Herning Historie

Smed Michael Trøstrup

Nu vil vi fra arkivets side vende blikket mod de gamle håndværk i Timring Sogn. Først kommer vi til smed Michael Trøstrup, som havde værksted på nu Møltrupvej 42. Han kom hertil som smedesvend efter endt uddannelse fra Assing ved Kibæk og Den Jyske Håndværkerskole.

Han afløste smed Jensen (1925 — 1944), da han holdt pga. at det var så besværligt under krigen. Det
var hårde startbetingelser for en ung mand på knap 30 år.

En smedje som sådan bestod dengang af ambolt, esse og nogle hamre og tænger.
Når bønderne kom med deres markredskaber til reparation, blev det ordnet. Ventetiden blev til
hyggelig passiar med andre, som også skulle have noget ordnet. Hvis bestillinger slap op, lavede
smeden hestesko, hatvetænder og bolte til senere brug.

Smeden blev selvfølgelig også kaldt ud til reparationer på stedet. Som smed var der også store
opgaver med at etablere vand ude i sognet. Brønden var der, men derfra skullet vandet føres ind i
hus og stald. Det var et vældigt fremskridt.

Michael Trøstrup kom til sognet som ungkarl, og han fik Nielssine Madsen som husbestyrerinde.
De indgik senere ægteskab. Hun var datter af Simon Madsen, Birkmose. Ægteparret fik først 4
drenge, den ældste, Leo. Han ville ikke være soldat, så han forlod landet til han ikke længere kunne
blive indkaldt som soldat. Han var sømand. En anden blev kok, Anders. Niels Kristian på kontor og
Simon på fabrik, der fremstiller grej til fiskeindustrien.

Et sagn om datteren Hanne: En landevejsridder kom en dag forbi, og han ville bede om en
madpakke hos Sinne. Til gengæld ville han gerne spå hende, og det gik hun da med til. Hun rakte
hånden frem, og han sagde, at hun ville blive gravid snart. Hun syntes det var sjovt, da hun var over 40. Så siger vi det, Io hun. Det skete og Hanne kom til verden. Hun ville også komme på en stor
rejse, men der ville hun dø , spåede han. Da smeden så gik på pension, spurgte han sin kone, om
hun ville med til Amerika for at besøge hans bror.

Der var en meget vigtig ting i smedens værksted, nemlig ambolten. Når man skulle have formet
noget i jern, fik det først en tur i essen. Når det var rødglødende, tog man det med en tang og
formede det med en hammer hen over ambolten. Lyden af smedens hammer på ambolten, kunne
høres over hele byen, husker Peder.
Dobbeltslag afslørede to smede i arbejde.

En vigtig del af arbejdet var skoning af heste. Heste. kun til markarbejde, krævede ikke sko,
hvorimod mælkekuskenes heste skulle have dem. Smedesvenden stod med ryggen til hesten og
løftede hestens ben mellem sine knæ. Nogle heste havde tendens til at læne sig mod svenden, hvor
de så fik en albue. Det hjalp for en tid. 4 søm skulle ud og hoven blev skåret til med en hovkniv og
en hammer. Så blev der lagt en ny sko på og så fremdeles.

Efterhånden blev centralvarme almindeligt, og det var også smedearbejde. Varmekildeme var jo
meget forskellige. Man havde tradition for at frre med tørv, og de fleste ejendomme, men også
husejere, havde et tørvekær, altså et stykke mose, men nu kom der stenkul til landet, imponeret fra
f.eks. Tyskland. Mange fyrede med brunkul, men det gav løbesod og en ubehagelig lugt.

    Opdateret