Herning Historie

Hans Dynesen

Flyvning og bilismen gjorde Hans Dynesen berømt

En stolt Hans Dynesen i sin flyver
Herning Rundskue 1924


Hans Dynesen

Hans Dynesen, 1920

Han blev en myte

Hans Dynesens liv startede og sluttede med cykler, men bilen og flyvemaskinen gjorde ham berømt

Blandt andet skrevet af:
Mogens Bendixen. (Herning Bogen 1992)
og af Gorm Albrechtsen Herning Folkeblad

Med tilføjelser af Ove Nørholm Ikast og med andre artikler fra dagspressen samt notater som jeg har fundet i arkiver og 20 breve fra Hans og Inger Dynesen samt notater m.m.

Berømmelse er en sart blomst, som hurtigt visner. »Den er blot en indskrift på en gravsten,« siger et engelsk ordsprog.

Men nogle berømmelser er mere hårdføre, ja de kan blive til myter. En sådan myte blev Hans Dynesen, den første (og vel eneste) herningenser, hvis navn gik verdenspressen rundt. Og der går sjældent mange år mellem, at hans navn drages frem i en samtale, i en avisartikel eller på anden måde. Hans navn lever på en mærkelig måde som pioneren og vovehalsen – en af »disse prægtige mænd i deres flyvende maskiner« og en af disse væddeløbshelte. hvis uniform var den lange frakke, automobilbrillerne, handskerne og kasketten.

For det var flyvningen og racersporten, der slog Hans Dynesens navn fast. skønt det kun var i en godt femårig periode, at han virkelig var i vælten. Resten af tilværelsen var for ham opfyldt af mere jordbundne ting som salg og reparation af cykler og biler.

Men også på dette felt var han farverig og original. Først og fremmest forstod han at bruge reklamen på en helt ny og mere frisk og pågående måde. end man var vant til, og han var fuld af sjove påfund, der skabte omtale (i dag. PR) omkring hans person. Hans navn kom på alles læber. Fanden-i-voldsk kaldte hans beundrere ham, skør, sagde andre.

Kun på et punkt var alle enige i bedømmelsen af Hans Dynesen: Han er god til at tjene penge, men duede ikke til at passe på dem. Havde han være det, ville han være endt som en rig mand, for hans liv faldt sammen med

Et morsomt billede af Hans Dynesen ved rattet i noget, der må have været datidens minicar, i hvert fald skal det være to slanke personer, der klemmes ned på sædet. Billedet er fra september 1912, og nummerpladen med kendingsbogstavet X tyder på, at det er en køber fra Århus, der har erhvervet den. Dengang havde amterne hver sit bogstav, Ringkøbing Ø, Viborg T, Århus X, Vejle Y osv.

bilismens gennembrud. Nu blev det mest en tilværelse under jævne kår, tit tynget af gæld. Sine sidste år tilbragte han som indehaver af et cykelværksted i Århus. Han døde i 1961 i en alder af 76 år.
Hans Mikael Dynesen blev født den 29. december 1884 på Snejbjerg Mølle, som faderen, Christian Dynesen, dengang drev. Tidligere havde han været væver. Moderen, Maren Dynesen, var en søster til Poul Andersen,

Tre prægtige køretøjer fra rigtig gode, gamle dage er her kørt frem i gården bag Hans Dynesens forretning Bredgade 26. Fra venstre Carlo Dynesen i en Neckar Sulmer. så Hans Dynesen i en stor, åben Fiat og endelig Morten Laursen i et mærke, det ikke er muligt at identificere. Tidspunktet er marts 1913.

Hernings store igangsætter, der i 1870 var kommet fra Fyn og havde slået sig ned som grovsmed i Snejbjerg.
Men ligesom svogeren så større muligheder i det opvoksende Herning, gjorde Christian Dynesen det også, og i 1890 flyttede familien med 7 børn til byen som værtsfolk på Vestre Gæstgivergård, der var bygget 12 år forinden af netop Poul Andersen. Han havde ganske vist i mellem tiden bortbyttet den med en gård på Holstebrokanten, men det var nok alligevel »Poul Fynbo«, der havde en finger med i spillet, da Dynesens rykkede ind på Den Vestre.
Christian Dynesen havde fået postruten Herning-Arnborg, og efter nogle år ombyttede han gæstgivergården i Herning med Arnborg kro. Herfra gik turen igen tilbage til Herning, så den store børneflok har adskillige fødselsadresser. Og stor var flokken unægtelig, 17 drenge og piger, hvortil kom nogle stykker, der døde som små. Maren Dynesen var gravid næsten al den tid, det lod sig gøre, men sådan var det dengang, da man talte om at have 10 eller mange børn.
Dynesen’erne var kendt for at være høje, flotte mennesker. Hans var faktisk den eneste af flokken, der skilte sig ud, for han var ret lille, og det meste af livet havde han en let haltende gang. i drengeårene var en port faldet ned over ryggen på ham og havde givet ham en skævhed, der påvirkede hans gang.

En ung Hans Dynesen og Inger Andersen fra 1907

Men energi var der i hans lille, tætte skikkelse, og hænderne sad godt på ham, især når det gjaldt om at skille og samle mekaniske ting, som der på den tid omkring århundredskiftet blev flere og flere af. En uddannelse som mekaniker gennemførte han aldrig, men alligevel havde han god forstand på motorer og kunne lytte sig frem til mangen en korrekt diagnose på et problem.
Selvom de første biler var begyndt at dukke op i Danmark på den tid, og Danmark derfor i 1903 fik sin første motorlov (»Motorvognene må ikke i udseende væsentligt afvige fra de til tilsvarende brug anvendte hestekøretøjer«), var det cyklerne, der sammen med de hestetrukne køretøjer dominerede trafikbilledet, og Hans Dynesen etablerede derfor i Fonnesbechs Gade 14 en lille cykelforretning med værksted.
Her fik han god søgning, men byens forretningsstrøg var dengang som nu Bredgade, og her rykkede Hans Dynesen ind i ejendommen nummer 26 i 1908 sammen med lille broderen Carlo. 1908 var just året, da Henry Ford skabte massefabrikationen i USA af den berømte model T, en begivenhed, der senere fik en betydning for Hans Dynesen, som han ikke havde nogen mulighed for at ane.
I Fonnesbechs gade havde Hans Dynesen ved siden af cyklerne puslet med automobiler og var også blevet ejer af et af byens første eksemplarer af dette nymodens køretøj, som han simpelthen måtte sidde ved rattet i.

Hans Dynesen fotograferet med sit personale i gården Bredgade 26, hvor cykelværkstedet var indendørs og bilværkstedet ude under et halvtag. Til venstre Hans Dynesen og ved siden af ham hans far, Christian Dynesen. Billedet er taget i 1913.

En ung Dynesen foran forretningen i Bredgade 26

Der blev også tid til fodbold.

Jagt var en af hans mange interesser. Dynesen er nr. fire fra højre.

Billedet er fra forretningen i Bredgade 26

Der var dog mange praktiske problemer forbundet med bilen – Politiken havde i 1902 foreslået det lange ord automobil forkortet til bil, og det slog an – også ud over de mekaniske. Først i 1910 gav sognerådet i Herning tilladelse til, at de fleste af byens gader og veje måtte befærdes med motorkøretøjer – i dagtimerne. Og så sent som i 1913 var det stadig forbudt at køre på hovedparten af sognevejene. Dynesen måtte f.eks. det år kun køre på vejene i 4 af Hammerum herreds 18 sogne: Arnborg, Skarrild-Karstoft, Rind og Ørre Simmelkær.

Det var en rigtig blandet forretning Dynesen havde i Herning

Her en omtale i Herning Folkeblad
En omtale af Dynesens flyvning i Danmark

Reklamer fra aviserne

Dynesens ansøgning om Tilladelse til at køre på visse veje fra 1913.

Alligevel kom bilen til at spille en mere og mere fremtrædende rolle i det efterhånden brede varesortiment i forretningen i Bredgade 26. Det strakte sig i forvejen fra cykler over symaskiner, barnevogne og jagtgeværer til sportsartikler. H. P. Hansen skrev i sin bog om Herning i 1916, at Hans Dynesens forretning var vokset fra et lille reparationsværksted i en baggård til et cykel- og bilreparationsværksted, »der til tider beskæftiger indtil 10 mand. Med tre biler befarer Dynesens chauffører alle fra Herning udstrålende landeveje, og derved bidrager han til at forbinde Herning med sit opland«.

På et brevpapir fra samme tid fortælles, at firmaet har eneforhandling for de tyske Neckar-Sulmer Automobiler (NSU) for Vestjylland og af Gritzner og Adler cykler. Man kunne desuden tilbyde autogensvejseværk (»alt kan svejses«), Michelin autodæk og -slanger og vulkanisering foruden salg af olie og benzin. Den sidste, vigtige væske blev hentet i store, galvaniserede dunke. Og så lovede Dynesen at kunne istandsætte alle slags biler og motorcykler, kort sagt et allround og avanceret serviceapparat i den nyslåede købstad. I 1916 kunne man da også notere, at der i løbet af de sidste to år var solgt 70 biler.

Samarbejdet mellem de to brødre Hans og Carlo varede i nogle år, så startede Carlo i 1914 vognmandsforretning i Bredgade 29. Året efter flyttede han til større og bedre forhold i Mindegade, hvor han blandt andet i 1932 oprettede byens første redningsstation, der senere blev overtaget af Falck.

Dynesen i 1910 på Vejlevej med Herning Museum i baggrunden.
Kong Christian var i Herning i september 1913 i forbindelse med at Herning blev købstad og der bliver tanket op hos Dynesen, det var bestilt i forvejen af kongehuset. Hans Dynesen står bagerst til venstre for kongen.

Reklamer i Vestergade ca. 1913

Reklamer i Vestergade og Bredgade ca. 1913

Dynesens biler i Vestergade

NSU 1914

1916 Hans Dynesens Taxa foran Mindegade 18 hos Carlo Dynesen

Carlo Dynesen fik efterhånden oparbejdet byens største og mest kendte lillebil- og busforretning. Han opererede mere stilfærdigt end storbroderen, men var også en pioner, bl.a. på sygetransport- og bybusområdet. Firmaet videreførtes af sønnen Kaj. Nu drives det af turistvognmand Frede Petersen, men stadig under Dynesen-navnet.

Hans Dynesen leverede også ”rutebilen” til Lemvig – Struer.

Carlo Dynesens ambulance

Bredgade 31 fra 1921 med værksted i gården.
Han køber Th. Sepstrups ejendom for 85.000,- kr. tinglyst og annonceret i Herning Folkeblad 15 april 1920

Hans Dynesen flyttede i 1919 sin virksomhed over gaden til Bredgade 31, hvor der var bedre plads til værksted i gården, og hvor han fremover ville hellige sig bilerne. Cykelforretningen og det øvrige blev overtaget af hans prokurist Th. Møller Jensen på den gamle adresse.

