Herning Historie

Sagaen om: Jens Christensen Stensberg og Maren Skree


Ved at fortælle om nutiden, kan fremtiden læse om fortiden!

Anekdoter om mine bedsteforældre i Lille Stensbjerg, Sofievej 16, Sinding.
Jeg er maskinmester Jens Ove Stensberg f. 1943 i Bjødstrup v. Hammerum. På en ejendom bygget af mine bedsteforældre Jens og Maren i 1922. Sagaen skriver jeg i Esbjerg 2017.

Jeg er tredje barn af Frede Jensen Stensberg (1904) og Sørine Augusta f. Mikkelsen (1913) i Vester Isen, Ikast sogn.

Til den moderne læser kan jeg oplyse at man til ca. 1910 fik sin fars fornavn til efternavn. Der var også mange før den tid, som fik efternavn/kaldenavn efter den gård de boede på eller efternavn efter den gård de var opvokset på.

Du har allerede set at Frede er født i 1904 og derfor fik hans fars fornavn Jens til efternavn, Jensen. Jens Christensen Stensberg, min farfar, søgte kong Christian IX om tilladelse til at bruge fødegården Stensbjerg til efternavn. Stensbjerg blev dengang og i min fars levetid udtalt Stjensbjerg. På jysk heder en stenet mark ”en stjenne mark”. Siden er nogle af vores efternavne skrevet med 2eer.

Jeg vil tage dig med på en tidsrejse i Sinding-Ørre hvor familien boede i mange hundrede år og sikkert mere end det. Dengang gik man ikke langt for at finde en ægtefælle. De fleste fandt en indensogns kone og nogle få gik ud i nabosognet. Herremanden på Sinding gård bestemte om man kunne få tilladelse til at rejse ud og Herredsfogden kunne sende en knægt til Rendsburg eller København som soldat i flere år. Går vi tilbage til 1750 var de fleste bønder Fæstebønder. Systemet blev først helt afskaffet i 1919.
Jeg går derfor ud fra at alle mine forfædre var Fæstebønder under Sinding Gård.

Gården Skree blev nævnt som et gadehus i 1609 og jeg ved hvor et bræt med det rigtige årstal 1606 ligger. Denne gård blev meget tidligt frikøbt af en af mine tiptipoldefædre. Jeg har set fæstebrevet frikøbt vist i et ringbind med maskinskrivende sider af min fars broder Axel Steensberg.
Du kan også studere hæftet ”Slægten Steensberg og dens vestjyske hjemsted”.

Lidt Fakta: min Oldefar Christen Kragsnap Nielsen f. 1824 i Stensbjerg, d. 1908. Han blev gift med Christiane Jensdatter f. 1828 i Visgård, d. 1910 i Stensbjerg. De fik 10 børn, men ikke alle nåede voksenlivet. Det var den tredje søn Niels som overtog gården efter at havde tjent penge ved uldhandel på Sjælland.

Han betalte renovering af alteret i Sinding Kirke. Den femte søn Jens født 1858 byggede Li. Stensbjerg (Sofiedalvej 16). Han søgte Kong Christian IX om tilladelse til at bruge navnet STENSBERG, incl. tredje bror og syvende bror. Jens gik også med uldpakke på Sjælland. Den syvende søn Niels Christian gik med uldtøj på Sjælland og købte en trikotagehandel i Skælskør og blev gift med en pige der. Familien bor der stadig. Han kom med Kirkeskibet til Sinding Kirke, da han hørte om storebrors sponsorering. (Læs evt. om symbolet med et kirkeskib, hvoraf der er ca. 1200 i danske kirker).

Det andet barn, pigen Lene, blev gift med Kresten Bak. Det fjerde barn Abelone blev gift med Mourids Thyregård ved Vinding. Det ottende barn, pigen Karen blev gift med en købmand i Ljøring, Jens Møller Overgård. Det niende barn, pigen Else Marie blev gift med Niels Johansen, som havde Søndregård i Skibbild. Sidste nyt: oldefar fik et barn Niels Chr. med Birthe Søvndal i 1849. jf. Sinding kirkebog.

Min bedstefar Jens, det femte barn, fik udstykket jord fra Stensbjerg og byggede ejendommen Lille Stensbjerg, som ligger Sofiedalvej 16. Han blev gift med Maren i Skree. Datter af Niels og Maren Jespersen på gården Skree, Skrevej 6. Nedrevet omkring 2002. Jens og Maren fik 6 børn, som alle nåede voksenlivet, kun Maren blev ikke gift.

