Posten skal ud – der var engang


Af Svend Aa. Madsen
Nu afdøde Jørgen Nowack begyndte sin postgerning som 18-årig fra Timring Brevsamlingssted i 1959. De første år blev posten bragt ud på cykel. En cykel som han selv skulle anskaffe mod et mindre årligt tilskud til vedligehold. Senere kom knallerten ind i billedet nogle få år, inden postetaten blev udstyret med biler. Jørgen Nowack nåede i sin tid at slide 4 Renault 4 op, før han gik over til en Toyota HiAce.
I de første mange år havde han ruten Timring – Birkmose – Møltruphede – Smækbjerg. Denne rute havde 73 husstande på de 42 kilometer, der skulle tilbagelægges 6 dage om ugen uanset vejret.
I 1961 havde Jørgen Nowack dog et afbræk i tjenesten på 14 måneder, da han havde et lille mellemværende med militæret. I den tid var Svend Aage Lauridsen reservepost på ruten. Efter endt tjeneste i kongens klæder vendte Jørgen tilbage til sin postrute og Svend Aage fik stillingen som pedel ved den nyopførte Timring Centralskole.
Efter at Jørgen Nowack havde gået post i Timring-området fra 1959 til 1999, valgte han efter 40 års tro tjeneste ved Post&Telegrafvæsenet at gå på efterløn.
Mens han gik post i Timring, var Hilda Andersen bestyrer af Timring Brevsamlingssted på Bjerregårdvej, og hans kolleger i perioden var Aage Rafn Dahm og Peder Lauridsen (Peder Post).
Da brevsamlingsstedet i Timring blev nedlagt i 1978, kørte han ud fra Vildbjerg Posthus frem til fratrædelse i 1999.
Dagens dont på Timring posthus begyndte klokken 7 med at sortere mængden af post i de to postsække, som Peder Post havde afhentet på stationen i Vildbjerg først på motorcykel med sidevogn senere i bil.
Postsækkenes indhold blev tømt ud på gulvet, og de tre postbude tog hver nogle stakke fra dyngen, som de fordelte i en reol med nogle små rum, der indikerede, hvilken rute det tilsendte tilhørte.
Efter denne grovsortering gik postbudene hver især i gang med at sortere sin egen post efter område og rækkefølge. Derefter blev de to posttasker pakket. Den lille posttaske som postbuddet bar over skulderen, indeholdt breve og postforsendelser, mens den store, der som regel var placeret på cyklens styr, var forbeholdt dagens aviser. På det tidspunkt abonnerede mange på en avis – i dette tilfælde primært Herning Folkeblad, selvom de af praktiske årsager først modtog den dagen efter. Denne avisudbringning gjorde, at postbudene skulle ind rigtig mange steder hver dag – der var ingen lette dage. For modtagerne var det til gengæld et plus, da man var sikker på, at i hvert fald et levende menneske kiggede ind hver dag. Mange gange affødte disse daglige besøg en kop kaffe eller mere, hvis der for eksempel var fødselsdag eller lignende.
Et landpostbuds hverdag kunne være meget forskellig, hvis ikke andet så var vejret og føret noget, de nødtvunget måtte forholde sig til. Måske var der en ko eller et får på deres rute, der trængte til at blive flyttet i tøjret. Eller der var måske brug for en ekstra hånd, når en kalv skulle trækkes fri af koen.
Apropos dyr, så havde man også dengang hunde på landet, og de var ikke altid lige venlige – heller ikke over for postbude. En gang var Jørgen Nowack så uheldig at have en stor, arrig schæferhund på sin rute, og en dag stod han ved ejerens køkkenbord for at udfylde et girokort.
Under denne proces havde hunden, King, åbenbart forelsket sig i postens buksebag, for pludselig sad store dele af hundens gebis godt plantet i Jørgen Posts bagdel.
Heller ikke dengang blev der set med milde øjne på forulempelse af en embedsmand i funktion, så efterfølgende fik hundens ejer besked på at holde kræet bundet omkring det tidspunkt, hvor det forventedes, at posten ville dukke op. Kun modstræbende gik hundeejeren ind på kravet, for han mente, at hunden var godheden selv, og gik det endeligt galt, så havde han da en god forsikring.
I dette tilfælde må lykken have stået den kække post bi, for kort efter døde hunden, hvilket han fik kendskab til den følgende dag, da konen fremstod i en noget rødøjet udgave. Jørgen Post spurgte naturligvis deltagende til, hvad der dog var i vejen. ”Jo, King var død”, kom det grådkvalt fra konen. Denne noget overraskende oplysning kom så meget bag på det gæve postbud, at han spontant udbrød ”Oh, Gud ske tak og lov”. Denne udmelding faldt slet ikke i god jord, idet der gik fjorten dage, før den sørgende kvinde atter ville tale med ham.
Det at være postbud var tidligere en betroet stilling. For det første havde de tavshedspligt, og for det andet håndterede de undertiden ret store pengebeløb især i forbindelse med landmændenes momsindbetalinger.
Som regel sluttede arbejdsdagen omkring klokken fjorten, hvor den hjembragte post blev afleveret på posthuset til videre forsendelse.
Ud over den daglige rute var de tre postbude hver tredje uge forpligtet til at tage eftermiddagstjansen med at udbringe dagens avis til byens abonnenter.
Det travleste tidspunkt på året for postbudene var op til jul. Det var dengang folk virkelig sendte julekort til hinanden, hvilket ikke var så mærkeligt, for det var måske den eneste gang i løbet af året, at familierelationerne blev afpudset i skriftlig from.
Juletravlheden udmøntede sig blandt andet også i, at Timring Brevsamlingssted helt ekstraordinært fik lov til at modtage juleaftensdags post aftenen før. Så klokken 20 mødte de tre postbude sammen med Hilda Andersen op på kontoret for at sortere næste dags udbringning. Denne årets julepostsortering kunne godt tage et par timer, før Hilda kunne afslutte seancen med at byde på en kop kaffe og et stykke kage.
Posten skulle ud alle hverdage, hvilket specielt om vinteren kunne være noget af en udfordring, hvis vejene ikke var ryddede, så der lå en halv meter sne. Mange gange måtte postbudene kæmpe sig igennem snedriverne til fods. Heldigvis var der af og til en barmhjertig sjæl – her personificeret i form af en landmand, som kørte dem resten af ruten i kane. Senere var det stående på trækbommen af en traktor. Det kunne imidlertid være noget af en kold hyre, da det var før, der var noget, der hed førerhus, men alternativet var værre.
Efter postbilens fremkomst blev bestemmelsen, at man måtte springe adressaten over og vente med udbringningen til senere, hvis vejene ikke var ryddede – det skete nu sjældent.
Postbude kunne naturligvis også blive syge, og desuden var der noget, der hed ferie. Derfor blev der ansat nogle reservepostbude.
For Timrings vedkommende havde man en aftale med 4 personer.
Afløser i Timring by var Dybdal Therkelsen, som boede i en lille ejendom nordøst for byen. Han var lidt af en original, hvilket i forbindelsen med postombæringen blandt andet udmøntede sig i, at han havde syet sin egen posttaske – etatens var åbenbart ikke god nok.
Af andre kan nævnes føromtalte Svend Aage Lauridsen, Egon Madsen og Ole Jakobsen.
Men efterhånden skulle der rationaliseres indenfor postvæsenet. Det medførte, at Timring Brevsamlingssted blev nedlagt i 1978, og postbudene i Timring fik herefter udgangspunkt fra Vildbjerg posthus. Senere blev det fra Herning Postkontor.

Opdateret