Herning Historie

Erindringer fra Den Jyske Hede


Af forhenværende købmand
Verner Søndergaard
Egelund


Kommis Verner Søndergaard, ca 1950

Egelund, skrevet december 1997
Egelund købmandshandel har eksisteret i ca. 300 år — fra ca. år 1700 til 1993.
I 1800 tallet var der forretning i gården “Lundgaard” i Egelund, Egelundvej nr. 8 Senere blev den flyttet til nabogården med daværende ejer Sofus Pedersen, nu Egelundvej nr. 3. Sofus Pedersen blev således både købmand, landmand og postbud, senere også sognerådsformand for Haderup kommune. Kontoret som kommunen blev ledt fra dengang var på ca. 80 kvm. Brændevin som høkeren solgte dengang kostede 25 øre pr. potte, har min far fortalt. 1 1923 flyttede købmandsforretningen ned i den gamle smedje (som var ophørt 1919) – nu Karupvej 52. Det var købmand Friborg, Karup, der havde købt huset, hvor han nu drev forretning i 2 år med forpagter Børge Jensen.


I 1925 køber min far Chresten Søndergaard forretningen og er købmand her i 40 år, til 1965, hvorefter jeg, Verner Søndergaard overtager forretningen og er købmand her i 28 år, indtil 1993. Herefter er det slut efter ca. 300 år med Høkerbutik i Egelund.

    Den gamle smedie
    Kort efter århundredeskiftet gik nogle gårdmænd i Egelund — bl.a. min oldefar Chr. Søndergaard (1844 — 1927) og Niels Peter Sangild, “Lundgard” – sammen for at få en smed til Egelund. Så i 1903 byggede man værksted og i 1905 tilhørende beboelseshus. N.P. Sangild lagde jord til. Smeden som flyttede hertil
    hed Jepsen. I 1904 var en mand fra Faarbæk, gårdejer Jensen, “Damgaard”, kørende med hestespand til smeden i Egelund. På vejen hjem kørte han løbsk og blev dræbt under vognen.

    Når der var marked i Haderup, skulle de fleste landmænd naturligvis derhen – også mange kom fra Pilhuse ved Grove. Engang under hjemturen gjorde de holdt ved Smed Jepsen, stemningen var høj, 2 af dem kom i handel om deres heste og byttede spand. Under hjemturen til Pilhuse faldt de i søvn, hestene gik naturligvis til deres gamle hjem og stor forundring var der hos konerne, da der sad en fremmed mand i vognen – en rigtig spiritushandel.
    (fortalt af min far Chr. Søndergaard)

    Jeg husker de dårlige tider i trediverne – det gjaldt vel for alle – også for købmanden i Egelund. I 1935, ifølge regnskaberne fra butikken, havde far en årsindtægt på godt 600 kr., i 1938 var den steget til 2.800 kr. Men da så krigen brød ud, kom der endnu mere gang i det, hovedsagelig på grund af den store tørveproduktion i Egelund og omegn. Også anlæggelsen af Flyvestation Karup spillede en stor rolle. I det hele taget har naboskabet til flyvestationen været en uvurderlig støtte for forretningen helt frem til 1993. Ikke mindst da man også åbnede for civil ruteflyvning til København i 1967.
    Også brunkulsbrydningen i Sdr. Resen og Faarbæk, som startede i 1947, var af stor betydning og ikke mindst da vejen fra Haderup til Karup blev asfalteret færdig i 1959.

    Hans på heden
    Før krigen, i ca. 1935 flyttede en mand ved navn Hans ud på Egelund hede. Han byggede sig en jordhule ind i en lyngskrænt. Engang besøgte mine 2 ældre søskende Hans, han ville servere kaffe for dem, men han havde ingen kopper — kun et litermål af blik og den drak de så af alle 3.

