Tømrermester Johannes Danielsen, Kirkegade i Aulum

Foredrag, afholdt i Skoleforeningen, september 1996, om Aulum i gamle dage
”Ved I hvorfor talere altid beder om et glas vand, når de skal tale? Jo, det er fordi de er nervøse, og jeg er da noget nervøs over, at der er kommet så mange mennesker i aften. Jeg havde forestillet mig, at der kom 20-30 mennesker, og så tænkte jeg at dem gjorde det ikke så meget, hvis jeg skulle skuffe.
Jeg har ikke noget manuskript, så I får hvad jeg har i ”computeren”
Jeg vil gå langt tilbage i tiden, da jeg mener at vi har godt af at vide lidt om vores fortid, og hvordan det hele er opstået. Jeg har taget et billede med, som min far købte i 1910. Det vil jeg starte med at fortælle lidt om. Det er malet af en ukendt malersvend der boede i Aulum i den tid. Nu må I forestille Jer at I går op af Danmarksgade, og hen ad Vinkelvej. Der ligger et hus med gavlen mod gade. Forestil Jer, at I sidder i vinduet, deroppe, og kigger ned på Kirkegade. Der fandtes ikke noget hus derfra, og ned til kirken. I ser Danmarksgade og markvejene til Chr. Østergaards gård. Der blev Østergaards køer koblet, og man trak dem hele vejen op til Søndermarken ved hovedvejen. Det havde vi meget vrøvl med i kommunalbestyrelsen, da køerne klattede hele vejen gennem byen. Dernæst ser I præstegården. Når vi går ad Kirkegade, til Bager Thuesen, ser vi at det hus ligger skråt for gaden. Det skyldes at da præstegården lå der, lå avlsbygningen ud i gaden. Den lå over til den anden side af Kirkegade. Hvis vi ser på Kirkestetten, der går fra Kirken til præstens indgang, er den bøjet. Dengang gik den lige ud, hvad der først har ændret sig, da vejen blev rettet op, og bygningen fjernet. Det var i 1924. Billedet er malet i 1900. Min far havde lavet en ramme til dette billede. Han begyndte egentligt som tømrer i Hodsager, og han havde et stykke træ, fra den gamle kirke i Hodsager. Da min far døde, fik min søster i Vejle, billedet, men jeg købte det af hende for mange år siden. Da var rammen en del beskadiget. Jeg må hellere bekende, at jeg satte et nyt hanebånd op i kirken, og så tog jeg det gamle med hjem. Jeg kunne ikke selv skære det ud, men jeg havde en ven – Ejgil Bønding, pastor Bøndings søn, der var billedskærer i Kolding. Jeg skar træet op, det var egetræ, men det var for ormædt. Jeg sendte ham så et stykke teaktræ, og af det, lavede han denne ramme. Der står på den; Aulum by, år 1900.
Korsarmen på kirken, blev bygget i 1920-1921. Man kan også se bagerens hus, og et ret nyt hus. Det er købmand Pedersens stuehus. Det er det hus, som Karl og Rita bor i, i dag. Det hus er opført i år 1900. Længere henne, ser vi købmand Pedersen butik, der er væltet. Huset bagved, var slagter Barslunds. Der ligger et gammelt tømmerskur, hvor Thomas købmand, som havde butikken i ældre tid, havde lager for Sander Hansens trælast i Herning. Træet blev fragtet til Aulum, på hestevogn. Vi ser nu et andet hus, og i det, har Nørkjærs Cykler til huse. Det var købmand Andersen, der havde den butik. Han havde været kommis, hos købmand Pedersen, og startede for sig selv. Så kommer vi til møllen, hvor Foged havde vaskeplads. Den blev solgt af Jeppe Eriksen og flyttet til Holstebro, fordi den var for lille. Man byggede så en mølle her. På torvet ved Hjemager, lå det gamle forsamlingshus. Der står en lille, grå bygning, som var et gammeldags lokum. Man har fortalt, at den blev kørt ned til pastor Willer, nytårsaften. På den anden side af Danmarksgade, lå missionshuset. Det kan der fortælles en del om, men det vil jeg undlade. De andre huse, havde jeg troet var Pogeskolen, og det første kommunekontor, men det jeg har fået fortalt, er forkert. Det er først bygget i 1901. Dernæst ligger lærer Jørgensens lærerbolig. Det var Asger Jorns far, og de boede der, mens han var lærer i Aulum. Dett var alt om billedet, og det er det eneste der findes. Min far fortalte, at malersvenden havde lavet 2 billeder, men det andet, er der ingen der har set.
Jeg vil fortælle lidt om Aulum, fra min drengetid. Jeg begynder lidt før min tid. I 1924 fik kommunen læge Hvam her til Aulum, i mod at kommunen betalte ham 1000 kroner, i tilskud. Jeg var tre år, på dette tidspunkt, og jeg synes han skulle have noget at bestille, så jeg var kravlet op på en hakkelsemaskine, men faldt ned og brækkede armen. Jeg kan især huske genoptræningen. Når læge Hvam kom ned til os, løb jeg op på en bænk, hen i et hjørne, og der stod jeg og skreg. Da jeg var ti år, brækkede min storebror hånden ved fodbold. Det klarede læge Hvam også. Min arm blev ordnet hjemme ved køkkenbordet, med gips, osv. Men min brors blev ordnet hos læge Hvam. Der var ikke noget med at vi skulle på sygehus, og have bud efter ambulance. Man tænker uvilkårligt på forskellen til i dag, hvor man dårligt ved, hvordan man skal få fat i en læge. Hvor meget fremskridt har der egentligt været?