Dynesens efterfølger Th. Møller Jensen, Bredgade 26

Året efter kunne man i Herning Folkeblad den 29. april 1920 læse: »Hans Dynesen har altid været en smart og dygtig forretningsmand, der i årenes løb har oparbejdet en mægtig forretning i sin branche.
Nu har Dynesen atter gjort et mesterkup, idet det er lykkedes ham at få overdraget eneforhandlingen af Ford- automobilerne og Traktors for hele Ringkøbing amt. Over for fabrikken har han forpligtet sig til at sælge gennemsnitlig en bil om dagen. Når man kender Dynesens energi og dygtighed, tvivler man ikke om, at det vil lykkes ham.
Da der er meget skarp konkurrence om eneforhandlingen, og da der i reglen kun er en forhandler i hver by, er det altså på forhånd en glimrende forretning, Dynesen har gjort. ”Dynesen kan ikke undgå at blive millionær”.
Det var den legendariske model T, der var Fords trumfkort, og hvis succes verden over gav baggrund for Herning Folkeblads optimistiske spådomme. Henry Ford havde stillet sig selv det spørgsmål: »Hvad er bedst, at bygge nogle få, eksklusive automobiler for velhavere eller et stort antal biler på samlebånd, som alle er i stand til at købe?« Han bestemte sig for det sidste, og det øjeblikkelige resultat var model Ford T. Ford tænkte rigtigt. Fra 1908 til 1928 blev der solgt mere end 15 millioner T-modeller.
Og Hans Dynesen gik på med krum hals for at leve op til Fords, som det syntes, hårde krav. Mens et københavnsk firma på to måneder kunne berette om 45 solgte vogne, havde Dynesen præsteret 58, hvilket formentlig var landsrekord.
Det store salg gav også travlhed på anden måde, Dynesen måtte nemlig i de fleste bilhandler love kunden køreundervisning oven i handelen. Derfor måtte han have en autorisation som kørelærer, og den fik han, så han faktisk blev Hernings første kørelærer. På det felt måtte han dog hente en assistent ind, nemlig en af sine betroede mekanikere, Morten Laursen.
En af kunderne og eleverne var skovrider Chr. Dalgas, Birkebæk, Hede selskabets direktør efter faderen Enrico Dalgas. Han skulle under køreprøven vende vognen på en vej ved Knudmose, og da han kørte mildt, sagt mindre godt og allerede var indstillet til at dumpe, forlangte den motorsagkyndige at komme af inden vendingen, så han ikke risikerede at ende ude i mosen. Det blev Dalgas meget fornærmet over, så da han overraskende nok havde vendt vognen i fin stil, speedede han op og satte kursen direkte mod motorkontoret efterladende den forbløffede motorsagkyndige i mosen.
På politikontoret forlangte han et kørekort, men det skulle gå stærkt, for han skulle nå et tog til Viborg. Det hele gik så hurtigt, at ingen fik tid til at spørge om noget, så Dalgas fik sit kort uden at have bestået køreprøven, en oplevelse, Dynesen morede sig meget over.
Den energiske herningenser, der nu var midt i trediverne, syntes på det tidspunkt at overkomme det utrolige. Foruden at sælge biler og lede den flyveaktivitet, som senere omtales, stillede han sig til rådighed, når nogen havde brug for ham, f.eks. som chauffør ved afstemningen i Sønderjylland om genforeningen i 1920. Der var gået opfordring til alle bilister i »det gamle land« om at køre for danske vælgere på afstemningsdagen den 10. februar, og Hans Dynesen rykkede i sin Fiat ud sammen med andre beredvillige herningensere som slagteridirektør A. Madsen, bestyrer Grundvad, maskinfabrikant Andreas Jensen og direktør H. Petersen (»Kaffe-Petersen«).
På det tidspunkt lige efter den første verdenskrigs slutning var en stor fremtid for flyvningen ved at tegne sig. Over vestfronten havde aeroplanernes manøvredygtighed vist sig i luftkampene, og selvom mange mente, at flyvning som en civil foreteelse bogstavelig talt var et luftkastel, så gik Hans Dynesen med begejstring ind for dette nye og spændende transportmiddel.
Allerede i 1911, kun fem år efter at danskeren Ellehammer havde gennemført den første flyvning i Europa, havde Dynesen i Holstebro overværet, hvordan franskmanden Poulain havde foretaget to flyvninger på hver et par minutters længde.
Sammen med en anden herningenser, bagermester Johs. Jensen, blev han så begejstret, at de sammen engagerede Poulain til for 2000 kr. at give en lignende opvisning i Herning. Den skulle finde sted på GI. Laulunds mark ved Sjællandsgade søndag 24. september 1911. Honoraret var i datidens mønt stort, men 30 Herningborgere stillede garantikapital. 6000 (byens samlede indbyggertal på det tidspunkt) overværede måbende det store øjeblik, da en flyvemaskine for første gang steg til vejrs over Herning.
Nu var der gået otte år siden den berømmelige dag, og nu var der igen optræk til flyvning over Herning. Et privat flyveselskab drog i sommeren 1919 landet rundt for at give flyveinteresserede (og modige) mennesker mulighed for en tur i luften. Herning indrykkede herredsfoged Chr. Siersted ganske vist en bekendtgørelse om, at flyvning med passagerer indtil videre var forbudt i politikredsen, da der var sket flere ulykker, men i august var der alligevel efter flere forgæves forsøg mulighed for at komme et fly på nært hold i Herning.
»Folk styrtede ud af husene og smed sig på cyklerne og asede af sted til flyvepladsen på Storgårds mark«, skrev Herning Folkeblad. »Bilerne truttede og motorcyklerne jog af sted med en syndig fart. Det hele var en babylonisk forvirring. Thi nu var flyverne endelig ankommet.« Der var tale om to maskiner, ført af de senere kendte piloter Bjarkov og Sætter-Lassen. Bjarkovs maskine var lige ved at løbe tør ved Fasterholt, men nåede med nød og næppe frem og gennemførte en passagertur, før mørket faldt på.

Dagen efter fløj Sætter-Lassen rundt over Herningegnen med Dynesen som passager for at kaste flyveblade ud med reklamer for Dynesens forretning. Dens indehaver havde ikke været sen til at gribe denne chance for at tiltrække sig opmærksomhed! I de følgende dage fik over 40 herningensere deres luftdåb behørigt nævnt ved navn i den lokale presse. Alle havde været »oppe i de højere regioner, hvor det hele ser langt kønnere ud, end det i virkeligheden er«. Blandt passagererne var en manufakturhandler fra Skjern, der fløj ned over sin hjemby og nedkastede vare anvisninger på 50 kr., et generøst tilbud på en tid, da f.eks. lønnen til en kokkepige i en restauration var 30 kr. om måneden. Men flyveeventyret satte alle i en vis ekstase.
Hans Dynesen var helt i sit es i flyvermiljøet. Da en læge i Give stod og manglede en slange til sit bildæk, lovede Dynesen at komme med en – pr. fly. Nyheden rygtedes hurtigt, og da slangen blev kastet ned fra 100 meters højde over en åben plads, var det meste af Gives befolkning samlet. De fik så 2000 reklamesedler at gå hjem med.
Under første verdenskrig var en tysk flyver, en sønderjyde ved navn Schmidt, en dag på vej tilbage fra en luftkamp. I et anfald af krigs træthed ændrede han imidlertid kurs, fløj til København og landede der få timer senere, fast besluttet på ikke at vende tilbage til krigen. Schmidt blev interneret og flyet beslaglagt, men efter krigen fik han åbenbart lov til at beholde det.
Søndag den 4. december 1919 bragte et københavnerblad nemlig denne notits: »Solgt flyvemaskine – Sønderjyden og flyveren Schmidt har i går solgt sin Albatros-maskine, der i lang tid har stået uvirksom på Amager aerodromen, til automobilgrosserer Hans Dynesen, Herning. Købesum 10.000 kr. Dynesen har engageret flyveren Hans Hecken som sin fører, idet maskinen skal anvendes som forretningsbefordring, hovedsagelig Herning-København. Hecken flyver en af dagene med hr. Dynesen til Herning, hvor den praktiske og driftige forretningsmand har ladet bygge hangar. – Jyderne kan«.

Her ses maskinen da den stadig havde de tyske mærker fra Det tyske rige

De 10.000 kr., var en pris, som de fleste stejlede over, nok til at betale fire kirkeorgler. Men Hans Dynesen var vant til at handle i både det store og det lille format; en mand i Lind købte en brugt motorcykel af ham for en kælvekvie og 12 tønder kartofter, en kuriøs byttehandel, som også skaffede forretningen i Bredgade avisomtale.

Dynesen og Hans Hecken i Hangaren der blæste omkuld under en storm

Albatros-maskinen målte 8½, meter fra vingespids til vingespids. Dynesen og hans medarbejdere i flyveprojektet er her fotograferet ved den på »flyvepladsen« i Herning, Storgårds mark. Fra venstre mekanikerne Morten Laursen, Jens Alfred Olsen og Laurids Hansen, piloten Hans Hecken og Hans Dynesen selv. I baggrunden til højre den ene ende af hangaren, der skulle give flyet ly og læ, men endte med at knuse det.

En stolt Hans Dynesen i sin ”Albatros”

Her er Albatrossen i luften

Flyet var altså af typen Albatros, og det er nok værd at opholde sig lidt ved.
En Albatros var nemlig for de tyske piloter ved Vestfronten under 1. verdenskrig det samme, som Spitfiren var for Royal Air Force under slaget om Storbritannien i 1940, et både beundret, elsket og frygtet fly.

Det var konstruktøren Robert Thelen, der i 1916 gjorde prototypen færdig på flyfabrikken Albatros Werke GmbH i Johannisthal, og det nye fly vandt straks så stor anerkendelse, at en serieproduktion startede.

Det enkeltsædede biplan (to vinger) var udstyret med en 160 hk Mercedes motor, der gav en marchhastighed af 75lan/t. Flyets styrke lå dog især i dets på det tidspunkt formidable stigningsevne.

I løbet af 6 minutter kunne det være oppe i 1OOO meters højde, og i alt kunne det stige til 5200 meter. Luftkampe under I. verdenskrig blev næsten altid vundet af den pilot, der kunne komme højest op for derefter at dykke ned mod modstanderen. Derfor var Albatros luftheltenes foretrukne fly.

Albatrossen var også udstyret med dobbelt så stor ildkraft som andre fly på den tid, to 7,92 mm maskingeværer, der var synkroniserede. De fleste andre fly havde kun et fast våben.

Alle de store tyske piloter, først og fremmest Manfred von Richthofen, vandt deres berømmelse i en Albatros. Det var på det tidspunkt, da en pilot selv bestemte farven på det fly, han fløj. Von Richthofen malede sin Albatros rød, hvilket gav ham tilnavnet »Den røde Baron«.

