Minder fra barndomsårene i Aulum

Af Ingeborg Bertelsens
Mine forældre flyttede til Aulum by i 1906, jeg var dengang, halvandet år gammel.
Aulum var et dejligt sted at vokse op, ikke større end at man kendte alle, men nu har byen udviklet sig til alle sider.
Det er snart 40 år siden jeg rejste fra byen, men kommer der ofte. Jeg får den lokale avis tilsendt så jeg kan følge med, og læser ofte ”Solstrejf”
I 1910 begyndte jeg i skole, hos Frk. Poulsen. Man kaldte den for Pogeskolen, og lå der, hvor der i dag ligger KFUM.
Da jeg boede i nærheden af skolen, og Frk. Poulsen kom i mit hjem, fik jeg af og til lov til at sidde på en tørvekasse i timerne, eller på en elevplads, hvis denne var syg. Pigerne på den ene side, og drengene på den anden.
Vi havde også en lærer der hed Korsholm. Han kom også i mit hjem. Jeg opbevarer stadig nogle vers, som han engang skrev til mine forældre. Han skrev jo meget. Jeg husker ham også fordi han havde så mange duer. Fuglelivet var hans store glæde, og han boede selv i et dueled.
Lige bag skolen, lå møllen, som er opført i 1906, på et højdepunkt, lidt udenfor byen. Den gamle mølle lå nede i byen, lige overfor elektricitetsværket. Møllen var det bedste legested for os børn, når der bare ikke var for meget korn på loftet. Der var gynger og lignende, men allerdejligst var det når møllerens kone – kaldet ”Møllemor” – bagte boller, hvedebrød eller sigtebrød. Så vankede der gerne en skive, og saftevand når det skulle være rigtig fint. Det glæder mig meget, at møllen er bevaret, som et lysende vartegn.
Der var også hestestald, bygget sammen med møllen og lejligheden, for hestene skulle jo i stald, mens kornet blev malet. Stalden blev også flittigt brugt til hestene om søndagen, mens man var i kirke.
Bag møllen lå tømmergården, som også var et dejligt sted at lege. Især om sommeren, blev der bygget huse af brædderne. Meget fine, synes vi. Med borde, bænke og vinduer med gardiner for, pyntet med blomster. Vores forældre blev inviteret på kager og saftevand.
Om vinteren, når der var sne, havde vi en dejlig kælkebakke nede i haven, som hørte til tømmergården. Den var meget stejl, så helt ufarligt var det ikke.
På den anden side af skolen, lå fattighuset, som man sagde dengang. Der var fire lejligheder, som hver bestod af en stue, og et køkken. I køkkenet var der lergulv – det var svage mennesker, der boede der. De var altid glade, hvis man kom til døren og sang lidt for dem, og så fik man gerne et stykke kandis.
Hvis det skete, at der blev en lejlighed ledig, legede vi piger der, og lavede mad, vistnok til stor glæde, for husets beboere. Vi gik også i byen for dem. En gang skulle vi hente brændevin til en, og da vi kom tilbage med det, så en anden af beboerne det, og så røg det i rendestenen. Flaske blev fyldt med vand, for man måtte ikke drikke i fattighuset, blev der sagt.
Ned mod byen, hvor sparekassen ligger i dag, lå det gamle missionshus. Det var ikke så stort, så ville man indenfor, måtte man komme i god tid, for ellers måtte man stå op i gangen. Der var altid mange til møderne.
Ved siden af lå en slagterforretning, som også havde slagtehus. Vi børn var meget bange for at gå forbi der, når der blev slagtet. Til gengæld var det meget spændende, om det var fedekalven der blev slagtet, for så kom der et stort skilt i forretningens vinduer, for så skulle det meste af byen, have kalvekød til middag, om søndagen.
På den anden side af missionshuset, lå udstillingslokalet fra smed Lund, som boede på hjørnet. Der blev skoet heste, og det stod vi tit og så på. Jeg tør vist godt sige, at der næppe fandtes et mere gæstfrit hjem, end hos smedens, synes vi børn, og det fortsatte op i ungdomsårene. Der var gynger i smedjen, som næsten altid var optaget efter fyraften, for der var tit dejlig lunt om vinteren. Det skete, meget tit, at der blev budt på kaffe af ”Madam Blå”. Til gengæld måtte vi så synge for dem. Det blev ofte til mange salmer og sange, men hvor vi dog hyggede os, for der var både husrum og hjerterum. Et dejligt samlingssted. Ofte kunne ældre godt banke på døren, og være med.