Vi var en flok knægte i Kirkegade, der legede sammen. Vi havde jo markedspladsen, som var vores tumleplads. Der kunne vi næsten få lov til alt. Det var den eneste sportsplads der fandtes i Aulum, i min skoletid. . Lidt længere frem i tiden, begyndte man at stabilisere vejene. Før var der udelukkende markveje i hele kommunen, op gennem tyverne. Så begyndte man at lave skærver på markedspladsen. Det var arbejdsløse, og ældre, der slog skærver. Landmændene afleverede marksten på markedspladsen, og de blev slået til skærver. Jeg gik meget om til dem, og der er to af dem, som jeg vil mindes her. Jens Lund havde det handicap, at han stammede meget. Han kunne næsten ikke sige noget. Tidligere havde Jens Lund boet i Skærbæk, hvor der var brændt en gård, Mælkekusken havde fortalt, at han vidste hvem den skyldige var, og flere blev kaldt ind til Retten i Herning. Jens Thomsen kunne jo så fortælle, hvordan afhøringen af Jens Lund var foregået. Han kunne nemlig stamme, akkurat som Jens Lund. Det morede mig meget, men den der morede sig mest, var Jens Lund. Jeg kom til at tænke på, at når folk har et handicap, er man nok tilbøjelig til at gemme det, og ikke tale om det. . Det er nok en god ting, at kunne more sig over det.
Det var rigtig gode dage på markedspladsen, og de folk der arbejdede der, var glade for børn. Jeg blev bydreng hos Aaron Nielsen, som havde fået den forretning, som købmand Andersen havde haft. Jeg kom jo rundt i byen, og hver tirsdag, samlede jeg kontrabøger ind, og måtte senere ud med dem igen. Det gav drikkepenge. Jeg fik 2, eller 5 ører, og for dem kunne man få et kræmmerhus. I Søndergade. Boede der en ældre mand, der hed Post-Svendsen. Han gav 25 ører, hver uge. Han var en god kunde. Jeg kom meget hos Brødbæks, eller N.K. Nielsen, som jo var Brødbæks far. Han var egentligt flyttet til byen, som forpagter af møllen. Han var møller, men købte senere forretningen. I den var der en disk, men bagved var et bord, og der sad Nielsen, og lavede træsko, hver dag. Han var altid oppe, før kl. syv om morgenen. Han var en del ude ved folk, for at spørge dem, om ikke de skulle have en skovl, eller greb med hjem. Han gik op i forretningslivet, med liv og sjæl.
Nedenfor, boede vores genbo, købmand Pedersen, og ved siden af deres hus, lå en lang bygning, og der boede Peiter. Han hed Petersen, Han havde ikke selv telefon, så han kom gerne for at låne vores. Han sagde altid i telefonen, at det var sadelmager Petersen, Aulum. Han bundede træsko op, og penge havde han ikke mange af. Jeg har set, at når folk kom med træsko, der skulle have nye bunde, kørte han til Holstebro, på cykel efter et par bunde, og så tilbage til Aulum, for at få træskoene bundet. Han havde ikke noget på lager. Han begyndte så med gartneri. Søren Hald kørte for ham, og han kunne nok fortælle historier fra den tid.
Hos købmand Pedersen skete der meget. Det var en grovvareforretning. Der blev samlet svin hver tirsdag, og de havde selv hest og vogn. Det var landmand i Tved, Børge Andersen, der kørte dengang. Gustav Mouritsen og Evald, købmand Pedersens søn, var i pakhuset. De fik foderplader med hjem i foderplader, der blev knust. Det støvede af pommern til. Det gav jo tørst. De trak så lod om, hvem der skulle hente øl. Evald sagde; ” Den gamle har jo betalt, og de skal da ikke betales to gange”
Imellem stuehuset og Korsholmsvej, var der en mark. Det var forpagtet jord, uden huse. Der var stald under pakhuset, i kælderen. En nat var hesten gået ud i kornet, hvor den havde forspist sig. Den lå og var død om morgenen. Købmand Pedersens hund, var ligeså tyk som købmand Pedersen.. Jeg var derovre for at se den døde hest. Så kom købmand Pedersen i sine spidsnæsede træsko. Han rømmede sig, og som han havde for vane,, sagde han; ”Det var godt, det ikke var dig” Tjek, hunden var mere værd, end hesten.
Evald var søn af huset. Når di havde samlet svin, og han havde været oppe med det sidste læs, ville købmand Pedersen altid med, og det var Evald gal over. En dag kom Pedersen for at se, om de var færdige. Han var fint klædt på, i sort med slips, og han stod bagved bilen. De havde nogle remme, som de brugte til at give svinene et dask, for at få dem op på vognen. Svinene var oppe på vognen, men bagklappen var ikke slået ned. Evald gav dem et rap, og købmand Pedersen fik alt lortet ud over sig. Pedersen måtte ind og skifte tøj, og i mens kørte Evald til Herning.
I Peiters gamle hus, var der 3 lejligheder. I en af dem, blev den første købmandsbutik i Aulum, startet. Det var Hans Wilhelm fra Jersild, der startede den. Den blev senere solgt til Thomas købmand, der havde den anden lejlighed, hvor der allerede var butik.
Tilbage til svinene. Det var ikke altid Evald og faderen kunne enes. Det var sjovt at høre på dem, Ingen af dem var mundlamme. Grisene blev vejet når de kom ind, og købmand Pedersen sad ved vægten. Børge kom med to grise, og da den ene af den stod på vægten, siger Pedersen; ”Hvikke, Hvikke” – Evald siger ”Det er hvik”. Sådan gik det med sjov og skæg, ved siden af slid og slæb.