    Mikkel på heden
    Også før krigen boede der en mand på heden mellem Egelund og Grove ved navn “Mikkel Kræn”.
    Engang var jeg med far på varetur derud i vores gamle Ford årgang 1926. Mikkel var ved at spise middagsmad som bestod af hvidkogt flæsk, skåret i tern. På hver side af Mikkel stod der en taburet, på den ene sad en grå kat og på den anden en hvid foxterrier nok så frodigt. De 3 fik så en bid på skift med Mikkels gaffel.

    En anden gang far kom derud på varetur, var Mikkel blevet bidt af en hugorm. Det var næsten 8 dage siden, så far fik hurtigt fat i læge Holt fra Karup. på hjemvejen kom læge Holt inde til mor for at få sine hænder vasket og han sagde, at “det er underligt at manden ikke er død”. Han havde spurgt Mikkel
    om han havde gjort noget, jo han havde taget sin ene træsko, tisset i den og drukket det (et godt gammelt råd).


    Da tyskerne kom i 1940, måtte både Mikkel og Hans forlade deres hjem på heden. Området blev indtaget til øvelsesplads for de tyske bombefly. TO gange tabte et tysk fly en cementbombe kun ca. 200 m fra vores hus, men heldigvis var de ikke armeret med sprængladning, kun med et glasrør med syre i, for at markere, hvor nedslaget havde fundet sted. Tyskerne havde bygget 4 udkigstårne i en passende afstand rundt om bombepladsen, hvor de sad med deres kikkerter.

    Vinteren i 1941 og ’42 var meget streng, eks den 25. januar 1941 var der minus 31 grader og hård blæst. Når vi gik eller løb på skøjter til skole i Faarbæk, havde vi altid 2 par vanter på, men alligevel frøs vi. Det kneb jo også meget med at få varmt tøj under krigen. F.eks. da jeg blev konfirmeret den 8. oktober 1944, måtte jeg i min storebrors tøj fra 1940. Det var et par numre for stort, men det gik jo alligevel.
    Især i 1944 og til krigens slutning, var der ofte overflyvning om natten af engelske bombefly, der skulle til Tyskland med deres last. Vi var tit bange når det tyske luftværnskyts på flyvestationen gik i gang. Himlen var helt oplyst og huset rystede voldsomt. Vi gemte os tit i køkkenet bag en mur. Vi boede kun 2 km. fra 4 store tyske kanoner, vistnok 120 millimeter. Sidst under krigen kom der så mange tyske flygtninge hertil, især fra Østtyskland. Vi blev således nabo til 20.000 flygtninge i Grove og Gedhus-lejren.

    De fleste tyske soldater var flinke nok, men mange af befalingsmændene kunne vi ikke fordrage, de var jo nasister.
    Der var også enkelte lyspunkter under krigen, især når vi lyttede til engelsk radio fra London og hørte om tysk tilbagegang på fronterne, så steg humøret lidt.
    Men den absolut gladeste dag under krigen var den 6. juni 1944 — D-dag. Den dag engelske og amerikanske styrker gik i land på Normandiets kyst i Frankrig.
    Hvor var vi glade og lykkelige, nu var der endelig udsigt til at krigen kunne få en ende. Jeg var til præst i Haderup den dag. Pastor Holm talte næsten ikke om andet, også han var meget glad.

    Den 6. juni dagen, blev kun overgået af 4, maj 1945 – “befrielsesdagen”. Hvor var det en utrolig stor og glædelig oplevelse at høre over BBC radio fra London, den 4. maj om aftenen, at tyskerne i Danmark havde kapituleret. Nu var vi atter frie, vi som har oplevet den dag, glemmer det aldrig.

    Det var en stor glæde, da vi igen efter krigen, i 1946, måtte køre i vores Ford årg. 31, som far havde købt i 1938 i bytte med Ford ’26. Han gav 2.800 kr. for den og fik 300 kr. for den gamle. Bilen havde været klodset op i ca. 6 år. Vi kunne også begynde at køre vareturen igen.