Først imod slutningen af krigen blev Albatros, der efterhånden var blevet bygget i fem forskellige og forbedrede modeller og også som vandflyvemaskine, distanceret af en anden tysk maskine, en Fokker b VII. Men det var stadig et fremragende fly, og selve det, at en Albatros nu skulle have hjemsted i Herning, bragte lidt af slagmarkens tummel til den ellers stilfærdige by på heden.

At den skulle flyves af en af de tyske krigsflyvere, gjorde naturligvis ikke sagen mindre interessant. Hans Hecken var efter sin krigstjeneste i 1919 rejst til Danmark for at søge sin lykke her; flyvning var ikke rigtig på mode i det krigstrætte og forarmede Tyskland. Han vendte dog allerede knap etårstid efter hjem igen og ernærede sig som autogummisælger i Hannover. Han døde under 2. verdenskrig.

I slutningen af februar 1920 foretog Hecken en prøveflyvning med nyerhvervelsen, der havde fået indbygget et passagersæde bag pilotens plads. Flyet var ikke blot det første med hjemsted i Herning, men også det eneste i Jylland på det tidspunkt. Mange ville derfor overvære begivenheden, og det kneb for politiet at holde dem i ave.
Herning Folkeblad beretter, hvad der videre skete: »Omsider steg Hecken op i æteren og fløj i en smuk bue ind over Herning. Motorens brummen lokkede folk ud af kakkelovnskrogen, og mange strakte halse var vendt mod den raske flyver, der steg helt op over de drivende skyer, så slog han i en flot kurve nedad, og publikum gøs,

Dynesen og Hecken (forrest) i det gamle, nu rød- og hvidstribede tyske Albatrosfly, der i sommeren I920 gav 1400 jyder luft dåben. Flyets sider blev benyttet til Dynesens egne reklamer.

men Hecken forstår sine ting. Han har hørt de allieredes kugler uden at blive nervøs. Landingen gik glat.
Tilsyneladende var han meget højt oppe, men da vi bagefter spurgte den raske flyver hvor højt, svarede han meget nonchalant, men på fejlfrit dansk:

Ikke mere end 1000 meter! Men Dynesen smilte i det skæg, han ikke har. Thi sikken reklame det var«.

I foråret I920 arrangerede de to Hans’er Dynesen og Hecken en række rundflyvninger fra flyvepladsen ved Storgård, arealet sydvest for den senere rundkørsel ved Ringkøbingvej. Prisen for gyset under de drivende skyer var 30 kr. Hvis man bare ville se på, men ind på den indhegnede flyveplads, var prisen 1 kr. for voksne, 50 øre for børn.

Hans Dynesen var den populære showmand bag arrangementerne (han kunne ikke selv flyve og lærte det aldrig), men der var også lidt sarkasme i omtalen af dem. F.eks. kunne man om et af dem læse: »Der meldte sig 9 passagerer, men kun 7 af dem lykkedes det Hecken at få sejlet gennem luften, inden mørket lagde sig over Dannevang.
Som sædvanlig viste Hecken sig at være en luftens betvinger af første rang. Han er dygtig, og han har ingen nerver. Både passagererne og tilskuerne var begejstrede. Dynesen får nok ridderkorset på den historie. Han har i forvejen fået et af Heckens jernkors.

To af passagererne og marineflyveren K. Møller har sendt os en så rosende anbefaling af Hecken og hans flyvning, at Dynesens beskedenhed forbyder os at aftrykke den.
Blandt passagererne var en af byens fruer, men hun ønsker ikke at benyttes i reklameøjemed. De andre var …

I dag er Dynesen og Hecken rejst til København for at rekreere sig oven på flyvestrabadserne«.
Dynesen havde naturligvis sat reklamer på siderne af det efterhånden berømte fly, der var bemalet med røde og hvide bolsje striber. I det hele taget var der mange PR-muligheder i det, og Dynesen benyttede dem flittigt. Da en del redaktører var samlet til et møde i Herning, indbød han gæstfrit til en luftrejse over Herning.
I tre biler drog bladfolkene fra Hotel Eyde til flyvepladsen, hvor de først beså maskinen i hangaren. Den blev så trukket ud på pladsen (Herning var faktisk på det tidspunkt den første jyske by, der havde sin permanente flyveplads) og skønt der gik en hård forårsblæst over byen, tilbød Hecken alligevel at flyve med alle, der havde lyst og mod.

Første passager var artikelforfatterens far, journalist Hakon Bendixen, Herning Folkeblad, der bagefter i en reportage konstaterede, at maskinen duvede slemt, men at den dygtige flyver flot klarede alle de stærke vindstød.
At det var en ret barsk oplevelse, synes at fremgå af, at vinden tog så meget til, at kun to kom i luften, men man havde dog fået bevis for, at »Hecken og hans maskine selv i stærk blæst kan flyve med stor sikkerhed«.
Det blev i foråret 1920 til mange flyvearrangementer, og Herning Folkeblad konstaterede, at »Albatrossen indgår efterhånden som et fast led i byens billige fornøjelser – når man da nøjes med at se på den og ikke går ombord. Det skal nemlig være meget farligt; man ligefrem bliver forfalden til at flyve, siger de, der har prøvet det. Det skal i øvrigt være en let og smertefri måde at blive af med sine penge på«.

En berusende fornemmelse var det at hænge oppe mellem himmel og jord – og gys fik man ind imellem som f.eks. den dag, da udstødningsrøret faldt af, mens Albatrossen var oppe med passager nr. 6. Måske var der brug for en erfaren mekaniker? Ham fik Hecken fra Tyskland. I forvejen var installeret en ny og større 180 hk Mercedes motor – en motor, der senere kom til at spille en rolle, vi skal vende tilbage til.

Ikke kun Herning fik fornøjelse af rundflyvningerne, der normalt blev suppleret med en flyveopvisning fra Heckens side. Næsten hver søndag sommeren igennem var man rundt i jyske byer. Særlig stor søgning var der i Århus, hvor man opererede fra Skejby flyveplads, og hvor attraktionen var et kig fra luften ned over det nyopførte Århus Stadion. 1400 jyder var i luften for første gang den sommer.
Forud for hver start forlangte Dynesen navnet på passageren, turen var jo på egen risiko. En dag kom to unge mennesker, der også gerne ville have en flyvetur. Som sædvanlig forlangte Dynesen navnene skrevet op i flyets logbog, og stor var hans forbavselse, da han efter dagens sidste tur kiggede i bogen og så, at den ene af de unge havde været prins Axel.

Dynesen brugte dog ikke nyerhvervelsen alene på denne måde. Med Hecken ved rorpind en transporterede den ham rundt i landet til forretninger eller jagter, og tit fik pressen ved samme lejlighed en god historie, som f.eks. dengang han var på vej hjem fra en jagt i Sønderjylland og over Fasterholt smed en hare ned til sin svoger, der gik på en mark og pløjede. Det påstodes, at han også gik på jagt fra luften. Når han så en buk vandre rundt i reviret, skød han på den!

Hecken blev afløst som pilot af den senere havnechef i Kastrup Lufthavn, Leo Sørensen, men en natlig storm i oktober 1920 satte en brat stopper for den lyse og motorsummende fremtid. Den spinkle hangar gav efter for vindpresset, bjælker og spær knuste i faldet maskinens lette skrog, og om morgenen var det et trist syn, der mødte Dynesen og hans folk. Det eneste, der stadig kunne bruges, var motoren, der blev pillet ud af vraget og stillet hen i en krog af Dynesens værksted.

Flykapitlet – kort, men hektisk – var afsluttet for Hans Dynesen. Det skulle vise sig at være for altid.
Men den store kærlighed – bilerne – blev der på den måde mere tid til.

ARTIKLER OM HANS DYNESEN OG FLYVNING:
I HERNING FOLKEBLAD 1919-1920-1921

17/7-1919
Annonce: I Henhold til Politilov af 1. Februar 1871 forbydes indtil videre enhver Flyvning med Passagerer her i Jurisdiktionen« Overtrædelse vil medføre Straf eller Fængsel eller Bøder”• Underskrevet Christian Siersted. Grunden er, at der er sket flere flyveulykker i landet.

30/7-1019
Alligevel passagerflyvning i Herning, arrangørerne vil bruge Niels Meldgaards fenne ved Herningsholm.

1/8-1919
Niels Meldgaard har ikke og vil ikke give tilladelse til flyveplads i hans fenne.

2/8-1919
Passager- og kunstflyvningen vil foregå fra en mark vest for byen«
Hans Dynesen og sagfører Riis-Hansen blandt dem. der har meldt sig som passagerer.

4/8-1919
Ref. af flyvningen i Herning. Ingen landingsplads anvist. Flyveren landede i Niels Meldgaards fennen mellem kreaturerne. Blev henvist til Storgaards mark nordvest for byen. Begejstret menneskemængde fulgte flyveren fra sted til sted. Interview med flyveren. En hård tur fra København med regn i ansigtet. Flyvningen dagen efter måtte opgives. Flere tusinde mennesker samlet i regn og blæst. Flyveren efterlader en skuffet menneskemængde.

6/8-1919
Arkitekt Skodshøj harcellerer over flyvningen. Kalder det falsk reklame. Arrangøren tilbyder Skodshøj en gratis tur med kunstflyvning, når flyvning kan foregå.

16/8-1919
Flyveren kommer i morgen.

18/8-1919
Beretning om flyvernes ankomst og den første flyvning over Herning for at nedkaste flyveblade.

20/8-1919
Flyvningen fortsætter. Passagerenes navne nævnt, ligeledes 21/8.

22/8-1919
Flyvningen slutter idag.

23/2-1920
Flyveren Hecken foretog i aftes en flyvning over Herning med Hans Dynesens ny maskine.

23/2-1920
Heckens flyvning i går med Hans Dynesens kampflyver.

1/3-1920
Heckens passagerflyvning med Hans Dynesens maskine. De to herrer er rejst til København.

13/3-1920
Også Hans Dynesen vil køre i Sønderjylland i sin fine Fiatvogn.

29/3-1920
Hans Dynesens passagerflyvning med “Albatros”. Skal siden til nabobyerne. Hecken er pilot.

30/3-1920
Hans Dynesen inviterer pressen til en flyvetur.

29/4-1920
Hans Dynesen har fået overdraget eneforhandling af Ford-biler.

21/5-1920
Hans Dynesens flyvemaskine “Albatros” skal flyve i Århus i pinsen.

7/6-1920
En tur med “Albatrossen” fra Herning til Århus.

29/4-1921
Flyvning på søndag. Hans Dynesen beg. kl. 16 flyvningerne ude på den gl. plads. Alm. flyveture 35 kr.

Historien om løbet på Fanø

Sådan så Dynesens racer ud i sin oprindelige skikkelse. Den er fotograferet på stranden ved Blokhus inden Blokhusløbet i 1923. Det resulterede i en overlegen sejr til Herningvognen. Det er værkfører Chr. Johannsen, vognens bygmester, der sidder ved siden af Dynesen.

