Herning Historie

Ejnar Horslund fortæller

Jeg er født d. 2. april, 1917, i Søjborg i Tvis. Min kone heller Elly Agathe Lauritsen, og er født d. 2. august, 1920, i Sønderlund i Tvis.
Jeg kom til Aulum i 1934 for at komme i lære som frisør, da jeg ikke, af helbredsmæssige grunde, tålte landbrugsarbejde. En overlæge i København sagde til mig, at jeg skulle sørge for at få mig et let arbejde. Jeg fik læreplads hos frisør Hoffmann i 1934. Lønnen var 25 kroner om måneden, plus kost og logi, og begge dele blev betalt af invalidefonden. Det blev til 4 års gratis arbejde, mester fik udført, og vi arbejde mange timer dagligt, fra kl. 7 morgen, til kl. 6 aften, de fire første dage om ugen. Om fredagen om 7 morgen, til 8 aften. Lørdag fra kl. 7 om morgenen, til klokken 8 om aftenen. Fredag og lørdag, kunne det blive over midnat, før vi var færdige. Så skulle der gøres rent. Senere på ugen, skulle der vaskes servietter, så der var nok at se til. Jeg husker mange kunder der gav mig 10-ører, og 25-ører, og det var mange penge dengang, husker jeg.. Handelsmand, og gårdmand, Ejler Kristensen, er en af dem jeg husker. Han kom hver morgen kl 8, for at blive barberet. Han havde bowlerhat og hvis kittel, og var en meget flink mand.
Vi var flere lærlinge, der var ansat med to års mellemrum. Da P. Svendes, der var før mig, blev udlært, skulle jeg overtage en del af hans arbejde. Mester havde en filial i Sinding. Hver fredag havde vi åbningstid i et lokale hos en skomager. Jeg stod og barberede mellem sko og træsko, så det var en flot forretning. Jeg skulle cykle dertil i alt slags vejr, og ofte blev det midnat før jeg var hjemme. Jeg måtte ofte trække cyklen gennem sne. Der var den fordel ved denne Sindingtur, at jeg kunne sove en time længere om lørdagen.
Efter jeg var udlært, blev jeg hos mester i 2 år. Der var blevet en herre- og damefrisør ledig i Danmarksgade 49, i Aulum. Indehaveren var Svend Aage Lysgaard, og jeg kunne overtage denne salon og huset, d. 1. august, 1940.
Frisør Overgaard, som havde bygget det, havde en svoger, mejeribestyrer Magnus Kjær, der havde 2. pant i huset, og det overgik til mig. Elly og jeg blev gift samme år. Dengang flyttede man ikke sammen, før man blev gift. Der var en lejlighed ovenpå, som vi lejede ud, til en pris af 22,50 krone, pr. måned, heraf gik de 2,50 krone, til vand. Derved klaredes renterne. Prisen for huset var 18.500 kroner med inventar. Så vidt jeg ved, er huset i dag solgt for 600.000 kroner, men selvfølgelig i bedre stand. Vi havde sparet 5000 kroner op hen ad vejen, til udbetaling i huset.. Der var ikke så meget plads. Vi havde en stue, et soveværelse, et køkken, plus salon. Vi fik installeret træk og slip. Der var også en landbrugslotterikollektion, som vi overtog, da pengene var små dengang. Eksempelvis kostede et pund fars, 60 ører. Taksten for at blive klippet og barberet, var 1 krone.
Det var en urolig tid efter tyskernes besættelse i 1940. Det var ikke let at få en bil, den dag vi skulle giftes. Jeg måtte selv cykle til Tvis, men Elly kom standsmæssigt i bil, den dag vi skulle giftes. Det var jo ikke praktisk at cykle i lang kjole, og slør. Festen blev holdt i Tvis missionshus. Da vi skulle til Aulum, holdt der ingen taxa for døren. Efter at have lagt brudekjole, for Ellys vedkommende, satte vi os på to cykler, og kørte hjem til vores hjem. Der var mørklægning og lygterne måtte ikke lyse for meget, kun en lille stribe, som fremkom ved, at der var trukket et stykke lærred ned over lygtehovedet. Da vi kom til vort hjem i Aulum, var der strømafbrydelse. Det var der hver nat, fra klokken 24 til 3. Vi måtte jo op klokken 7 næste morgen, for at begynde dagens gerning, og det gik udmærket.