Min far og mor, flyttede hertil fra Tanderup Kær, hvor de havde landejendom, men kun i kort tid. De flyttede ind i Kirkegave 16. Far og mor flyttede ind i lejligheden nærmest bageren. Der havde været tømrerforretning før, og far førte det videre. Tholstrup havde hvidtøl bryggeri, mellem tømmerværkstedet og bageren. Efter nogle år, købte far det hele, og han fortsatte med at fremstille hvidtøl. Jeg var med til at vaske flasker. Det blev nedlagt i 1933, på grund af krisetiderne. Der var ingen, på den tid, der havde råd til at købe øl. I den tid, hvor det gik bedst, kørte de med hestevogn med ankre på landet og solgte øl. Vi fortsatte med udsalg fra bryggeriet for Kongens Bryghus, København, og sodavand fra Randers, men ikke bryggeriet som var nedlagt. Laugesen anbefalede dette, frem for øl fra Holstebro. Han mente der var for meget alkohol i.
Ved Barslund var der slagterforretning. Det var sønnerne, Svend og Erik, der havde det, og Anton passede forretningen. Mange synes han var en stram fyr, men han var et rart menneske at have som nabo. Hver mandag og tirsdag, slagtedes kalve til København. Om sommeren var der mange fluer i nærheden af slagteren. Min mor lukkede alle døre og vinduer, og så blev der ”flittet” Flit blev brugt til fluebekæmpelse. Oppe ved købmand Andersen, var der hestestald bagved, og der havde Schæffergård sine heste. Han mugede kun ud, en gang om året, så den ene ende af stalden, var lutter hestepærer, og der var fyldt med rotter. Min far og Barslund, jagtede disse rotter, men kom ingen vegne. Så fandt Anton på råd. Der var nogle huller i jorden, udenfor slagtehuset, som han fyldte med karbid, og hældte vand ved. Han satte så et tændstik til det, med det resultat, at hele slagtehusgulvet eksplodere, og der var revner på kryds og tværs. Det var naturligt at der var rotter, dengang, men uhyggeligt, at have dem i et slagtehus. Svend og jeg, har skudt mange rotter derude, og far og Svend satte stålplader op. Kalvene hængte hele vejen igennem slagtehuset, også om natten. Der blev slagtet mange kalve hver uge. Rotterne fandt på, at følge bjælken for at kravle ned og æde af kalvene der skulle til København. På den anden side af Barslund, boede Ingemann. Det var i det hus der blev telefoncentral. I huset var der skomagerforretning. Centralen blev passet af fru Laursen, og senere, fru Foged. Den første telefon der kom til Aulum, blev installeret i ”Vesterly” Den blev så benyttet på den måde, at man kunne gå derop med en seddel. Centraldamen ringede så op, og man kunne få besked med hjem. Der var ikke mulighed for at man selv kunne tale i telefon.. Der blev efterhånden flere og flere abonnementer. Jeg kom der meget, og det var sjovt. De passede skoforretningen, samtidig med centralen.
Da Foged begyndte at komme, var jeg noget jaloux på ham. Jeg synes det var noget underligt noget, at han skulle rende med frk. Laursen. Det blev sådan, at Fogeds købte huset overfor.. Der boede ovnlakerer Olsens forældre, da jeg var dreng. Olsen var fiskehandler, og kørte ud på landet, med hestevogn. De havde et træbaghus, hvor de havde fisk og redskaber. Det skulle væltes, da Foged skulle til at lave biler. Da de brækkede huset ned, bed en hund, tilhørende min skolekammerat Ludvig Nielsen, 56 rotter ihjel. Men så var den også træt.
Centralen blev så flyttet over gaden, og ad åre, købte Foged, Peiters hus, og væltede det. Det var i 1939. Der skulle bygges, lige da krigen brød ud. Man sagde, at Foged blev gråhåret, på èn nat. Det var svært at skulle bygge når alt så usikkert ud, men han gik i gang. Missionshotellet blev bygget af Risom. Det var Halkjær der havde det. Det er huset, hvor F.C. har til huse i dag.
Der var en del snak om, hvad den frie købmand var, og jeg kan huske, at Marius Nielsen sagde; ”Den frie købmand er købmand Halkjær, da han ligger omme ved havet, en måned hvert år”
I min drengedage, havde vi den store digter, William Wagner. Han boede i Hallundbæk. Jeg har læst, at han var en af Danmarks største digtere. Men han var egentlig en modbydelig karl, når man kendte ham. Jeg husker en vinterdag. De havde en stige, som de havde sømmet en stol på. I sognet kom der ofte en landsstryger, der hed Damsgård. En kortege, med Wagner på stolen, og Damsgård med et reb om nakken. Han trak den, og fire børn skubbede. De havde skubbet ham helt fra Hodsager. Det er nok ikke et transportmiddel man vil se i dag.
En anden episode – når Halkjær var på ferie ved Vesterhavet, skulle missionshuset passes, og dertil var der to tjenestepiger. Der var jo nok nogen, der gerne ville snakke med dem, ind i mellem. Der var også en skomager, ved navn Viggo Mortensen, der var her i byen i mange år, og han var hos Brødbæk. Han havde et dårligt ben. En dag var William Wagner gået ind på restaurationen. Kort efter haltede Viggo Mortensen derind, med pludseligt kom Wagner rygende ind ad døren, med snuden på jorden. Viggo Mortensen stod oppe på trappen, og sagde; ”Hvis der er noget, er mit navn Viggo Mortensen. Så var hans besøgstid forbi.