    I tresserne og halvfjerdserne var vi oppe på 5 ugentlige ture. De sidste ca. 15 år op til 1993, havde vi kun 4 ture. Der hørte også en del service med, når man skulle drive en landhandel. Engang var jeg på varetur — det var i Høgild.
    Da jeg kom ind, sagde konen: Min cykel er punkteret, kan du ikke lige lappe den? Det gjorde jeg så, inden jeg kørte videre.
    Under krigen skulle vi altid cykle, vejene var dårlige, grusveje overalt. Kun amtsvejene var asfalteret eller brostensbelagt. Dækkene blev dårligere og dårligere, vi havde mange lapper over og under og punkterede utallige gange.

    I 1944 fik jeg trods alt en ny cykel, dækkene på den var meget dårlige og holdt kun 2-3 mdr. Så måtte jeg køre på trædæk. Nogle kørte på massiv gummi.
    Efterhånden kom der flere varer på hylderne, men det tog mange år inden det var normalt igen. De sidste rationeringskort forsvandt først i 1953 – det var på kaffe.

    Min tid som værnepligtig ved Sjællandske Træningsregiment var en hård tid som rekrut, men også lærerig. Vi havde trods alt mange sjove oplevelser og gode soldaterkammerater.
    Vi blev indkaldt den 12. marts 1951 til rekrutuddannelse i Viborg, fordi der ikke var plads til os på Sjælland. Efter rekruttiden var jeg heldig og kunne blive i Viborg sommeren over – jeg fik tjeneste på 3. regiments kostforplejnings kontor. Det var en god tid.

    Sidst på året blev vi så beordret til tjeneste på Bådsmandsstrædes kasserne i København. Kasernen er nu nedlagt, nu kaldes det for Christiania. Vi blev hjemsendt den 26. februar 1952 og genindkaldt til Padborglejren (Frøslev) i 3 uger i oktober i 1956.
    I Viborg var vi af og til på vagt i Uredalslund skoven. Posten var lige overfor henrettelsespladsen, som det danske politi lige efter krigen brugte til likvidering af stikkere.

    Del. 2
    Januar 2002
    Jeg kan huske hvor dårlig vejen mellem Karup og Sunds var før krigen. I 1935 var vi på vej til Herning i vores gamle Ford 1926 – ude ved Gedhus var en bil af samme årgang kørt fast midt på vejen i alt det løse sand. Far var ude og skubbe på for at få den fri. Mor har fortalt, at da hun var helt ung gik hun på
    dagleje, de fik 2 ører pr. række roer de hakkede.

    Når vi var i skole i Faarbæk, og vi blev tørstige drak vi alle af samme krus, som hang på pumpen. Under krigen var der isvinter, vi løb på skøjter til skole på den glatte vej.
    Jeg kan huske i 30’erne når far fik leveret petroleum til forretningen fra Esso i Viborg, det foregik med hestekøretøj. Mens kusken tappede af, stod hestene og spiste af deres muleposer.

    I 1940 ved anlæggelse af flyvestation Karup blev der kørt mange græstørv fra Lundgaard i Egelund til flyvestationen. Jeg gik nede ved chaufførerne og solgte cigaretter og chokolade for far (knap 10 år gammel).
    Da krigen kom, skulle vi have mørklægning, sorte gardiner for alle vinduerne så lyset ikke kunne ses udefra. Der kom også rationeringsmærker på næsten alting, det tildelte blev mindre og mindre som krigen skred frem.
    Den nuværende Hessellundvej blev af tyskerne kaldt Hermann Gørings Strasse, og vejene op til den nuværende civile lufthavn hed Adolf Hitler Strasse.

