Peder Spillemand
Aftenen inden Peder Spillemands begravelse, af Benny E Andersen
Bare jeg dog kunne holde munden lukket. Der flyver de mest ubetænksomme ting ud af den store, gabende ladeport. Hvad ligner det at udtale sig om Peder Spillemand som kunstner, uden nogensinde at have truffet ham, endsige hørt, eller set ham spille? Uansvarligt, tænker jeg, når jeg drages til ansvar for mit udsagn. Men jeg må vel kunne gøre rede for, hvorfor en sætning som; selvfølgelig er Peder Spillemand kunstner, farer mig ud af munden. Dels overfor andre, og i denne forbindelse, overfor Thorkild Knudsen, som beder mig om denne redegørelse – og i ligeså høj grad, overfor mig selv. Nok tænker jeg mig alt for sjældent om, før jeg taler, men kan bagefter konstatere, at jeg som regel har en meget god grund til at udtale mig, som jeg gør. Det er bare det med at finde den frem – min intuition svigter mig sjældent.
Tidspunktet her er også stimulerende til handling på skriveren. Det er natten før Peder Spillemands begravelse, og jeg kan ikke sove. Det er en god ting, tænker jeg, at bruge de søvnløse timer på at mindes Peder Spillemands musik. For den kender jeg jo alligevel. Jeg har boet i hus med Thomas Bojesen, og har hørt de samme toner, om og om igen, lydende fra båndoptageren, som Thomas sad bøjet over, mens han aflyttede de bånd, som han sammen med Better Berents havde optaget hjemme hos Peder og Laura. Jeg har hørt musikken i stumper og stykker, og sjældent som en helhed, hvilket måske har givet mig dens udtryksfuldhed, helt ned i de mindste detaljer. Jeg har også oplevet, hvordan Thomas og Betters violinspil ændrede sig – hver tone og forsiring, fik sit eget omhyggelige liv – dobbelt betagende, fordi inspirationen og forbilledet var så mærket af gigt og alder. Senere bredte denne påvirkning sig til flere og flere af de unge i Albertslund, og smittede også af på dansen. En sådan påvirkning var ikke set, siden Børge Christensen og Ewald Thomsen satte det hele i gang.
Skulle jeg ikke gå ud fra at det er en given ting, at denne gamle mester var kunstner? At kaste sin – på en gang – nedarvede, og personligt udformede musik gennem alderdom og gigt – gennem unge, der nok er lydhøre, men alligevel mangler den erfaring som gør, at man helt uden videre, kan skelne kærnerne fra avnerne, og frem i hovedet på en helt uindviet tredjemand.
Dette er en kunstnerisk præstation, som er værd at ære, netop i denne nat, og forhåbentligt længe endnu fremover.
Ja, du spiller på fedel så jævnligt
så bliv bare ved med det, skønt du er død.
Benny E. Andersen
Andre historier
-
Oplevelser fra 2. verdenskrig fra min fødegård, Lægaard, Asbækhede i Aulum
Fortalt af Villy Hoffmann Jeg er fra en gård mellem Herning og Holstebro, hvor vi havde god udsigt til alle sider. Det jeg vil fortælle, er fra dengang jeg var 9 – 14 år. 1. april, 1940 Jeg vågnede d. 9. april, 1940, og gik i gang med det sædvanlige morgenarbejde i stalden. Ca. klokken […]
-
Bjødstrup (ved Hammerum)
En personlig beskrivelse af proprietærgården Øster Bjødstrup, Gjellerup sogn og nogle af dens ejere.Jeg er selv født på Bjødstrup mark i 1943. Jeg er døbt i Hammerum kirke, Jens Ove Stensberg. Jeg heder Jens efter min farfar Jens Stensberg. Hans gravsten står på Hammerum kirkegård. Jens købte i 1922 et stykke jord fra Ø.Bjødstrup og […]
-
Brunkulsbrydning i Spåbæk ved Ørnhøj
Man finder brunkul i Spåbæk Man blev opmærksom på, at der var brunkul i jorden omkring år 1900. Det var gårdejer Mads Madsen i Spåbæk, der under uddybning af en brønd stødte på brunkul. Et år hvor brændslet knap slog til gravede Mads noget kul op. Kullene lå i en dybde af 1,5 til 2 […]