Det var sikkert nyttigt, for selvom Dynesen havde fået en god forretning og benævntes bilgrosserer, forlød det, at det kneb med økonomien, i hvert fald måtte man betale en ny bil ikke ved leveringen, men allerede ved bestillingen. Mange og dyre ture til København tærede ifølge de samme kilder på finanserne, men bilmanden fra Herning var også en levemand, der gerne betalte for at få det bedste, og som generøst bød gæster til sit bord.
Alt kunne dog sikkert være rettet op, hvis ikke en ny lidenskab havde afløst flyvningen: bilvæddeløb. Ganske vist skaffede den Dynesen både sølv, hæder og megen reklame, så den ikke var helt spildt, men samtidig var det en dyr og tidskrævende hobby.
Det begyndte med den 180 hk. Mercedes motor, man havde pillet ud af det knuste fly. Dynesens værkfører, Chr. Johannsen, havde en dag sagt til ham: »Vi har motoren, og vi har Deres gamle Fiat. Skulle vi ikke prøve at lave en racervogn?« Dynesen var straks med på ideen, og så gik man i gang. Fiat’en som Dynesen havde brugt til jagt i ny og næ, fik skærmene pillet af, og blev lavet mere langstrakt, og så havde man et ganske godt racerkarosseri.

At få den store motor bygget ind i det og at få trækkraften transmitteret til de to kraftige kædetræk på baghjulene, var imidlertid et stort problem, som voldte mange hovedbrud. Men takket være Johannsen og de øvrige på værkstedet – Dynesens søn Harry var lærling og selvfølgelig en ivrig deltager i projektet -lykkedes det alligevel at få en racer ud af det. Den blev prøvekørt ud ad Holstebrovejen, og selv på denne ujævne strækning blev den presset op i anseelig fart.

Det sammenflikkede landevej s-aeroplan fik hurtigt tilnavnet »Overdynen«. Ingen er rigtig klar over, hvor det kom fra, eller hvad det henførte til. Var det vognens røde farve, der fik den lange køler til at ligne et dynebolster pakket godt ned om føreren, eller var det en konstatering af, at nu havde denne Dynesen overgået sig selv?

Idemanden til raceren, Chr. Johannsen, der som regel kaldtes Sønderjyden, var født i Flensborg af danske forældre. Han var uddannet militærflyver, men efter krigen kom han til Danmark og fik stilling hos Dynesen i Herning. Her var han til 1925, da han startede som trafikflyver på ruten København-Hamborg. Men efter tre år blev han afskediget på grund af en enkelt forsømmelse: han havde ikke kontrolleret brændstofbeholdningen inden en start fra Hamborg med det resultat, at han måtte nødlande maskinen på Sjælland.

Herefter var han rundflyvningspilot i Tyskland, indtil hans navn i 1931 kom til at gå hele verden rundt, fordi han var hovedperson i en af de mest spændende luft-færder, der nogensinde er foretaget over Atlanten.
Chr. Johannsen havde påtaget sig at føre et fly fra Portugal til USA for en ung tysker. Foruden de to fulgte en portugiser med i maskinen, en Junkers W 33 med det stolte navn »Queen of the Air«.

Starten foregik en septemberdag, og de første timer forløb godt, men så stødte man ind i et langvarigt uvejr, der slog maskinen helt ud af kurs, og 1000 miles fra New Foundland slap benzinen op, så man måtte gå ned på havet. Al teori sagde, at et landfly ikke kunne holde sig flydende ret mange timer, men» Luftens Dronning« blev holdt oppe af sine tomme benzintanke.

Til gengæld sad de tre mænd i vand til midt på livet, portugiseren med et læderet ben. Madrationen var skyllet bort, og de tre havde i seks dage kun 200 gram chokolade til deling. Vand drak de fra flyets kølertank, skønt det smagte af rust og kølersprit.

Efter at mange skibe var sejlet forbi havaristerne uden at bemærke dem, blev de endelig den 7. dag samlet op af en norsk damper. De havde da tilbragt 37 timer i luften og 158 timer i Atlanterhavet. Ved ankomsten til New York fik de en stor hyldest for den mirakuløse redning, og det samme gentog sig en måned senere, da Chr. Johannsen – »Dynesens mekaniker«, som man stadig kaldte ham i Herning – fik en storslået modtagelse i København.

»Overdynen« var altså i første række Chr. Johannsens værk, men hvor hurtig var den egentlig? Danmark havde på det tidspunkt ikke nogen bilvæddeløbsbane, men de faste, brede strande ved Blokhus og Fanø var oplagte steder for konkurrencer og hastighedsforsøg. Den første lejlighed til at prøve »Overdynen« af, var i Blokhusløbet 1923, og det meldte Dynesen sig så til. Det viste sig her, at raceren fra Herning var Hedegaard Schou, grev Schimmelmann, skræddermester Christensen (Bugatti-skrædderen) og de andre af datidens store motorsportsmænd langt overlegen.

Men der kunne nok forbedres noget ved vognen, så den blev mere aerodynamisk. Derfor blev bagkroppen pillet af og erstattet med et langt og spidst haleparti. Den lignede nu slående en af de rigtige racere fra de berømte fabrikker i de store lande, og store og små strømmede til for at beundre køretøjet, når det søndag formiddag var kørt op foran Dynesens forretning. Når motoren så blev startet, de seks cylindre gik i gang, og udstødningsgassen væltede ud fra det armtykke afgangsrør, mærkede man i det ellers søndagsstille Herning noget af spændingen og stemningen fra de store bilsportsbaner. Dynesen havde igen trykket på en af de rigtige reklametangenter.

Efter ombygningen og lidt tuning af motoren var »Overdynen~~ klar til at stille op i en virkelig styrkeprøve: Fanøløbet 1924 med »Nationernes Match« som arrangementets clou.

På Fanø var i 1919 blevet afholdt Danmarks første virkelige motorløb af internationalt format, arrangeret af Politiken og Dansk Motorklub. Den lille, langstrakte ø ud for Esbjerg var med sin 10 km lange strand, der ved lavvande var hård og frem for alt jævn og ikke for fugtig, velegnet til væddeløb.
Selv om det kun blev en kort æra, opnåede Fanøløbene verdensberømmelse. Fra England, Tyskland, Frankrig, Italien og Sverige kom kendte bil- og motorcykelkørere til den lille danske ø-strimmel for at konkurrere om sejrstrofæerne og afprøve deres vogne.

I Europa var der ikke andre strandbaner end Ostende i Belgien og Scheveningen i Holland, og de kunne ikke stå mål med Fanø, der efter eksperters udsagn kun konkurrerede med USA’s berømte Florida-strandbane.
Det eneste problem på Fanø var at finde en søndag uden for højsæsonen, hvor tidevandet tillod løbene. I højsæsonen var det nemlig umuligt at skaffe plads på hotellerne til stævnets deltagere, officials m.v.

Der holdtes løb i 1921 og 1922, og efter en pause i 1923 gik det løs igen i 1924, og her meldte Hans Dynesen sig altså, fast besluttet på at vinde med den vogn, om hvilken der allerede forud for stævnet stod megen blæst.

Inden starten på Fanø i 1924 var vognens bagparti blevet ombygget så det nu var torpedoformet. Bemærk udstødningsrørene fra de 6 cylindre, der samles i det tykke afgangsrør ned langs vognens side, og det kraftige kædetræk på baghjulene. Dynesen har taget sin hund med på førersædet, da han alligevel skulle til fotografen.

En lidt besværlig transport med færgen til Fanø

” Overdynen med nummer 47 ”

Malcolm Campbells »Blue Bird« med Union Jack på siden, parat til at tage kampen op mod den hjemmebyggede danske vogn, som eksperterne ikke rigtig troede på, når det kom til den virkelige styrkeprøve. Campbell medbragte tre vogne til Fanø, men det blev denne Sunbeam, der stillede op i Nationernes Match.
Reklame for Fanø løbet
På kortet ses motorbanens placering på stranden ud for Fanø Badehotel senere kurhotellet.

Havde Danmark endelig fået en racer af format? spurgte man. De andre danske deltagere var Holger Mørck, Aalborg, Poul Løvsted, København, C. M. Friis, Vordingborg, og »Bugatti-skrædderen«.

Løbet foregik den 24. august, og da var 12.000 mennesker samlet på stranden foran Fanø Vesterhavsbad i sol og vindstille, rigtig en dansk sommersøndag.

Efter løb for motorcykler og indledende heats for biler nåede man frem til dagens hovedbegivenhed: Nationernes Match. Deltagerne, der havde kvalificeret sig, var E. Kordowan, Tyskland, i Stoewer, Cameron, England, i Itala, Eric Bake, Sverige, i Voisin og Hans Dynesen, Danmark, i Mercedes-Fiat.
Banen var 3 km lang, heraf den sidste beregnet til afløb.
Ved siden af Cameron sad som passager den verdensberømte væddeløbskører Malcolm Campbell, der året før havde sat verdensrekord på I mile strækningen med sin 350 hk Sunbeam »Blue Bird« med 235 km i timen. Nu var han kommet til Fanø for at forbedre rekorden; han ville være den første mand i verden, der kørte IS0 miles i timen (241 km).

Men under rekordforsøget om lørdagen forud for Nationernes Match om søndagen skete en tragisk ulykke: et forhjul løb af »Blue Bird« og kvæstede dødeligt en 15-årig Fanødreng, der opholdt sig ved dommertribunen som stafet for dommerne. På grund af ulykken ønskede Campbell ikke at sidde ved rattet dagen efter, det overlod han til sin mekaniker Cameron, en gammel krigsflyver.

De fire vogne startede med få sekunders, mellemrum, først svenskeren, derefter englænderen, så tyskeren og endelig Dynesen, der havde placeret sig bedst i udtagelsesløbet og derfor skulle starte sidst.

Med et flængende brøl i flymotoren fo’r hans røde racer med øredøvende larm frem over den hårde og fuldstændig plane strandbred, og i løbet af få øjeblikke havde han indhentet konkurrenterne en for en. Ved målet var han 200 meter foran den ellers uovervindelige Kordowan fra Stettin.

Da den danske sejr gik op for tilskuerne, brød et begejstret bifald løs. Ikke alene havde herningenseren besejret en af Campbells allerede dengang verdensberømte vogne, men han havde også kørt hurtigere end nogen anden dansker før ham: 203 km i timen. Det lyder måske ikke af så meget i dag, men faktisk var det forbløffende, at man med datidens materialer, navnlig dækkene og kædetrækkene var sårbare, kunne presse vognen op i mere end 200 km’s fart.

Ved den store fest efter løbet var Campbell, stadig rystet efter tragedien dagen før, blandt dem, der oprigtigt lykønskede Hans Dynesen. Selv blev han, et af motorsportens allerstørste navne, en helt for alle drenge i 30’erne, hvor han satte den ene verdensrekord efter den anden hjemme på Pendine Sands i England eller på Daytona Beach i USA. Fra 242 km i timen i 1925 nåede han op på 484 km i sin Blue Bird Special i 1935. Allerede i 1931 havde kong Georg Vadlet ham, så han herefter stillede op som Sir Malcolm Campbell.

