Herning Historie

Hedebonden – Pæ Kresten


Af Svend Aage Madsen
Livet igennem støder man fysisk eller gennem fortællinger og litteratur på mange forskellige mennesker.
Mennesker, der sætter aftryk på deres omgivelser.
Sådan et menneske var Peder Christian Mathiasen, eller som han senere blev kaldt i daglig tale Pæ Kresten.
Han blev født i Vind i 1848, som nummer 6 ud af en søskendeflok på 12. Senere kom der yderligere 2 halvsøskende til.
Barndomshjemmet var yderst fattigt, selvom faderen ved siden af landbruget også kørte fragtkørsel for en købmand i Holstebro.
Moderen fremstillede i de få frie stunder fåretøjr af rævlingeris, som hun efterfølgende gik til Holstebro for at sælge.
I det det hele taget spillede det at lave rævlingereb og limer (koste) af samme materiale en meget vigtig rolle for de fattige hedebønder.
En vinter, hvor Peder Christian var hjemme hos forældrene, producerede han rævlingekoste, som han afsatte til en købmand i Holstebro. Det gav penge, og var handelen gået godt, kunne han godt finde på at flotte sig med en købt kop kaffe til den medbragte madpakke.
Allerede som 7-årig blev den lille Peder sendt ud at tjene. Ikke så meget for, at han skulle tjene penge. Kunne han få føden og et par træsko, var det fint. Hovedgevinsten var nok nærmere, at forældrene sammen med mange andre i samme situation havde en mund mindre at mætte.
Efter sin konfirmation tjente han flere steder ved omegnens bønder blandt i Røddingområdet ved Vildbjerg.
På et tidspunkt forsøgte han sig i en kort periode som bissekræmmer, hvor han gik rundt og solgte tøj og bånd m.m. Lidt entreprenant var han vel også, idet han på markedsdagene kunne tjene en anselig sum ved at tage vare på andre folks heste. I løbet af året kunne det godt kaste 25 daler af sig, hvilket var et fint beløb i forhold til de 55 daler, han fik i løn for et helt års arbejde ved landbruget.
I 1869 blev han gift, og samme år købte han en lille, misrøgtet ejendom i Smækbjerg ved Timring.

Ejendommen i Smækbjerg, Timring

Den blev omtalt som et sted, der var helt ude af drift, så der stort set kun var sulteføde til en ko. Men ved flid, stræbsomhed og fremsynethed fik Pæ Kresten gården i så god gænge, at der ved salget i 1905 var 6 køer, 2 heste og 10 får. Desuden har der vel også været nogle høns.
I ægteskabet med Else fik Mathiasen tre børn. Desværre blev hustruen på et tidspunkt ramt af en sygdom, der gjorde, at hun måtte holde sengen i de sidste 10 år af sin levetid.
Disse 10 år blev virkelig trange for Peder Christian Mathiasen.
Han passede nu alene sin syge kone, børnene og hjemmet ved siden af den daglige drift af gården. Han lavede mad, kærnede smør, bagte brød, slagtede, vaskede tøj – kort sagt klarede han ud over landbruget alle de sysler, som en husmor på det tidspunkt normalt stod for.

Bageovnen


Denne indsats gav naturligvis stor respekt og beundring rundt om i sognet.
I forbindelse med sit landbrug blev han lidt af en mønsterbryder, da han var den første i sognet, der fik drænet sine marker. Desuden var han også én af de første, der plantede nåletræer på en 3 – 4 tdr. land afsvedet hede. Planterne havde han naturligvis selv drevet frem.

Selv om han var noget påholdende, kunne han godt finde på at bruge penge på unyttige ting. For eksempel købte han på et tidspunkt et flag, som han kunne hejse, når familien kom på besøg ude i Sandholm, som gården hed.
I 1888 blev han gift anden gang. Det lettede på arbejdsbyrden. Ikke mindst da der samtidig blev der ansat en karl. Han skulle imidlertid have 50 kroner om året, så den forøgede udgift skulle naturligvis tjenes ind på anden vis. Heller ikke i den situation var Pæ Kresten rådvild, så den følgende vinter bandt han godt 200 rævlinglimer, som han solgte i Herning og tjente derved til hele karlens løn – efter sigende skulle der endda have været 1 krone i overskud.

Gennem et ihærdigt arbejde skabte Peder Christian ved sparsommelighed, flid og dygtighed og trods megen modgang et helt lille mønsterbrug ude på heden i Smækbjerg. At andre også satte pris på hans form for virketrang blev at se i form et tildelt diplom for et veldrevet landbrug.

Efter at have solgt gården i 1905 flyttede Pæ Kresten sammen med sin anden hustru, som han var blevet gift med i 1888 til Timring by, hvor de bosatte sig i et lille hus over for kirken.
Hans sparsommelighed havde han dog ikke ladet blive ude i Smækbjerg, hvilket viste sig med al tydelighed, da de i forbindelse med hustruens tiltagende svækkelse så sig nødsaget til at ansætte en tjenestepige. Under ansættelsessamtalen spurgte den nyslåede bybo, om pigen drak meget kaffe. Det kunne hun heldigvis svare benægtende til, idet hun kun drak én kop, når der var kaffe på bordet. Senere holdt hun til Pæ Kresten tilfredshed helt op.
Efter flytningen til Timring ernærede han sig som selvlært sadel- og træskomager. Han reparerede blandt andet seletøj for omegnens bønder. Desuden kunne man også få slået læder på sine træsko. I det hele taget var han lidt af en multikunstner, der også flettede kurve og klinkede ituslået porcelæn.
Selv om hans priser for det udførte arbejde var meget rimelige, kneb det alligevel for nogle at få betalt regningen. Trods stor langmodighed slap sadelmagerens overbærenhed alligevel op på et tidspunkt. Der måtte gøres noget ved problemet.
Det skete i form af en plakat, som P. K. hængte op i butikken med følgende tekst:
”Kreditten er Død. Usolide Købere er Skyld i dens alt for tidlige Bortgang”.
Og for at de tungenemme også kunne forstå budskabet, havde han nedenunder tegnet en høj med et kors på.

Huset i Timring

Ud over de mange praktiske ting P. K. kunne udføre, var han i et vist omfang også musikalsk. Han havde i hvert fald en harmonika.
Med hensyn til harmonikaen kunne Peder Christian en søndag formiddag af og til udfolde sine musikalske talenter siddende på kålgårdsdiget ved gården i Smækbjerg. Denne syssel fortsatte han med, da han flyttede til Timring, hvor han, når vejret tillod det, satte sig ud i solen og spillede foran huset, som lå over for kirken.
Det var åbenbart ikke alle, der satte pris på Mathiasens musik, for på et tidspunkt henvendte sognets præst sig til ham og bad ham om at stoppe dette spilleri i kirketiden.
Som svar fik præsten at vide, at han P. K. spillede, når det passede ham.
Alligevel blev harmonikaen kort efter solgt.
Selv om Pæ Kresten aldrig havde haft den store indtægt, kunne han alligevel spare op. Mens han boede ude Smækbjerg satte han hvert år 250 kroner i sparekassen.
Når der senere var problemer med at få en 100 kroneseddel vekslet i Timring, var løsningen stort set altid et besøg hos Peder Christian Mathiasen.
Den 15. marts 1929 lukkede denne agtværdige borger i Timring sine øjne for sidste gang.

Opdateret