Herning Historie

20 års jagt

fortalt af Emil Pedersen

Jeg kunne gerne have lyst til at fortælle nogle af mine erindringer og oplevelser som jæger i de sidste 20 år. Der vil jo nok indsnige sig enkelte erindringsforskydninger, men for resten mener min gode ven og jagtfælle, Arke, at det er noget mine historier lider af til enhver tid, Hans daglige plads i samfundet et nemlig sådan, at han er nødt til at holde sig i nærheden af sandheden. En slem ulempe for en mand, der også er jæger. Frode, Svend, Arke og Erik er foreløbig hovedpersonerne i denne historie.

Jeg går jo og betragter mig selv i egen indbildning, som den der har mest erfaring i jagt, da jeg allerede for 20 år siden havde været jæger i 20 år. Først med flitsbue, dernæst alle stadierne. Luftbøsse, salonbøsse, forlader, enkeltløbet baglader m. stift dobbeltløbet med og uden stift, helt til hammerless, hvilken jeg imidlertid har afskaffet og er gået over til hanegeværet igen. og grunden er følgende.

Engang Svend og jeg var på jagt – det var en kold decemberdag – blev vi budt ind på en gård til kaffe. Vi stod i bryggerset og talte med manden, da denne siger, idet han peget på min bøsse; ”jeg kan ikke lide en sådan bøsse uden haner da man jo ikke kan se, om den et spændt eller ikke. Jeg skulde jo så til at vise ham, at når bøssen var sikret kunne jeg trykke på aftrækkeren, uden at skuddet gik af, men resultatet blev et andet. da jeg berørte aftrækkeren, lød et vældigt brag, og en stor gryde kogte kartofler kom frem under bryggersbordet i spredt orden, ligesom gryden kunne samles op i seks tempi. Det er noget af det floveste, der kan passere en jæger, at et skud går i utide, og man skal altid aflade geværet, før man går ind ad en dør.

Hammerless bruger jeg aldrig mere Grunden til at skuddet gik mener jeg ligger deri, at når det fryser hårdt, kan der danne sig is, så sikringen svigter.

Først vil jeg fortælle lidt om fjordjagten. Vi er Fire mand, gode kammerater. Vi kan tale og tie sammen, Aldrig har der været nogen mislyd imellem os. og når en af os ikke er til stede, tales der heller ikke ondt om ham. Takket være Frode og Svend med deres biler har vi jaget over det halve af Jylland, ikke for jagtens skyld, mest for naturens og oplevelsernes. Når man er sammen med gode kammerater, er ethvert jagtterræn godt. Kattegats bølger har vi pløjet i motorbåd efter Edderfugle. Ringkøbing Fjords rørskove har vi gennemtrawlet, fra Værneengene til Holmlands Klit, hele turen rundt.

De første år vi kom til fjorden sov vi gerne i bilen om natten, men fire mand og tre hunde i en bil, ja så er der nu ikke meget af det, vi kalder udenoms bekvemmligheder. Tillige var det moderne dengang, at hundene skulle have lange halet. Og blev en dør smækket i, kunne man være ganske overbevist om, at dette blev efterfulgt af et gennemtrængende hundehyl grundet. på, at der var kommet en hale i klemme, Muligvis af den grund er Frode og Arke gået over til kun at holde hunde med korte haler, hvorimod Svend gerne møder med en langhalet, langhåret loppeanstalt.

Jeg husket en nat på Værnengene. Svend var kørende i bil Hundekassen bagpå. Frode sov i bilen, hunden i kassen, Svend og jeg i et lille telt ved siden og i læ af bilen Når hunden kløede efter lopper med det ene bagben, rystede hele bilen, og Svend udbrød med søvndrukken stemme ”A trowe te de æ jen af dem tow i æ bil, dæ haa loppe”. Morgenen efter klagede Frode over, at han havde næsten ingen søvn fået om natten. ”Så æ et alliwal ham, dæ hå hat æ loppe”, sagde Svend henvendt til mig.
Stauning Fjord, den 31juli
Vore skønneste jagtture har vi absolut taget ved Ringkøbing Fjord. I de sidste år har vi fået mere system i vor fjordjagt Vi sover ikke mere i bilen om natten. Den 31. juli hen under aften stævner vi mod vest, Biler er pakket, både ud – og indvendig, så hver plads hvor det kan stå eller hænge en lille ting, er optaget. Frode har sit store telt med, her er plads til 10 mand. Har vi nu fået det hele med? Thi allerede forberedelserne til turen er der en vis spænding ved. Mad til to dage, 100 patroner hver, ja er man særligt optimistisk, så helst 150. Så mange har Arke nu aldrig med, men han er også som jæger den yngste af os og har meget at lære endnu men han har i øvrigt haft vældig fremgang jagtmæssigt set i de sidste år. Jeg går jo og bilder mig ind, at jeg lærer ham en del, men jeg har på fornemmelsen, hvor utidigt. det end lyder, at manden går og bilder sig ind, at det er ham, der polerer mig. Ja, nu må i endelig ikke misforstå mig, Det kan jo se ud, som var jeg alvorligt ude efter Arke, men det være dog langt fra, Sådan nogle småpuf deler vi ud til hinanden til enhver tid, Det er ligefrem nødvendigt for at holde venskabet ved lige.

Men det var altså den 31. juli. Vi starter i god tid for at være ved fjorden mens det endnu er lyst. Vi har vel flagermuslygten til at hænge i teltet? Jo, den er der En pose wienerbrød, som har sin egen historie, jagtstol. tobak, et par ekstra sokker. Alt er med. Engang havde jeg nær glemt det vigtigste: Bøssen. Ganske vist sagde Svend, at det gjorde ingenting. ”Vi får lige mange ænder med hjem for det”. Den slags spydigheder kan han lange ud efter mig til enhver tid uden synlig anstrengelse, men jeg fik hævn siden. Det var da jeg var ved at nedskrive dagens jagtjournal. Så siger Svend.. ”Har du skrevet den and, jeg skød ovre ved”, men jeg afbrød ham straks med at svare ”Det du skyder, behøver jeg ikke ar skrive thi det er ikke mere end det er let at huske”.
Nå, men vel ankommet til fjorden, sådan omkring ved solnedgang skal vi jo have en god plads fundet til at rejse teltet på. Den skal helst være tør og ikke alt for ujævn. Sidste år fik vi fat i en hel mængde gamle tagrør til at strø i bunden af teltet. Det skulle vi imidlertid ikke have gjort, thi da vi om aftenen fik lygten tændt, myldrede der frem af rørene med ørentvister i hundredvis, så vi havde næsten lige så travlt med at loppe os som Svends hund. Heldigvis var de da så store, at de var nogenlunde lette at få fat på.