Der var en livlig trafik i byen, dengang. Mælkekusken om morgenen, og han kørte hjem igen, over middag. Folk der skulle til møllen for at få malet korn. Der kørte hele tiden hestevogne gennem byen, så der var nok at se til. I dag suser lastbilerne igennem, uden at stoppe.
Vi går tilbage til tiden omkring 1850-1860. Før den tid, var der ikke noget der hed Holstebro – Herning landevej. Da hed den Holstebro-Horsens landvej. Den gik igennem Gl. Lundby, og Gl. Lundgaard. Vejen gik over sportspladsen, til Søndergade, og fortsatte til Nybro og helt til Gjellerup. På den tid var der kro, i Gl. Lundgaard. I tresserne blev vejen flyttet, da Herning var ved at opstå. Den blev flyttet gennem Ljørring, til Sinding, og derfra til Herning. Kroen fik nu en dårlig beliggenhed. Et par folk købte kroen, og flyttede den op i Niels Hvams ejendom. Der var faktisk ingen huse, undtagen i Kirkegade, men i 1900 blev der truffet beslutning om at lave jernbanen, Herning – Holstebro. Da begyndte man at bygge huse i Aulum, især efter banen blev indviet i 1904. Huset, hvor alkoholcentret er i dag, blev bygget i 1906. Huset blev egentligt bygget til isenkræmmerforretning, og det var den forretning som Pihl, den senere pantefoged, overtog. Huset længere oppe i gaden, blev boghandel, og længere oppe endnu, boede Stefansens. Det blev bygget i 1907. Så blev Nørkjærs hus bygget. Nu mente man ikke der blev bygget mere, så det hus kaldte man ”Punktum” Men der blev bygget på den anden side af vejen. Der boede murer Knudsen. Der lå trikotageforretning med søstrene Staunstrup. De var der også i min drengetid.
Nu er vi så langt fremme, at banen er kommet i gennem, og købmand Olsens forretning bliver bygget. Den store købmandsforretning, Jacob Nielsen, overtog i nogle år. Der skete en stor udvikling i den ende af byen. De 2 hotelfolk, oppe ved hovedvejen, fandt ud af, at det nok var en god ide med et hotel nede ved banen, og derfor blev gæstgiveriet bygget, i 1905. Dengang kom handelsrejsende med toget, og tog ud til omegnen, for at sælge deres varer. De kunne så leje hestevogn, blandt andet af Laust Andersen. Til at køre for sig. Da Jens Nørkjær fik bil, kørte han taxa for dem.
Tilbage til købmand Pedersen. Om tirsdagen, kom der nogle folk, der skulle have en bajer, også landmænd. Niels Bak fra Skærbæk, kom hver tirsdag. Han sagde ofte; ”A skahjem, hæsen blyver Julle gal” Julle var hans kone. Han gik så om i gården og spændte for, og kørte så tilbage til fordøren, hvor købmand Pedersen stod og sagde; ”A, Niels, la værmæ ditpjar. Vi ska da lige hajen til” Så kørte Jens Bak om og spændte fra igen, og dette var købmand Pedersens store fornøjelse, hver tirsdag, at se hvor mange gange, han kunne få Niels Bak til at spænde for og fra. Vi går en tur op gennem byen. Barslunds hus blev bygget af N. K. Sørensen til skrædderforretning. Han gik i kompagni med svigersønnen, Peder Andersen, så Sørensen og Andersen, startede faktisk nede i Barslunds forretning, hvor den blev drevet i mange år. Senere blev den flyttet til Danmarksgade 21. Hos bager Sørensens, boede et ældre ægtepar, som jeg kom en del ind til. De var folkepensionister, nej, det fik man ikke dengang. Lars Andersen, som manden hed, holdt vejen i stand, over Tved og Skjerk, og hans arbejdsredskab, var en skovl. Når der blev gravet tørv, havde Lars Andersen altid en spand tørv med hjem. Han samlede alt op, som var brugeligt. Dengang var det pensionisterne der passede vejene og fyldte grus i hullerne. Vi går lidt længere op ad gaden – op til El-Hansen. Den første elforretning i Aulum, havde Thomsen. Han boede hvor der er frisørsalon, på hjørnet af Tømmergade, og Kirkegade. Det var den forretning, som Hansen overtog. Senere byggede han den forretning, hvor elforretningen stadig ligger. Hansen fortalte mig, at den første dag han kom til Aulum, og startede forretning, lavede de luftledning ned til Lergrav. Andresen var luftskipper. Det blev et forfærdeligt regnvejr, men Andresen vidste, at der var købmandsforretning, i Nørgaard, i Varhede. Da de gik hjem om aftenen, sagde Andresen; ”Så fik vi alligevel en dag ud af det” Efter Tømrer Kilde, boede Jepsen Dørken. Der var apotek. Der havde Morten Skrædder boet, og han kørte ud med øl. Under krigen købte han generator-træ op, men så blev han fiskehandler. Han byggede et hus til venstre, lige efter broen, på vejen til Lergrav. Det var et træhus. Der var en fenne, som Barslund havde lejet af Væggemose, og der havde de får. En aften, hvor Svend og jeg gik ud for at se til