    Der var vejskilte ved begge vej. Ved H.G. Strasse var der nedlagt landminer (ved bækken).
    Jeg husker også under krigen havde vi engang besøg af nogle russiske krigsfanger, ledsaget af en tysk officer. De havde mærkeligt nok danske penge. De købte bl.a. tandpasta, skosværte, glycerin og sprit, som de spiste og drak på stedet. De fleste af dem var sibiriske russere, små folk med lidt skæve øjne.
    Den 11. september 1942 styrtede en tyske Messerschmidt B.F. 109 D. ned under skydeøvelse på Egelund hede ved bombepladsen, hvor nu den nyanlagte vej fra Karup til Aulum går (1979), ved 20 km pælen.
    En kammerat og jeg var deroppe efter at de tyske oprydningshold havde forladt pladsen, der lå hundrede vis af stumper spredt over et stort område og mange kødstumper af piloter — et ikke særligt rart syn. Kammeraten fandt pilotens armbåndsur.

    Ligeledes så jeg et tysk jagerfly styrte ned ca. 100 m nordøst for nu Egelundvej nr. 2. Piloten blev dræbt.
    En nabo, som kørte kartofler til Karup kartoffelmelsfabrik i sin stivvogn med heste havde problemer, når han kørte gennem flygtningelejren i Hessellund.
    Flygtningene hev bagsmækken af vognen, så mange kartofler løb ned på vejbanen, så han kom hen i butikken og købte en selvbinderpisk, den kunne jo nå langt.

    I 1975 kom en tysker ind i butikken. Han fortalte, at han havde været soldat i Karup, senere ved Østfronten. Han pralede med, at de kun var 40 km fra Moskva, hvad der vist var rigtigt nok.
    I 1945 havde vi indkvartering af et vagthold fra den danske brigade (uddannet i Sverige). De skulle bevogte indfaldsvejene til flyvepladsen. Engang jeg stod ude ved en af vagterne, kom en tysker kørende oppe på Grovevej ved Lundgård, han skød efter ham – dog uden at ramme.

    En kunde, der ofte kom i vores forretning, var en gammel brunkulsarbejder fra Sdr. Resen. Han boede i et ganske lille træhus ca. 3×4 meter. Han fortalte engang, at han om natten var blevet bidt i læben af en rotte. Næste gang jeg kom på varetur ved ham, havde han erhvervet 4 katte for at holder uvæsenet
    på afstand.
    Da krigen kom, var der for alvor sat gang i tørveproduktionen i Egelund. Det var jo meget kolde vintre vi havde i disse år. Den 25. januar 1941 frøs det 31 grader, kan jeg huske.
    En overgang var der 5 tørvepressere i gang her i Egelund, foruden dem der gravede med håndkraft. Vi børn hjalp også til i mosen, med at vende tørv. I 1940 fik vi 15 øre pr. tusind – den sommer tjente jeg 140 kr. Året efter fik vi 25 øre pr. tusind tørv — det blev til i alt 240 kr. for sommeren.

    I 1944 og 45 kørte jeg med en hest i mosen, forspændt en tørveslæde — vi fik 12 kr. pr. dag. Arbejdsdagen var lang, fra kl. 6.00 og morgenen til kl. 18.00 om aftenen — minus en halv times frokost og én times middagspause.
    Mange af tørvefolkene boede nede på vores mark i små træbarakker uden vand. Efter arbejdsdagen vaskede de sig i bækken. Der var en stor spisesal i vores gård. Maden blev lavet på 2 komfurer, der var opstillet i vores gamle pakhus. Om aftenen spillede de kort i spisesalen. Den første cigaret jeg røg,
    købte jeg på den sorte børs (en tørvearbejder). Jeg gav 2 kr. for den, mange penge dengang.

    Under krigen samlede vi også grankogler – vi fik 1 kr. pr. sæk. De blev brugt til at fyre i gas-generatorerne på de få biler, der måtte køre under krigen – hyrevogne og lastbiler.
    Til min konfirmation, den 8. oktober 1944, fik jeg et telegram af en tysk soldat, der ofte kom i forretningen de dage de havde bombe nedkastning på øvelsespladsen.

    Opdateret