Men når vi nu endelig efter megen diskussion er blevet enige om, hvor teltet skal stå, så begynder vi at rejse det, hvilket gerne tager en halv times tid Vi udvælger os hver et hjørne til soveplads og bagage Vi ligget både på kryds og tværs En med hovedet i vest, en anden mod nord, alt efter hvordan terrænet er ujævnt. Som regel synes jeg gerne. at da er et par sure tæer placeret temmelig tæt ved min næse Men når vi ellers har fået os anbragt hver i sit hjørne og alt ligger så det et let at finde igen – Frode har som regel orden i sine ting. Erik den bedste uorden – så skal vi ned og se til fjorden, om der er nogle ænder, og hvor hver enkelt af os skal have sin plads, når vi i nat rykker ud

Det er en egen stemning over sådan en aften ved fjorden. Den et ikke let at beskrive for uindviede. Er der klart og stille vejr. får vi hele solnedgangen med. Det er, som solen forsvinder direkte i havet et par mil ude ved Holmslands Klit, som vi kan skimte i hele sin udstrækning fra Nymindegab til Ringkøbing. Midt på klitten ser vi Nørre Lyngvig fyr i skarp silhuet mod den aftenrøde vesthimmel, der hvor solen nys gik ned. Vi ser fiskerflåden fra Ringkøbing stævne ned gennem fjorden på vej til Hvide Sande. Vi hører motorernes taktfaste smæk, i den stille aften. Vi ser hejren komme flyvende højt til vejrs søgende ind mod land efter en god fiskeplads. Vi ser rørhøgen kredse lavt hen over rørene på jagt efter bytte. Vi ser over klægbanken, hvor tusinder af ænder, måger og andre vadefugle flyver op, skræmt af et eller andet Vi hører deres skrig og kender dem alle på melodien.

Vi går i udkanten af rørene, Arke får som sædvanlig først øje på en flok ænder langt ude. ”Dæk”. Det er et gammelt feltråb for os, når noget viser sig. På selve udråbet af ordet ”Dæk”, hører vi, om det er alvorligt eller usikkert – altså om det er den rigtige sags fugle, der kommer. Bliver det udtalt kort og skarpt som smældet fra en pistol, forsvinder alle mand øjeblikkeligt i rørene. Bliver det råbt mere langsomt og nølende, er tilfældet usikkert. Måske måger, måske en hejre eller rørhøg, men denne gang var det imidlertid sikkert nok. Det var Arke, der råbte. Vi har ingen geværer med endnu, først om fem timer begynder jagten. Nu er det kun generalprøve. Alle mand dækker sig i rørene. Vil ænderne gå lige mod os, det er deri det spændende ligger. ”Du skal længere ned”, siger Frode til Erik. ”Ska a længe nie? A seje mæ mi æn i æ wan” siger Erik. Nu er ænderne inde på 100 meter, men slår så af til siden Fire mand på et sted er for meget To kan gå an. Men dette her er jo som sagt kun prøve. Vé den af os, der ikke dukket sig ordentligt i morgen. Han får nogle drøje sandheder at høre. ”Dæk”, lyder det igen Nu kommer en flok spover trækkende inde på Dybjerg Enge og heder. Vi hører deres fløjten i den stille aften, længe for vi kan se dem. Erik får spurvefløjten frem, Jo. de svarer. Nu kan Arke se dem. De kommer lige mod os, men højt til vejrs Nu ser vi dem alle, Vi fløjter igen, men de bliver i samme højde, lige til de er i udkanten af rørene, og så pludselig går de som et lyn, zigzag ned om ørerne på os og flyver hen, lige over vandspejlet, ud mod klægbanken Der kunne vi nemt have fået en spove hver, men vi kunne nu for resten altid nemt have fået så meget når vi ingen bøsse har med.

Nu er det ved at blive mørkt. Nørre Lyngvig Fyr har længe sendt sine glimt ud over Vesterhavet. Lysene er tændt i Ringkøbing, man ser dem glimte i fjorden. Fiskeriflåden må snart være nede ved Hvide Sande. Vi hører nu kun motorerne som ganske svage ekko. Vi skal op i soveposen. I nat kl. 2 begynder årets længste dag for os – 21 timer – og dog har den endnu aldrig været for lang. Vi trasker op gennem rørene. Plop, plop, svup, lyder det nar støvlerne trækkes op af mudderet. Vi søger ind mod land, hvor rørene er korte, da duggen nu et faldet, går vi i de lange rør, bliver vi gennemblødte.

Vi gamle erfarne jægere går jo godt uden om teltet. Arke maser, som han plejer lige på, og får som sædvanlig en ordentlig kolbøtte over en af bardunerne. Men det er noget der hører med til dagens program, og det får vi andre helt gratis, uden forlystelsesskat Blot gælder det for os at holde vor munterhed lidt i ave, ellers kan det gerne være, at vi går glip af fornøjelsen til næste år, thi ler man for meget af en mand, husker han det længe. To mand står med hånden for munden Og griner omme bag teltet, en står eksplosionsfærdig og hykler deltagelse ”Do slav dæ vel æt”, for derefter hurtigt at forsvinde om til de to andre, mens Arke får sig samlet op og forsvinder i en stor bue uden om de sidste barduner til teltets indgang. Inde i teltet er allerede tre mand. Arke betragter dem skarpt, særligt Erik, om det har ytret optræk til munterhed. Næ, de er alle alvorlige. der er ingen der har moret sig.

Men klokken er 11 og vi skal tidlig op og kryber nu i soveposen. Vi er jo ikke vant til ar sove på så ujævnt et leje- En har en knold under ryggen, en anden et hul til Hovedpude. Den tredje fanger ørentvister, den fjerde myg, og hunden lopper. Klokken er 12. Arke snorker så myggene flyver i stor bue uden om ham, men vi andre har jo god tid til at fange dem, da det ikke bliver noget af søvn for os, så længe han kører på med den melodi. Da får Erik en god ide. Andekaldet kommer frem af lommen. Rap, rap!! Arke og hunden farer op. Heldigvis ligger bøssen endnu i bilen. Du skal ikke op endnu, siger Frode. Du har kun sovet en halv time. Ja, det er såmænd store ting, når Erik er med, svarer Arke, idet han arrigt skæver til denne. Nu bliver der atter en halv times samtale. Svend begynder at fortælle en god historie, tror han da. Jeg husker ikke slutningen. Vi sov nemlig heldigvis alle tre inden han var halvt færdig. Begyndelsen vil jeg ikke fortælle, den var der ikke meget ved, men måske får vi den serveret som søvndyssende middel næste år igen.