Jeg passede min frisørforretning, og den første dag som selvstændig, var der 10 kroner og 40 ører i kassen, men det blev bedre efterhånden. I dag koster det 100 gange så meget for en behandling, som dengang.
Jeg fik en sygdomsperiode, og det år havde vi kun 1400 kroner at leve for, men vi lånte at min far. Han hed Anders Horslund Mortensen. Navnet, Horslund, stammer fra Vinding fra gården Horslund, hvor min oldefar levede.
Det var som nævnt, både herre- og damesalon, så damesalonen lejede vi ud straks, da jeg jo ikke kunne passe begge saloner. Efter den tid, solgte vi damesalonen til en kontrolassistent. Vi fik 1600 kroner for den og det var ret mange penge.
Det var krigstid, og vi oplevede jo som andre, mange ting under krigen. Det kunne være svært med mørklægningsgardiner, der jo endelig skulle dække hver en lysstribe. Vi oplevede også, hvordan vognmand Bjerregårds lastbiler. Blev saboterede, fordi han havde kørt for tyskerne. Der blev smidt en sten i gennem vinduet hos os, og vi mener det var tyskere, der smed den. Vi var bange, når de løb rundt om huset og kiggede ind af vinduerne. Vi ønskede vi kunne have soveværelse ovenpå, men lejligheden var jo lejet ud.
Efterhånden lod det sig gøre, at leje en barbersvend. Kort tid efter, blev jeg syg, og det var jeg et års tid. Jeg kom nogenlunde over det, og vi ansatte en lærling. Der var jo en del klipninger, da karlene dengang, ikke måtte være langhårede. De blev ofte dengang, studset hver fjortende dag.
På grund af min dårlige ryg, måtte vi til at tænke på andet arbejde. Ejendommen Danmarksgade 15, med en atolforretning, ejet af Hans Dalgaard, var til salg. Vi blev enige om en byttehandel, så vi overtog, d. 1. januar, 1947 forretningen, og vi beholdte lotterikollektionen. Frisørforretningen solgte Hans Dalgaard til Gunner Jensen (Gutte) På den måde kunne Elly bedre hjælpe til i forretningen, så jeg blev lettet for noget arbejde. Min kone havde altid været god til at hjælpe mig på alle måder.
Totalforretningen, som er et sæbehus, passede Elly. Tatol var et datterselskab af Schou. I stationsbyerne, var der Tatolforretninger, og i større byer, en Schous forretninger. De fleste af varerne var prismærkede når vi fik dem. Efterhånden ville vi gerne købe varer andre steder, men det så de ikke så gerne. Vi gjorde det dog alligevel. Vi kunne ikke eksistere på en omsætning mindre end 200.000 kroner.
Schou gik nedenom og hjem. De var selv ude om det, da de købte mange firmaer op, og de folk der havde været ansat i disse firmaer, skulle tilbydes en stilling. Det var ellers gode varer de havde. Vi havde mange forskellige artikler, som tøj, legetøj, sæber og strømper. Det var startet som en kæde af sæbehuse, men efterhånden udviklede det sig til en stor kæde, med meget andet en sæbe. Der kunne, i disse forretninger, sælges alle tænkelige varer, men vi måtte udelade mange ting, på grund af manglende plads. Vi var i København for at se fabrikkerne, og det var store forhold.
Vi måtte nu, på grund af min dårlige ryg, spekulere på at finde andet arbejde, og da der var handelskoleundervisning på aftenskole, besluttede jeg min for at prøve det. Min hensigt var at prøve at få et kontorarbejde.