  1. Kristiane blev født i 1884 hun blev gift med Knud Nielsen f. 1881 i ”Bjerregård” i Timring. Der er skrevet om deres store bryllup, som varede i tre dage.
  2. Niels født i 1888 og han blev gift med Kirsten på Skovsgård i Alme ved Græsted.
  3. Maren født i 1891, hun forblev ugift og blev begravet ved siden af hendes forældre på Hammerum kirkegård. Stenen er bevaret.
  4. Viggo blev født i 1898, han blev gift med Ellen i Rødovre, som var agronom ligesom Viggo. De boede på Frederiksberg og Viggo underviste på Landbohøjskolen og havde doktorgrad agro.
  5. Frede blev født i 1904, han blev gift med Sørine, de havde gården i Bjødstrup som Fredes far Jens, byggede i 1922.
  6. Axel blev født i 1906, han blev gift med Frida fra Oxbøl, de boede i Valby hele livet. Axel Blev leder af Nationalmuseets 3. afd. og senere professor i Materiel Folkekultur. Han skrev mange bøger helt til han døde som 92-årig.

Både bedstefar, bedstemor og faster Maren, er begravet på Hammerum Valgmenigheds kirkegård.
Så er der plads til en Anekdote om ”en af de gamle”. Han var fæstebonde under Sinding gård og han var en af de få der var skrap til at læse. En dag i høst var alle bønder på høstarbejde for Herremanden og han kom ud og så på arbejdet. Herremanden bad alle fortsætte arbejdet dagen efter, men nu trådte den gamle frem og læste Hermansen, fæstebondens regler op af fri hukommelse. Det lød så juridisk at Herremanden vendte om og gik hjem for siden aldrig at give ordre når ”den gamle” var til stede. Alle bønder blev ved deres egen høstarbejde dagen efter, for det så ud til regn.

Niels blev godt gift med tante Kirsten og de havde gården Skovsbo, som min fætter Axel overtog. Niels var meget aktiv i foreninger og var i sogneråd, vejen forbi gården heder Stensberg vej. Alle er begravet i Græsted.
Viggo var en flot mand. En dame i Vildbjerg stod og talte med præstefruen, som blev fraværende og sagde, ” hvem er dog den smukke unge mand der går der”? Det var farbror Viggo. Alle 6 børn var meget smukke og bevarede den hele livet. Viggo hørte jeg ofte i radioens landbrugs magasin og han var medudgiver af et magasin i A5-størrelse, der hed Landbo Nyt. Han døde pludselig af mavekræft i en alder af 56.

Frede var meget høj og helt sorthåret. Han var kontrolassistent i Holbøl under Tysklands depressionen og tændte cigar med 1 mill. mark sedler. Derefter til Nordsjælland og så til Bjødstrup for at afløse Axel, som ville på højskole. Farfar Jens var syg af mavekræft og far blev bestyrer for hans mor. Frede var i bestyrelse for alt hvad han var i berøring med. Han var meget hurtig i regning og kunne tegne og male. Han og mor flyttede til Hammerum i 1965. Han blev 89 år.

Axel var landmand til han kom på Højskole i Askov. Derefter en hurtig studentereksamen og på universitet. Familien var enige om finansiering af først Niels, så Viggo som landbrugskandidat, derefter hjalp Viggo, Axel i studietiden. Frede blev hjulpet senere med overtagelse af gården efter farmors død. Axel har skrevet mange fagbøger og et par noveller. Han var over 90, da han skrev den sidste videnskabelige bog. ”Det manipulerende menneske”. Familien siger jeg ligner ham af udseende. Jeg selv mener ligheden er af sind og karakter.

Brødrenes moster Karen f. 1868 i Skree, hvis gode økonomi, hjalp de fire brødre til at komme i gang. Moster Karen, som hun altid blev kaldt. Var forelsket i posten Axel, som døde uden de blev gift. Moster Karen ville væk fra egnen og kom i konditorlære i Nykøbing Sj. Derfra rejste hun til Kolding og havde stor succes. Jeg har været i Kolding arkiver og fandt at Moster Karen var blandt byens største skatteydere. Jeg går ud fra at Moster Karen har stået som navnemor til Axel 1906. Karen er begravet på Sinding Kirkegård, døde af brystkræft.