Klokken er to. Frode vågner først, Svend er færdig med sin historie. Han sover nu tungt og er ikke let at vække. Her er imidlertid ingen, der har lyst til at stå og parlamentere med ham, om han vil op eller ej. Et lille tilfældigt spark lidt neden for ryggen kvikker ham svært op. Nu kan han begynde at skælde ud. Lygten oser og lyser søvnigt i teltet, Vi skal i gang med morgenkaffen. Erik har allerede fat i det første stykke smørrebrød og sætter det fra sig igen for at finde Termoflasken. Hunden snapper smørrebrødet, og da Erik har fundet kaffen, er smørrebrødet væk Erik tror, han selv har spist det, men synes godt han kan tage et stykke til. Nu får han fat i et par ordentlige tommetykke klemmer. Hjemme har mutter jo pakket kufferten med megen omhu og skrevet uden på hver pakke mad, f.eks. Til morgenkaffe. Til frokost. Til middag, Til aften, Til hunden, osv. men det har vi jo ingen lyst til at sidde og granske i, midt om natten men tager det efter som det kommer. Da Erik endelig bliver færdig med sine klemmer siger han ”No ka a da mærk a hå fåt nøj, men a ska aliiwal ha sæt ate hva de hær klemme sku spises te”, idet han går hen til lygten med sit madpapir ”Hvad står der”, spørger Arke. ”Der står Til hunden” siger Erik. Erik er blevet lidt bagefter. Han har ikke tid at skille to have stykker mad, så han spiser dem sammenlagt, mellemlægspapiret går også med. Et par ørentvister, der har sat sig på brødet, får han dog pillet væk.

Frode stikker hovedet ud gennem teltåbningen. Det er mørkt endnu kun ude mod øst er der som en ganske svag anelse af dagskær. Om en halv time er det lyst. Så begynder jagten. Vi får de lange søstøvler på, kryber ud af teltet, rækker og strækker os. vi Fryser lid, luften er kølig så tidlig på dagen. Vi ser billygter kaste deres lys gennem mørket. 2, 3, 4, 5 stykker. De kommer både fra nord, syd og øst Det er jægere fra alle egne af landet der nu stævner mod fjorden, Ikke alle får en and med hjem.

Nu kan vi begynde at skimte Stauning Kirke. Så er det på tide at komme ned i rørene, thi her gælder det at være på den rette plads til den rette tid. Vi Stiler hver især mod der punkt, vi udså os i aftes. Er der et sted, hvor rørene strækker sig særligt langt ud i fjorden, ja så er denne plet meget eftertragtet
Nu falder et enligt skud langt inde i Stauning Enge. Det er de lokale jægere, der har begyndt jagten i temmelig god tid. De ved fra deres daglige færden i marken, hvor ænderne er at finde, i tørvegrave og huller, De skal skynde sig at være færdig med jagten her for at komme ud til fjorden og tage de ænder, de fremmede jægere har skudt ned men ikke kan finde i de tætte rør. Stauning-jægernes hunde er kendt med den slags jagt. Dog har Frodes hund i de sidste år lært dem kunsten af, så vi får som regel gerne selv alle de fugle med hjem, vi skyder ned. Nu falder et skud lidt mod nord. Det må være Frode. Han gik den vej, Kun et skud. Det er et godt tegn, når det er ham, der skyder. thi rammer han ikke med det, plejer der at følge et andet temmelig hurtigt efter Ja, ganske rigtig, nu kan jeg høre hunden fare gennem vandet med en fart som skiven på en Chris Kraft. Pludselig standser den og så plop, plop, plop, langsomt tilbage igen. Nu har Frode altså fået sin første and. Jeg har ikke set det, men af den måde hunden løb gennem vandet har jeg hørt det. Jagten et altså begyndt. Jeg er endnu ikke nået ud til min plads men går forsigtigt frem gennem rørene. Nu må hver mand stole på sig selv og sin skydefærdighed, om han da vil have vildt med hjem.

En gammel and plasker op med meget rabalder 25 meter ude. Den flyver lige ud, lavt hen over rørene, Et let mål. Jeg får bøssen i anslag, har også anden på kornet men sænker igen. Jeg tør ikke skyde. Det er knapt lyst endnu, og jeg er ikke klar over, hvor Arke, der er min nærmeste nabo, står, Det kan jo ikke nytte at sende en ladning hagl om ørerne på ham. Selvom jeg ikke rammer, vil jeg få en farlig masse vrøvl med ham. Nej så lad hellere den and flyve. Nu falder et skud ganske tæt ved, efterfulgt af er plask i vandet, Så skulle da også. Nu skød Arke anden, Ja, ja, der bliver vel nok en til mig, men ærgerligt var det. Nu er jeg nået ud på min plads. Der falder stadig skud til højre, hvor mine kammerater står. På lyden kan jeg høre, hvem der skyder. Frode står længst ude mod nord, Ca. 1 km. Det er jo stille vejr. Jeg hører, når hunden farer gennem vandet for at hente en nedskudt and, Bliver der for længe mellem dem, tager hunden sig en tur rundt til vi andre for at se, om her skulle være noget at gøre. Mangen en and har den fundet til mig i rørene, når jeg selv havde opgivet og mangen en fugl har den hentet til Frode, som han ikke selv har skudt.

Nu kommer to ænder flyvende hen langs rørkanten forbi min sidemand. Nej tak, han skal ikke nyde noget. han har jo også kun 50 patroner med. Det er krikænder i fart, de er ikke let at få hold på. Arke har erfaret det og lader dem klogelig passere. Ja, ja da, så skal jeg jo til at begynde min jagtdag, skønt jeg på forhånd er omtrent sikker på resultatet Bang, bang. Jo selvfølgelig. To forbiere. Fik du dem begge to råber Arke skadefro over til mig. “Åh hold di bøt” mumler jeg gnavent for mig selv. Nå, jeg har 148 patroner i tasken endnu, så jeg får nok en dag ud af det endda, særlig hvis der ikke kommer for mange krikænder. Nu kommer en flok spover ude fra Klægbanken. Måske de samme vi så i aftes. ”Dæk”. De går ind mellem Arke og Svend, Bøsserne kommer op. Fire skud knalder, to spover går ned i rørene. Svends hund apporterer først den ene. Arke er selv på vej for at hente sin. Svends hund kommer ham i forkøbet. Men da den er tæt ved spoven, flyver denne op og forsvinder ind over land. “Så skulle da også ha i den køter” råber Arke. “Du vil vel ikke forlange. at hunden skal apportere spoven, når den ikke er skudt”, svarer Svend. “Hvis den ikke var skudt, var den vel heller ikke faldet ned” riposterer Arke. “Den faldt ikke ned”, siger Svend “Den var nok bare blevet træt og ville hvile lidt i rørene”.