Ved festen fik Dynesen overrakt den største pokal, der nogensinde var udsat herhjemme, udført i hamret Sterlingsølv og forsynet med giveren, Kongelig Dansk Automobil Klubs emblem. Efter god tradition blev den fyldt op med champagne, så den kunne gå på glad omgang. Egentlig var det meningen, at den skulle være en vandrepokal, men Fanø-løbet 1924 blev det

Den tyske kører E. Kordowan fra Stettin mødte med denne frygtindgydende racer af mærket Stoewer.

sidste i rækken, for efter dødsulykken stillede myndighederne så strenge sikkerhedskrav, at løbene ikke lod sig gennemføre. Dynesens 203 km blev derved stående som dansk rekord – og den store pokal forblev hos ham.

Hans Dynesen ved sin Fiat på Fanø i 1924

»Overdynen« var et populært indslag i vognoptoget ved Hernings Rundskue i 1924. Her er den knaldrøde vogn behængt med blomsterguirlander og buketter.

»Overdynen« vendte tilbage til Herning, men Dynesen solgte for et smigrende tilbud ret snart vognen til en privatmand i København. Denne fik dog aldrig lejlighed til at bruge den, og det sidste, man ved om den er, at den endte i Hurup i Thy, hvor den blev hugget op.

Store dage havde den oplevet, den hjemmelavede væddeløbsvogn, der konkurrerede med verdens bedste specialracere – og vandt. For første og vist eneste gang fløj Hernings navn verdenspressen rundt sammen med Hans Dynesens.

Hjemme igen med sølvtøj og ære måtte Hans Dynesen erkende, at han stod over for et alvorligt problem, nemlig at han brugte penge lige så hurtigt som han tjente dem – og tit hurtigere. Det kunne ikke gå ret længe. Ford tog i 1925 forhandlingen fra ham og overdrog den til Viborgfirmaet Aage Philipsen, der i Herning oprettede Herning Motor Compagni i Jyllandsgade med Kr. Madsen som leder.

I det efterfølgende oplysninger fra skattebøgerne i Herning ses det ret tydeligt hvornår Hans Dynesen havde sin glansperiode i byen, men også at han i nogle år betalte en betydelig skat.

Fra Herning Skattebøger 1915-1927

ÅrstalAdresseNavnTitelBeløb
1915-1916Bredgade (26)Hans DynesenAutomobilforhandler450,37
1916-1917Bredgade (26)Hans DynesenAutomobilforhandler1424,50
1917-1918Bredgade (26)Hans DynesenAutomobilforhandler1187,48
1918-1919Bredgade (26)Hans DynesenAutomobilforhandler455,88
1919-1920Bredgade (26)Hans DynesenAutomobilforhandler780,00
1920-1921Bredgade (26)Hans DynesenAutomobilforhandler1022,00
1921-1922Bredgade (26)Hans DynesenAutomobilforhandler1600,00
1922-1923Bredgade (26)Hans DynesenAutomobilforhandler472,00
1923-1924Bredgade (26)Hans DynesenAutomobilforhandler424,00
1924-1925Bredgade (26)Hans DynesenAutomobilforhandler1540,00
1925-1926Bredgade 31Hans DynesenAutomobilforhandler83,00
1926-1927Bredgade 31Hans DynesenAutomobilforhandler86,00

Her ses en af de mange veksler som Hans Dynesen havde med flere kautionister.
Familien havde store udfordringer løbende med at indfri disse forpligtelser efterfølgende.

Der var følgende Kautionister In Solidum for Hans Dynesens:


Kristen Nørtoft Thomsen, Marielund Ikast
Ove Andersen, Fasterholt
Anders Andersen, Harrild Ejstrup
Carlo Dynesen, Herning
Johannes Jensen, Herning
Jens Chr. Jensen
Aage Svendsen
Peter Andersen, Harrild Ejstrup
M. Christensen
B. Dynesen
Mekaniker Morten Laursen
Kristian Hansen

Tre år efter måtte Hans Dynesen lukke værkstedet i Bredgade. Han flyttede til Holstebro som sælger hos autoforhandler Hedegaard og blev senere parthaver i forretningen, men sprang fra, da han sammen med en fabrikant fra Ikast fik mulighed for at overtage Hadsund Motor Compagni, der blev skilt ud fra Ford forhandlingen i Hobro.

Registreret i Handelsregisteret

Underskrift af kontraktophøret imellem A/S Holstebro Motor Co. Og Hans Dynesen

Hans Dynesens erklæring og underskrift

I Hadsund var Dynesen under krigen, men solgte så sin halvpart og købte et kombineret cykel- og bilværksted i Fårvang mellem Viborg og Århus.

Sønnen Harry havde fulgt faderen hele vejen fra Herning over Holstebro og Hadsund til Fårvang som mekaniker og værkfører, men han trivedes ikke i landsbymiljøet i Fårvang og foretrak i forståelse med faderen at slå sig ned i Århus som mekaniker på Århus Motor Compagni, hvor han blev i 17 år.
Hans Dynesen flyttede efter nogle år også til Århus, hvor han købte en ejendom på Kaserneboulevarden og indrettede et værksted, hvor der solgtes og repareredes cykler.

Hans sidste år inden døden i 1961 blev svære. Faderen havde været meget hårdt angrebet af leddegigt, og de sidste 17 år af sit liv tilbragte han i sengen i hjemmet i Vestergade. Gennem vinduet kunne han følge med i, hvad der passerede forbi på gaden, men ellers var han helt henvist til passivitet.

Et julekort fra Inger & Hans Dynesen 1955

Takkekort fra Hans Dynesens 70års fødselsdag til hans svoger Kristen Nørtoft Thomsen i Ikast.

Takkekort fra deres guldbryllup

Sønnen Harry syntes at have arvet anlægget for leddegigt. Hver morgen måtte han stå længe med hænderne i varmt vand, før han kunne klæde sig på. For at hjælpe på gigten havde han sin pointer liggende i sengen: den tiltrak gigten, mente han. Når hunden om morgenen havde svært ved at komme på benene, som hunde tit har, sagde han triumferende: Der kan I se, den har overtaget min gigt! Han led også af sukkersyge, og til sidst fik han koldbrand i benene og blev indlagt på sygeafdelingen på plejehjemmet Bakkegården, hvor han døde nogle måneder efter.

En oplevelse, der lyste op i hans allersidste tid, var en invitation til en rundgang på Århus Motor Compagni. Dets direktør, den i by og branche højt estimerede Eduard Hansen, havde erfaret, at den engang så berømte Hans Dynesen nu boede i Århus, og at hans søn endda arbejdede på Motorcompagniet. Derfor inviterede han til et besøg, hvor gæst og vært fik en lang og god snak om biler dengang og nu.

Hans Dynesens hustru Inger overlevede ham i 8 år. Hun var gårdmandsdatter fra Ejstrup, opvokset i et indremissionsk miljø på en Gård ved navn Skovly på Harrild Hede, og selv om hun på mange måder var en modpol til ægtemanden med levemands-manererne og de flotte vaner i de gode tider, supplerede og støttede de hinanden godt.
I de sidste år begyndte han endda at følge hende i de bibelkredse, hun havde tilsluttet sig.

Nogle erindrer endnu den store gæstfrihed, der vistes i Dynesens hjem i Herning og i sommerhuset på sydsiden af Gødstrup sø, et af de første sommerhuse på Herningegnen

Sommerhuset ved Gødstrup sø

Gæsterne og fru Dynesen tag derud med jernbane, og efter en kort spadseretur var man fremme ved huset, hvor der blev brygget kaffe til hjemmebagt kringle og åbnet for sodavand’ er, inden børnene fik lov til at ro ud i båden fra sommerhusets bro. Hen på eftermiddagen kom Dynesen så i sin høje Ford og kørte gæsterne hjem.

Lægårdvej 22 i Holstebro
Niels Peter Andersen
Sådan ser ejendommen ud i dag

I Holstebro-årene var en statelig villa ramme om familiens liv, og Ford’en var ombyttet med en lang, åben Fiat, som Dynesen bød sine venner og gæster på køreture i, rundt i omegnen. Det var dengang en biltur for de fleste var en sjældenhed og noget, man så frem til at opleve og nyde.
Hans Dynesen blev født i det år, da tyskeren Gottlieb Daimler (det er ham, der tillægges æren for benzinmotoren) anbragte en motor i et hestekøretøj og dermed lagde grunden til den firehjulede, motortrukne vogn. Og han døde i det år, hvor det samlede antal biler i verden oversteg det magiske tal 100.000 stk.

To markante milepæle i bilismens historie afgrænsede altså dette liv, der begyndte med cykler og sluttede med cykler, men hvis altopslugende interesse netop var motorer og biler.

Af Gorm Albrechtsen

Fartkongens hjemmebyggede racer havnede i vestjysk have.

En bil pioners hjemmebyggede Grand Prix racer fra Herning sejrede på Fanø Strand i 1924, inden den fik lov at stå i en have i Lemvig

Et nyt kapitel kan nu skrives til historien om en fantastisk dansk racerbil, der var en jysk bil pioners hjemme byg for 90 år siden. Flere brikker bliver nemlig føjet til et puslespil, der måske med tiden vil afsløre den skæbne, der overgik en af danmarkshistoriens mest spektakulære biler.
Den røde superbil fra Herning med det særprægede øgenavn »Overdynen« var ikke blot den danske bil pioners dristige forsøg på at bygge den hurtigste bil i Danmark, men køretøjet havnede også blandt datidens hurtigste biler i verden.

Men hvad blev der af den gigantiske hjemmebyggede Fiat- Mercedes racerbil med motor fra et havareret tysk krigsfly?

Det kan tidligere herreekviperingshandler Niels Peter Rokkjær, Lemvig, fortælle. Han legede som barn i haven på en landbrugsejendom hos familie i Nordvestjylland, og der stod »Overdynen« i mange år i frugttræernes skygge.

Fra slot til skrot

Dermed er racerbilens skæbne kendt frem til 1950. Men hvad er der siden hændt med dette klenodie?

Det har Niels Peter Rokkjær sin egen mening om:

  • Jeg tror, at den engang så berømte bil har endt sine dage som skrot i lighed med så mange gamle maskiner og redskaber, der stod rundt om på gårdene. En handelsmand er sikkert kommet forbi og har opkøbt gammelt jern – og dermed også bilen. Eller også er den blevet parteret, og Fiat-undervognen har endt sine dage som landbrugsvogn. Der var gode priser på gammelt jern dengang og folk nok, som var ivrige efter at opkøbe kasserede maskiner og tjene en skilling på det, siger Niels Peter Rokkjær.

Han erindrer tydeligt dengang, den gigantiske racerbil stod nede i haven på en lille landbrugsejendom ved Dover. Det var i 1949, men i 1950 vidste ingen, hvor den var blevet af, fortæller han.

