Herning Historie

”Bakkehuset” Højgade 19 – da jeg var barn.

Min farmor og farfar (Knud og Marie Leth) boede fra 1934 til deres død i huset i Højgade (Bakkehuset) – nu Overgade.

Knud og Marie Leth

Marie boede der til sidst alene fra 1958, da farfar døde, til hun døde i 1965.
Det var et dejligt hus og det har altid været dejligt at komme der.
Den allerførste erindring jeg har om huset, har været, da jeg ikke var ret gammel. Vi boede om hjørnet i Møllegade, og far og mor skulle åbenbart derover en aften, for de tog mig med i barnesengen, og havde fat i hver sin ende, og jeg kunne så ligge og kigge stjerner, men jeg kom med.
Når man kom op ad fortrappen, så kom man ind i en entre, hvor min farfar havde kontor ind tv. Han var forsikringsinspektør, så han havde kontor, og på kontoret stod et par små sorte træsko med påskriften Fanø 28/8 96 – det må være 1896 – og dem var jeg meget optaget af som barn, og nu står de hos mig. Om det er farfar der har været på Fanø den dag, det er jo tænkeligt.
På den fortrappe har jeg stået mange gange sammen med familien og sunget morgensang for farmor og farfar, når der var en særlig anledning.
I entreen er der trappe op til 1. sal og hvis man gik lige ud, så var døren til spisestuen der.
I spisestuen var der bl.a. en stor egetræs skænk med udskæringer, og et stort egetræsbord, der kunne trækkes ud, så vi kunne sidde mange om det.
Der var en sofa op mod væggen til kontoret, og ved siden af den et lille bord, hvor telefonen stod – sådan en høj sort en med håndsving, og hvor man bad telefondamen sætte en i forbindelse med det nummer man bad om.

Farfar var jo nødt til at have telefon til sit arbejde, men det var bestemt ikke alle der havde telefon.
Min familie havde ikke telefon, da jeg var barn, så vi har tit været hos farmor og farfar og låne den.
På væggen over sofaen var der en del fotos af farmor og farfars forældre og bedsteforældre, og et enkelt maleri af en af hans oldemødre. Min tip, tip.
Mellem telefon og skænk var der en dobbeltdør ud til en overdækket terrasse, hvor farmor gemte æbler, fra de blev plukket til efter jul.
I den anden ende af stuen var der et stort vindue ud mod haven, og her sad farmor og farfar tit. De spillede jævnligt et spil med sorte brikker med hvide prikker – måske Domino
Den anden lange væg i stuen – th når man kom ind fra entreen – havde først en dør ud til en lang gang mod køkkenet, så kom radiatoren med en hylde over med gamle jydepotter og gamle tallerkner på væggen.

Derefter kom en meget bred åbning ind til dagligstuen. Der hang kraftige portierer i hver side, som kunne trækkes for, bl.a. juleaftensdag, når træet var pyntet og stod midt i dagligstuen, for så måtte ingen se det, før hele familien havde spist juleaften og farfar havde tændt alle lysene på træet Først da blev portieren trukket til side.
Det var rigtig hyggeligt juleaften, for da var var der onkler og tanter, fætre og kusiner, og så var der dækket bord med den store familiedug, hvor alle vores navne var broderet, og så de gamle porcelænsnisser, men for vi børn var middagen alt for lang, så vi var rigtig spændte når vi fik lov at se træet og danse omkring det.
Træet var helt op til loftet, og det var pyntet kun med sølvkugler, og dem var der mange af og fehår og selvfølgelig lys.
I dag er der nok mange, der ikke kender fehår. Det var hvidt og kunne trækkes ud, så det blev tyndt og kunne hænges på træet, så det vel nærmest skulle illudere sne. Det havde den bagside, at det kunne sætte sig i fingrene, nærmest som en lille splint.
Når vi var færdige med at danse og synge, så ringede det altid på døren, og udenfor stod julenissen med sin store sæk, med gaver til alle.
Der var også gaver under juletræet, men vi var jo også mange, der skulle have gaver.
Når der var faldet lidt ro på, fik børnene en appelsin, så det må jo have været noget jeg husker efter krigen. Der var altid en sukkerknald i appelsinen, så vi suttede den i os gennem den, Appelsinerne må jo have været sure dengang.
Så det var en rigtig juleaften.
I dagligstuen var der th. når man kom ind et sybord med en skuffe med alverdens spændende knapper og syting, og derefter en lænestol, en sofa med et ret stort sofabord og en lænestol mere.
På stuens bagvæg stod klaveret.
Væggen ud mod haven havde et meget stort vindue, og her var også et mindre bord og stole.
På væggen ved portieren stod et ret stort smukt skab.
Når jeg mindes denne stue, så er det store begivenheder, der kommer på nethinden. Som juleaften og diverse store fødselsdage, hvor farmor eller farfar sidder bagerst i stuen omgivet af et hav af buketter. Mest store krysantemum – med så store hoveder, som man sjældent ser i dag.
Og så klaveret – det var så dejligt når min onkel spillede på det. Han var nok den eneste, der kunne spille klaver.
Hvis vi nu går tilbage til spisestuen og ud ad døren til den lange gang til køkkenet. Så var der først th. en dør ned til kælderen. Længere fremme i gangen th. var døren til køkkenet. Det var ret stort og med vindue ud mod Højgade. Indenfor th var der noget som vi i dag nok ville kalde en kogeø. Her var gasblus til madlavning og ovn. Køkkenvask og -bord var foran vinduet.
Mod væggen tv når man kom ind i rummet stod et rullebord, som blev brugt til at køre mad m.v. ind i spisestuen, og det bord står i dag i mit køkken, og minder om svundne dage.
Næst efter bordet var der en dør ind til viktualierummet, hvor der blev opbevaret kolonialvarer m.v. Der var jo ikke køleskab den gang, så man holdt nok dette rum så køligt som muligt, så der også kunne være lidt madvarer.
Ud mod gaden var der et lille vindue, og på den modsatte væg var en tallerkenrække, som jeg forelskede mig i, så den har jeg haft i mange år, fyldt med gamle og nyere ting.