fårene, ser vi at der er ild inde hos Morten, ved bordet, med et rødt fad, hvor flammerne stod op fra. Vi gik ind til ham, og han sagde at det var sprit, han havde antændt, og når flammerne skiftede kulør, far fuselen brændt af. Han slukkede det med et klæde, og så var det hans brændevin. Han havde lidt på lager, og vi skulle smage det. Men vi blev aldrig forfaldne til det. Da vi havde ølbryggeri, kom der landsstrygere, og dem var der mange af, dengang. De købte hvidøl, og de gik lige over til købmand Pedersen, og købte sprit som de hældte i. Det var deres snaps. Det er slut med besøg af landsstrygere. En aften, i Kirkegade, kom der en ung mand og spurgte, om han kunne få en skilling. Jeg sagde, at det kunne han ikke, for jeg var pensionist. ”Så vil jeg heller ingen have. Min mor er også pensionist, og hun får sgu for lidt” Da jeg gik hjem, gik jeg om ad Hammeren. Han så mig, og viftede med en tyver, mellem fingrene, og han strøg ind på Hammeren. Der var ikke mange arrangementer for os unge, eller knægte på 12-13 år, på den tid. Der var en idrætsforening. Aron Nielsen var kasserer, og forretningen gik tit fallit, og så måtte han ud for at samle ind. Vi havde gode fodboldspillere. Jeg kan nævne Ole Jacobsen. Han blev tit udlånt til Herning. Vi havde intet stadion, men der blev lejet en mark ved Væggemose, eller hos andre der havde marker, rundt i byen. I skolen meddelte lærer Livbjerg os, at organist Eghof ville lave et drengekor. Vi meldte os hos Eghof, og det blev et godt sangkor. Han var enestående overfor os knægte. Han lånte pastor Søndergaards sommerhus, og tog os med derud, nogle dage. Man blev enige om, at vi skulle afholde en koncert. Det blev arrangeret, og blev afholdt i den gamle gymnastiksal. I den forretning hvor der i dag er gardinforretning, var der herreekvipering. Indehaver var Åge Nielsen. Han spillede klaver, og han spillede i orkester. Vi kørte rundt på landet, og solgte billetter. De kostede en krone pr. styk, og der var fuldt hus. For de penge der kom ind, rejste vi til København i otte dage. Vi boede i en skole, og vi var endog i Sverige, og så blandt andet Lund Kirke. Det var en begivenhedsrig tur for os børn. Jeg læste, at da F.D.F. havde jubilæum, havde Anne Grethe sagt, at koret blev ophævet, fordi børnene lavede for meget ballade i kirken. Det vil jeg godt skrive under på, men jeg tror nu ikke at det var så meget vores skyld, som de var Eghofs. Ham var der mere fut i, end der var i os. Vi var jo opdraget til at sidde musestille, og høre på, men lidt malør har der nok været. I København, besøgte vi pastor Poulsen, hvis yngste søn jeg kendte fra den tid, hvor Poulsen var præst i Aulum. Det var i 1925. Bageriet og bryggeriet brændte, og det var egentlig mig, der opdagede det hos os. Jeg skulle hente brød ved bageren, da jeg så flammer i luften. Jeg råbte til min mor, at det brændte i gården. ”La værmed di pjat” – men det brændte ned, det hele. Jeg kom ned i præstegården mens det stod på. Der var jo intet brandvæsen dengang, men man byggede Aulum skole samtidig, så de murere, der arbejdede på skolen, kom ned for at hjælpe med slukningsarbejdet. Det foregik med spandeaf vand, fra pumpen i gården, så det hjalp ikke meget.
Da vi besøgte pastor Poulsen i København, kom drengen hjem fra F.D.F. og da vi så rejste hjem, talte vi om, at det kunne være godt at få F.D.F, i Aulum. Det var faktisk oplægget til, at det blev startet her. Det er noget af det bedste der er sket for drengene i Aulum. Stationsbyen og kirkebyen, var adskilt af en plantage, og der var krig mellem drengene, i de to bydele. F.D.F. var med til at udglatte overensstemmelserne, da drengene fra hele byen, blev kammerater.
Vi tog på lejr. Ofte gik turen til Taulborg i kilde, fra lørdag til søndag. Vi boede også i telt i skoven, og de var meget gode ved os, deroppe. En aften skulle jeg ind efter vand, og det undrede mig meget, at børnene – der var mange – alle sad rundt om spisebordet og syede bunder til tøjsko. Jeg gik også i tøjsko, men dem syede min mor, bunder til. Det havde jeg aldrig set før.
En købmandskommis fra Halkjær, tog os af og til med i Stoubæk krat, men det var før F.D.F. startede. For mig, står F.D.F. højt. Der var en del betænkeligheder i starten, hvad det nu var for noget. Jeg husker, at der kom en murer ned til min far, for at tale om det. De blev enige om, at det nok ikke var så galt. Vi fik en kredsfører ved navn Kirkebye. Det var Thomsen og Kirkebye der startede trikotagefabrik i bygningen hvor alkoholcentret nu ligger.