  • Folk var næppe bevidst om, at den havde en ganske særlig historie, eller at bilen var lidt af et klenodie set med nutidens øjne. Dengang har det nok bare været et mærkeligt køretøj, mener Niels Peter Rokkjær.

Han er nu 79 år, men husker tydeligt, at bilen til sidst blev opbevaret hos familiemedlemmer på ejendommen ved Dover.

Fars racerbil

  • Min far var født i 1892 og var altså otte år yngre end Hans Dynesen, der byggede racerbilen og vandt berømmelse med den på Fanø Strand. Far var mekaniker med værksted i Bredgade i Hurup, og han købte bilen. Far havde en hel del biler stående, og hvad han egentlig ville med racerbilen, husker jeg ikke. Men jeg erindrer den larm, motoren lavede, når bilen blev startet, fortæller Niels Peter Rokkjær.
  • Der var så højt op til cockpittet, at vi drenge måtte benytte en trappestige for at komme derop, og min ældre bror, der nu er død, brændte sig, så det kunne føles, på det vældige udstødningsrør. Jeg husker også, at køretøjet var af imponerende størrelse med kolossalt store hjul med center-navmøtrik og røde dæk med hvide dæksider.

Niels Peter Rokkjær anslår, at »Overdynen« stod ude i haven udsat for vind og vejr i hvert fald i årene 1947-1950. Oprindelig havde bilen sin plads inde i laden, men da den tog megen plads op og der var behov for, at gårdens afgrøder først og fremmest kom under tag, blev bilen placeret ude i haven.

Tysk byttehandel

  • Det var en herlig legeplads, erindrer han.

Og for raske drenge har »Overdynen« sikkert været lige så imponerende som filmens Batmobil senere blev det: et sted, hvor der kunne drømmes, leges og larmes.

Man var vant til lidt af hvert dengang. For eksempel tjente en gammel rutebil som hønsehus. Hver morgen blev der billetteret på den måde, at høsten af friske æg blev indsamlet fra rutebilsæderne.

Spørgsmålet om, hvor Hans Dynesens vinderbil fra Nationernes Match på Fanø Strand i 1924 har endt sine dage, står stadig ubesvaret. Måske findes dele fra den gamle bil stadig som genbrug i en landbrugsvogn eller lignende. Måske står den store flyvemaskinemotor og sover tornerosesøvn i en krog i en garage eller på en ophugningsplads.

Nyt lys er nu i det mindste kastet over bilens historie frem til 1950, og det vil glæde danske motorentusiaster, hvis flere kapitler af den gamle danske racerbils historie kan føjes til.

Niels Peter Rokkjær erindrer et rygte om, at tyske ingeniører fra Mercedes- Benz fabrikkerne var i Nordvestjylland på jagt efter Overdynen og især efter dens kæmpestore Mercedes flymotor. Ifølge samme rygte var den tyske bilkoncern parat til at tilbyde en ny luksusbil i bytte for Mercedes-motoren fra den jyske vognmand Hans Dynesens prægtige vinderbil.

Fakta om fartkongen fra Fanø

Den dansk bilpionér Hans Dynesen satte fartrekord på Fanø i 1924 med sin hjemmebyggede racer med motor fra et tysk krigsfly. Vognmanden fra Herning blev i overværelse af 15.000 tilskuere noteret for den svimlende gennemsnitsfart på 203 kilometer i timen på sandstranden. Dermed var han den hurtigste dansker nogensinde – og for en stund blandt verdens hurtigste på fire hjul. Efter en dødsulykke stillede myndighederne så strenge sikkerhedskrav, at løbene ikke lod sig gennemføre – men Hans Dynesens fartrekord bestod i mange år.

Overdynen

I de stille aftener havde man i Herning ofte hørt det dybe brøl af en maskine på vej ad de glatte brosten på landevejen mod Holstebro. Hans Dynesen prøvekørte sin hjemmebyggede racer med 140 kilometer i timen, og med fri udblæsning fra de seks cylindre gik det ikke stille af.

Udgangspunktet var en gammel Fiat-racer, der siden fik tilnavnet »Landevejens Aeroplan«, fordi den ofte svævede en alen gennem luften, når den passerede ujævnheder.

Dagbladet Politiken døbte bilen »Overdynen«; den var som den tids dyner stor, tung og rød. Motoren på 10.061 kubikcentimeter og 180 hestekræfter stammede fra et tysk Albatros-kampfly, som Hans Dynesen havde købt af flyets pilot.

Mekanikken

At Dynesen var initiativrig, er uden for enhver diskussion. Vant til at handle, som han var, købte han i 1919 et tysk Albatros-kampfly, hvis pilot var søgt væk fra Første Verdenskrigs Tyskland og var landet i det fredelige Danmark. Den 6-cylindrede flymotor på godt 10 liter blev indbygget i chassiset fra en gammel Fiat-racer med propelakslen bagud og to koblinger.

Fly-fuselagen blev bilens nye karrosseri, og der blev lavet transmission ud til kædetrækket ved baghjulene. Efter ulykken på Fanø i 1924 vendte racerbilen tilbage til Herning, hvor den var så populær, at folk flokkedes om den, når Dynesen startede monstret op på gaden uden for sin forretning.

»Overdynen« blev siden solgt til en privatmand i København, hvorefter sporene siden fortabte sig i Nordvestjylland. Men nu er der knyttet en ny tråd til 1950.

I luften over Lemvig anno 1920

I 1920’erne begyndte de første flyvemaskiner at gå op i luftrummet over Danmark.
I Herning havde den lokale Ford-forhandler Hans Dynesen købt et ældre fly fra Tyskland.
Flyet blev navngivet: “Albatros”.

Der blev skaffet to piloter: Hans Hecken og Hr. Klingen. De fløj rundt i Jylland på opvisnings- og reklameture. I juli 1920 kom turen til Lemvig.

Selvfølgelig skulle denne begivenhed i avisen.
Den socialdemokratiske redaktør Mads Jensen Madsen var frisk til at melde sig og var en af de første, der satte sig i flyet.
Her ses han sammen med telefoncentralens frk. Helga Thomsen ombord i flyet.

Hvad piloten ikke havde set, var, at Madsen havde medbragt et bundt valgreklamer for det kommende folketingsvalg. Så nu blev der nedkastet valgreklamer over byen. Overskriften på disse var: “Stem Rytteriet ned”!
Piloten blev sur. Det viste sig også, at det var farligt, da reklamerne var tæt ved at flyve i rotoren på maskinen.

Her ses piloten Hans Hecken, redaktør Madsen i 1. sæde og Frk. Helga Thomsen bagest.
Foran: ??, ses en pige med Madsens hat, måske hans datter Oda og Hans Dynesen.

Artiklen er underskrevet Viggo Vest-een af Madsens pseudonymer i avisen

Landevejens aeroplan

I seks somre blev der kørt internationale billøb på Fanø Strand. Det var i årene 1919-24. Løbene var inddelt i mange klasser både for biler og motorcykler, med klasser for turist-, sports- og racerkøretøjer. Løbene sluttede med de store racervogne, som med „flyvende start” skulle køre kilometeren op og ned ad stranden, hvorefter gennemsnittet blev udregnet. Der kan skrives en masse om Fanø-løbene, men historien her handler kun om én bestemt bil.

Hans Dynesen i Herning var Ford-forhandler — og endda meget smart, sin tid taget i betragtning. Hvis en køber af Dynesens vogne kom i nød på landevejen, kunne han blot ringe til Dynesen, som straks gik på vingerne med sin Mercedes-Bent flyvemaskine købt i 1918 og droppede de nødvendige reservedele ved hjælp af små faldskærme.

Dynesen var også en skrap sælger. Han fortalte mig, at han en aften var kørt ud for at vise en bondemand en vogn. Han var et godt emne, men Dynesen kunne ikke finde gården, så han kørte ind på en anden gård for at spørge om vej. Han blev der til aftenkaffe, og inden han kørte, havde han solgt gårdmanden en Ford — og fået vejen til sit oprindelige emne forklaret. Den aften sprang der to Tin Lizzies efter aftensmaden, klukkede Dynesen.

At en Ford-forhandler somme tider får lyst til at køre noget andet — hænder. Dynesen købte en gammel Fiat af Steen Giebelhausen fra Lerbæk nær Frederikshavn. Vognen havde en 26 hk. 6-cyl. motor på 6,809 liter, måske allerede dengang med kædetræk. Andet vides foreløbig ikke om den.

Efter at have kørt løb med den på Blokhus og Løkken Strand tilmeldte han den i 1923 til det 5. Fanøløb. Dynesen startede som nr.35 og kørte kilometeren på 32,95 sek. Eller 108 km/t. Han kunne næppe vente andet med så „lille” en vogn. Campbell slog ham med sin 18 liters Sunbeam med 16,41 sek. Eller 219 km/t. Hurtigste danske gentlemankører blev Friis på Hudson med 29,35 sek. Og 122 km/t.

Start med „Overdynen” på fløjen.

En efterårsstorm havde i 1921 væltet Dynesens hangar, og flyvemaskinen var knust på nær motoren. „Vi er ikke skabt til højhed og blæst, ved jorden at blive, det tjener os bedst”, nynnede Dynesen. Efter det mistrøstige resultat på Fanø fik han ideen at anvende den 160 hk store Mercedes-Bent motor på 10,061 liter i Fiatvognen.

Det blev nødvendigt at anbringe den med propelakslen bagud, og han indbyggede to koblinger. Motoren havde to karburatorer og kompressor. For at få tilstrækkelig køling blev det nødvendigt at give vognen en ny og større køler og dermed et helt nyt karrosseri. Flyvemaskinens krop blev bilens nye karrosseri, og han monterede 920X 120 Engelbert dæk.

-Dynesen prøvekørte monstrummet i nattetimerne på Holstebrovejen, som han fandt bedst egnet. Mere end 140kmt. turde han ikke prøve på den elendige vej.

Hvordan Dynesen fik vognen kørt til Fanø i et land, hvor tophastigheden var 50 km, (den gik 70 km i 1.gear) ved jeg ikke.

-På Fanø vakte den røde hjemmebyggede racer berettiget opsigt. „Landevejens Aeroplan” blev den kaldt. Fra træningen på stranden inden selve løbet skrev Politikers korrespondent: „Hans Dynesen fra Herning har deltaget i løbene med en vældig Fiat, populært kaldet „Overdynen”. Bilen er stor og tung og rød som de dyner, hvori vore bedsteforældre slumrede. Det er dog et spørgsmål, om dette køretøj kan henregnes til bilerne.

Vi andre gik med livet i hænderne, hver gang Dynesen startede „Overdynen”, men lykkeligvis fik hverken vi eller Dynesen „Overdynen” over os”.

-Det blev tre hårde dage for Dynesen og vognen, idet han måtte igennem seks løb. I udtagelsesheatene til løbets højdepunkt havde Dynesen placeret sig bedst og skulle derfor starte sidst med nogle få sekunders handicap. Der var kun fire vogne i dette fornemme løb.