De to søstre til de fire brødre er, Kristiane og Maren. Om dem kan jeg fortælle at de også var et par smukke piger.
Kristiane var den ældste og blev ombejlet af flere seriøse karle fra endda store gårde og Kristianes far var kun husmand. Valget faldt på Knud Nielsen fra en gældfri gård, St. Asbjerg eller ”Bjerregaard”, som de siden overtog. Det gik ikke godt og de byggede et lille hus i Hammerum, hvorfra Knud gik på land arbejde og Kristiane syede tøj for folk.
Maren født 1891 var nervøs for mange ting og blev ikke gift. Hun var hjemme ved hendes forældre og siden ved min far i Bjødstrup. Far har altid talt så pænt om Maren som var meget dygtig til alting. Hun døde i 1945 og blev begravet ved siden af hendes forældre på Hammerum Kirkegård.

På Stensbjerg kunne man gå ned i haven og soppe i bækken, hvilket jeg har gjort sammen med min grandkusine/ trækusine Ida ofte. Hendes store søster hed Else. Deres forældre var børn af to søskende altså fætter kusine ægteskab. Kristian og Marie i Stjensbjerre.

Bedstefar Jens Christensen sendte i 1905 en ansøgning til Kong Christian IX for at få brugsretten til Slægtsnavnet Stensberg. Far fortalte at Jens gik til en sagfører i Herning, som anbefalede Jens at skrive Stensberg i stedet for Stjensbjerre, som var kaldenavnet. Far brugte hele livet at sige ”Frede Stjensbjerre”, når han tog telefonen. Foruden eget navn var også Niels Christian i Skælskør og hans broder Niels i Stensbjerg og hans datter Kristiane. 4 personer var på ansøgningen, som blev bevilget med underskrift og segl af Christian IX.

I gamle dage blev der på Herning egnen tjent mange penge ved salg af uldtøj, som var hjemme avlet uld, som blev kartet og spundet til uldgarn. Det blev om vinteren strikket eller bundet som man sagde af hele gårdens ”personale”. Hvordan min farfar Jens og han brødre betalte for uldtøj har ingen fortalt mig, men de rejste til Sjælland med så meget uldtøj, som de kunne bære og så besøgte de gårde og tilbød hjemmestrikket undertøj og sokker. Det var varmt og kunne absorbere sved og man frøs ikke med uldtøj inderst. Især var det godt at besøge herregårde med mange landarbejdere i fast arbejde. De karle der sparede op til en gård, var ikke så villige til at slippe kontanter. De gamle have forstand på uld og vidste hvor på fåret de fandt de længste hår som, gav en slidstærk garn. Den var god til sokker, meden en ulden under trøje ikke blev udsat for så meget slid. Denne ældgamle viden om uld er gået i overlevering i slægter og derfor sidder det i rygmarven på Herning fabrikanter, når de vælger råvarer.

Hele gårdens ”personale” sad og bandt i lyset fra en tælle lampe og så gik snakken, nogen var gode til at fortælle historier og de kunne blive bedre for hver gang de blev genfortalt, mere vittig eller mere alvorlig og belærende eftersom fortællerens formål med historien. Jeg er så gammel så jeg har prøvet at sidde og lytte til de gamles fortællinger en vinteraften, når koner strikkede eller stoppede sokker og mænd satte lapper på arbejdstøjet. Ingen radio, tv eller IPad.

Jeg tror ikke de lugtede i gamle dage, selvom det kunne være svært at få sig vasket. Helt til halvtredserne blev folk kun vasket én gang om ugen. I byen kom der offentlige badehuse og på landet fik folk et simpelt badeværelse, det var ofte med gruekedel opvarmet vand. Først når folk fik centralvarme kedel kunne man få varmt vand ud af hanen og dermed et brusebad. Før den tid blev kvinder vasket i vaskerummet efter de havde vasket tøj. Så var der fyret op i gruekedlen, som var en stor 50-80 liter støbejerns gryde muret ind ovenpå et ildsted og forsynet med et stort trælåg. Gryden var 60-80 cm. i diameter. Så havde man en øse på en kæp til at hente vand over i vaskekar. Var man ikke så fed kunne man sidde i karet eller baljen og vaske sig. Børn blev også vasket på denne måde og de blev vasket i flok. Der skulle spares på varmt vand og sæbe, så først blev overkrop vasket på alle i samme vand, derefter bagdel og ben i samme vand. Karle fik vaskerummet til sidst. Jeg havde to fætre som var på samme gård efter hinanden i omkring 1955. De vaskede sig i hestestalden hvor de også havde deres værelse. Der var kun koldt vand og et bræt at stå på ellers toppede brosten. Far fortalte at unge meget tidligt om sommeren gik i åen og badede i samlet flok uden tøj.