Chauffør Nielsen startede Herning-Aulum-Ørre rutebiler. Han boede i huset, som vi kaldte ”Det sorte hus” skolegade 20, og der havde han en garage til rutebilen. Det var ham der startede den rute, Herning-Skive rutebiler, som gik i gennem Aulum, før Sunds-Hagebrovejen blev lavet. Han startede en fabrik i Danmarksgade, overfor Strandbygård. Han syede børnetøj til Bulldog i København. Der var mange syersker ansat hos ham, men det var i trediverne, krisetiderne. Damerne gik i strejke – de ville have ti ører mere i timen. Nielsen låste døren, og den blev aldrig lukket op igen. Så var den fabrik nedlagt. Han flyttede hertil, de sidste, og han endte sine dage, her på plejehjemmet,
Der var ingen, der havde penge i den tid, og den ene, efter den anden, gik fallit. Kreditforeningen kunne jo ikke få sine penge ind. Jeg husker, at kreditforeningens repræsentant, Kærsgaard Mortensen fra Herning, var inde for at snakke med far om hans rentegæld. Han spurgte min far om, hvornår han troede han kunne betale. Det vidste min far ikke det mindste om. De snakkede om det, en tid, og til sidst siger Kærsgaard Mortensen, at kreditforeningen egentlig havde et hus oppe i byen. Om ikke far kunne tænke sig at købe det. Det var da mærkeligt, at de ville sælge deres hus, til en mand der ikke kunne betale. Der skete så det, at de forhøjede gælden på ejendommen, og så gik det igen. Der gik mange år, hvor alt var dårligt. Jeg husker dengang jeg var i banken for min far. Banken lå, hvor boghandleren ligger nu. Jeg kom til skranken, da bankmanden netop var færdig med at ekspedere en landmand, der boede lidt udenfor byen. Han betalte fem kroner, på syv veksler. Vores sanglærer i kirken, var bankbogholder, og han sagde; ”Der ligger egentligt to mere” hvortil manden svarede; ”Det er der ikke noget at gøre ved” og så gik han. Der var ingen penge, nogen steder. Murer Knudsen havde heller ikke noget arbejde, og hans svende gik ind på, at gå for halv pris, så han kunne sige ja, til et tilbudt arbejde. For at tjene lidt ekstra, var der flere murere, der harpede grus ved Kronborg om aftenen
Min far havde to brødre fra Tvis, der hed Malthesen. De havde en ny motorcykel, hver. De fik 30 kroner om ugen, og de blev næsten meldt hver dag, fordi de kørte for stærkt gennem Danmarksgade”

Johannes Danielsen besvarede nu spørgsmål fra publikum, og der var stor spørgelyst. Først blev der spurgt om, hvem Jens Lund var, og der blev svaret, at han var gift med Laurine, og de boede i fattighuset. Fattiggården lå i Bilbergs gård, i Skjerk. Den blev nedlagt omkring år 1900.
”Fattighuset blev så bygget her, mellem sparekassen og møllen, hvor der nu er parkeringsplads. Jeg er stolt over, at jeg var med til at rive den ned. De børn der voksede op der, blev drillet med, at de boede i fattighuset. Det var grusomt.
Jeg vil fortælle en alvorlig beretning; det drejer sig om bager Nielsen, som ingen her, vist kan huske. Han var noget hidsig, men ellers et dejligt menneske. Han har boet i den nuværende bagerforretning, og hans kone var min gudmoder. Han var gået fallit med bagerforretningen i Kibæk, men da der var auktion, betalte han folk for at lade være med at byde på det, så han fik det hele med sig. Det endte med, at han fik en vognmandsforretning, hvor elektriker Bendtsen bor nu. Han boede der, og havde lastbil og personbil. P. Iversen, der havde Lundgaard, og det kneb også ham, økonomisk, i trediverne.. Bager Nielsen gik det godt for, men de kendte ikke hinanden. P. Iversen var i banken, hvor der var to direktører. Den ene var Jens Jensen fra Varhede. Der skulle være en direktør for landmændene, og en for forretningsmænd. Bager Nielsen står i banken, hvor P. Iversen, havde søgt om at låne penge til terminen. Så kom direktør Jensen hen og sagde; Nej, vi kan ikke hjælpe dig, for du er færdig” Så spurgte bager Nielsen ham om han havde en vekselblanket, og da han havde fået den, skrev han på vekslen og sagde ”Nu kan du prøve om du kan få pengene” Det kunne han, ogP. Iversen klarede sig godt.
Der var noget der hed J.A.K.. Det kendte jeg noget til, da jeg gik på håndværkerskole i Haslev, 1936-1937. Det betød, at indbetalte man penge, kunne man være heldig at kunne låne penge, næsten rentefrit. Det blev sådan, at P. Iversen var medlem af J.A.K. og derfor fik han pengene derfra. Eftersom tiden gik, endte det med, at Iversen overtog bager Nielsens vognmandsforretning, da han holdt op. En dejlig oplevelse var det at se, at det nytter, at hjælpe andre.
Slagter Andersen kender i. Han gik meget på jagt, ofte om lørdagen. Det kunne imidlertid ske, at Svend kom med et par grise, der skulle slagtes lige før middag. Det blev Andersen gal over, hvad der vel var ret naturligt. En sommeraften kørte Svend og jeg til Ørre, mod Skærbæk. Her var et gammelt sparehus, hvor Ann Stafen boede. Hun var en gammel dame, og huset var en af dem, der gik helt ned til jorden, og ikke var tækket med lyng eller halm. Svend købte en ged, der. En meget flot, brun ged. Da vi kom hjem til Andersen og skulle have geden slagtet så vi, at Andersen havde skudt et rådyr. Det hængte i slagtehuset. Vi opdagede, at de to dyr, havde samme farve. Vi byttede nu hovederne rundt – skar hovedet af geden, og syede det på rådyret. Vi vidste nemlig, at når Andersen havde skudt et rådyr, havde han altid, dagen efter, et par folk med hjem, der skulle se hvad han havde skudt. Vi turde ikke være tilstede, men havde informeret Anton Barslund om, at han skulle holde øje med, hvordan det spændte af. Ganske rigtig kom Andersen næste dag med Jens Peter Grønthandler. Andersen, der altid kom med sin rygsæk, gik lige ind i slagtehuset, og hængte sin taske. Anders Pedersen skulle jo se hjorten, og råbte; ”Hvor hænger den?” ”Den hænger derhenne” svarede Andersen. ”Hvad er det for nogle horn, den har?” spurgte han. Så vågnede Andersen op. Han ville rykke hovedet af og sagde; ”Det er de forbandede knægte, Hasse og Svend. De har ikke andet i hovedet” Vi fik dyret fotograferet, og ville egentligt have sendt billedet ind til jagtbladet, men vi fik det ikke gjort.
