Herning Historie

Maskinfabrikken W. Johansens Enke A/S, Herning


Fabrikken blev grundlagt i 1900 i Østergade af fabrikant W. Johansen, der til en begyndelse mest beskæftigede sig med reparation af mejerimaskiner etc. Efterhånden kom W. Johansen så imidlertid ind på det fabrikationsmæssige, idet han i 1907 fremstillede sin første petroleumsmotor og tillige gav sig til at lave gasmotorer, alt beregnet for mindre industrielle virksomheder.
Det viste sig hurtigt, at han med denne fabrikation havde fået fat i den rigtige ende, og i 1908 etableredes samarbejde med I/S “Junget” for fremstilling af træbearbejdningsmaskiner, hvilket naturligvis lagde et plus yderligere til den fremdrift, der var i det Johansenske firma. De maskiner man nu i særlig grad kom ind på at bygge, var maskiner til mindre håndværkere og industridrivende, såsom båndsave, afrettere og ellers alt indenfor branchen. Så sent som 1930 optog firmaet desuden fabrikation af hurtigboremaskiner til jernindustrien.
(fra: Dansk motor- & maskinsamling)

Min fortælling om maskinfabrikken W. Johansens Enke A/S:
Jeg har altid som dreng arbejdet med mekanik og el. Derfor talte min far, der var landmand, med smed Nielsen i Hammerum om hvad jeg kunne blive. Han anbefalede en maskinfabrik i Herning. Vi cyklede ind til fabrikken og far kendte den første mand vi mødte, Hans Nielsen i Hammerum. I skal snakke med ham der kommer der, sagde Hans. Det var Åge Johansen. Vi gav pænt hånd og far fortalte at hans søn gerne ville i lære på fabrikken.
Far faldt i snak med Åge og det blev aftalt at jeg kunne komme i lære næste år til april. Far spurgte smed Nielsen om vi kunne regne med sådan en mundtlig aftale. Åge holder hvad han lover, sagde smeden. I nov. 1958 gik far ind til Åge og spurgte hvordan jeg startede. Han skal begynde på lærlingeforskole 1. april, sagde Åge. Jeg var spændt på om jeg var indskrevet på Lærlingeforskolen, da jeg mødte op om morgenen 1. april. Det var jeg. Så jeg kom i lære på fabrikken 1. april 1959. Dagen efter jeg var fyldt 16 år.

Efter 4 måneder mødte jeg op på maskinfabrikken W. Johansens Enke A/S og fortalt Åge at jeg var færdig på skolen. Fik du lært noget vrissede han, ja, ja, fik jeg sagt. Du kan gå op til den mand inde bag glasvæggen. Det var Osvald Jensen. Jeg fik lidt sympati der for jeg fortalte at jeg blev anbefalet af smeden i Hammerum og ham kendte Osvald. Osvald satte mig i arbejde. Osvald Jensen var en rigtig rar mand, som jeg ofte fik hjælp af de næste 4 år.

Maskinfabrikken havde omkring 24 svende, et par arbejdsmænd og 22 lærlinge. Der var ikke nogen pædagogisk undervisning, men mere kæft trit og retning fra svende og mester. Nogle svende truede ofte med en lussing hvis vi var næsvis. Mange af svendene havde lys skjorte, slips og vest på. Udenpå havde de en kittel. Vi skulle sige De til de fleste svende. De sagde du til os lærlinge.

Langs øst væggen var der et stort bore-fræseværk betjent af en rar tyk mand, som skråede. Opad var der to store drejebænke fabrikat VDF. Derefter en plansliber. I nederste sydvest hjørne var der omklædning og WC. De fleste gik og kom i arbejdstøj og havde madpakke med som blev spist i forskellige sociale grupper.

Næste midte række var der et mindre bore-fræsemaskine, dernæst Kaj Kristensens drejebænk en Mäuser. Derefter endnu en mindre drejebænk og øverste en ”revolverbænk”. Ved siden af den var der en rundsliber, hvor aksler til kuglelejer blev slebet. I næst midte række var der et stort vertikalt boreværk og derefter 2 echappere af eget fabrikat.

Ved vest vægen var der en stor og en lille høvl. Den stor kunne høvle omkring 2 m lange emner. Den var fast betjent af Frits, som brugte skrå. Ovenfor dem mod Åges kontor stod der to fræsemaskiner og en plansliber.
I den sydlige ende var der klargøring, montage og malerværksted. Ovenpå var der tegnestue og kontor. I kælderen var der olie og et centralvarmefyr. I gården var der smedeværksted og jern lager.

Prokuristen boede i Smedegade nr. 20, i nr. 18 var der vaskeri og Egon Johansen boede i nr. 16. Da jeg kom i lære boede Åge og familien i Sdr. Omme og kørte til Herning i en Loyd varevogn. Senere blev hele familien Åge bosat i smedegade 20.

Hovedproduktionen gik til J Junget, som solgte de maskiner vi lavede. Det var store støbejerns stativer, som blev bearbejdet og til sidst prøvekørt før levering til snedkerværksteder rundt i landet. Der var også en produktion til Brdr. Vestergaard i København. Det var krumtapslibere, cylinderudborings maskiner og cylinder hone maskiner. Af eget mærke, WJ, blev der lavet mange chappere. Rigtig mange blev leveret til regnestok fabrikken Divus.

