Peder Spillemand
Aftenen inden Peder Spillemands begravelse, af Benny E Andersen
Bare jeg dog kunne holde munden lukket. Der flyver de mest ubetænksomme ting ud af den store, gabende ladeport. Hvad ligner det at udtale sig om Peder Spillemand som kunstner, uden nogensinde at have truffet ham, endsige hørt, eller set ham spille? Uansvarligt, tænker jeg, når jeg drages til ansvar for mit udsagn. Men jeg må vel kunne gøre rede for, hvorfor en sætning som; selvfølgelig er Peder Spillemand kunstner, farer mig ud af munden. Dels overfor andre, og i denne forbindelse, overfor Thorkild Knudsen, som beder mig om denne redegørelse – og i ligeså høj grad, overfor mig selv. Nok tænker jeg mig alt for sjældent om, før jeg taler, men kan bagefter konstatere, at jeg som regel har en meget god grund til at udtale mig, som jeg gør. Det er bare det med at finde den frem – min intuition svigter mig sjældent.
Tidspunktet her er også stimulerende til handling på skriveren. Det er natten før Peder Spillemands begravelse, og jeg kan ikke sove. Det er en god ting, tænker jeg, at bruge de søvnløse timer på at mindes Peder Spillemands musik. For den kender jeg jo alligevel. Jeg har boet i hus med Thomas Bojesen, og har hørt de samme toner, om og om igen, lydende fra båndoptageren, som Thomas sad bøjet over, mens han aflyttede de bånd, som han sammen med Better Berents havde optaget hjemme hos Peder og Laura. Jeg har hørt musikken i stumper og stykker, og sjældent som en helhed, hvilket måske har givet mig dens udtryksfuldhed, helt ned i de mindste detaljer. Jeg har også oplevet, hvordan Thomas og Betters violinspil ændrede sig – hver tone og forsiring, fik sit eget omhyggelige liv – dobbelt betagende, fordi inspirationen og forbilledet var så mærket af gigt og alder. Senere bredte denne påvirkning sig til flere og flere af de unge i Albertslund, og smittede også af på dansen. En sådan påvirkning var ikke set, siden Børge Christensen og Ewald Thomsen satte det hele i gang.
Skulle jeg ikke gå ud fra at det er en given ting, at denne gamle mester var kunstner? At kaste sin – på en gang – nedarvede, og personligt udformede musik gennem alderdom og gigt – gennem unge, der nok er lydhøre, men alligevel mangler den erfaring som gør, at man helt uden videre, kan skelne kærnerne fra avnerne, og frem i hovedet på en helt uindviet tredjemand.
Dette er en kunstnerisk præstation, som er værd at ære, netop i denne nat, og forhåbentligt længe endnu fremover.
Ja, du spiller på fedel så jævnligt
så bliv bare ved med det, skønt du er død.
Benny E. Andersen
Andre historier
-
Pagh, Niels Rasmussen
Herning Født: 1842 — Død: 1914 Postkontrahent Denne gade er opkaldt efter Niels Rasmussen Pagh der i 1867 kom til Herning hvor han ejede flere forskellige gårde. I året 1872 opførte han gæstgivergården Vestjylland på hjørnet af Bredgade udfor Smallegade. Niels Pagh blev gift med den daværende postkørers datter og overtog svigerfaderens postkørsel, der udgik […]
-
Ørre-brødre med uldpakken på nakken
Erindringer af Hans Ansbjerg, Ørre, skrevet i 1952 Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser har bedt mig om at skrive lidt om handelsforholdene på Herning-egnen i gamle dage, og jeg skal da forsøge at give et lille bidrag. Jeg havde et par ældre brødre, som om efteråret tog uldpakken på nakken og vandrede nord på. Det var særlig på […]
-
Kjærsgård Niels
Østerhauge, Gjellerup sogn Født: 1860 — Død: 1934 Niels Kjærsgård købte 1885 gården ”Østerhauge” i Gjellerup sogn. Gårdens areal var på 37 ha, hvoraf kun en lille del var opdyrket. Sælgeren byggede et hus og forbeholdt sig retten til brugen af 6 ha, af den opdyrkede jord så længe han levede, hvorefter det skulle tilhøre […]