Træskomand Johan Mørup fortæller


Johan Mørups lange og indholdsrige livsløb startede i 1879, da han blev født i Kvartborghus i Tjørring. Et lille husmandssted på 19 tdl. hvor han var den 4. ældste i en børneflok på 10.
Johan Mørup husker tydeligt helt tilbage til sine første år. Hans barndomsoplevelser er heller ikke blevet mindre af, at han allerede som 6-årig blev sendt til København på grund af en alvorlig betændelse i det ene ben.
Men jeg var nær aldrig kommet derover. Selv om mit ben blev værre og værre, synes mine forældre ikke, jeg skulle søge læge. Tænk på , det var i 1885, og da skulle det se meget skidt ud, før man søgte lægehjælp. Far sagde altid at det nok skulle gå over, men senere fik jeg at vide at det havde kostet mig livet, hvis jeg ikke var kommet til læge, som straks sendte mig til København.
Jeg husker tydeligt, da jeg rejste derover i foråret 1885. Rejsen foregik med tog, men vi sejlede over både Store- og Lillebælt. Opholdet på Frederikshospital var gratis, men det var en trist oplevelse.
Vi fik kun to retter mad om dagen, og det i så små mængder og så dårligt, at det langt fra kunne stille sulten. Opholdet i København varede 6 måneder, og i den tid havde jeg slet ikke besøg hjemmefra. Det var alt for dyrt at rejse derover, så det eneste besøg jeg havde, var en af min mors gamle skolekammerater, som boede derovre. Hun var flittig til at komme på besøg, og det var også hende, der læste mine forældres breve højt. Ligeledes skrev hun også hjem og fortalte, hvordan det stod til med mig.
Efter hjemkomsten var han for svag til at gå i skole, og det blev lavet sådan, at en ældre bror skulle undervise ham ud fra den han havde lært. Først da jeg blev 10 år begyndte jeg at gå i skole, men til trods derfor blev jeg konfirmeret sammen med mine jævnaldrende, og gik således kun i skole i 4 år.
Efter endt skolegang fik mine forældre mig i lære hos træskohandler Engelbrecht i Herning. Efter jeg var udlært, arbejdede jeg både i Kibæk og Videbæk, inden jeg blev selverhvervende inde i Herning. Her havde jeg en forretning i Bredgade 33. Det var i 1911, men det kunne jeg ikke holde til, og jeg solgte forretningen igen året efter.
Jeg forsøgte mig også som lærer, men det blev aldrig mit levebrød. Jeg tog på kursus i Staby, hvor jeg erhvervede mig en mindre undervisningseksamen. Under mit ophold der prøvede jeg engang at gå fra Staby til Vildbjerg. Turen der er på 45 km. Var drøj, og jeg husker tydeligt, at jeg indtog min madpakke på Trehøje. Her var en skøn udsigt over det smukke landskab.
Som lærer virkede jeg i 4 år i Hinnum ved Grinsted, og i en periode var jeg også ved Tiphede nordre skole, hvor jeg vel nok havde Danmarks dårligste kald. I et helt år fik jeg 370 kr., og deraf var de 70 kr. for rengøring af skolen. Det var en ussel løn i starten af 1900- tallet, men skatten var også derefter: Dette år betalte jeg 3 kr. i skat.
Efter mine forældre havde afstået gården, boede jeg sammen med dem i Tjørring forsamlingshus en tid. Her var jeg træskomager og reparerede såvel træsko som skotøj, seletøj og ordnede sejl til selvbindere. Min far var graver, og det prøvede jeg også.
I maj 1917 begyndte jeg så for mig selv igen. Det var her i Skibbild. Men jeg flyttede lidt rundt i byen, inden jeg fik mit eget hus og forretning, og det er det jeg bor i den dag i dag.

Sammendrag fra Herning Folkeblad 1967

Opdateret