Fru Lise Munk og fredningsnævnet
Holstebro Dagblad bragte den 9. september 1966 under overskriften ”Fru Lise Munk og fredningsnævnet” følgende leder:
”Digterpræsten Kaj Munks hustru, fru Lise Munk, har på ny taget ophold i den gamle præstegård i Vedersø. I en række år har fru Munk boet i en Hellerup-villa. Den er nu solgt, og det egentlige hjem er atter i Vestjylland. Det føles sikkert godt at være ”hjemme igen”, men tilværelsen er ikke uden bekymringer. For fru Munks vedkommende er en af dem statens alt for store interesse for hendes private plantage i Vind og for tilsvarende arealer i nærheden af Hoverdal. Disse bekymringer deler fru Munk bl.a. med ejeren af ”Troldtoft” i Vind. Her ligger en gammel hedegård, som har været i samme slægts eje i 400 år, og også dén er staten ude efter. Staten er i dette tilfælde repræsenteret af fredningsmyndighederne. Man ønsker at frede den plantage, hvorfra Kaj Munk havde så mange gode jagtminder, og man ønsker at få ret over den gamle slægtsgård. Enhver kan forstå, hvor dét kan gøre ondt…
Disse fredningsbestræbelser synes at være noget urimelige. Staten ejer i forvejen Stråsø Plantage og andre store arealer deromkring, i alt ca. 12.000 tønder land. Skulle der ikke være ”rekreative områder” nok? I særdeleshed i betragtning af, at dette amts befolkning i forvejen har god plads. Der er højt til loftet og vidt til væggene i Vestjylland. Det skulle ikke være nødvendigt at fare så hårdt frem hverken mod digterpræstens plantage eller mod den gamle slægtsgård.
Fredning kan være udmærket, men vi må huske på, at den danske befolkning først og fremmest skal leve og arbejde. Vi kan ikke frede hele landet. Når desuden fru Munks plantage står gæstfrit åben for de få, som finder derud, og når staten i forvejen ejer titusinder af tønder land i Vestjylland, skulle man synes, fredningsmyndighederne kunne være lidt mere tilbageholdende.
En alt for hård fremfærd kan let gøre befolkningen fjendtlig stemt mod fredning, skønt det dog skulle være en sag, som taler til de blidere følelser i mennesket. Bevarelsen af skønhedsværdier er vel en opgave, men der er også private, som forstår den. Hvorfor skal staten absolut altid være alle steder og blande sig i alting?
H.B.”
Andre historier
-
Nybo Teglværk
I Nybo (Nøvlingholmvej 1) boede der fra 1866 en mand ved navn Jens Pedersen – i daglig tale Jens “flué”, vel nok fordi han kom fra nabogården Holflod. Kort tid efter blev der på ejendommen påvist store mængder af godt ler og mergel, og det var da nærliggende at starte et teglværk. Jens Pedersen havde […]
-
Skarrild Forsamlingshus – fortalt ud fra den gl. protokol
Oprettelse af Forsamlingshuset Dette er tiden, før radioen er blevet opfundet og fjernsynet slet ikke. Først i 1925 begyndte Statsradiofonien at sende i Danmark, og det har vel varet lidt før radioen var allemands eje. I Skarrild sogn har beboerne, som andre steder i landet, brugt den sparsomme fritid, til at gå til foredrag, oplæsninger […]
-
Fattigforsorg sidst i 1800-tallet
Frivillig fattigkasseI en opbevaret protokol, over De fattiges kasse, fra 1886 og frem, fremgår det at kassens indtægter, særligt kom fra kommunekassen med tilskud på 50, 100, 200 og 300 kroner, eller mere, foruden offeret i kirken, fra nytårsdag, og ved høstprædiken, samt fra kirkens bøsser. Af andre indtægtskilder kan nævnes, at det var blevet […]