Op til 1962 gik vi til gymnastik om vinteren og håndbold om sommeren. Der var ingen faciliteter til tøj skift eller vask efter sport. Alle kom med tøj udenpå sportstøjet og lagde tøjet på græsset og til gymnastik lagde karlene tøj i den ene ende og damerne tøj i den anden ende. Der var ikke mange der havde mulighed for at vaske sig når de kom hjem. Løb de risikoen og etagevasket sig i bryggerset eller ude i et malkerum, så var der risiko for at nogen kom brasende ind.

Der var heller ikke WC før i halvtredserne. Min mor havde en emaljeret hvid toiletspand i soveværelset med låg og en potte under sengen, der var porcelæns fad og vandkande på det marmor fine servante bord. Det var fornemt, men sådan var det ikke da bedstemor var ung. Da måtte man gå ud til soen ved siden af bryggerset og sætte sig og husk der var ikke opfundet toiletpapir og ikke så mange holdt avis som kunne bruges. Damers bind blev strikket eller man klippede gammelt tøj til lapper for damers brug.

En anekdote: Axel var karl på en gård og konen havde snakket meget som kvinder kan gøre. Manden var ikke enig i alt hendes vrøvl og da hun rejste sig, fulgte Axel efter og stak en finger i hver side på hende. Det medførte at hun slappede af, med det til følge, at hun lod en stor prut komme ud. Manden sagde tørt. ”Ka do et hol di røv lot te en aen er færdig me o ere”. (kan du ikke holde dig til jer er færdig med at spise)

Når far og Axel sad og snakkede var det næsten altid om de gamle og de mindede hinanden om hvad de gamle havde bedrevet. Jeg har lagt mærke til at min fars familie ikke var penge fokuseret, som mange ellers er. Far var altid tilfreds med det udbytte der var og morede sig mere over ting han havde oplevet, han gik ofte og grinede højt når han arbejde. Han fortalte at hans far var samme type, hvorimod hans mor fra Skree var mere seriøs. Når hun skulle sove til middag blev Axel og Frede også lagt i seng i soveværelset, men så snart de hørte hun snorkede, så stak de af ud ad vinduet som kunne åbnes støjfrit.

I gamle dage var man ikke alergiske overfor mennesker som man er det i 2017 . Der var mange mennesker på en gård, men der var også meget arbejde, som nutidsmennesket slet ikke kender. I juli blev mænd og drenge sat til at plukke bær og rense dem, så damerne kunne lave syltetøj og henkoge til vinterbrug. Høet var bjerget i juni og man gik og så på hvorledes kornet udviklede sig til en god eller dårlig høst. Det var ofte kvindearbejde at malke og forarbejde mælken så ingenting gik til spilde. Fløden skummede man af med en ske og der kunne laves smør og sure fløde. På en større gård havde en person kendskab til at syrne mælken så der kunne laves ost. Mælk indgik i mange retter som en talerken varmt mælk med tørt brød i smuldret. Rugen blev brugt til brød og der skulle gemmes surdej til næste bagning. Hvis ikke konen i gården ikke havde forstand på traditioner, så kunne livet være elendigt for familien og tjenestefolk. Hun kunne også være nærig med mad til tjenestefolk og sådan en gård fik et dårligt rygte i sognet. Ved at få avlet alt muligt i køkkenhaven og sørge for at kælderen var fuld af henkogte værdier fra sommeren, så kunne hun sikre familien og tjenestefolks gode helbred.
Tradition var også at vide hvad man spiste sammen så mineraler og vitaminer udnyttes. Det vidste man ikke hvorfor, men sådan havde man altid spist. ”Det manipulerende menneske.” Man slagte et svin, når det blev koldt for så kunne man bevare kødet og have det i fred for spyfluer. Meget skulle henkoges især ribben og skinker blev røget og hængt til tørre på loftet ved skorstenen, hvor insekter ikke trivedes.
Flæsket blev saltet i et kar i kælderen med låg på. Jeg har ikke hørt man frementerede kål i stenkrukker, som man ellers gør det i mange lande og får en stor vinter vitamin bombe. Man var god til at opbevare kål og gulerødder sammen med kartofler i en kule eller kælder.
Nutidsmennesket forstår ikke at man i gamle dage kun fik salat i maj-juli og sådan var det med alle frugter og grøntsager. Man kunne kun spise årtiden grøntsager. Grønkålsuppe fik man fra december til januar.

