Peder Spillemand
Aftenen inden Peder Spillemands begravelse, af Benny E Andersen
Bare jeg dog kunne holde munden lukket. Der flyver de mest ubetænksomme ting ud af den store, gabende ladeport. Hvad ligner det at udtale sig om Peder Spillemand som kunstner, uden nogensinde at have truffet ham, endsige hørt, eller set ham spille? Uansvarligt, tænker jeg, når jeg drages til ansvar for mit udsagn. Men jeg må vel kunne gøre rede for, hvorfor en sætning som; selvfølgelig er Peder Spillemand kunstner, farer mig ud af munden. Dels overfor andre, og i denne forbindelse, overfor Thorkild Knudsen, som beder mig om denne redegørelse – og i ligeså høj grad, overfor mig selv. Nok tænker jeg mig alt for sjældent om, før jeg taler, men kan bagefter konstatere, at jeg som regel har en meget god grund til at udtale mig, som jeg gør. Det er bare det med at finde den frem – min intuition svigter mig sjældent.
Tidspunktet her er også stimulerende til handling på skriveren. Det er natten før Peder Spillemands begravelse, og jeg kan ikke sove. Det er en god ting, tænker jeg, at bruge de søvnløse timer på at mindes Peder Spillemands musik. For den kender jeg jo alligevel. Jeg har boet i hus med Thomas Bojesen, og har hørt de samme toner, om og om igen, lydende fra båndoptageren, som Thomas sad bøjet over, mens han aflyttede de bånd, som han sammen med Better Berents havde optaget hjemme hos Peder og Laura. Jeg har hørt musikken i stumper og stykker, og sjældent som en helhed, hvilket måske har givet mig dens udtryksfuldhed, helt ned i de mindste detaljer. Jeg har også oplevet, hvordan Thomas og Betters violinspil ændrede sig – hver tone og forsiring, fik sit eget omhyggelige liv – dobbelt betagende, fordi inspirationen og forbilledet var så mærket af gigt og alder. Senere bredte denne påvirkning sig til flere og flere af de unge i Albertslund, og smittede også af på dansen. En sådan påvirkning var ikke set, siden Børge Christensen og Ewald Thomsen satte det hele i gang.
Skulle jeg ikke gå ud fra at det er en given ting, at denne gamle mester var kunstner? At kaste sin – på en gang – nedarvede, og personligt udformede musik gennem alderdom og gigt – gennem unge, der nok er lydhøre, men alligevel mangler den erfaring som gør, at man helt uden videre, kan skelne kærnerne fra avnerne, og frem i hovedet på en helt uindviet tredjemand.
Dette er en kunstnerisk præstation, som er værd at ære, netop i denne nat, og forhåbentligt længe endnu fremover.
Ja, du spiller på fedel så jævnligt
så bliv bare ved med det, skønt du er død.
Benny E. Andersen
Andre historier
-
Kartoffelmanden
For godt 80 år siden boede der en eneboer i en jordhule i Askov ind til Timring skel. I almindelighed blev han omtalt som ”Kartoffelmanden”, men hans rigtige navn var Anton Eskildsen. Han var født i Durup i Salling i 1867. Hans far var husmand Peder Eskildsen i Durupgaarde og hans mor hed Johanne Sørensen. […]
-
Blade af en tørvearbejders dagbog
7. april 1942 Så fik vi endelig arbejde i tørvemosen, min ven Kaj og jeg. Vi var blevet enige om at når vi blev hjemsendt fra militæret, ville vi følges ad til tørvemosen, hvis vi kunne få arbejde. Den krone om dagen vi havde fået ved militæret, var ikke noget vi blev velhavende af. Vi […]
-
Aulum elektricitetsværk
Blandt et af de skud som Håndværker- og borgerforeningen var så rig på, kan nævnes Aulum elektricitetsværk. Efter flere møder og sammenkomster i Aulum by, for om muligt at tage springet til oprettelse af et elværk, vedtoges det at henvende sig til landmændene, om de kunne tænke sig at give tilslutning, for derved at få […]