En lærling gik meget byærinder til der kom en ny lærling. Forløbet var generelt sådan. Første år borede man huller, slibearbejde, let montage med en svend og derefter stod man ved en chapper i nogle måneder og så ved fræserne en tid. Så kom man med i montage, hvor der var meget tilpasnings opgaver og alt var meget nøjagtigt arbejde. Den sidst tid var man nogle måneder ved drejebænke.

Jeg hørte en del om den ældste broder Gustau og så ham få gange. Den yngst kaldte vi ”mi smal bror”, for Egon Johansen, var meget tynd og ikke helt rask, så han var på skånearbejde. Han var lidt aristokratisk og svenden ville gerne snakke med ham og forsøgte at få morskab ud af ham. Han var meget vellidt af alle.

En dag stod jeg og tilpassede støbejerns låger til maskiner og Egon stod og så på det på afstand. Så kom han og sagde. Det er fandme lige så skæv som kong Volmers røv i måneskin. Nogle timer senere kom han med en stak låger og sagde. Det er dem du er så helveds skrap til at lave. På nudansk siger man, det var godt gået, men der er plads til forbedringer.

Åge var en helt anden type. Han så ofte lun ud, men han var aldrig opsat til løjer. Han var en rigtig flink mester. Han havde 4 børn. Den ældste Svend Erik var på tegnestuen, den næste Svend Åge var i lære og 1½ år foran mig, den næste hed Torker og han gik hjemme. Den yngste var en pige og hun hed Merle og var veninde med Anni, som jeg blev gift med.

I foråret 1960 tog vi alle til Hannover messe i bus. Der var nogen der blev hjemme, men bussen var næsten fuld. Vejen til Hamborg var brostens belagt og med asfalt ved siderne. Vi havde overnatning i Hamborg i Sct. Pauli. Det var sjovt og mange fik set til pigerne. Et stykke efter Hamborg begyndte motorvejen. En stor oplevelse for alle. Det var mærkeligt at vi kunne holde sammen uden mobiltelefon.
Vi havde alt betalt på hele turen.

Der kom ofte fine gæster, når en stor maskine skulle prøvekøres for kunden og vi lærlinge fik besked på at opføre os ordentligt. Ellers får i et par på hovedet. Det skete ofte at jeg arbejdede om natten, når en maskine skulle være færdig. Så var vi flere gange over i privaten og få mad og kaffe. De nætter kunne jeg godt tale med Åge.

Vi lavede også reparationer for byens fabrikker. Det var ofte tekstilfabrikker der fik lavet aksler og tandhjul. Også Herning Pengeskabsfabrik og A. Boll fik lavet komponenter. Åge kom ofte og sagde til mig at jeg skulle gå op til kontormanden. Han sendte mig ud for at kræve regninger betalt. Han sagde at jeg var den eneste af lærlingene, der fik alle penge hjem på en tur. Jeg blev også i hele læretiden sendt i Hede Banken efter lønninger.

Der var hakkeorden blandt alle, men det betød ikke et dårligt arbejdsklima. Når vi var i byen, var vi ”WJ-drenge”, som holdt sammen og forsvarede vores arbejdsplads med meget pral af hvad vi kunne. Vi var alle 3 gange 6 uger på Teknisk Skole. Det var meget dygtige maskinarbejdere, der var på maskinfabrikken.

De fleste lærlinge kom med en eksamen, også studenter var lærlinge. Mange læste til Teknikum ingeniører og andre til Maskinmester. Det sidste år jeg stod i lære gik jeg på Maskinistskole, som var på Teknisk Skole. Jeg fik straks hyre som maskinassistent på DFDS Nordamerika fragt skibet Argentina. Efter 18 måneder i Marinen gik jeg på Esbjerg Maskinmester Skole i tre år. Jeg var aldrig blevet maskinmester, hvis ikke jeg havde været i lære på maskinfabrikken W. Johansens Enke A/S i Herning.

C.O. Waldemar Johansen døde i 1927. Han var født i 1879. Af dem der også var på fabrikken i min tid, var Osvald Jensen, Kaj Kristensen og Søren Lillelund.
Efter W. Johansens død fortsatte enken Kirsten Marie Johansen virksomheden, med i ledelsen kom C. Gustau Johansen, Sv. Åge Johansen, Egon Johansen og prokurist Frk. B. Johansen.
Det er betydningsfuldt for eftertiden at vide hvilke arbejdspladser der har været i Herning.

Mvh. Jens Stensberg, Esbjerg – 2019

Maskinfabrikkens har afleveret nogle af deres hovedbøger til arkivet i Herning, den sidste de har, er dateret 1956. Fabrikken har vist bestået længere…


Herning Historie

Herninghistorie.dk er stedet hvor hele Herning Kommunes historie bliver fortalt. Her er der mulighed for at læse de gode beretninger og se skønne gamle billeder.

Indholdet er leveret af alle lokalarkiverne i Herning Kommune, og har man som læser kommentarer, kan de indsendes til det arkiv, som har lagt historien/billedet på.

Har du selv en god lokal historie at fortælle så send den til dit lokale arkiv, så vil arkivet sørge for at den bliver lagt her på herninghistorie.dk.

Følg os på Facebook