Nogle gange kom folk selv med deres svin. En dag kom der en gris i en gammeldags svinekasse. Bagtil var der en lem man kunne rykke op. Grisen skulle slagtes, og han var ene om det. Den stod på vognen, i gården, Andersen tog lemmen op, og fik fat i halen på grisen, men den trak ham ind i kassen, og lemmet faldt ned over ham. Han kunne ikke selv komme derfra. Min kone, Else, var den eneste der turde gå over for at hjælpe ham.
Laugesen skrev i en artikel, at det var en dygtig vært på Hotellet, men det blev det ikke ved med at være. Der var kun turistbevilling, deroppe, og til sidst var der slet ikke nogen bevilling. Der blev vist ikke drukket mindre af den grund. Der måtte ikke serveres for Aulumboere, kun for rejsende. Men det blev vist ikke overholdt. Statsbetjent Helstrup fra Herning skulle have undersøgt om det nu blev overholdt. Betjenten kendte Chr. Nygaard fra Lundby. Han var flyttet dertil, og havde tidligere hjulpet Helstrup, når der kom fanger til Kibæk station, og skulle videre til Sdr. Omme. Helstrup aftalte ny med Nygaard, at han skulle se efter, om der var Aulumboere på hotellet, men da Nygaard ikke kendte nogen i Aulum, var det jo lidt vanskeligt. Han meddelte så Helstrup, at han kunne se, at der sad en mand over i det andet hjørne, som han troede han havde set før. Så faldt den sag, og der var ingen overtrædelse af loven.
Jeg husker, at der var 4 arbejdsløse, her i byen, der ingen steder havde at være. De søgte kommunen om et tilskud til at holde jul for. De fik 5 kroner, hver. De måtte så holde juleaften i et værelse, der lå ovenpå fattighuset. Det var egentligt beregnet til landsstrygere. Der var ofte nogen der overnattede der.
Der fandtes flere overlejligheder, her i byen. Ovenpå Barslunds, boede der en gammel kone fra Holstebro. Jeg har set senere i protokollerne, at hun fik 12 kroner om måneden, fra fattigkassen i Holstebro. Det måtte hun leve for dengang. Der boede en kvinde, herover, på loftet, der hed Met’Mølbygger. Der var flere damer der gik ud på landet og syede for folk, og de fik så føden hvor de kom. Man kan jo leve for lidt, hvis der ingen penge er tilstede, hvad der tydeligt viste sig, dengang.
Der blev spurgt; Har du gået i skole hos Lærer Jørgensen, og det svarede han, at det havde han ikke. Hans ældre bror gik vi i skole med Jørgen Nash, men Asger Jorn, har vi aldrig gået sammen med, jeg kan huske dem, og Jørgen Nash har været hos os, flere gange. De boede her i Aulum i to år.
Danielsen blev spurgt om, hvordan tiden som borgmester, havde været. Der blev svaret, at kommunesammenlægningen, ikke havde været vanskelig. Vi var enige om, i Kommunalbestyrelsen, at når der skulle foretages sammenlægning, ville vi gerne sammen med Sinding og Ørre. Vi var til møde på Karup hotel, og da vi gik derfra, var det hele egentligt aftalt, om hvordan det hele skulle ordnes. Men om natten ved midnatstid, blev jeg ringet op af Henning Rasmussen, borgmester i Esbjerg. Han sad i kommunalreformkommissionen, og hans søster var gift med sognerådsformanden i Grove. Han spurgte, om vi ville komme til Randers, næste dags morgen, klokken otte. Da vi kom, havde man fundet frem til, at vi skulle lægges sammen med Haderup og Feldborg. Vi gik ind på det. Det var nok selve amtsgrænsen, der gjorde det, da man ville have Karup med til Viborg Amt, og det samme med Kølvrå by. Grove blev delt i to, og landområdet fik vi hertil.
Jeg har ikke ligget søvnløs over arbejdet i kommunen. Man kan jo sige, at når der kun er skidt tilbage, er vi jo nødt til at holde sammen. Vi ville jo helst være selvstændige, i stedet for at komme under Holstebro eller Herning. Det var vi alle enige om. Vi havde ikke uoverensstemmelser med hinanden, indenfor kommunen. Selvfølgelig kunne vi være uenige, men der har aldrig været optræk til ballade. Der var da noget bøvl ved det, og jeg havde på det tidspunkt, mange ture til Haderup og Feldborg. Når der var konfirmationsgilder, og man var kommet til at diskutere sammenlægningen, hændte det, at der blev ringet til mig. Jeg spurgte dem så om hvornår der skulle serveres kaffe, for så ville jeg komme. Når vi havde fået kaffe endte det gerne med, at vi var blevet enige. Selvfølgelig fik jeg skæld ud, men det kan man vænne sig til.
Der blev spurgt om, hvornår Danielsen holdte op med at levere dritler til Aulum mejeri. Var denne levering afledt af, at Danielsens far, havde lavet ankre til øl. Danielsen svarede, at det var det ikke. Det var pengenød. Vi holdt med dritlerne, da man begyndte at pakke smør. Jeg var glad for at skulle lave dritler til mejeriet, da min far døde. Jeg var 22 år, og stod med en tømrerforretning. Det var begrænset hvad arbejde jeg blev betroet i starten. Men det gik, og det var fordi jeg havde nogle gode mennesker, der gjorde en indsats for mig. Sadelmager Madsen, Foged og Madsen på mejeriet var mig til stor hjælp, da de var mine faste kunder.