“Dæk” råber jeg, for at få en ende på det spektakel. Øjeblikkeligt er begge forsvunden i røerne. Det er en flok skeænder, der komma fra syd langs rørkanten, Bliver de ved i samme retning. vil jeg her få min første gode chance, øjeblikket er spændende. Skjult af rørene så langt nede, at jeg lige akkurat kan skimte ænderne, står jeg med hvert muskel spændt, klar til at springe op i det rette øjeblik. Nu kan det snart gå an. Ænderne flyver tæt sammen. Nu er de lige ud for mig, og nu – bøssen kommer frem gennem rørene. To i første skud, en i andet. Dagen er reddet Resten af flokken går lodret til vejrs, svinger så ud til siden. Arke, det er kendt for sine lange skud, når dog også at få en ned, idet de slog op. Det hjalp for øvrigt svært på hans humør.

“Det var godt gamle dreng”, siger han til Svends hund, der har hentet anden. Nu hedder det ikke køter længere. “Den er slet ikke så dårlig til at Apportere”, råber han over til Svend. “Nej, den skal nok apportere, når blot du rammer noget”, svarer Svend lidt muggent tilbage.

Da det er så stille vejr, venter vi ikke noget stort andetræk i dag. Det skal helst være blæst eller regn, eller det vi hjemme kalder møgvejr, så trækker ænderne dagen igennem, Solen er allerede højt på himlen nu, Morgentrækket er snart forbi, men nu har vi også stået på samme plet i fem timer i vand til godt over knæerne, Man kan mærke vandpresset gennem støvlerne, Det er, som benene var surret rigtig stramt med gazebind eller lagt i gibs. Solen glimter i vandet, så det skærer en i øjnene. Man er jo lidt tung i hovedet efter for lidt og urolig nattesøvn. Maven begynder at knurre. Den kræver sin ret. Nu kommer kun med lange mellemrum en enkelt and, som regel for langt ude. De har allerede opdaget, der er fare forbundet med at nærme sig rørkanten.

Jeg sætter mig på jagtstolen. Ja, det er ikke en lænestol vi bringer med os. Næ, et stykke kosteskaft spidset til, så det kan stikkes ned i det hårde klæglag. På tværs af kosteskaftet et lille bræt sømmet fast. Det er lænestolen. Klæglaget er ca. 15. cm. tykt, så kommer det løse flydesand. Sidder man for længe på et sted, kan det gerne være kosteskaftet arbejder sig ned gennem klæglaget. Så går det nedad med fart. Sidder jeg så her i mine egne tanker og filosoferer over tilværelsen, er det jo en lidt ubehagelig afbrydelse pludselig at finde sig selv siddende på fjordbunden i vand til halsen. Eller hvis jeg rejser mig for at bruge bøssen, kan det ske at jeg kommer til at vælte stolen og sætter mig ned igen uden at tænke på at se efter den. Så, nå ja, så siddet jeg der selvfølgelig.

Jeg hører nogen plaske gennem rørene Det er Arke og Svend på vej til teltet. Ivrigt diskuterende morgenens chancer. Ja, så må jeg vel hellere følge efter op til frokost, Jagtens første etape er afsluttet. Jeg har ca. 1 km. at gå gennem rør, mudder og tang. Solen bager. så sveden løber ned og danner hvide striber i det ikke alt for rene ansigt. Når jeg maser frem gennem de høje rørbrækker, flyver kaskader af myg, døgnfluer og andet skab, der har sat sig til hvile for dagen, op. De klistrer sig fast i ansigtet, flyver ind i både næse og mund Jeg søger at tørre dem væk med en af mudder kulsort hånd og opnår derved at blive endnu mere beskidt i ansigtet.

Jeg kommer fri af røerne, ud på engen. Lidt henne ser jeg Frodes hund. Den har stand mod en tæt rørbusk Mon der skulle blive en chance endnu? Al træthed et pludselig forsvunden. Bøssen blevet gjort klar til skud. Frem går det til hunden. Den står urokkeligt fast, At det vil komme noget, er jeg klat over. “Apport”. Ja, så kom da “Apport”. Pludselig i et spring sætter den af ind i rørbusken og kommer ud med en dejlig stor gråand. Den et fin, nu har jeg fem ænder, tror jeg da “Der var godt gamle dreng, kom så her med den”. Men Pan har den vane, at den kun afleverer vildt til sin egen herre og sætter i lange spring op mod teltet Ja, ja, jeg skal nok få anden skrevet på min konto alligevel. Man er da ikke gammel erfaren jæger for ingenting og så er jeg tillige selv fri for at bære den.

Et skud op i luften, så hænger jeg bøssen på nakken, går op til teltet hvor de andre er samlet og i gang med frokosten “Er din hund ikke kommen med en and”, spørger jeg Frode. “Hørte I ikke jeg skød, nu for lidt siden?”. Så er den and reddet. Det er ikke for andens skyld. Dem deler vi ligeligt i aften, Nej, det er æren, det gælder. Hvem der kan notere dagens bedste resultat. Fem ænder har jeg nu i første sæt og er godt tilfreds. Den ene er dog kun en krikand, men den tæller også med i jagtjournalen

Nu skal der spises. Det giver en vældig appetit at stå i fjorden en 7-8 timer. 10 stykker smørrebrød, en halv flaske øl og fire kopper kaffe med fire stk. wienerbrød til er vist omtrent normalen efter sådan en morgentur. Humøret er en kende mere dæmpet end i aftes, Vi er vist, hvad vi til daglig kalder “lidt dorget i æ hue”. Vi fortæller hver især vore oplevelser på morgenens jagt “Så du, da jeg skød den and derude ved rørspidsen?” Eller “Der kom en flok spover flyvende lige hen over hovedet på dig, hvorfor skød du ikke?”. “Det var ikke spover, det var måger”. “Min hund fandt alligevel den and, vi gik og ledte efter derovre ved bækmudingen” Sådan går snakken, mens cigarerne ryges. Erik har jo skudt en sølle krikand og er ved at udrede en omstændelig historie om, hvordan man bedst kan skyde krikænder men bliver afbrudt af Svends snorken. De sover alle sammen. Erik følger deres eksempel. Nu kan hverken andekald eller snorken vække os det første par timer. Solen varmer på teltet Nu er der ingen, det fryser. Hundene ligger sammenrullet med næsen i bagen.

Klokken er to, da Erik vågner. Nu skal det gøre godt med en kop kaffe. Termoflasken kommer frem. En kopfuld hældes op Jo, den er dejlig varm endnu. Han sætter koppen fra sig på kuffertlåget for at finde et stykke brød. Koppen vælter ned i hovedet på Svend. Denne vågner en kende hurtigere end han er vant til hjemme og udbryder arrigt. ”Æ do da æt færdi mej aa ed ino”, Alle er nu vågnet, hunden også. Den står og strækker Sig, først tilbage, så fremad Den er nu færdig til at begynde jagten igen. Vi andre har god tid. Først hen under aften kan der ventes andetræk på ny.

