Niels Vestergård, værktøjsmager
Vi fortsætter med erhverv fra Timring i gamle dage.
Niels Stubkjær Vestergård, en hæderlig, reel, pligtopfyldende og ordensmand, det var nogle af de ord, der blev hæftet på Niels Vestergård i hans nekrolog 14.juni 2006. Det kunne Timring borgere bevidne enstemmigt.

Niels Vestergård var fynbo, født i 1920 i Nyborg. Familien bestod af 5 børn, far og mor. Begge forældre var fra Jylland, moderen fra Herning og faderen fra Skjernegnen, Dejbjerglund. Faderen var vognmaler ved DSB, her var en stor arbejdsplads for den faste forbindelse over Storebælt.
Niels fik en god skolegang og sluttede med præliminæreksamen. Så fik han læreplads på Thrige Titan i Odense som værktøjsmager og måtte rejse med toget hver dag til Odense.
Efter endt uddannelse kom han til Toftlund i Sønderjylland. Her spiste han på et pensionat og lærte en ung pige at kende. Hun hed Christiane og var fra Lyhne i nærheden af Varde. De blev gift i 1943 i Lyhne kirke og begyndte at se sig om efter et sted at bo og arbejde.
Timring cykelforretning var til salg og den forretning købte de. Her var nok at lave fra dag et. Nye cykler kunne man ikke købe, heller ikke reservedele og dæk. Her var Niels Vestergårds uddannelse som værktøjsmager en stor hjælp. Han kunne selv lave reservedele og værktøj. Det var værre med dæk og slanger, som man ikke kunne opdrive. Det var altså lappearbejde fra morgen til aften. Jeg mener en lapning kostede 75 øre. Niels Vestergård havde altid meget at lave, og der var tit lys i værkstedet om aftenen. Men der kom nye tider, biler blev hvermandseje, og Niels besluttede at lukke forretningen.
Han fik først arbejde hos Saxo tæpper i Birk ved Herning, men senere skiftede han til Blücher Metal i Vildbjerg. Her var der orden og rent både på fabrikken og omkring fabrikken, og det trivedes Niels Vestergård godt med, men han havde det også godt med, når det var lørdag. Han skiftede til en ren blå kedeldragt og alpehue og kunne gå i gang med kost og skovl på fortov og i haven.
Inde hos Christiane var der også orden på både hus og børn, to drenge og to piger, som fik en god uddannelse og har klaret sig godt. Kirsten, Erik, Anna og Jens.
Et jævnt og virksomt liv, indtil sygdommen ramte Christiane. De havde fortjent et bedre otium.
NB:Timring cykelforretning, som betød så meget for sognet, var formentlig startet af Johannes Lund, som også havde rutebil , og som kørte ruten Herning – Ørnhøj. Han solgte til Knud Dahl, som så solgte til Niels Vestergård.
Andre historier
-
Kristensen, Evald Tang
Var folkemindesamler og lære i Lund og Busk skoler i Gjellerup sogn i tiden 1866 – 1876
-
Blade af en tørvearbejders dagbog
7. april 1942 Så fik vi endelig arbejde i tørvemosen, min ven Kaj og jeg. Vi var blevet enige om at når vi blev hjemsendt fra militæret, ville vi følges ad til tørvemosen, hvis vi kunne få arbejde. Den krone om dagen vi havde fået ved militæret, var ikke noget vi blev velhavende af. Vi […]
-
Møller, K. – Forstander på Hammerum Landbrugsskole
Hammerum Født: 1894 — Død: 1984 Som tysk statsborger måtte han som soldat deltage i 1. verdenskrig og krigens grusomhed sammen med fortvivlelsen over at kæmpe i en hær som man ønskede skulle tabe, blev til stærke oplevelser der senere blev til gribende fortællinger. Betagende er det at han ikke flygtede, men gennemgik krigen for […]
