En drengs oplevelse i Gjellerup

I 1918 flyttede Mads Henrik Nielsen med sin familie til Gjelleruplund, hvor de havde købt en lille ejendom på 5 tønder land der var beliggende mellem Krøjgård og Kræ Lambæk. Der fulgte 1 hest, 2 køer og 10 høns samt en mælketur med ejendommen.

Nogle år senere byttede faderen ejendommen med en nabo, så de fik 8 tønder land ager og 4 tønder land eng. Mads fortæller:
Her fik min mor, far og os 15 børn mange dejlige timer. Far var ualmindelig rar, der var kun én af os drenge jeg så ham lægge hånd på.

Da jeg var 7½ år gl. kom jeg ud at tjene hos Kræ Jensen, også kaldt Kræ Lollænder. Min løn for hele sommeren var 50 kr. og et par træsko. For den løn skulle jeg passe 14 køer, og ellers hjælpe til med det jeg kunne. Min bror Iver, havde tjent der i 4 år. Da han blev konfirmeret skulle jeg gå i hans sted. Iver blev spurgt om han ville blive, det ville han kun på den betingelse, at han ikke skulle spise ringen af Kræ Jensens brød – den tjans måtte jeg så overtage.

Det blev snart første november og jeg blev spurgt om jeg ville blive i pladsen endnu et år. Det ville jeg godt, far forlangte 175 kr., men Kræ. Lollænder ville kun give 150 kr. Far sagde ingenting, men lejede, mig ud til en anden nabo for det ønskede beløb, 175 kr.

Jeg blev altså lejet ud til en anden nabo, men det blev det værste år hele mit liv. Konen var såmænd jordens rareste kone, men manden derimod var en ren djævel imod mig. Jeg havde ikke været der i 2 dage før skindet var rykket fra ved begge mine øreflipper og de nåede aldrig at hele i løbet af det år jeg tjente der.

Det var op hver morgen kl. 5, ud at malke køerne, fodre kalve og hvad der ellers skulle gøres, så jeg kom for sent i skolen æsten hver dag. Læreren skældt ud, men manden var ligeglad, jeg skulle nå det jeg skulle. Konen græd tit og sagde, ”du er ikke god ved Mads Henrik”, hvortil manden svarede: ”Du fylder ham med kagersager og han laver ingenting”.
Han var frygtelig ved mig. Jeg plagede far for at komme derfra, men far sagde, at der ikke var noget der hed, “at komme af sin plads i utide”.

Dagen før første november blev jeg sendt ud i noget vi kaldte heden for at pløje med en dobbeltplov. Det blev aften og halvmørkt, jeg måtte ikke tage hjem før arbejdet var færdigt. Da jeg var færdig bandt jeg ploven bagefter vognen som jeg var kørende i derud. I mellemtiden var det blevet tordenvejr. Jeg blev bange, og hestene blev bange så ploven væltede og der brækkede et stykke af den ene plovplade.

Dagen efter var det den første november, og jeg troede derfor ikke at jeg skulle lave mere, men ak og vé, jeg skulle pløje jorden bag ved laden. Da opdagede manden at plovpladen havde taget skade, og resultatet blev at han gennembankede mig, så jeg faldt flere gange i plovjorden.

En oplevelse som jeg glemte at fortælle om: Engang jeg skulle passe kværnen sang jeg medens jeg arbejdede, jeg syntes selv det lød helt godt som akkompagnement til kværnen. Så kom manden hen til mig og sagde: ”Når du ska pas æ kværn, ska du æt gå å huj å gål”, og ørene fik endnu et ryk.

Men sorg blev til glæde vendt, jeg flyttede derfra og op til Kræ. Lambæk. Her fik jeg mit andet hjem. Jeg husker ikke der blev aftalt en fast løn. Jeg kom og blev der til jeg skulle begynde at gå til præst, tilsammen 4 dejlige år hos familien Lambæk.

Opdateret