal.
Det blev forlangt, at der i skomagerværkstedet skulle være en tysk skomager til at reparere soldaternes støvler, og pudse- og slibemaskine skulle stilles til rådighed.
Efterhånden blev det småt med tøj, sytråd og strikkegarn i manufaktur-forretningerne, også de store forretninger i Herning så som Carlo Møller m.fl. Det forlød, at de tyske soldater havde fået penge til at købe tøj til deres familier i Tyskland. Der fortaltes, at der kørte en lastbil op gennem hovedgaden, efterhånden som tyskerne fik købt ind, indpakket og skrevet adresse på, blev pakkerne smidt op i bilen. Da forretningsfolkene havde haft besøg først i byen, fik de travlt med at ringe til de andre, så de kunne hylderne ryddet for det, de kunne nå, inden tyskerne kom frem for at købe ind. Fakta var, at forretningerne efterhånden var tomme. Jeg husker en gang, jeg var i Herning, at jeg så senge i Carlo Møllers udstillingsvindue, som de jo ellers ikke handlede med.
Efterhånden som de tre poder voksede godt til, skulle der jo mere tøj til, så der blev syet om af det af vores eget tøj, der kunne undværes. Strikkede bluser, der var slidt, blev trevlet op, det tyndslidte klippet fra, og selv små stumper garn, blev bundet sammen, så blev det vasket og tørret, inden det blev vundet i nøgler klar til at strikke små bluser af, til tider var det svært at få knuderne om på vrangsiden. Et stort patentstrikket halstørklæde kunne og blive til en lille strikbluse. De ældre i vores familie kom med al deres aflagte tøj — så som gamle overfrakker, det blev der syet flyverdragter af til børnene. Det var kraftigt og varmt stof, vrangsiden blev vendt ud som forside, og det blev også foret. Den eneste hage ved det var, at det ikke blev særlig pænt af at blive vasket. Det var heluld, så mange gange måtte jeg tørre tøjet på komfurstangen om natten, så når de var tørre om morgenen, gik jeg udenfor og gned sandet af. Det var varm og god påklædning til daglig. Efterhånden fik jeg samlet en stor træcigaræske med store knapper og hægter, som var klippet af.
I 1943-1944 begyndte der at komme en del illegale breve med posten. Det første, jeg læste, troede jeg simpel hen ikke på. Det kan da ikke passe, sådan kan man da ikke behandle mennesker, men det viste sig jo at stå endnu værre til end først beskrevet. Vi sendte brevene videre til nogen bekendte — selvfølgelig uden afsender. En søndag morgen i foråret 1944 kom der en stor tanks kørende ned gennem skoven, den fulgte ikke vejen men mejede træerne ned, og pludselig var vores græsmarker til begge sider af vejen op til kommunevejen fyldt med tyske soldater nogle med bærbar antiluftskyts – spredt over begge marker. Der blev åbenbart holdt øvelse, man spørger jo ikke om tilladelse i det land, man har besat. Det var min svigerfars træer, de kørte ned, han brummede noget over dem. Vi lod børnene lege ude, og de var meget interesseret i, hvad der foregik oppe på marken. Det var en dejlig solskinsdag, der blev ikke skudt, vi holdt øje med børnene. Nogle af soldaterne var næsten helt nede ved gården, de skulle åbenbart bare markere en stilling. På et tidspunkt ser jeg Gunvor sidde hos en tysk soldat, og han viste hende billeder, jeg kunne se, han tog det frem fra inderlommen. Det var måske en familiefar. Over middag kom der en lille flyvemaskine og fløj rundt, det var nok stillingerne, der blev inspiceret.
Først omkring aftenstid tog de derfra. En gang jeg kom cyklende til Hammerum, oplevede jeg en kolonne tyske soldater komme marcherende ned midt ad hovedgaden, de var i sorte uniformer og med sorte baskerhuer med nazi-emblemer på huer og revers. De sang om, hvordan de skulle invadere England — så meget kunne jeg forstå, selv om jeg aldrig har lært sprog. Det var en provokation af rang mod danskerne.
Engang i 1944 — måske forår eller i løbet af sommeren, fik Kristian en henvendelse, om han kunne tænke sig at være med i en modstandsgruppe her i Hammerum området. Det sagde han ja til. Det var sidste år i krigen, men det vidste vi jo ikke dengang. Først skete der ikke noget ud over, hvad vi fik at vide gennem illegale breve og det, der blev sendt over radio fra BBC i London. Det var mest meldinger til grupper, der modtog våben fra luften i faldskærme. Først i november 1944 fik gruppen besked på, at de skulle afhente en våbensending på stationen i Hammerum. Det blev hentet i hestevogn — en gammeldags fjedervogn. Våbnene var lagt i store trækasser og sendt som stykgods. Der var godt nok spænding på, for Højskolehjemmet lå på modsatte side af stationen, og det myldrede med soldater fra og til stationen. Den unge mand, der hentede kasserne, var lige kommet til os en af de sidste dage i oktober, han var flygtet fra Gestapo i Nordjylland, hvor en gruppe var blevet optrevlet, fordi der var én, der ikke kunne holde mund.
Turen efter våbnene gik godt, og de blev gravet ned under en kartoffelkule nede i marken. Det var ikke et særligt fornuftigt sted at gemme dem. Efter nogen tid skulle de have dem op igen og have dem renset for noget fedtet stads, som de var smurt ind i. Det endte med, at kartofler og halm lå ind i mellem hinanden, da de skulle sorteres. Da våbnene var rengjorte, det tog flere aftener, blev de delt ud til Hammerumgruppen. Gruppen blev undervist i brug af de forskellige våbentyper. Hvor instruktørerne kom fra, ved jeg ikke, og hvor de forskellige folk boede, blev der ikke snakket om, og deres navn var ikke altid den, der stod på dåbsattesten.
Efter nytåret 1945 får gruppen besked på at flytte nogle våben, som var gravet ned i det, der blev kaldt Svenskeskansen oppe i heden (Skov Olesens Plantage), hvor tyskerne var begyndt at køre rundt i deres tanks. Flytningen foregik en nat, og våbnene blev flyttet ind i skoven vest for vores gård, der skulle de stå til aftenen efter. Der blev holdt vagt hele dagen. Ved 10-tiden om aftenen blev våbnene afhentet af en benzindrevet lastbil. Det lettede, da de var væk.
Den unge mand, der kom til os i 1944, blev hos os til efter kapitulationen. Jeg fik 2 baner faldskærmsstof (et meget fint stof), der var en gruppe i Ikast, der modtog våben nedkastet med faldskærm. Jeg syede en dåbskjole af det i løbet af vinteren, og kjolen kom i brug først i juni, nr. 4 i flokken blev født i maj 1945.

Jeg har fået syet navne på dåbskjolen, og hvis jeg har talt rigtig, er der nu 42 navne med dåbsdato og årstal.

Opdateret