På mælketur (ca. 1952-1954)

Jeg havde en morbror, som var mælkekusk og som hed Valdemar. Han kørte forbi vores gård, og så holdt han nogle gange ind og spurgte, om jeg ville med. Så løftede han mig jo op, og så sad jeg der ved siden af ham, på sådan en – man kaldte det en buk – men altså sådan ligesom en trækasse, man kunne sidde på, og så skulle jeg jo blive siddende der, mens han var inde med mælkespandene og sådan noget. Han skulle også have affaldsmælk, det som man nok kalder skummetmælk i dag, med tilbage – det gav man grisene. Det var måske fordi, han syntes, jeg var en sjov lille én. I hvert fald syntes jeg, det var hyggeligt at være med ham. Og at jeg godt kunne finde mig i at sidde der på kassen, mens han ordnede det, han skulle. Der var jo ca. tre kilometer til Hammerum, så jeg skulle jo bare blive siddende der, indtil han var klar til at køre hjem igen. Og nogle gange var der også nogle, der havde bestilt kærnemælk, og det havde man så i sådan nogle små to- eller fem-liters spande. Altså det lignede ligesom en mælkejunge, men bare i lille målestok. Det skulle han også have med og huske på, hvem det var, der ville have det, når han kom tilbage.
Han hentede mælk på nogle andre gårde også. Han hentede det mælk, man havde malket om aftenen og om morgenen og kørte det til mejeriet. Så tog han som sagt affaldsmælk med tilbage, som man fik at bruge til grisene. Det blev sat af ude ved vejen, så man kunne hente det der.
Jeg husker det mest for den tid, jeg skulle vente, mens han ordnede det, han skulle. De fleste dage, syntes jeg tiden gik. Jeg kiggede jo rundt på alt det, der var i nærheden af mejeriet.
Når man skulle vaske spandene, skulle det jo gøres rigtig grundigt, for der måtte jo ikke sidde gammel, sur mælk rundt i kanterne. Det står ikke klart for mig, om vi gjorde det ude på gårdspladsen om vinteren, men det har været noget værre svineri, så det gjorde vi nok ikke. Vi havde et malkemaskinrum, altså sådan et rum, hvor motoren til malkemaskinen var, og hvor der også stod en gruekedel, som vi kogte vand i, når vi skulle slagte grise og når vi skulle vaske. Derinde må vi have vasket dem om vinteren. Men om sommeren gjorde vi det i hvert fald udenfor. Vi havde sådan en vandpost, kaldte man det, ude i gården. Så pumpede vi vand op til at skylle med. Vi må have brugt et eller andet desinfektionsmiddel. Det var nok ikke sæbe, men om det var klor, skal jeg ikke kunne afvise. De skulle i hvert fald skrubbes. De skulle jo også være rene udenpå. De blev skyllet rigtig godt, og så blev de hængt op på muren, hvor vi havde nogle holdere til dem, så de hang med hovedet nedad, sådan at de kunne dryppe af og så der heller ikke kom noget i dem igen.
Om vinteren var det nok egentlig ikke et problem at holde mælken kold, men det kunne det godt være om sommeren. Så tror jeg, det stod i malkemaskinrummet, fordi det nok var det mest kølige sted i stalden.
På mejeriet undersøgte de, hvilken fedtprocent, der var i den mælk, man kom med, og så var det det, man fik afregning efter sådan at der kom en check med tilbage vel en gang om måneden.
Kirsten Jensen Skjerning
(Barnebarn af Knud og Nanny på Uhlemosegård Frølundvej 75)
fortæller her sin mors (Birgit Eriksen født 1949) historie om mælketurene.
Andre historier
-
Om dagligliv i Ørnhøj
Fortalt fra den ene til den anden…. I 1960 var frisøren i Ørnhøj, Ejner Hornshøj, kommet galt afsted med sit ben og knæ. Marius Oksbjerg sendte et brev til ham i den anledning, mens han var på rekreation. Oksbjerg skrev både festsange og nekrologer og at han var rigtig god til at skrive, ser man […]
-
Minkfarme i Vind
Vind Lokalarkiv har bedt sognets tidligere minkavlere om at fortælle om deres tid i erhvervet. Del 1: Toftvej 10, matr. Skovgård 6 c Fortalt af Jenny Nygård til Vind Arkiv: I 1949 købte Edvard Vingtoft et stykke jord fra sit fødehjem ” St. Vingtoft ”, af sin mor Else Marie Vingtoft. Han byggede her et […]
-
Damgaard, Mads Eg
Født: 1913 — Død: 1999 Fabrikant, æresborger Fabrikant Mads Eg Damgaard blev udnævnt som Hernings anden æresborger ved sin 75 års fødselsdag i året 1988.Han forlod egnen som 17-årig for at arbejde i tekstilindustrien, kom tilbage og startede et bomuldsvæveri. Efter krigen kunne han se mulighederne i at specialisere sig og valgte at fabrikere tæpper. […]