Erik har fået notesbogen frem og er ved at notere morgenens resultat. Arke ser til. Han har nemlig en smule forstand på grammatik, der vist for ham er vigtigere end dagens resultat. “Du har skrevet And med lille a”, siger han, idet han ser på Erik med et straffende blik så denne har på fornemmelsen, at han hellere måtte have ladet den and flyve. “And er et navneord” fortsætter han med manende skolemestertone. “A æ li`glå”, svarer Erik “Æ and wa en bette and. Hvis en ska skryv en betre and mæ stue, hwa ska en så monstro skryv en stue and mæj”. Sådan går eftermiddagen. I eller uden for teltet med snak og små skærmydsler i al venskabelighed. Det er jo vor første årlige jagtdag i fællesskab, så der er nok at drøfte. Resultatet i dag i forhold til i fjord. Chancerne for, at der kommer aftentræk. Hvordan var vejret sidste år, osv.

Men klokken er nu fem. Vi begynder så småt at forberede os til aftenturen. Den sidste kop kaffe sættes til livs, Den smager nu for resten, efter at have stået i flasken i 24 timer, af alt andet end lige netop kaffe. Smørrebrødsklemmerne har slået sig, så de er ved at krølle helt sammen. Arke har endnu to stykket wienerbrød i posen. Et stort og et lille. “Hvem vil have et Stykke”, siger han, idet posen tækkes frem. “Her”, siger Erik og snupper straks det største Arke ser langt efter det og udbryder. “Man kan just ikke sige, at det er beskedenhed, du lidet af “, “Hvordan det?” spørger Erik troskyldigt “Jo den der tager først, plejer altid, når han da et lidt opdragen, at ta det mindste”. Den bed jo. Men Erik spørger ”Hvis du selv havde taget først, havde du så taget det mindste stykke?”. ”Ja, selvfølgelig”. “Nå ja, men det fik du jo også. så kan det jo være lige meget, enten du tog først eller sidst”.

Dog taler vi også om mere alvorlige ting, mest når vi er sammen to og to, men dem vil jeg ikke omtale her. Muligvis magter jeg det slet ikke

Svend og Frode er allerede på vej ud i fjorden. Vi følger efter, dog knap så ivrige som i morges. Der er heller intet det haster. Måske varer det fem timer endnu, før aftentækket begynder. Måske begynder det slet ikke. Men Vi venter og ser. Vi stiler hver især mod samme plads som morges. sætter os i vores jagtstol skjult i rørkanten med udsigt over fjorden, dog ikke længere fra vor sidemand, end vi kan råbe til ham. Jeg kan se, hvor han sidder, idet en blålig røgsky af og til stiger op af rørene. Han ryger for at jage myggene bort. De er slemme her, særligt hen under aften. Langt ude på fjorden kan vi se tusinder af ænder i det stille vand så tæt sammenpakket at de danner en mørk flade. En uinteresseret iagttager kan godt antage det for at være en lille ø. Vil de komme ind over land i aften, eller bliver de, hvor de er? Der er føde nok til dem derude. Enkelte kommer derind hver aften, men det store træk, hvor flok på flok kommer susende indover rørene med kun få minutters mellemrum, ja dette opnår vi ikke at få at se blot engang hvert år, da vi jo er nødt til kun at tage herud, når det kan passe for os, og det er sjældent at det også samme dag passer ænderne. Men sådanne dage, hvor der virkelig var andetræk, ja dem husker vi fra år til år og drøfter dem tit og indgående.

Men nu sidder jeg altså her i det, jeg kalder en jagtstol alene med mig selv. Der et ro over det hele. Det giver ro i sindet. Noget af det allernødvendigste i en urolig. larmende, jaget tid. Og her ligger en af hemmelighederne ved det vi kaldet at gå på jagt. Jeg nævnte det i begyndelsen. Ikke jagt for jagtens skyld. En og anden vil jo nok spørge. hvorfor går i da på jagt. Jeg skal prøve, om jeg kan forklare, skønt jeg derved kommer ind på det, jeg før kaldte det alvorlige. Ville man tage et kosteskaft med et bræt på. gå ud og sætte sig i fjorden i timevis ?. Hvad så? Nå ja, så ville man simpelthen blive regnet for helbrændt idiot. Nu derimod har vi bøssen med, Vi siger vi går på jagt, selv om det så ikke bliver løsnet et skud. Vi føler, vi har lov til at være her uden at blive kaldt idiot. Vi føler, vi har et ærinde, men dette ærinde er ikke altid jagt Og jeg har erfaret at en dag herude ikke er en tabt eller spildt dag, thi der udrettes så meget desto mere, før og efter. Forventningerne om turen i morges sætter arbejdstempoet op. Og dagen efter skal indhentes hvad vi forsømte i går. Bliver det også. Her får vi hjernen hvilet ud, så vi kan se mere sundt på tilværelsen. Det er sjældent, kroppen trænger til hvile thi det er ikke arbejdet, der dræber en mand men nærmest hans egne bekymringer. Dem har vi ladet ligge hjemme for en dag, og skulle de være væk når vi i morgen atter skal bruge dem. Nå ja, så kan vi nemt få fat i nogle nye.

Nu er solen ved at gå ned i havet bag Holmslands Klitter. Vi ser nu klitformationerne ganske tydeligt. Tidligere på dagen falder det hele ud i en grå diset masse. Nu et solen borte. Og dog ikke helt. Vi ser den endnu skinne klart på Lønborg Kirke, der ligger højt på banken, men for os der sidder lavt i fjorden er den gået ned. Ude på vandet et der ved at blive uro i andeflokken, Enkelte småflokke flyver op, kredser et par gange rundt smider sig så atter på omtrent samme sted. Spoverne begynder nu at komme inde på land De søger ud til deres natlige siddeplads på klægbanken eller andre småøer og grunde i fjorden Vi gør flittigt brug af spovefløjten for at kalde dem nærmere men mange kommer der ikke over os, da vi jo sidder i de høje rør. Spoverne går fortrinsvis udover fjorden, hvor der ingen rør er og som følge deraf heller ingen jægere findes. Svaler og myg flyver i et virvar om ørerne på os Det forvirrer en del, så vi tit ikke når at få en and at se, inden det er for sent, idet en and langt ude og en myg eller svale på klos hold har omtrent samme størrelse for os, når vi da ikke hele tiden anstrenger os for at være opmærksomme. Eftersom det bliver mere mørkt, kommer ænderne stadig nærmere mod land, når de er oppe at kredse rundt, men dog ikke nær nok til at vi kan få bud med.

