Herning Historie

Storemarked i Herning.

Hen ad den smalle gade mellem de lave huse vandrede jeg med min Fader og vor Gæst, en ung Professerdatter fra København. Hun var over hos os for at lære Husholdning, men i dag skulde hun med ud og opleve det, der for hende var noget ganske nyt: Et jysk Stormarked.

Vi vandrede ud Vest på med Markedspladsen som Mål. Vestenvinden svøbte sig på en hjemlig Måde om Kinden.
Endnu husker jeg som 17årig, da jeg kom til Sydsjælland, at jeg følte det, som om jeg ikke kunde få Vejret — det var Savnet af den stærke, forfriskende Vind, der legede sin Leg henover den flade hede.
Byen havde een Hovedgade og den var brolagt. Det var alle de andre gader ikke, her gik vi på en af dem uden Brolægning. Det gjorde ikke noget, det havde regnet, det våde var blæst væk.
Værre blev der — vidste jeg af erfaring — når vi nærmede os Markedspladsen. — Markedet var en meget stor årlig tilbagevendende Begivenhed for så vel Byens som oplandets Trivsel, men det var for også var for os Børn.

Fra vi var små, havde vi fået Lov til at gå derud med vor gamle Pige — Mine. Den gang interesserede Kreaturerne os ikke, da var det kun gøglet! Vi glædede os i dagevis til at køre i Karrusel og til at se disse Troldmænd, som de forekom os, i fantasifulde Dragter med de hæse Stemmer udråbe Dagens lokkende Tryllerier uden for deres Telt med det primitive Tæppe for Indgangen.
Og så var der sådan en Trængsel. Det var et helt Kunststykke at holde fast på Mine.
Pløret og den glatte Græsmark forøgede Vanskelighederne, men det var med til at forhøje Spændingen. Og hvor var der meget at undres over!
Hele Zigøjnerfamilier blev præsenteret uden for Tæppet ved et af Teltene. Jeg tror der ved et af dem var syv sorthårede gnistrende Børn, der hver især vidste, hvad deres Opgave var for at Dagens Fortjeneste kunde blive den forventede.

Heller aldrig glemmer jeg kæmpedamen Viola.
Hun var af den slags svære Kvinder ungdommen nu om Dage siger om: At hun havde Altan både til Gården og til Gaden. Men lad nu dette moderne Udtryk stå.
Dette Syn forstærkedes, fordi det var i Korsetfigurernes Tid.
Havde man en gang fået sådan et Monstrum på, kunde man højst, hvis man blev sværere, linde lidt på Snøringen bagpå, ellers måtte den overflødige Fedme selv finde sine Oplagringssteder, over og nedenfor omtalte Klædningsstykker.
Men her viste hun sig i 1914 flotteste Figur. Hendes Byste bar en stor flad Trækrave, der sluttede til Halsen.
Attraktionen var, når hun forsvandt ind bag Tæppet, at hun kunde bære en enorm Vægt på Brættet. Hun begyndte med et Barn, og fortsatte med de forskellige Trupmedlemmer til hun havde vandret frem og tilbage med den største af dens Mænd.
Udenfor hørte vi bragende Klapsalver. Det må have bevirket, at de sindige Jyder fandt denne Optræden helt barok.

Og der var Sabelslugeren og Dyretæmmeren, og der var Kagekoner og Vaffelbagerier, der sendte deres fedtede Duft som et tungt Tæppe henover Menneskemængden.
Men det bedste var Karrusellerne og Luftgyngerne! De gav Svar på Barnesindets største ønsker og Spændende Oplevelser.

Vi nåede ud til den sidste Ende af Gaden, og der var et Pløre, som havde Klods Hans rundelig delt ud af sin Lommes Indhold.

Her var Kreaturmarkedet!

Hestemarkedet.

Hele Dagen trak og løb de med Dyrene henad Gaden for at den eventuelle Køber kunde se, at der ikke var noget i Vejen med det.
Som mindre havde jeg været frygtelig angst, når vi nåede hertil og kunde høre ejermandens ivrige Råben for at få Dyrene til at makke Ret. Hændte det så, at sådan en belgisk Arbejdshest slog bagop af Fryd over at blive rørt, da var min Fantasi ikke længe om at forestille mig, at nu løb de løbsk og lige hen mod os. Men Mine beroligede — og den Angstkriblen var alligevel med til at gøre Dagen spændende.

Men i Dag var jeg med min Fader for at denne Københavnerinde ikke blot skulde se, men også få forklaret.
Mon ikke min Fader var bange for, at hun skulde opfatte de gode Jyder på en gal Måde, det vilde han nødig opleve, så forbunden som han var med dem.
Han havde stor sans for det karakteristiske ved dem og hans Humør bragte ham mangen Latter, når de udtalte deres uforlignelige, originale Meninger.

Hestehandler.

Men i Dag herude oplivede han blandt disse omrejsende Cirkusfolk en Bemærkning, som hver gang min Fader fortalte om den, gjorde at han lo hjertelig.
Først vandrede vi til Kreaturmarkedet.
Der var alle Slags Dyr, Hestene husker jeg bedst.
Det var jo længe før Maskinernes Tid, ja nogle Steder brugte Hedebønderne endog Okser. Den Ro disse satte Mænd havde i deres Handelssprog morede min Fader meget.
Der kom mangt et “Jow” efterfulgt af et “No’h” og maaske et: “trower do” – alt meddelt med lange Pauser. Disse blev ofte udfyldt med at vende Skraaen! Jeg havde en Følelse af, at de endog havde et stiltiende Kapløb i Langspyt i Pauserne.

Saa blev Dyret taget i Bringen og baade Hesten og Ejermanden løb – han i sin gule, stive Regnfrakke – saa Pløret stod op om dem.
Efter flere Stacato Bemærkninger, naar de var vendt tilbage, hvoraf nogle af dem indeholdt Prisen, naaede de efter et Kvaters – maaske en halv Times Forhandling frem til Afgørelsen.
Afgørelsen fik synlig Udslag ved svingende Armbevægelser, der endte med et forsvarlig Haandslag.
Jeg var saa stor, at jeg kunde nyde at se paa min Faders Ansigt, hvor det interesserede ham.

Saa vandrede vi over i Trængselen til Gøglet. Jeg tvivler om det morede denne lidt sarte Professordatter. Mon man ikke skal være vokset op med det, for at goutere det. Min Fader morede sig ved hver eneste Telt, hans milde Ansigt og hans Latter forhøjede Feststemningen.

Men saa kom vi til Professor Labri’s Telt.
Han var vel den Gang landskendt, der var ikke et Marked Sommeren igennem, hvor han ikke optrådte. Om Vinteren boede han paa Vorbasse Fattiggaard.
Nu stod han iført en fantasifuld Dragt – høj og tynd – og i en Tragt faldbod han sine fabelagtige Tryllerier for Menneskemængden.
Men da han saa min Fader – Stedets Sognepræst – bukkede han og i Slutningen af sit Opraab sagde han henvendt til min Fader: Hele Overskudet tilfalder “Den Indre Mission”.
Utallige Gange har jeg hørt min Fader berette denne Historie med megen Latter, som han fandt var et meget vittigt Paafund.

Fortalt af Ebba Schack, datter af pastor Gøtzsche – Herning.

Opdateret