Fra Hammerum Højskole.
I september måned 1966 besøgte jeg fru Thyra Rasmussen, født 1. juli 1875 og altså 91 år gammel. Hun var datter af højskole tingsmand Rasmus Nielsen og selv i sine yngre dage lærerinde i håndgerning og gymnastik på Stevns højskole. Hun fortæller om oprettelsen af højskolen i Hammerum:
Før Rasmus Nielsen kom her til sognet, var han lærer på Uldum højskole, og her traf han Marie, en gårdmandsdatter fra Uldum, som blev hans kone. Han selv stammede fra Kjørup ved Horsens.
Rasmus Nielsen blev skolelærer i Birk i Thomas Nielsens tid. Sidst nævnte oprettede et seminarium i Hammerum, men da det ikke kunne gå, omdannede Rasmus Nielsen det til en højskole med plads til op mod 35 elever. De kom fra oplandet, og de fjernestboende boede på højskolen, men flere sov hjemme. Selve skolebygningen lå på den grund, hvor nu fabrikant Otto Larsens villa ligger. Imidlertid var det umuligt at skaffe mælk til eleverne, ikke af modvilje mod højskolen, for flere af dem sendte deres sønner dertil. Men de ville selv kærne smør af mælken og havde ikke råd til at se bort fra den indtægt.
Rasmus Nielsen måtte da selv drive landbrug. Han købte den gård, hvis stuehus i dag er friskole. Hjemmet var fattigt. Der var topsten i bryggerset og gangen. Også i køkkenet var der topsten, men moderen fik på bestemt fort langende lagt gule klinker. Stuen havde hvidskuret gulv med sand strøet på. Sengene var fyldt op med lyng, men de blev straks kasseret af Marie Nielsen, der øjensynlig var en dame med, sunde renlighedsprincipper, og senge fra skolen flyttet ind i stedet. I køkkenet var spisebord og fast bænk, og omkring denne spiseplads blev gulvet slidt. Så blev hullerne fyldt op med cement.
Da Rasmus Nielsen fra 1879 var blevet folketingsmand, i hvilken stilling han forblev indtil 1913, var der ofte besøg af politikere. Thyra husker særlig Klaus Berntsen og Niels Neergåard. Moderen var ængstelig for, at traktementet skulle være for tarveligt for sådanne prominente personer, men faderen sagde: “Du lægger bare en hvid dug på bordet og serverer det, vi plejer at få”.
Både Rasmus Nielsen og Marie havde været elever på Kolds højskole, hvor fru Nielsen blev som pige. De tog værdier med derfra, som fik betydning for hele deres senere liv, og som de gennem deres egen højskole søgte at give videre til ungdommen. Thyra fortæller, at moderen var ualmindelig mild og venlig og havde en smuk sangstemme. Rasmus Nielsen sang også, men han kunne ikke begynde.
En dag blev Thyra, der dengang var 14 år, sat til at bære lokumsspanden ud. Hun vred sig ved det, men faderen sagde: “Lille Thyra, Vorherre har alle sine skabninger til at arbejde for sig. Hvorfor skulle den enes arbejde så være ringere end den andens? “Det hjalp Thyra til at forstå andres indsats, i hvilket hverv de end arbejdede.
De religiøse modsætninger i sognet gjorde indtryk på Thyra. I hendes barndom var her tre grundtvigske lærere, og de havde betydning for sognet. De brugte ikke at give børnene lektier, men fortalte, så børnene fik meget mere ud af det end efter bøgernes døde stof.
Ved Hammerum skole var der en lærer Brøndlund, hvis søn var vikar ved samme skole. De var begge grundtvigianere. Da den gamle Brøndlund skulle gå af, søgte sønnen hans stilling, og da han havde de bedst mulige anbefalinger.
Ældre folks erindringer, gengivet af Aksel P. Frøbert.
Andre historier
-
Skibbild Friskoles historie
Baggrunden: Der havde i mange år været en stående strid mellem Vestersognet og Østersognet. I den vestlige del, altså Nøvling, havde man den gode jord, de store gårde, Skolen, kirken og møllen. I den østlige del, altså Skibbild, havde man mest kun hedejord og fattige folk. De fleste mennesker boede således i Nøvling, og derfor […]
-
Aulum Vandværk
Ved Aulum bys stærke vækst fra omkring 1900-tallet og fremefter, viste det sig at mange af byens brønde begyndte at løbe tør, særligt i sommertiden, antageligt fordi den ene brønd, trak vandet fra en anden. Således måtte uddybning og boring, foretages gentagne gange. Under disse forhold, måtte Håndværker- og borgerforeningen, igen og som sædvanligt, forsøge […]
-
Gammel Jens’ hus.
Da jeg flyttede til Skibbild i 1967, lå der i byens udkant et gammelt hus, hvidkalket og stråtækt. En lille ejendom kunne man også kalde det, med plads til mennesker i den ene ende af huset, og dyr i den anden ende. Blandt folk i byen hed huset ”Gammel Jens’ hus”, opkaldt efter den gamle […]