Av, der kom en stor gråand strygende ganske lavt henover rørene inde fra land, lige tæt over hovedet på mig fra den kant havde jeg ikke ventet ænder, og når da også kun at få grebet lidt hårdere fast om bøssekolben, at få mig rejst og komme til at skyde kan der ikke vare tale om. Anden er allerede længere væk, end jeg kan nå den Nu kom der også liv i min sidemand, som jeg ikke har hørt noget fra den sidste times tid “Så du ikke den and”, brølet han, “den kom lige ved ørene af dig”. ”Det var ingen and” svarer jeg “det var kun en måge”. Jeg synes det kan være morsomt at drille ham lidt til en afveksling. Skønt jeg godt ved, det var en and, bliver jeg nu alligevel ved at holde på, det var en måge. “Var det ikke en and, der kom”, råber han over til Svend. ” Jo svarer denne for at få fred og ro, skønt han ingenting har set. Den and vil jeg få mere vrøvl med, om jeg kender Arke ret.

Nu må vi op at stå på højkant. Bliver vi siddende, kan det kun skydes i en bestemt retning og det skal nok passe, at der ingen ænder kommer i den retning. Nu er det også så mørk, at vi ikke kan se fuglene ret meget, før de er inde på skudhold. Jeg går nærmere hen til min sidemand. Når det er mørkt, vil vi helst stå sammen to og to Sigtet vil jo nu blive mindre sikkert og der er altid en chance mere, når vi er to. To ser bedre end en, og rammer den ene ikke, så muligvis den anden gør det. Hov “Dæk”, Skønt vi slet ikke behøver at dække mere, gør vi det alligevel af gammel vane, om end det kun bliver til et ganske lille dyk med bagdelen, så det et ingen fare for, at den denne gang skal blive dyppet i fjorden.

Der er fem ænder. Bøssepiberne kommer op To skud falder samtidig. En and går plask ned i fjorden på åbent vand. Resten af flokken skruer sig lodret til vejrs. Vi sigter så godt vi kan i mørket. Jo. der gik en mere, men den faldt inde i de tætte rør. Mon vi finder den? Thi uden hund er det omtrent det samme som at lede efter en nål i en høstak, men nu er Svend på vej herhen med sin hund. Er anden rigtig skudt, skal hunden snart finde den. Er den derimod kun vingeskudt, bliver det mere vanskeligt, da en and kan svømme meget hurtigt, selv i tætte rør, og kommer hunden for tæt på, forsvinder anden under vandet. Nu er hunden her, og nu har den stand – “Aport – ja, det er godt, aport”. Et spring fremad, jo, nu har den anden Den var altså ramt godt nok. Frode er allerede gået i land.

Han står og blinker med billygterne for at minde vi andre om, at det nu et tide at vende næsen hjemad. Nu trænger vi alle også mest af alt til at komme hjem og sove. Ankommen til lejerpladsen skal vi have vildtet lagt frem i billyset til præsentation og fordeling. Her er krikanden. Den ser ikke ud til at være skudt, siger Arke, men er nok død af skræk. Den skal Erik selv have. Resultatet var i øvrigt 16 ænder, 3 spover, 3 brokfugle og 4 bekkasiner. ikke noget overvældende resultat, når man tager i betragtning, at vi har været fire mand om at skyde. Men som sagt er det jo ikke erhvervs jagt vi driver, og vi er mere end godt tilfredse. Nu stuver vi vore sager ind i bilen. Kaffeflasken rystes og hældes, om der endnu skulle være en lille tår, og så endelig går det hjemad.

Frode vil denne gang køre vejen over Lem, Højmark, Ny Mølle, da han mener, her er den bedste vej. Fra Lem St. følger vi Ringkøbing Landevej er stykke og skal så dreje til højre for at komme den korteste vej over Ny Mølle til hovedvej nr. 15. Efter at have kørt en tid siger Frode “Er vi da ikke snart ved det sted, hvor vi skal dreje af”. Men vi kører videre, og der er stadig ingen vej, der drejer af. Pludselig ser vi forude et skilt ved vejkanten. Nu må vi da kunne finde ud af, hvor vi er. Frode standser bilen, og Erik går hen til skiltet med sin lommelygte og læser højt: “Hist hvor vejen står en bugt, ligget Røgind Kro så smukt” Vi er altså kørt meget for langt og har nu omtrent lige så langt hjem som da vi stod ved fjorden, men nu er vi da altså nået ud til hovedvej 15 om ikke lige netop på det punkt, vi havde tænkt os, så har vi dog nu den lige og brolagte landevej helt hjem. Det er ikke rart at være chauffør efter sådan en døgntur ved fjorden. Han bliver let døsig og må hele tiden anstrenge sig for at være opmærksom, ellers kan han let sidde og slippe i søvn Svend sidder ved siden af ham og prøver at holde en samtale i gang. Jeg tror ikke, den er meget åndrig. Det er vist nærmest pligtsamtale for at holde Frode vågen. Kl. 00,30 er vi hjemme. Og nu er det med at komme i seng. Det er ingen, der skal til at spise, selv om der står nok så lækkert et måltid og venter på os, så: Nej tak, nu er det først og fremmest søvnen, det gælder
Dette var altså en dag ved Stauning Fjord.

Klægbanken

Før jeg går over til at fortælle om landjagten, vil jeg lige ganske kort beskrive en tur til Klægbanken. Klægbanken – vore drømmes mål, når vi i de lune sommeraftener har stået i Stauning eller Velling kantens rørbræmmer og stået og hørt fuglelivet derovre. Til stadighed kredser mægtige andeflokke rundt over øen, Klægbanken er jo et vildtreservat indtil 18. september. Da bliver jagten gerne givet fri, og enhver kan få lov at jage på den Ca. 1200 tønder land store ø. Men der må kun jages de tre første dage af hver uge fra 18. september til 1. januar. I øvrigt fastsættes jagttiden vistnok af Landbrugsministeriet for et år ad gangen. Dog skal man hos Politimesteren i Skjern eller Ringkøbing have udstedt et jagtkort med fotografi af indehaveren. Det koster et par kroner og gælder så for hele jagtperioden. For jægere der kommer langvejs fra er det jo lidt ubekvemt at skulle opholde sig en halv dag i Skjern eller Ringkøbing for at få hold i et jagttegn, da man helst skal give personligt møde, men derved er vel intet at gøre.

Den 1.november har vi fastsat til vort første besøg på Klægbanken. Ved lidt diplomati fra Arkes side er det endda lykkedes at fremskaffe jagttegn til os uden at vi gav personligt møde. Den slags er Arke en mester til at ordne, uden at han dog endnu derfor har været i konflikt med lov eller politi.