Hvis man gik forbi køkkenet, så var der et lille toilet th og ligeud var bagindgangen
Herude var en lille gård med hundegård og garage. Hunden var, da jeg var barn, en stor jagthund, der hed Greif, og i garagen stod farfars bil klodset op, for det var jo ikke til at få benzin under krigen, og bilen er nok blevet solgt efter krigen, for farfar kom ikke til at køre bil igen.
Lad os gå tilbage ad den lange gang og ned i kælderen. Der var kælder under hele huset, og der var plads til at man kunne lave festsal dernede, for jeg kan huske et par barnedåber blive afholdt der. Bl.a. min brors, og da har vi jo nok været både mors og fars familie.
Nu skal vi ind i forgangen og op ad trappen til 1 sal. Her var først et mindre værelse tv., hvor der nok har boet børn på skift, men da jeg var barn, havde det navn efter en onkel. Så kom farmor og farfars store soveværelse med udgang til en stor altan (oven på terrassen nedenunder). Her var store hvide møbler, og jeg havde en tante, der dengang var glad for at lege med os børn, så vi tumlede somme tider rundt i bl.a. den store seng.
Der var to værelser mere ud mod Møllegade, og dem havde et par onkler. Midt mellem dem var der et ret stort badeværelse, og det er lidt pudsigt – der var en speciel duft der, og den har jeg flere gange gennem årene mødt andre steder. Det er lidt mærkeligt, at jeg stadig kender den duft.
Og så er der den dejlig have. Når man gik fra spisestuen og ud på terrassen, så var der nogle trapper ned til haven og græsplænen. Her stod nogle Filippa æbletræer, og æblerne kunne spises helt til jul og efter, hvis der var flere.
Der var også et havemøbelsæt når man kom forbi træerne. Det var kraftige, solide møbler, hvor vi kunne side med kaffen på dejlige sommerdage.
Så var der to græsplæner mere, bede med blomster, og derefter nogle dejlige stikkelsbærbuske. Det var de stikkelsbær med hår på, og dem kunne man næsten spise sig en mavepine til i. De bedste stikkelsbær der findes.
Der var også en lille rum ind under terrassen, og det var vel smart til haveredskaber.
Det var lidt om det dejlige hus i Højgade. Det lå jo lige op til cementstøberiet, hvis grund hørte til i Møllegade, og på den modsatte side af gaden i Højgade var Erik Jensens fabrik og private villa.
Jeg var forbi huset for nylig, og huset ligner jo sig selv, men hvem i alverden, der har tegnet den tilbygning, det undrer mig, og det må jo virkelig have været nødvendigt og mest praktisk at lægge fliser i hele haven. Godt jeg har minderne på lystavlen.

Mvh. Birgit Larsen

Opdateret