Herning Historie

Uddrag af Edmund Rahbeks erindringer


Skarrild sogn 1940-45

  1. april 1940 var den store vaskedag i ”Petersminde”. Vaskekonen Camilla Andersen kom som aftalt. Vi børn skulle pumpe vand op og fylde samtlige kar og baljer.
    Da Camilla kom ud af vores vaskehus, kom den første eskadrille af flyvemaskiner. Vi børn syntes det var spændende, men Camilla fik et chok. Da vi senere kom i skole, fortalte lærer Rasmussen at Danmark var blevet besat af tyskerne.
    De første år af krigen var det ikke meget vi i Skarrild mærkede til Værnemagten. Kun lidt tilfældig patruljering. Men om natten blev der, som tiden gik, mere og mere motorlarm af de engelske bombefly, der var på vej til Tyskland.
    Det blev efterhånden mere og mere vanskeligt at fremskaffe selv erstatningsvarer. Så man måtte nu også ty til erstatning for erstatningen. Jeg husker, at far havde en habit, der var slidt og falmet. Den blev sendt til skrædderen, hvor den blev sprættet op og vendt, så den fremstod næsten som ny, dog med det lille minus, at hvor den før var til at knappe til højre, skulle den nu knappes til venstre. Der var næsten ingen grænser for folks opfindsomhed. Selv min Fars gamle Slips’ blev sprættet op for igen at blive syet sammen til en kjole til min søster.
    De ældre mennesker fandt spinderokken og karten frem for at kunne bearbejde råulden. Så nu kom der også gang i strikkepindene, men også her skulle der spares.
1942 Kirsten og Christen Bæktoft, Karstoft

De strømper, der var så slidte at de ikke mere kunne stoppes, blev skaftet klippet af og man strikkede derefter nye fødder i dem. Nogle Menneske fremstillede selv Kartoffelmel. Sågar sæbe lavede man af selvdøde Dyr. Da det blev småt med erstatningskaffe, brændte man korn som erstatning for erstatningskaffen. Vi i det lille Samfund, Skarrild, havde det ikke værst hvad Fødevarer angik – mange var selvforsynende med æg, Kød, og grønt. Og de, der ikke havde nok af den ene slags, byttede så med andre. Hjemme byttede Mor med syarbejde.
Brændsel var ikke noget problem i det midtjyske. De fleste Hjem blev jo opvarmet ved hjælp af Kakkelovn og Komfur og som sagt havde vi nok af Træ og Tørv her i området.
Den eneste adspredelse, der var for de unge om Vinteren, var Gymnastik. En meget tidlig morgen blev vi vækket ved nogle store drøn. Først troede vi, at krigen nu var kommet til Skarrild. Det viste sig, at det var kroen, der brændte. De store brag var fra dækkene på Lastbilen, der sprang pga. varmen.

1944 branden er slukket.

På kroen boede der en del arbejdere, der var beskæftiget med at binde faskiner af træ. To af disse arbejdere blev Indlogeret hjemme hos os. Vore logerende var fra København. En dag kom de pludselig og sagde, at de begge skulle rejse. Deres værktøj lod de ligge med beskeden om, at vi gerne måtte udlevere det, hvis nogen kom efter det. Efter krigen fik vi igen kontakt med dem begge. Det viste sig, at ”københavnerne” var nødsaget til at rejse – igen. De var i forvejen ”gemt” væk – altså ”gået under jorden” og nu brændte den igen under dem. Derfor den pludselige afrejse.
I den mørke tid blev antallet af borgere i Skarrild Sogn væsentlig forøget. Det skyldtes først og fremmest, at der flere steder i sognet fandtes store mængder af Brændsel: lige fra tørv til brunkul. Kullene var dog mest at finde i området ved Gejlbjerg. Blandt alle disse nye borgere, var mange aktive Idrætsfolk. De startede en boldklub ved navn Gejlbjerg Idrætsforening. Foreningen blev senere tilmeldt Hammerum Herreds sommer turnering i fodbold. Der var mange dygtige boldspillere i blandt dem. For at stimulere foreningens økonomi, afholdt man også bal på Clasonsborg. Det var naturligvis med levende musik. En weekend havde orkesteret, der skulle spille, hørt forkert. De troede, det var Gejlbjerg der skulle lægge øre til deres musik. Derfor blev ballet 3 timer forsinket, men vejret var fint, så parken omkring Clasonsborg blev flittigt benyttet i ventetiden.
Efterhånden som tiden gik, strammede tyskerne grebet om Danmark, og det kunne vi også mærke på vor frihed. Der blev således indført udgangsforbud fra kl. 21 til om morgenen. Eneste fornøjelse, der var om sommeren i Skarrild-området, var ”bal på Clasonsborg”. Pga. udgangsforbud, startede de derfor allerede kl. 16 om eftermiddagen. Jeg kan huske, at mine store søskende begyndte at gøre sig klar straks efter middagsmaden. Bukser og nederdele skulle stryges, hvilket var nødvendigt at gøre, umiddelbart inden de skulle af sted. Tøjet var jo lavet af celluld eller kradsuld. Derfor havde pressefolderne en begrænset holdbarhed. Det oftest benyttede fodtøj, var gummisko med Celluldstof som overdel. Når disse var ”hvidtet”, var det afgang til ballet. Ballet varede fra kl. 16 til kl. 20 – så var det med at komme hjemad inden udgangsforbudet kl. 21 trådte i kraft. Der var selvfølgelig altid nogen, der ikke kom tidsnok hjem. De undskyldte sig ofte med at cyklen var punkteret

Ca. 1945 – Skarrild by

Sidst på sommeren blev samlingshuset i Skarrild beslaglagt af værnemagten – senere også præstegården. Pastor Ingerslev var nødsaget til at flytte ind på ”Søndergård”. Her fik han overdraget storstuen, der herefter blev brugt som konfirmand værelse.
Toiletterne i samlingshuet var ikke store. Så tyskerne måtte ty til andre løsninger, når det gjaldt deres nødtørft. De gravede derfor et udendørs das bagest i lærer Rasmussens have.

Plan over besatte huse i Skarrild


Opdateret