Herning Historie

Seks børn ved århundredskiftet


To unge mennesker blev gift i 1889 og flyttede ind i en lille gård på herningegnen. Inden Århundredskiftet havde de skaffet sig fem børn, nr. seks kom et par år efter, og dermed var flokken komplet.
Seks børn regnedes for et passende antal dengang, og da det også kan anføres, at vi var tre af hvert køn, kan det vist med rette siges, at vi var, hvad man kan kalde en normal familie.
Efter tidens forhold var vi hverken rige eller fattige, Vi gik aldrig sultne i seng, men der skulle arbejdes og økonomiseres, for at få det til at løbe rundt. Derfor drog far et par vintre nordpå med en uldpakke, og mor, som havde arbejdet på Niels Larsens fabrik i Hammerum, før hun blev gift, fik sin strikkemaskine med sig til sit nye hjem.
Også vi børn måtte hjælpe til efter evne, og det var slet ikke så lidt, vi kunne bruges til. Landbrugsmaskiner kendte man Ikke til dengang, alt var ”håndarbejde”, og hænder havde vi selv om de var små. Om sommeren var det først og fremmest os, der udtyndede roerne, og holdt dem rene. Heldigvis var det et indbringende arbejde, vi tjente penge ved det. Fem øre fik vi for en lang række, to for en kort.
Når far så om efteråret fik overskud fra mejeriet, mødte vi op med hver sit regnskab, som altid blev godkendt og honoreret. VI følte os temmelig velhavende, når vi derefter kørte til Herning på Julegaveindkøb. Også høhøst og kornhøst hjalp vi selvfølgelig til med. Høet hentedes fra engene, som lå 1 ½ km fra gården. Der skulle både rives, stakkes, læsses og køres i hus. Der var nok at gøre, det gav appetit, og derfor var vi altid glade for at se femtoget fra Silkeborg passere Hammerum, det betød nemlig eftermiddagsmellemmad.

De samme enge havde vi endnu mere glæde af på en anden måde. Parvis skiftedes vi nemlig til at trække nogle af køerne derned, hvorefter vi tilbragte eftermiddagen med ”de gule hæfter”, nogle børne blade, hvis indhold bestod af spændende historier. Jeg husker endnu: Kong Salomons miner.— Vi kunne også tænde bål og stege kartofler. Køerne kunne så godt som klare sig selv. Det var det rene driverliv, og min erindring står disse eftermiddage altid med det herligste sommervejr gom baggrund.
Også tørvemosen hjalp vi til. Vi ”ringlede klyne”, men det var nu ikke så morsomt som det vi foretog os i engen.
Ja, sommeren var en herlig tid. Efterårets roe- og kartoffeloptagning var et mere surt arbejde, og vinteren står Iidt tåget I min hukommelse. Vi piger lærte ret tidligt at malke. Det var jo også “håndarbejdet” dengang. Der malkedes tre gange om dagen, og særlig om aftenen når vi ved ni-tiden skulle malke, kunne vi nok tænke os en bedre
afslutning på dagen, men selvfølgelig skulle der malkes, og selvfølgelig skulle vi være med. Jeg tror ikke drengene lærte at malke, de skar hakkelse i stedet for.
Jeg kunne tænke mig, at en og anden nu ville spørge: Jamen var alt dengang da slid og slæb? hvordan med fritid og leg?
For det første var selve arbejdet, f.eks. med roerne noget af en leg, fordi vi altid var flere om det. Det kunne blive til megen snak og sjov. Og så var der jo søndagene. Selvfølgelig skulle køerne passes om på søgnedage, men der blev alligevel tid til leg. Vi spillede langbold og kroket gammen med kammerater. Der var også noget, der kaldtes ”at spille pind”, hvor “spilletøjet bestod af to mursten på kant og med et mellemrum, hvorover en kort pind var lagt, og så var der en lang pind til at ”hviste” den korte ud til modstanderne, som skulle gribe den. Det gjorde forbistret ondt, hvis det lykkedes, men sådan var nu spillets regler.
Også når de voksne sov middagssøvn, havde vi tid til leg. Om sommeren legede vi tit dyrskue. Køerne var pæne sten, som sagkyndigt bedømtes efter skønheden. Jeg husker Ikke, hvad præmierne bestod af.
Den meste leg var nok i det hele taget en efterligning af de voksnes foretagender. Når far fik ud bygget gården – hvad han ofte fik – så byggede vi også, ganske vist af græstørv, men huset blev da altid så stort, at et par af os kunne være derinde på een gang.
Engang fik vi lov at dyrke et lille u-dyrket stykke jord, som vi selv ville. Det blev til fire mindre haver (de to af os var endnu i småbørnsalderen), som drengene benyttede til jordbærdyrkning, mens vi piger havde højere interesser og holdt os til blomsterne.
Om vinteren var det forskellige spil, som udfyldte fritiden: Dam, nitavl (i dag mølle) og historisk firkort.
Naturligvis er det sommeren, der huskes bedst, men af årets to højdepunkter faldt den ene dog om vinteren. Det var selvfølgelig julen, hvor forberedelserne somme tider var ved at være det vigtigste.
Klipning og klistren var herlige foretagender, og selv om resultatet ikke helt svarede til anstrengelserne, gjorde det ikke så meget.
Jeg husker et år, hvor mor et par aftener blev siddende længe oppe. Hun syede på noget blomstret stof, som vi to store piger – rimeligvis fem og syv – var meget Interesseret. Hvad var det, mor Iavede? Jo, det skulle blive til sirtses (en art bomuld) hatte til os. Det burde vi jo nok have været taknemmelige for, men taknemmeligheden var behersket.
Sirtses hatte midt om vinteren! Ærlig talt syntes vi at mor nok kunne have været lidt mere opfindsom. Men gå kom juleaften og med den to dukker, klædt i blomstret sirts: Det var de første dukker, vi havde ejet, og jubelen steg højt.
Det andet af årets højdepunkter kom pinsen med. Det var en stående regel, at de største af os rejste til Silkeborg i pinsedagene på besøg hos min mors søster, hvis børn var omtrent på alder med os. Silkeborg er en købstad, og vores onkel ejede en båd, som kunne rumme os alle. Silkeborgenserne var naturligvis sø kyndige, og vi andre tog ved lære efter bedste evne. Herlige dage! Vi sejlede over til Odden og gik i land på den fremmede kyst. En gang havde vi en passager med, som betalte os 5 øre for overfarten, en anden gang drog vi på et længere togt for at “drukne” en gammel paraply. Jo, det var herligt, men det var ikke helt let at komme de gamle folder igen.