På torvet lå det gamle forsamlingshus, som også blev brugt til fester. Så stod vi der, og klemte næserne flade, for at kigge ind, man måtte jo være med, når der skete noget i byen. Det skete også tit, at man fik kager, eller lov til at slikke dessertskålene, hvis vi ikke var alt for mange. På bestemte dage kunne man også sælge sine rottehaler, for fem ører. Det var mest drengene, der var på jagt efter rotterne.
På hjørnet overfor, lå missionshotellet, hvor der også var stald og vognport. Da sønnen på hotellet, fik en lastbil, blev vi børn fra pogeskolen, inviteret på en tur til Jens Brixes plantage, og hjem igen. En mægtig oplevelse, synes vi, ingen havde før været på biltur.
En gang om ugen, blev der samlet grise i hotellets vognport. De skulle med tog til slagteriet, og efter skoletid var vi med til at drive dem gennem byen, til stationen. Det kunne være meget besværligt, men morsomt var det, og man fik 5 ører for det. Det var mange penge, dengang – man kunne få et kræmmerhus for 2 ører. Om lørdagen fik man gratis kræmmerhus hos købmanden, sammen med de andre varer.
Jeg husker en sommerdag, hvor vi var tre familier – seks voksne og seks børn, som skulle på tur til Viborg, for at se Domkirken, med mere. For at vi kunne nå det hele på en dag, lejede man en hestevogn, ”charabanc” til Herning, og derfra med tog til Viborg. Vi kørte ud af landevejen, før solen rigtig stod op, og om aftenen samme vej tilbage – godt trætte, men efter en spændende dag, som jeg aldrig har glemt.
Om søndagen gik man en tur med forældrene, vi kunne godt være mange, der fulgtes ad. Vi tog ofte, den lille trekant, og undervejs kiggede vi ind hos Sidsel. Hun boede på vejen mod Jersild. Hun lå næsten altid i sengen, og strikkede herrebenklæder. Der var lergulv i stuen, og der var sand på.
Ved siden af, boede Maren og Kristian Jensen. Ældre, men meget flittige mennesker. Der kiggede man også ind. Der var også lergulv, med fint sand. Der stod en spytbakke i hjørnet, og der var lagt papir i, klippet meget fint i kanten, med tunger. Sandet på gulvet var vi børn, meget optaget af, for det havde vi ikke derhjemme. De dyrkede mange grøntsager, som de solgte i byen.
Gik man videre af trekanten, nåede man stationen. Her håbede vi at se et tog køre forbi. Videre gik det så, ned af hovedgaden, for at se på forretningsvinduerne. Der var en granplantage, midt i gaden, hvor man også kunne gå ind og hygge sig..
Især om sommeren, gik man meget på kirkegården. Var vejret til det, sad mange familier med børn på diget bag præstegården, ved bækken.
Da man blev større, skulle man i skole hos degnen, lærer Simonsen.
Om vinteren, når isen kunne bære, løb vi på skøjter, neden for skolen i det store frikvarter, på ”Klynepytterne” Aftalen med lærerne var, at når der blev fløjtet, skulle en ny time begynde. Vi ventede til der blev fløjet anden gang, men så gik den heller ikke længere, for så vidste vi, at vi skulle sidde efter, frysende, for der kom ikke flere tørv på kakkelovnen, den dag, med mindre fru Simonsen stille kom ind, og puttede et par tørv i.
Lærer Simonsen lærte os at spare penge sammen. Når vi havde en krone, satte han dem i sparekassen for os. Vi fik en bog, hvor vi selv kunne følge med. Det var lærer Simonsen og Eskild P. Jensen, der bestyrede sparekassen, dengang. Den var kun åben, få timer om eftermiddagen, i en lejet stue, hos Marianne Høgild.
Vi var nogle piger der blev enige om, at nu skulle der penge på den bog, som vi havde fået af vores lærer.. Vi hjalp til på landet, med at samle kartofler op, om efteråret i vores kartoffelferie. Cykel havde vi ikke dengang. Men min veninde og jeg var heldige. Vi skiftedes til at sidde på stangen, eller bagagebæreren hos en voksen. Han skulle kartoflerne op, men det gav ikke meget i kassen. Fingrene kunne ikke holde til det, for det var fra tidlig morgen, til sen aften. Vi skulle komme til morgenandagten, og morgenmaden – et fladt, rødt lerfad, med kogt mælk og rugbrødsterninger, blev stillet på bordet, så vi selv kunne lange til.
Bedre gik det i tørvemosen, der tjente vi mange penge, synes vi. Vi var mange der fulgtes ad til mosen, som lå i Skjerk, ikke længere væk, end at vi sagtens kunne gå.

Ingeborg Bertelsen, født d. 30. oktober, 1905

Opdateret