Aulum By
Når jeg tænker tilbage på Aulum bys udvikling i den tid jeg har kendt den, føler jeg mig bundet til den, med meget stærke bånd. Jeg har kendt byen fra mine første drengeår i ca. 1890. Når jeg, fra mine minder dengang, bruger udtrykket by, er jeg måske ved siden af de virkelige forhold, idet hele samlingspladsen dengang, kun bestod af nogle enkelte huse, 6-7 stk. De lå på en sandet vej, med grøfter ved begge sider, og med frodig vækst af vejgræs og forskellig ukrudt på grøftekanterne. De små huse der fandtes var små, meget spartanske og lave, de bar præg af uformuenhed, ja næsten fattigdom. Men selv under sådanne beskedne kår, kan der også trives mennesker, som føler sig tilfredse med livet. Var husene end små og lave, var tilfredsheden blandt menneskene, så meget større, hvorved den virkelige værdi som grundlag for livets store værdimåler, ikke stod tilbage for nutidens mere rastløse livsbane og foreteelser.
Når jeg i mit indre ser tilbage på Aulum by, som allerede nævnt, må ikke forglemmes den gamle præstegård med sine 3 gamle avlsbygninger, og den, efter datidens, endog også nutidens, store, præsentable stuehus, som blev bygget at provst J. A. Hejberg i 1883, og nær havde sat både præsten og embedet, i økonomiske vanskeligheder.
I gårdens sydside, lå den gamle ladebygning, med sine tre ladeporte. De står for mig som et hyggeligt, gammelt minde. Den midterste port med muret, hvidkalket rundbue, var indkørselsport til gården. De to andre porte, med mere beskedne træoverliggere, blev benyttet som ladeporte og tærskeloer. Murene var så lave, at portene var bygget et godt stykke op i stråtaget, men selv sådanne gamle huse, har også sin charme, ved at bringe fortidsminderne frem (hver tid sin byggemåde)
Kostalden, med svinestald, lå sammenbygget med laden i gårdens venstre side, og hestestalden i gårdens østre side, hvor der samtidig var ekstra staldplads til kirkevognens heste, idet præstegården, som lå umiddelbart op ad kirken, samtidig var kirkestald. Et sted hvor det nu nok var umagen værd, at være staldkarl om søndagen – for at inkassere de mange 25-ører, eller deromkring, blanke eller brune (sølv eller kobber) som faldt af, for at hjælpe med at spænde hestene for eller fra, alt under hensyn til kuskens evne, eller sindelag.
En bil i byen
Som et kuriosum kan nævnes at i bilernes morgen i Aulum præstegård, året
1918, havde en familie i Aulum besøg af en slægtning fra Herning, som havde
vovet sig ud i et sådant uhyre, som en bil. Familien var kirkesøgende folk, og
som sådan, også begav sig kørende i bil, ind i Aulum præstegård, ligesom
hestekøretøjerne, umiddelbart før gudstjenesten, men før præsten havde forladt
sin bolig, for at gå over i kirken. Da nævnte bilist havde parkeret vognen, og
med familien, ville begive sig om i kirken, blev de mødt af præsten, pastor B.
Willer, som trådte ud af hoveddøren, og fra trappen, anholdte Herningborgeren,
og med skarpt formanende ord, tilkendegav, at et sådant uhyre og verdslig
tingest, som en bil, var uønsket i præstegården, og hentydede til, at den måtte
fjernes omgående. Herningborgeren måtte lukke ørene, begive sig hen og starte
dyret, og fjerne den fra præstegårdens enemærker, køre den ud af gården, og
skamfuldt parkere den bag ved laden, blandt det andet ukrudt, hvorefter han
sammen med familien gik ind i kirken, og – antageligt – andægtigt høre
prædiken.
Den nævnte, østre staldlænge, blev senere forlænget med tilbygning i nord, til forpagterlejlighed. Disse gamle avlsbygninger, blev nedbrudt i 1925, og dette tidsminde forsvandt, og der blev anlagt have på tomten, medens stuehuset fremdeles og sikkert, i mange år, ville tjene som præstebolig.
En ny forpagtergård, blev senere, samme år, 1925, opført på præstegårdens mark., umiddelbart syd for byen, og syd for den nye skole, som ligeledes blev opført i 1925, ved nuværende Skolegade.
Den nævnte ladebygning og østre staldlænge af præstegården, gik helt udover den nuværende kørebane, Kirkegade, således at der ikke var mere plads mellem kirkegårdsdiget med stætten, og præstegårdens ladebygning med østre staldlænge, end nødvendigt, for at et hestekøretøj kunne passere. Som et synligt bevis herfor, kan bemærkes, at bager Kiillerichs ejendom med den skrå facade, fulgte vejlinjen som gik ind imod kirkegårdsdiget og stætten.
Gadelamper
Selv om gaderne, eller rettere vejene, i den begyndende bysamling var
dårlige, og indbyggerne fåtallige, var der alligevel så meget fremsyn, at man
begyndte at drøfte mulighederne for, at få nogle gadelamper opstillet, så der
blev mulighed for at komme forbi vejhullerne, selv i mørke. På privat
foranledning, blev der i 1905, anbragt to gadelamper i nuværende Kirkegade. Den
ene, på hjørnet af Korsholmsvej, og den anden ved Danmarksgade. De var meget
primitive, en almindelig petroleumsstaldlygte, på en træstolpe, de kunne jo ses
i mørke, når de da ikke var sodet til, eller blæst ud – de tålte ikke meget
modgang.
Det varede heller ikke længe, før man indså nødvendigheden af en bedre gadebelysning, hvorfor der blev anskaffet nogle såkaldt lux-lamper. De var meget kraftige i lysstyrken, og man blev ganske enkelt blændet i øjnene når man kom i nærheden af dem. Når man så tog afstand fra dem, følte man det som tusmørke.
Disse lamper beholdte vi, indtil elektricitetsværket blev bygget i 1914, og taget i brug i 1915, med samtidig gadebelysning.
Samtidig med banens åbning, begyndte byggeriet i byen at tage til. Som allerede nævnt, bestod byens næringsdrivende fra før banens tid, ca. 1890-1900, foruden præstegården og skolen, af kun to købmænd, en bager, to skomagere, en smed, en skrædder, en murermester og en tømrer.
skrevet af C. Laugesen