Askov, Valborg – Missionshusværtinde, væver, kirketjener m.m.
Nøvling
Født: 1865 — Død: 1931
Et af de billeder vi har på væggen i Lokalhistorisk Arkiv for Nøvling Sogn betog mig fra første gang, jeg så det! Den fine sølvkrans af egeløv omkring det lidt mørke, alvorlige kvindeansigt. Hvem var hun mon, denne kvinde?
En af hverdagens helte, ville man vel sige i vore dage! En nøjsom, arbejdsom og gudsfrygtig kvinde, der levede sit liv for at tjene andre.
Valborg Askov hed hun. Hun blev født i Nr. Omme i 1865 og døde i Nøvling i 1931. I mange år var hun værtinde i Missionshuset (nedrevet 1991), hvor hun boede ovenpå i et lille kammer. Hun har sikkert boet der gratis mod at passe huset med rengøring, fyring og det praktiske omkring møder i huset.
Hun havde en væv oppe på sit lille kammer, på den vævede hun mange meter vadmelsstof for folk, for vævere var der ikke mange af. Hun gik også ud og passede syge, især barselskvinder. Der blev født mange børn dengang, så der har været arbejde nok. På forskellig vis har hun altså haft mulighed for at tjene til livets ophold.
Da Nøvling Kirke blev bygget/ genopført på sin nuværende plads i 1919, blev Valborg Askov ansat som kirketjener, dvs. rengøringskone, fyrpasser, ringer og bælgetræder til den fyrstelige sum af 350 kr. årligt! Dengang blev der fyret med tørv, så Valborg har skullet op til kirken mange gange, både sen aften og tidlig morgen, for at kirken kunne være nogenlunde varm til gudstjenesten på en kold vinterdag. Om sommeren var det også hende, der skuffede og rev de lange gange på kirkegården. Dette arbejde beholdt hun frem til sin død i 1931.
Var hun mon ensom, ugift og barnløs som hun var? Det ved vi ikke noget om, men vi ved, at hun var den lille bys moralske vogter. Elicius Hansen fortæller, at hun irettesatte de store knægte, hvis de larmede eller fløjtede en døgnvise. “Du skulle hellere synge en pæn sang”, sagde hun til dem. Børnene havde respekt for hende, men kunne godt lide hende. Hun sagde også, at “man kan ligeså godt trevle det op om mandagen, som man har strikket om søndagen, for det er der alligevel ingen velsignelse ved!”
At hun havde mange venner, vidner billedet med sølvkransen om. Udover hendes data er der nemlig indgraveret”Fra venner i Nøvling m.fl.” Dette mindebillede blev hængt op i Missionshuset efter hendes død. Hun blev begravet på Nøvling Kirkegård. Hendes gravsten står i dag ved hækken få meter fra kirkens indgangsdør.
Kilder:
Elicius Hansens erindringer
Forhandlingsprotokol for Nøvling Menighedsråd
Konrad Understrup: Nøvling Sogn
Andre historier
-
Tjenestepigen på Lindbjerggård
En Ejer” af Gaarden traf for mange År siden Lambert Christensen, som da boede øst for Kirken. Det har antagelig været mellem 1860-1870. Førstnævnte fortalte da Lambert, at de den foregående Aften havde haft et »farligt Mas«, idet en af. deres Piger skulde føde et Barn. Min Kone vilde ikke have det Smadder inde i […]
-
Herning Banegård
Herning Banegård 1877-1906 Hernings første jernbanestation blev taget i brug den 28 august 1877 som endestation for strækningen Skanderborg – Herning. Statsbanernes ledende arkitekt N.P. Holsøe tegnede bygningerne med to lave sidefløje samlet om et højere indgangs- og midterparti. En plan der også ses på strækningens forskellige andre stationer. I den ene fløj indrettedes posthuset, […]
-
Skibbild Friskoles historie
Baggrunden: Der havde i mange år været en stående strid mellem Vestersognet og Østersognet. I den vestlige del, altså Nøvling, havde man den gode jord, de store gårde, Skolen, kirken og møllen. I den østlige del, altså Skibbild, havde man mest kun hedejord og fattige folk. De fleste mennesker boede således i Nøvling, og derfor […]