Kordewan fra Stettin med sin 11 liters Stoewer, Eric Bake fra Sverige med sin 3,9 liters Voisin, Cameron fra London med Campbells 2,8 liters Itala og så Dynesens. Campbell ønskede ikke selv at køre. Han havde dagen i forvejen haft et uheld med sin 18,322 liter Sunbeam.

Da han startede for at sætte verdensrekord, så publikum at begge hans bagdæk sprang af og fløj ud i vandet, mens vognen slæbte bagtøjet i en sky af sand. Campbells mekanikere fik hurtigt monteret nye kanttrådsdæk på baghjulene, men undlod at skifte forhjulene. Da, Bluebird” startede på ny, skete uheldet. Med 225 kilometers fart sprang dækket af hans højre forhjul.

Med vanvittig fart ramte det en stafetdreng ved dommertårnets sandsække, knuste ING. Schmittos stol og bibragte ham et slag i venstre hofte. I en bue sprang ringen herover nummergalgen og ind blandt publikum med et par besvimelser til følge – to hundrede meter fra det sted, det var sprunget af. Men stor sikkerhed bragte Campbell vognen til standsning.

Den stakkels dreng blev bragt på hospitalet, hvor han døde om natten. Campbell var utrøstelig og græd som et barn, fortalte Dynesen. Politiet plomberede „Bluebird”, og da Campbell om søndagen deltog i løbene, var det som passager hos sin mekaniker Cameron i Itala’en.

Men tilbage til søndagens løb. Under vældig larm og med fygende sand startede de fire vogne med få sekunders mellemrum på den 2 km lange bane. Nr. 47, Landevejens Aeroplan” kom flere gange til at svare til sit navn, idet den efter tilskuernes udsagn ofte var op til en alen oppe, når den passerede ujævnheder i sandet.

Det var nødvendigt at holde godt fast på rattet” sagde Dynesen, „gennemsnitsfarten blev målt til 203 kmt, og ved målet var den 225.

Jeg passerede først svenskeren, så englænderen og til sidst tyskeren. Tyskeren var iøvrigt noget sur, men Campbell kom hen og gav mig hånden – han var en sportsmand og en gentleman”.

-Således vandt Dynesen „Nationernes Kamp” og dermed løbets fornemste sølvpokal – synd at han ikke kom til at måle sig med Sunbeam’en. Bladet „Auto” behandlede hans sejr meget køligt – ingen tider blev angivet for dette sidste løb – og grunden må vel søges deri, at man fandt det klogest at gå stille med dørene, ellers blev der måske intet Fanø-løb næste år.
-Det blev der alligevel ikke, 1924 blev det 6. og sidste Fanøløb. Men for Dynesen blev hjemturen et sandt triumftog, og mange byer havde rejst æresporte for ham.

Nogle år havde Dynesen raceren stående, så solgte han til en mand ved navn Råkær, som igen solgte den til en produkthandler Einar Skov for 600 kr.

Dynesen fortalte mig, at vognen stod i en lille skov i nærheden af Hurup i Vendsyssel, og forfatteren tog straks derop – det var omkring 1954 –men kom to år for sent. Den var blevet slagtet i Lemvig, og der var ikke levnet en stump af den.

Artiklen er underskrevet af Ry Andersen.

Dette kunne læses i dagspressen i Herning om de to brødre Dynesen og om bilismens vilkår i særdeleshed

To kvikke brødre, Hans og Carlo Dynesen, havde lært en del om mekanik, for de havde i 1908 oprettet cykelværksted i Bredgade 26, hvor i mange Sr Møller Jensens, nu Dragsbæks, radioforretning har ligget.

De mente, at tiden var inde til en motorisering af Herning, og det ville de påtage sig. Ganske vist kostede et af de nymodens uhyrer, der kunne køre uden heste, mange penge. Men der matte vel kunne findes en udvej. Først forsøgte de at tegne aktier blandt forskellige herningborgere, som de mente måtte være interesserede. Men det var Herning-borgerne ikke.

De rystede på hovederne og sagde, at det vist var noget galmandssnak. Så sparede brødrene sammen, og i 1909 holdt det nye Århundredes teknik skinnende af højrød lak sit indtog i Herning. Her blev vidunderet hurtigt populært, ikke mindst hos ungdommen.

Bilen var en tysk »Horch«, et meget fornemt mærke, som lyskerne efter Anden Verdenskrig fik forbud mod at producere. De overholdt forbuddet og fremstillede i stedet et fornemt mærke ved navn »Audi«, som er latin og betyder det samme som »Horch«, nemlig »lyt«. Mere om brødrene kan læsses i Herning Folkeblads Julemagasin 1956.

På billedet præsenterer cykle- symaskine- og automobilforhandler Hans Dynesen sine tre biler i 1913 i gården til Bredgade 26. til venstre broderen Carlo, i midten Hans. Bemærk, at bilernes bremse og gearstang sidder udvendigt. Den midterste vogn bar ingen lygter. Strengt taget var deres betydning også ret begrænset, for bilerne måtte før 1910 kun køre fra en halv time før solopgang til en halv time efter. Fra 1910 måtte bilerne godt køre om natten fra 15.april og 15.september.

Fra 1913 skal lygterne kunne lyse 12 m frem. Bivejene var længe forbud område for biler. Bilernes lysgivere bestod i begyndelsen kun af et par store petroleumslygter af messing, men under de »voldsomme hastigheder« — brødrenes første bil kunne komme helt op på 35 km i timen -blæste lygterne ud. Senere gik man over til karbidlygter, der dog havde den ulempe, at vandet i dem frøs om vinteren, og så kunne de ikke længere producere den ildelugtende acetylengas. Det næst skridt var rigtige elektriske lygter med tørelementer. Helt godt blev del først, da den tekniske snilde nåede så vidt, at man lod vognen selv producere den nødvendige strøm.

Et familiebillede fra 1903
Mine oldeforældre Rasine & Niels Peter Andersen er de forreste til højre og de har en lille gård der hedder Skovly på Harild Hede og de følger Dynesen resten af livet både til Herning og Holstebro som de bor hos Inger Andersen (Dynesen ) det er den unge pige i midten

Inger og Hans Dynesens bryllupsbillede
1 dec.1908

Harry Dynesen blev også brugt i reklamerne.

Hans, Harry og Inger Dynesen 1916

Hans og Inger Dynesen med nogle venner.

Hans Dynesens postkort til vores bedstefar Ove Andersen i Fasterholt

Min far Karlo Nørholm Andersen er nummer to på billedet og Hans Dynesen nummer tre fra venstre og derefter Kresten Nørtoft Thomsen
De to bagerste fra højre er mine bedsteforældre Ove og Ane Andersen Fasterholt. Billedet er fra 1920

Fra venstre Kristen Nørtoft, Hans Dynesen

Inger & Hans Dynesen til Jens Christian Nørtoft Thomsens konfirmation i Ikast 1958

Hans Dynesen med sine pokaler i deres lejlighed i Langelandsgade

Kristen Nørtoft, Inge Dynesen, Anna Nørtoft & Martha Nørtoft på besøg i Aarhus og med pokalen på stuebordet.

Billedet her er fra 1961-1962 og er muligvis fra Hans Dynesens begravelse.

Min bedstemor Ane og Kristen Nørtoft på besøg hos Inger Dynesen i Århus.
Inger Dynesen født Inger Nielsen Andersen er min far Karlo Nørholm Andersen’s faster. ( faster Inger )

Hans Dynesen startede med cykler i Herning og sluttede med cykler i en kælder i Aarhus.

Sådan ser ejendommen ud i dag

Herning-drengen, der blev, verdensmester i billøb, død

Automobilforhandler Hans Dynesen, der i 1924 forbløffede ved at opnå 203 km/t på Fanø
Automobilforhandler Hans Dynesen, Kaserneboulevarden 81, Aarhus, tidligere Herning og Holstebro, er død, 76 år gammel.
Hans Dynesen skaffede sig i 1924 verdens ry ved det internationale bil løb »Nationernes kamp« på Fanø. Her blev han verdensmester med en hastighed af 203 km i timen, og der gik mange år, før denne rekord blev slået.
Men Dynesen kørte også med flyvemotor i sin væddeløbsbil. Han købte 1 1920 en flyvemaskine, som han en tid brugte til rundflyvninger, og da maskinen gik til, byggede han sig en væddeløbsbil og brugte som drivkraft den gamle flyvemotor, der skabte en så hurtig kørende racerbil, som man aldrig tidligere havde set magen ti}. Dynesen kørte selv bilen ved løbet på Fanø.
Hans Dynesen var født på Snejbjerg Mølle ved Herning. Mekanik havde alle dage haft hans store interesse, og i 1908 oprettede han cykelforretning i Herning og et par år senere fik han forhandling af Ford biler og traktorer. Han solgte efter datidens forhold mange motorkøretøjer, og han virkede desuden som kørelærer, da hin selv lærte sine kunder at køre.
Dynesen flyttede senere til Holstebro, og efter nogle års forløb til Aarhus. Han efterlader hustru og en søn.

Hans Dynesens søn, den nu 83-årige fhv. mekaniker Harry Dynesen, Århus, med faderens store pokal fra Fanøløbet, udsat af Kongelig Dansk Automobilklub.


Den skulle egentligt have været en vandrepokal, men kom aldrig videre end til Hans Dynesen, da løbene på Fanø efter ulykken i 1924 ikke blev genoptaget. De andre pokaler er vinderpokalen fra »Nationernes Match«, sejren i det indledende løb og i Blokhusløbet 1922. (Foto: Henrik Bjerregrav)

Fra Kristelig Dagblad 28 aug. 2001

91-årige Harry Dynesen er glad for at bo på Bethania og har stor ros til personalet.
Hørelsen er måske ikke helt, hvad den har været, men derudover er der ikke meget, der afslører, at Harry Dynesen har rundet de 91 år.

Den tidligere ford-mekaniker hilser velkommen med et smil, straks man kommer ind i hans lille lejlighed på Bethania-plejehjemmet i Århus.

Lejligheden består af et enkelt værelse på 15-16 kvadratmeter. Langs den ene væg står en seng i forlængelse af en håndvask i hjørnet, og overfor, langs den modsatte væg står en bogreol, mens midten af værelset er møbleret med et par stole, et lille bord og et fjernsyn i det ene hjørne. På bordet ligger Århus Stiftstidende, foran billederne af børnebørnene og oldebørnene, som i dag bor i Spanien og som Harry Dynesen derfor ikke ser så ofte, som han gerne ville.

Udenfor vinduerne står bøgetræerne med deres grønne blade, som næsten udstråler deres eget lys i solens klare skær. Gaderne i området kender Harry Dynesen bedre end de fleste andre. I mere end 50 år har han boet i dette kvarter og derfor er han også glad for, at han i dag kan bo på Bethania.

