Assing Marked

Fortalt af Jens Vejen Larsen.

Nu er vi så igen i Assing og skal se lidt om det berømte Assing Marked, hvor folk sloges så det knagede i alle ledemod, og mange blev slået halvt fordærvet. Spiritusnydelsen var vel noget, der medvirkede til slagsmålene, men Assingboerne var absolut nogle slemme slagsbrødre. Det var mest udensogns folk, der fik kløene, og det gik tit ud over Feldingboerne. Det var især tre brødre, som delte kløene ud til de “udensogns”, men een af brødrene blev en dag stukket af en kniv og var aldrig rask siden eller deltager i nævnte fejder.
Det var tit, at slagsmålene gjaldt piger. Engang dukkede der pludselig en såre køn pige op i dansestuen, og alle ville danse med hende. Karlene slog til hinanden, så det var rædsomt, og misundelsen var stor, når een eller anden fik en dans med pigen. Nogle dage efter gik mange karle og var slukørede. Det blev nemlig opdaget, at pigen var Ane Marie Grønning – altså en rakkerpige.
Min mor havde en veninde, som hed Mette Agersig. Hun var anset for at være den kønneste pige i Assing, og en markedsdag kom nogle karle op at slås om hende. Min mor fulgtes med hende, og kampen tog et sådant omfang, at pigerne måtte flygte op på kirkegårdsdiget. Det var et frygteligt syn, fortalte mor til mig. De kæmpende slog så hårdt til hinanden, at blodet løb hen ad de lerede hjulspor. “Assing stålstange”, råbte Feldingboerne. Svaret kom omgående: “Felding Fårehoveder”, råbte Assingboerne, – et smædeord, som altid blev brugt ved slige lejligheder.
Er det en skæbnens ironi, at netop Assing fik fårehovedet i sit sognevåben? —- Lad Feldingboerne tage stilling til det.
De sanitære forhold på Assing Marked var under al kritik, men det tænktes der ikke så meget over dengang. Det enkelte menneske var heller ikke så meget indstillet på renlighed som i vore dage. Halvvejs ind i kirkegårdsdiget lå der en brønd, som ikke havde mere end godt to meter til nærmeste gravsted, og da ligene faktisk blev sænket ned i grundvandet, kan enhver vel tænke sig til de frygtelige sundhedsforhold på markedet. Det kan ikke undre nutidens mennesker, at tuberkulosen hærgede og var dødsårsag i langt over 50% tilfælde og faktisk udryddede hele slægter. Her er en lille prøve på renligheden i et af teltene.
En eftermiddag kom min far til markedspladsen, hvor han skulle spille til dansen. Alle kreaturer var væk på nær en ko. En lille dreng stod ved koen og græd forfærdeligt. Da far spurgte, hvad han var ked af, betroede drengen ham, at hans far om formiddagen var gået ind i et af teltene og havde sagt, at han skulle blive ved koen, til han kom igen, men nu var drengen både sulten og tørstig, og hans far havde ikke vist sig. Far foreslog drengen, at han skulle følges med ham om bag teltene, som var åbne bagud. Når han da så sin far, ville min far se at få ham ud. Far og drengen opdagede ikke faderen, men just som de stod og så ind i et telt, hvor der stod en tyk kone og rørte i en gryde med en vældig stor ske, kom koen til at lægge sit “visitkort” i en balje med det berømte kirkegårdsvand, som brugtes til al madlavning og puncher. Konen blev rasende. Hun sprang ud og gav koen et ordentligt rap af den store ske. Drengen fik et rap med og sprang hylende væk med koen. Den tykke madam vraltede hen til baljen, hvor hun skummede “gevinsten” op med skeen, hvorefter hun gik ind og rørte videre i gryden – med den samme ske.

Opdateret