Jeg søgte pantefogedstillingen efter Johannes Pihl. Der var flere ansøgere, blandt andet Kaj Stentoft, som fik stillingen. Det var der ikke noget at sige til, da han var meget mere kvalificeret til stillingen, end jeg. En tid efter, forsøgte jeg at få en elevplads ved kommunen, men man var bange for, at jeg ikke kunne finde mig i det, på grund af min alder. Det mente jeg nu nok der kunne, men der blev ansat en anden.
I Aulum havde vi dengang en købmand Halkjær, en meget respektabel mand. Han synes ikke om, at kommunen havde forbigået mig. Han sagde til mig, at han nok skulle tænke på mig, hvis der viste sig en mulighed. En dag kom han ind til mig og spurgte, om jeg ville have stillingen som sygekassekasserer. J.P. Jensen ville holde op. Hodsager skulle lægges sammen med Aulum, da der kun måtte være en sygekasse i hver kommune. Jeg blev glad for tilbuddet, dog var jeg også betænkelig, og ville gerne tænke over det. Men Halkjær sagde, at bankbogholder Aage Nielsen, i Handels- og landmandsbanken, mente, at jeg kunne magte opgaven. Aage Nielsen havde jeg haft som lærer i handelsskolen, i bogføring.
Den 1. januar, 1962, begyndte jeg som sygekasserer, og vi har været meget glade, for den tid. Arbejdet bestod blandt andet i, at at recepterne, og lægeregningerne, skulle kontrolleres. Vi skulle kende taksterne, og dermed rette eventuelle fejl. Man havde jo også dengang patienterne opdelt i gruppe 1 og gruppe 2., så også fordelingerne skulle være i orden. Doktor Hvam var en dejlig læge, og en mand med stor retfærdighedssans.
Måske fejlede doktor Hvam, ved at tilråde mig at blive frisør. Det var for strengt et arbejde for min ryg, men det var han ikke klar over. Man havde som handicappet, tre muligheder; skrædder, skomager og frisør, og jeg valgte så frisørgerningen. På et tidspunkt, da det gik op for mig, at jeg ikke kunne klare arbejdet, besøgte jeg urmager Villadsen, for at forhøre mig om er urmagerjob. Han rådede mig fra det, og mente jeg var for gammel til det, selvom jeg kun var sidste i tyverne.
Tiden gik, til 1970, hvor kommunen skulle sammenlægges med Feldborg, Haderup og en del af Grove, og ligeledes sygekasserne. Der blev så mere arbejde til os, og Elly blev medtaget som medhjælper, 13 timer om ugen. Hun arbejdede mange timer ekstra om ugen, som var gratis for sygekassen.
Fra 1973 kom der en lov om, at alle sygekasser skulle nedlægges, og overføres til kommunen. Jeg blev antaget, og fulgte med over til kommunekontoret. Jeg mener ikke at det var en god beslutning man tog, da sygekasserne blev underlagt kommunerne. Det blev ikke billigere, men mere upersonligt. Det varmit indtryk, at forhandlerne dengang, havde mere forstand på det, end de har i dag. Der var en centralforening af 18 sygekasser. Bestyreren af centralforeningen, var lærer Karlsmose. Efter min mening, skulle man kun have ladet dagpengesystemet ligge under kommunen, og resten som sædvanligt.
Jeg var på kommunekontoret, til d. 1. august, 1984, i alt 11 år. Jeg var glad for at arbejde der, og jeg fik en fin behandling. D. 1. august, 1984, kom jeg hjem til Elly, og vi har haft en god pensionisttilværelse. Elly passer mig godt, ellers havde jeg nok ikke holdt så længe.
Vi oplevede at have 50 års jubilæum, med lotterikollektionen. Vi havde den i 53 år.
Til sidst vil jeg gerne sige, at det er Guds førelse og velsignelse, der har været med os, og over os.

Opdateret