  • Min kone og jeg boede jo lige heroppe, oppe i Ny Munkegade. Det er rart, at man kan blive et sted, hvor man føler sig hjemme, siger Harry Dynesen.

Det er dog ikke kun beliggenheden, der gør, at Harry Dynesen er glad for at bo på Bethania-plejehjemmet. Der er også stor ros til personalet.

  • Jamen, de er meget venlige. De er altid venlige og flinke til at hjælpe og tage en lille snak, når man har lyst. Men der er selvfølgelig nogen, man svinger bedre med end andre. Man får jo sine favoritter, siger Harry Dynesen med et smil.

Den hårde kritik, der den seneste tid har været af ældreplejen i Danmark, kan Harry Dynesen i det hele taget ikke genkende fra sin egen hverdag.

  • Jeg er meget glad for at bo her. Jeg kan ikke pege på noget, som er et problem for mig. Vi kan lave en masse forskellige ting og har det godt sammen, så jeg er meget tilfreds, siger Harry Dynesen.

Harry Dynesen døde den 3. februar 2005 i Århus.

Skrevet af Gorm Albrechtsen i Herning Folkeblad.

Nogle notater om Harry Dynesen:

Harry Dynesen blev gift i Holstebro den 10. december 1933 med tobaksarbejderske Birthe Louise Graversen fra Holstebro og Henning er født i Holstebro den 13. maj 1938.

Deres bopæl var dengang Nordvestvej 20.

HER NOGLE FÅ ANDRE ARTIKLER OM HANS DYNESEN:
I HERNING FOLKEBLAD i årene 1911-1924

12/4 1911: HD skriver Hans Dynesen har fået en bøde på 45,-kr for ulovlig kørsel nær Hammerum hvorved et hestekøretøj led skade.

4/2 1918: Stor ildebrand hos Hans Dynesen. Menes opstået fra en lak ovn Værkstederne og garagebygningen nedbrændte. Hans Dynesen kaldt hjem fra
København.
H.D. har flere værksteder i byen.

13/8-s.2 1919: Registratur til Herning Folkeblad
På grund af vognmangel ved statsbanerne kan sparekassen ikke få sten hjem
fra Lysbro med banen. Hans Dynesen henter dem i lastbiler

13/3-1920: Også Hans Dynesen vil køre i Sønderjylland i sin fine Fiatvogn
Ved genforeningen.

14/3-s.2 1920: Hans Dynesen har anskaffet en meget stor og smuk sygebil.

29/4-1920:Hans Dynesen har fået overdraget eneforhandling af Ford-biler.

7/7-1924: Til motorløbene på Fanø 23-24/8 har Hans Dynesen bygget sig en racer med motor fra den tyske Albatrosflyvemaskine. Hans Dynesen mener, den kan køre 2oo km i timen.

25/8-s.3 1924: Hans Dynesen har vundet en vandrepokal ved fanøløbene. Kørte en “Fiat-Mercedes”, 203 km i timen. Vandt også Nationernes Match.

26/8 1924: Hans Dynesen vil ikke køre væddeløb mere, mener det er for livsfarligt.

Vil sælge sin vogn.

En artikel i Herning Folkeblad den 4. februar 1918 om branden

En annonce efter branden

Min far har berettet blandt andet følgende om Hans Dynesen

Min far Karlo Nørholm Andersen fortalte at engang Hans Dynesen havde været på jagt, fløj han lavt hen over min bedstefar Ove Andersens gård i Fasterholt og droppede en hare ned på gårdspladsen.
Det bekræfter det andre har skrevet om ham.
Noget ingen andre har skrevet om i historien om Hans Dynesen, er hvordan han var med til at påvirkede flere i familien økonomisk
Min bedstefar og flere andre i familien havde kautioneret for Hans Dynesen, hvilket endte med at de måtte indbetale det kautionerede beløb til banken og det var tæt på at resultere, i at familien måtte fra gården, hvis ikke en meget venlig nabo havde hjulpet. Mine bedsteforældre var meget taknemmelige for denne store hjælp og dette venskab kom til at holde resten af livet for alle i familien.

Mine egne notater om Hans Dynesen tidslinje

Født på Snejbjerg mølle den 29 december 1884.
Forældrene driver en overgang Vester Gæstgivergård i Vestergade.

Inger og Hans bliver gift i 1908.

Starter cykel og bilforretning i 1908 i Fonnesbækgade 14 med en lille cykelforretning med værksted.

Fra et lille reparationsværksted i en baggård er forretningen gået frem til den mangedobbelte omsætning med et cykle- og automobilreparationsværksted.

Køber Bredgade 26 i 1910 for 16.000, kr. af Købmand Præstmark.

Beskæftiger i 1913 10 mand og har også installeret en ny vulkaniseringsmaskine.

Med tre biler befarer Dynesens chauffører i Herning op opland med kørsel.
Har eneforhandling i Midt. og Vestjylland af det kendte automobilmærke N. L. N. Neckarzulmer.

Får også eneforhandling af Ford i hele Ringkøbing Amt.

Samt at have sikret eneforhandling af de verdensberømte cykelmærker Adler og Gritzner og vidner om en vis energi og forretningsdygtighed hos manden. (Omtale i Herning Købstad 1913 s. 43.)

Sælger i 1916 ca. 70 automobiler.

Sælger i 1919 Bredgade 26 til Thomas Møller Jensen.

Hans Dynesen flytter forretningen til Bredgade 31 i 1919.

Ford fratog ham forhandlingen i 1925.

Er forsat i Herning til 1927, hvorefter han flytter til Holstebro.

Har bopæl på Lægaardvej 22 Holstebro.
Her bor også mine oldeforældre Rasine og Niels Peter Andersen
Jeg, Ove Nørholm, mødte en murer på Grønland i 1964 som hed Vilhelm, jeg husker ikke efternavnet, der fortalte at hans far var i kompagniskab med Dynesen i Holstebro.? (Hedegård)?

Den 17 juni 1931 laves der en gensidig af tale om kontraktophør imellem Hans Dynesen og A/S Holstebro Motor-Compagni og Hans Dynesen underskriver med følgende tekst ” Jeg bekræfter herved at jeg lovligt og rettidig er opsagt fra min stilling hos A/S Holstebro Motor Co., til fratrædelse den 1 juni 1931.
Samtidig er der oprettet ny Kontrakt fra 1. juni d.å. underskrevet Hans Dynesen ”
Dynesen flytter herefter til Hadsund og har Hadsund Motor Kompagni, formentlig kun en kort årrække, det var sammen med en fabrikant Bang fra Hadsund.

Ifølge KRAK er Hans Dynesen i 1939 også registreret som Autoforhandler på Kaserneboulevarden 31 Tlf. 33580 og i 1941 på samme adresse registreret som Cykeludstilling.

Der står i Statstidende i 1949 At Hadsund Motor-Compagni ved Hans Dynesen og Bang er hævet.( Rudolph Bang )

Herunder nogle oplysninger om Rudolph Bang fra Hadsund

Ligeledes står der i Statstidende i 1948 Politikreds Nr. 38:
”Hans Michael Dynesen af Faarvang driver Handel og Håndværk i Faarvang Kommune som eneste ansvarlige Indehaver af Firma Faarvang Motor Compagni v/ Hans Dynesen”. Politimesteren i Silkeborg Købstad m.v. den 4 Maj 1948 V.Ewald.

Visitkort fra Fårvang

Dynesen flytter herefter til Kaserneboulevarden 31 i Aarhus og driver et lille cykelværksted i kælderen under lejligheden.

I 1954 skriver Hans Dynesen i et takkekort fra sin 70års fødselsdag ” Jeg passer en Autoforretning, som min Søsters søn Milert har startet sammen med en anden. Her er pæne lokaler med god varme.
Cykelværkstedet passes af en mand, vi deler så fortjenesten.”

Hans Dynesen dør den 11. februar 1961 76 år gammel, han har været præget af megen gigt og sukkersyge i mange år.

Det sidste her er nogle korte resumeer fra de mange breve som jeg har læst af Inger Dynesens breve.

Hendes breve bærer et meget tydeligt præg af at Inger Dynesen havde en stærk kristen tro og at hun også havde en stor medfølelse for både sønnen Harry Dynesen og barnebarnet Henning Dynesen og deres helbred i særdeleshed.

Inger skriver til sin svoger Kristen Nørtoft Thomsen i Ikast at deres barnebarn Henning kommer nu sammen med en stor mands datter og at han har fabrikker over hele verden og så kan han hejse skibe op som ligger på havets bund og det har han patent på.

Henning vidste ikke at hun var millionær datter så det er først nu det er gået op for ham.

Nu skal han giftes med Karl Krøyers datter Inge Lise og at Inger så gerne vil med til deres bryllup, men hun tvivler på at hun kan klare det. Men Henning insisterer på at han ikke kunne holde bryllup uden hun var med og derfor deltog hun også i det storslåede bryllup, Karl Krøjer havde ikke sparet på hverken mad eller luksus og som hun skriver ”jeg vil slet ikke skrive om det” Karl Krøyer gav også brudeparret 2.000 kr. til en bryllupsrejse. Som senere blev til en rejse til Paris.

Hun skriver også at Hennings kone er dyr fordi hun er for godt vandt.
Henning arbejder stadig hos Purups som salgschef.
Henning Dynesen var i nogle år kæreste med Kirsten Bech, hvis far var købmand i Bredgade Ikast. Inge var meget ked af at de gik fra hinanden, fordi Inge kunne rigtig godt lide Kirsten.

Inger Dynesen dør den 17. september 1969 (min bedstefars søster og min fars Faster Inger), min far kaldte Hans Dynesen for farbror Hans.

Begge er begravet på Nordre Kirkegård i Århus

Min hensigt har været at sende mine notater og billeder til Henning, men
jeg har nu fundet ud af at Henning Dynesen er død den 24. marts 2014 og han er også begravet på Nordre Kirkegård i Aarhus, på plads 3 LIT F 1582.

Ingelise bor i Fuengirola i Spanien og jeg har nu været i korrespondance med Ingelise & Hennings datter Pernille Krøyer Dynesen (Hans & Inger Dynesens oldebarn) og hun skriver at de alle har boet i Spanien siden 1986, hun var dengang 16 år.

Hun driver to økologiske butikker hvor den ene ligger i Los Boliches, Fuengirola og den anden i Marbella

Miguel Moreno & Pernille Krøyer Dynesen, startede i 1995 med butikken

Ove Nørholm Ikast maj 2020.


Herning Historie

Herninghistorie.dk er stedet hvor hele Herning Kommunes historie bliver fortalt. Her er der mulighed for at læse de gode beretninger og se skønne gamle billeder.

Indholdet er leveret af alle lokalarkiverne i Herning Kommune, og har man som læser kommentarer, kan de indsendes til det arkiv, som har lagt historien/billedet på.

Har du selv en god lokal historie at fortælle så send den til dit lokale arkiv, så vil arkivet sørge for at den bliver lagt her på herninghistorie.dk.

Følg os på Facebook