En diset råkold første november morgen ved 5 tiden starter vi hjemmefra og ankommer til fjorden ved Stauning eller Halleby (?) ved 7-tiden. Her ved vi at Klægbanken ligger Ca. tre km ret forude. Det er jo mørkt endnu på denne årstid, så selv om vandet ikke er dybere end vi nemt kan vade over, så har vi alligevel truffet aftale med opsynsmanden, Ole, om at låne en båd. Vi har jo en del bagage med og regner med selvfølgelig også at få en god last af ænder med på tilbageturen. Nu melder der sig imidlertid et vanskeligt problem. Båden skal stages frem.

Når Stauning-jægerne stager frem gennem fjorden, ser det vældig let ud. Det er jo bare stagen i vandet, og så går det rask fremad, Men når vi selv skal til det så … ja, hver gang jeg stager fremad, drejer båden uvægerlig en omgang rundt samtidig med at den også driver med strømmen, så hvis det bliver ved at gå på denne måde, vil vi temmelig sikkert i stedet for at komme til Klægbanken, lande nede på Værn-engene engang i aften eller i morgen tidlig. Nu har vi midlertid drejet rundt så mange gange. at det begynder at blive lyst og vi kan skimte Klægbanken og se, at det ikke bliver der vi lander, om vi vedbliver at sejle, som vi er begyndt. ”Nej, det dur du ikke til” siger Arke ”lad mig komme til”. Han fatter nu stagen og giver båden et ordentligt skub, så den drejer en hel omgang rundt med en fart som en hundehvalp, der løbet efter sin egen hale. Frode, der står op i båden og nusser med sin bagage, det skal jo som det plejer, ligge sirligt og pænt, var nær gået på hovedet i baljen ved den uventet hurtige drejning af båden Han begynder nu at give ondt af sig. “Jeg synes i talte om, at i kunne styre en båd. Går det sådan tit så kan jeg også styre, man bliver jo helt svimmel af al den drejen rundt, så jeg ved hverken hvor nord eller syd er længere. I øvrigt troede jeg, det var til Klægbanken vi skulle. Bliver I ved på den måde, er det ikke godt at vide, hvor vi lander”. Kan vi ikke styre en båd”, siger Erik med sammenbidt energi. Jeg skal dog vise jeg, om der ingen anden, der kan, så kan far her”. Idet han hopper udenbords, tager bådens lænke over nakken og trækker den støt og sikkert frem mod vort rette mål, Klægbanken. Arke mener, det går for langsom, så han hopper ud og skubber bagpå. Nu går det rask frem mod banken. Skønt der ikke er længere over, end vi kunne have gået turen i en halv times tid, har vi nu ligget og kørt karrusel i fjorden i mindst halvanden time, så humøret et ved at være en kende længere nede end sundt er så tidligt på dagen.

Nu nærmer vi os målet. Dog ikke på den måde, vi egentlig havde tænkt os. Nej, det var jo meningen, at vi ville komme sejlende ganske lydløst ind mellem rørene på een til stor overraskelse for ænderne. Nu derimod kommer to store mandfolk pustende og plaskende gennem fjorden, så at det temmelig sikkert kan høres over hele den 1200 tønder land store ø. Der letter allerede et par hejrer ude ved spidsen. De skal nok vide at hytte sig i tide, selvom de ikke har meget at frygte af os Det er sjældent vi skyder på en hejre. Engang fik jeg dog konen til at stege en men fik samtidig påbud om ikke oftere at bringe den slags vildt med hjem, da jeg i så fald ville komme til selv både at stege og spise den. Så, nej tak. hejre er herefter fredet året rundt i min jagttabel.

Nu begynder ænderne at lette, først enkelte småflokke, så det store brus, da hovedsværmen letter Det lyder som vand, der har været stemmet op for, og så pludselig bryder gennem dæmningen og styrter videre med en brusende plaskende lyd. Flokken kredset rundt nogle gange i behørig afstand fra os og lægger sig så til hvile ude på det åbne vand, midtvejs mellem Stauning og Klægbanken, og der blev de liggende hele dagen.

Båden er nu gået på grund. Vi slæber den ind, så langt at den ligger skjult i rørene, og er altså nu på Klægbanken. Med det samme vi er i land, ved vi også hvorfor – eller kan gætte os til – hvorfor den hedder Klægbanken. Thi den bærer sit navn med rette. Bunden er nemlig så klæget og fedtet at støvlerne, om de ikke er fæstnet forsvarligt foroven, uvægerligt vil blive trukket af benene. De første fugle der lettede efter at vi var kommet i land på banken var en skovskade, en solsort og en sjagger. Fugle, jeg aldrig før hat truffet i fjorden. Formodentlig er de under trækket blevet trætte og har sat sig til hvile her. Nu letter en flok grågæs ude ved nogle små-holme et par bøsseskud borte, Jeg tæller – det er 16 Og hermed er så meget af Klægbanken vi kan overse raseriet for vildt. Vi finder os hvert et godt skjulested i de høje rør og er nu færdige til at tage imod det stort andetræk. Der kom imidlertid ikke noget træk. Knap nok var der en eneste and på skudhold den hele dag. Så vidt jeg husker brugte jeg kun tre patroner. Derimod var der et overvældende træk af svanen Jeg kan godt sige svaner i tusindvis, passerende lavt hen forbi os, tit så nær at vi kunne se det røde om øjnene på dem og mærke suset af vingerne.

Ja, ja, er der ingen ænder, det vil trække, så vil jeg ud og se mig lidt om på øen. Her må være vandrotter, i titusindvis af vandrotter eller mosegrise, som de jo også kaldes. Man set deres huller og gange over det hele, både i engen og mellem rørene. Inde mellem rørene ser man rede ved rede. Lidt forpjuskede ser de jo ud nu i efteråret men ved sommertid må her være et mægtig fugleliv efter rede antallet at dømme, Det er meget vanskeligt at få lov til at komme herud en tur om sommeren. Fuglene skal jo helst have fred i yngletiden, og forsøger nogen uvedkommende at nærme sig øen. så kan han være overbevist om, at der bliver holdt øje med ham oppe fra Stauning. hvor opsynsmanden, Ole, bor, Han har en god kikkert og opsøger terrænet regelmæssigt flere gange dagligt. Ser han noget mistænkeligt, eller fuglene flyver skrigende omkring eller et og andet ikke synes ham at være, som det skal eller plejer at være, bliver en båd kort efter staget ud fra Stauning Strand, og den båd drejer ikke rundt, endskønt det endda var den samme, vi sejlede herover i. Men det er heller ikke den samme mand, der bruger stagen. Hans kurs er sikker, uden unødige sidesving Den tur, der tog 1,½ time for os, gør han let på 10 minutter. Ole, et billedet på den seje vestjyske natur: rolig, ligevægtig, lader sig ikke dupere af nogen eller noget, venter med at tale til han hører, hvad kaliber modparten et af og behandler ham derefter, hvad enten han så er grosserer eller arbejdsmand.