En forfatter skrev en bog ”Folkets Skønhed” i 2016. Den begynder omkring 1937 og er fuld af fejl fordi forfatteren tror man kunne få alting når man har lyst. Alle var selvforsynende og købte kun salt og træsko, groft sagt. Der var ingen butikker at købe mad i og det kunne tage en dag at gå eller ride til byen for at finde en håndværker til at lave selv et mindre udstyr.

Når to skulle gifter, så fik pigen tid at lave udstyr. Det kunne være broderede pudebetræk eller vævet stoffer, alt afhængig af hvor rig man var. Karlen kunne hvis han havde evner lave et bord eller en kiste til konen, som hun kunne opbevare tøj i. En stor gård kunne leje en sykone som kom og boede på gården nogle uger. Det kunne godt være en gift kone som lod egne børn passe sig selv i den periode for at få lidt kontanter med hjem.

En anekdote: Et par af forfædrene, var karl og pige på en gård og skulle passe det hele mens alle andre tog til grundlovsfest et sted. De lå hele dage og lugede roer og pigen var lidt foran ham. De var flittige og meget trætte da de gik i seng. De skulle tidligt op, men pigen var svær at få vågen selvom karlen bankede mange gange på vægen. Til sidst gik han ind til hende og det endte med at han lagde sig under hendes dyne, så de lå i ske til de endelig fik sig lettet. Nogle måneder efter fandt pigen ud af at hun var gravid og betroede sig til madmor. Den eneste mulighed pigen kunne finde var den morgen, hvor karlen var hos hende. Madmor sagde det til hendes mand, som skulle snakke med karlen om det. Det endte godt og manden hjalp pigen og karlen med at finde en gård og de to levede lykkeligt uden at vide hvorledes det første barn var blevet til.

Der er således en grund til at der i gamle dage blev lyst i kirken fire uger før et bryllup. Det skete nogen var halvsøskende uden at de vidste det. Man lod så de vidende få mulighed for at gå til præsten og om muligt at få stoppet et halvsøskende ægteskab. Lysning blev først afskaffet omkring 1965. Der var som fortalt tidligere, en halvbroder Niels Christensen f. 1849 og konfirmeret 1864, som dreng på Sindinggård. Søn af Birthe Søvndal og Chr. Kragsnap Nielsen står der i kirkebogen. Niels døde i Sinding 1922. Jeg har aldrig læst eller hørt om den halvbroder, der gik omkring blandt hans seks halvsøskende. Birthe var jo fra nabogården Søvndal. Birthe blev gift med tømmer Jacob Liimager 1858. Jacob var f. 1831 og Birthe f. 1829. De fik fire børn sammen som alle hed Jacobsen. Niels hed Christensen efter min oldefar, Chr. Kragsnap Nielsen.

De jeg har skrevet om er rejst ud, men mange er blevet i Sinding-Ørre og Herning kommune. Når jeg ser på den smukke Sinding kirkegård, så er en meget stor del af de begravede af min slægt. Man har virkeligt gjort sig umage med at bevare mange sten og lavet et smukt anlæg mod øst. De kirkegårds ansvarlige ved hvad vi skylder vores forfædre Tak.

Skrevet af Jens Stensberg, Esbjerg 2017


Herning Historie

Herninghistorie.dk er stedet hvor hele Herning Kommunes historie bliver fortalt. Her er der mulighed for at læse de gode beretninger og se skønne gamle billeder.

Indholdet er leveret af alle lokalarkiverne i Herning Kommune, og har man som læser kommentarer, kan de indsendes til det arkiv, som har lagt historien/billedet på.

Har du selv en god lokal historie at fortælle så send den til dit lokale arkiv, så vil arkivet sørge for at den bliver lagt her på herninghistorie.dk.

Følg os på Facebook