Det var dog ikke arbejde og leg alt sammen. Selv gå langt tilbage som til omkring 1900 var der også noget, der hed skolegang. Vi gik alle sammen en lille landsbyskole med hver andendags undervisning.
Indtil år 1900 var der kun to klasser, og altså kun én lærer. For mit eget vedkommende har jeg kun haft den samme lærer hele min skoletid og kun gået i den første og sidste klasse. Omkring år 1900 blev der oprettet et lærerindeembede, og skolen fik fire klasser.
Om sommeren, hvor vi havde travlt fra morgen til aften derhjemme, regnede vi nærmest skoledagen for en fridag. Vi begyndte med morgensang og derefter religion. Fagene var derudover læsning, skrivning og regning. Lidt historie og geografi faldt der også af. Da jeg i tiårsalderen begyndte i det vi nu kaldte 4. klasse, begyndte også mit uvenskab med katekismen. Lange skriftsteder, uforståelige og forklarede og ikke blot trosartiklerne, men også forklaringerne til dem udenad, det var hård kost for en 10 års. Jeg husker endnu, da jeg var sat til at lære et langt skriftsted: Jesus Kristus, da han var i Guds skikkelse, holdt han det ikke for et rov at være Gud lig, men han fornedrede sig selv osv.
Jeg klagede til far, men fik kun den trøst at det bare gjaldt om at klemme på. Salmerne gik det let med, der var jo rimene at holde sig til, og versene kunne synges og blev det.
Skolebøgerne skulle forældrene jo betale, og det var vel grunden til, at der kun krævedes få. Men det skete, at læreren omtalte andre, som han mente, vi ville have udbytte af at eje. På et vist tidspunkt var det en lille verdenshistorie, som kunne erhverves for 1,35 kr.
Vi tre største var betænkelige ved at spørge far. om vi måtte få den, men da vi svært gerne ville have den, vovede vi forespørgslen og fik straks lov. Endnu mere tvivlende var vi, da det gjaldt et atlas til 5 kr. Det ville jo være herligt at kunne finde alverdens byer og bjerge, men 5 kr.! Dog også denne udgift blev straks bevilget.
Far havde selv kun fået lidt ud af sin skolegang, men han ville meget gerne, at hans børn skulle lære noget.

I det tidsrum, her er tale om, var adgangen til bøger naturligvis stærkt begrænset. Min mor havde medbragt Asschenfeldt-Hansens Kirkehistorie i mange bind, da hun giftede sig, og den blev læst næsten både forfra og bagfra. I nabolaget var der en mand, som trods fattigdom havde samlet sig nogle bøger og blade og selv indbundet dem, bl.a. Blichers” Nordstjernen”. Jeg var så heldig at være veninde med hans datter, og fik derfor lov til at låne alt, hvad han havde. De ældre af mine søskende har sikkert benyttet sig af mit held.
Ja, det var småt lærdommen, men det vidste vi ikke, der var jo ikke noget sammenligningsgrundlag.
Som før sagt er det somrene, jeg husker. Det var også en sommerdag et par år ind i dette århundrede, at min bror og jeg cyklede sammen til Silkeborg. Vi hørte rumlen bag os, stod af cyklerne og så – Ja, hvad så vi? Vores livs første bil.
Helt betagne stirrede vi efter det selvkørende mirakel, indtil den ene af og med ærbødighed i stemmen mælede: Det var et automobil. Ja, det var det, og det var også det nye århundrede, som rullede frem. Det gamle var forbi, og uklart gik det op for os, at også vores barndom. Var ved at være slut.

Mvh.
Anna Fastrup.
Ø. Kirkevej 28, Herning

Opdateret