En søndag så Ole i kikkert, at en ung mand skød en svane ude på Klægbanken. Muligvis vidste manden slet ikke, at svaner er fredet hele åre, men vil man gå på jagt, må man også enten kende sin jagttabel eller lade være med at skyde, til man har fået undersøgt, om det et lovligt eller ej. Da manden havde fået sin svane, syntes han velsagtens, at han nu var ret godt forsynet med vildt for den dag og begav sig i land mod Velling Strand. Her stod imidlertid Ole og tog imod ham. Så vidt jeg husker, kom den svane til at koste manden 200 kr. i bøde, og så fik han endda ikke lov til selv at beholde den.

Jeg har nu travet rundt på øen et par timer. Det er første gang, jeg er her, så jeg må jo have terrænet set godt efter Enkelte ænder letter i rørkanten eller lidt ude i fjorden, efterhånden som jeg kommet frem, men dog altid så langt borte, at jeg slet ikke behøver at tænke på bøssen. Jeg begynder nu at blive sulten og begiver mig tilbage til båden, hvor vi jo har vores lejr og samlingsplads for i dag. Men hvor er mine kammerater henne. De er hverken at høre eller se noget steds. Jeg kaster blikket ud over fjorden og ser dem begge trave af sted mod Stauning-land. De vil rimeligvis derover og prøve. om der skulle være mere held ved landjagten. Båden har de ikke taget med. De har muligvis fået sejltur nok i morges. Vores gode ven Poul, det bor i Skjern, har et jagtterræn ovre i Stauning. Og her må vi jage så meget vi vil, når vi er ved fjorden. Han mener åbenbart ikke, at vi er videre farlige at have til at gå på egen hånd. Mangen fornøjelig lørdag eftermiddag har vi tilbragt her på hans terræn ved Blokhuset, alene eller i selskab med ham og hans solide vestjyske lune, og jeg kunne godt fortælle om flere fornøjelige oplevelser på ture sammen med ham. Jeg husker en første augustdag i middagspausen. Svend lå i teltet og sov med megen rabalder. Jeg var lige ved at falde i søvn da Poul kom til stede i følge med en anden mand. De ville også sove til middag i teltet sammen med os. Må jeg præsentere, siger Poul. Her kommer jeg med vor kommunekasserer. Men hvem er det der ligger? Han kendte nemlig ikke dengang Svend. Ja, det er kommunekasserne hjemme hos os, siger Erik. Han må have en god samvittighed, eftersom han sover, siger Poul, som en hentydning til Sveds ikke alt for lydløse snorken. Ja, det tror jeg nok han har, svarede Erik. Han har nemlig ikke været kasserer mere end to måneder endnu.

Arke og Frode må jo nok havde siddet og kedet sig herude på Klægbanken. Nu har jeg altså den store ø helt for mig selv og kun i selskab med mosegrisene, og jeg bliver her til aften. Måske der alligevel engang i løber af eftermiddagen bliver en chance til at jage.

Da jeg et færdig med frokosten stiler jeg ud mod småholmene, der hvor gæssene lettede i morges. Muligvis vender de atter tilbage til samme plads hen under aften. Her er der imidlertid vanskeligt at finde nogen dækning ude, da rør og siv er ganske korte. Her er fem småøer i alt. Den yderste er sikkert den bedste. Jeg prøver at skjule mig her, men på mågerne, der jo trækker hele tiden, kan jeg se, at skjulet er for dårlig, da de stadig flyver godt uden om min ø. Ja, så må jeg prøve en anden, der ligger et par bøsseskud fra denne her. Inde på Klægbanken henter jeg nogle lange siv og rør. Dem stikker jeg ned i klæglaget i en rundkreds uden den om mig selv

At jeg nu er skjult godt nok, erfarer jeg straks efter, idet en and kom strygende så lavt hen over busken, at min hat nær var røget af hovedet. Det kom så pludseligt og overraskende, at – ja ganske vist fik jeg nok et skud brændt af – men ikke lige netop i den retning, anden fløj. Nu må jeg til at være mere vågen. Den eneste and, der i dag har været på skudhold! Og så fik jeg den endda ikke. Men hvad er nu det for et par store fugle, der kommet strygende hen lige over vandspejlet? Det skulle da vel aldrig være gæs? Jo, minsandten er det gæs En sådan har jeg endnu aldrig skudt. Mon det skulle ske i dag? Retningen er god nok, men gæs et nogle af de mest vagtsomme fugle vi har. Lidt efter lidt forandrer de retningen og går i en svag bue uden om min ø, lige akkurat uden for skudhold, hvorefter de flyver over til den ø vor jeg før sad. Her sætter de sig i det lave vand 200 meter fra mig. Lidt efter kommer tre til. De følger nøjagtig samme retning som de første. Det begynder at blive spændende det her. Jeg siddet så sammentrykket at det begynder at blive anstrengende. Nu hører jeg gæs skrige et sted ude over fjorden og jeg lister mig til at kigge lidt i den retning. Jo, ganske rigtig, der har vi resten af flokken fra i morges. Nu er de alle 16 under megen snakken atter forsamlet ved den lille ø. Men i denne sammenbøjede stilling kan jeg ikke vedblivende holde ud at sidde og jeg letter mig forsigtig en ganske lille smule, men det et nok for de årvågne fugle. De er allerede en del mere langhalsede end for lidt siden, og nu lettet hele flokken under megen spektakel og flyver over ad Holmsland til. Måske vender de tilbage i aften. Nu er jeg imidlertid ked af at sidde her og krykke sammen på den fugtige jordbund, og jeg søger derfor atter over mod Klægbanken. Mine kammerater er vendt tilbage fra deres landjagt. De har skudt akkurat lige så meget som jeg har, nemlig ingenting. De begynder at mørkne. Om der bliver noget andetræk, må det snart være her. Men der kommet stadig ingen ænder Vi tør ikke blive her alt for længe, da det så vil blive meget vanskelig for os at finde den rigtige retning tilbage til Stauning. Nej, der bliver ikke noget andetræk i aften. Vi vil hjemad. Lad os pille patronerne ud og hænge bøssen på skulderen.

Og så – ja, så sker det selvfølgelig. Alle 16 store gækker nok grågæs et pludselig over hovedet på os. De står et øjeblik stille i luften, da de opdaget os, og i det øjeblik falder fem skud, Fire dejlige gæs går pladask ned i vandet lige ved os. Sådan kan man komme ud for tilfældigheder. Et halvt minut senere, og vi havde ingen patroner haft i bøssen. Ingen af os har før været på gåsejagt og nu står vi her helt overvældede med fire gæs. Dagen er reddet og mere til.

Opdateret