Hos Brødbæks havde de legetøj i forretningen, og jeg kom der tit. Brødbæk havde lagt mærke til, hvilket legetøj jeg især syntes om, og juleaften, når han var kommet hjem fra kirke, vidste jeg bestemt, at så kom Brødbæk med en julegave i form af et ønsket legetøj, til mig. Det betød utrolig meget for mig, da vi ikke fik julegaver på den tid.
Jeg overtog forretningen da jeg var 22 år. Min far blev syg mens jeg var soldat, så han lavede udelukkende dritler, inden jeg kom hjem igen. Jeg hørte Rav-Åge i fjernsynet en aften. Han fortalte at i hans barndom, havde forældrene ingen penge, men de havde masser af fisk, og de følte de var rige. Sådan var det hjemme hos os. Vi har også haft et lykkeligt liv, og vi kan ikke klage, men det var hårde tider i trediverne, også for håndværkede. Min far byggede en gård i Vinding. Han fik 17 % af sit tilgodehavende. Man lavede om til akkordlån, og jeg husker at når pristallet steg, skulle der betales flere penge. Jeg husker at der kom nogen til os, der skulle betale. Håndværkerne kom i gæld, dengang. Nok er penge ikke lykken, men de er rare af have.
Huset hvor Bodega Mikkel og revisionshuset har til huse, blev ejet af sadelmager Madsen. Han lavede seletøj, og alt indenfor møbler, og forretningen voksede. Han byggede to etager. Det blev senere solgt, og han flyttede op til den anden ende af byen, hvor der senere blev bygget mere til.
Tandtekniker Sigrid Nielsen, boede en overgang i huset hernede, hos Sadelmager Madsen. Hun blev opsagt, men ville ikke flytte, og hun blev sat ud af Kongens Foged. Hun nægtede stadig at flytte, og alle hendes møbler stod på gaden, og man måtte vogte over dem om natten.
I huset overfor banen, hvor Sigrid Nielsen bor nu, boede tidligere post Lundsgaard. Jeg husker, at som dreng stod jeg dernede ved banen og så et kobbel får der skulle med toget. Der var en stald på stationen, hvor man kunne drive dyrene ind. Der var en rampe, hvorfra de blev drevet ind i jernbanevognen. Dengang var der mange folk, ansat ved banen, men så gik man over til lastbiler. Der var flere dengang, der kørte som chauffører. Vognmand Kiillerich og Jens Sørensen, der boede på Østergaardsvej, kørte med hestevogn. De hentede grus i Kronborg Grusgrav. De kunne sidde i hestevognen og sove, da hestene nøjagtigt kendte vejen til cementstøberiet, så de behøvede ikke bruge tømmerne. Agner, Harald og Frede Kiillerich, hjalp også. Agner Kiillerich arbejde hos os, dengang. Han fortalte, at en dag, de var kørt til grusgraven, skred sandet sammen om Jens Sørensen. Han var en høj mand, og havde overkroppen oven for sandet. Agner spurgte så, hvordan de skulle få ham op, og Harald svarede; ”Der er ikke andet at gøre, end at lægge kæden om halsen på ham, og så lade hestene trække ham op. Så begyndte Jens Sørensen at tage kæden på sig.
Kiillerick fik en lastvogn med fast gummi, og det lavede en vældig larm. Der var ingen håndbremse, men en nødbremse. Det var et koben der sad bagi. Når man trykkede på en knap, faldt det ned, og greb vejen. Det blev brugt, når det så rigtig katastrofalt ud, når de skulle have hold på det, med det samme.
Jeg har nævnt cykelhandler Olsen. Han startede hvor centralen stadig havde til huse, og hvor Foged startede. Bagved startede Olsen ovnlakeri for cykler. Han flyttede op, hvor trikotagefabrikken lå, og der havde han et stort ovnlakeri. Han købte senere Danmarksgade 64, og der havde han en stor forretning. Der blev lakeret rigtig mange cykler i Aulum, dengang. Cykelhandler Christensen havde også lakeri. Jeg har været der mange gange, for at se hvordan det foregik. I starten maledes der med pensler, men efterhånden blev cyklerne dyppet i malingen, og derefter kom de i ovnen.
Organist Eghofs søn, Gunnar Eghof, startede fabrikation af møbler i det hus hvor Holst havde skoforretning. Han lavede mindre møbler men flyttede senere til Århus, hvor han fortsatte med fabrikation af møbler.
Svend Siggard, og jeg, har været lærlinge sammen her i Aulum. Jeg husker en tildragelse, hvor en hest, uden kusk, kom springende ned gennem byen med en arbejdsvogn, og bag i vognen, sad en fem årig dreng. Svend sprang ud i hesten, og i det samme lå både Svend og hest på jorden, men vognen stod stille. Det var fatstisk gjort.
Dengang var der mange heste der løb løbsk. Ejler Christensen havde et spand heste, der kom springende ned gennem Danmarksgade. De løb stjerten ind i missionshotellet. Der gik hul i muren, og den ene hest døde.. Lørup i Hodsager havde et spand heste, der kom springende op ad Danmarksgade, uden kusk. De drejede om af Tømmergade, og den ene hest rendte ind i en mur, og var død på stedet.. Lørup havde en skøn, sort hest, der altid stod og trippede, og den løbsk, flere gange. En gang løb den over Fogeds plads, og så hoppede den ind i Pedersens have, men den kunne ikke få bagbenene med sig, og det kneb os at få den ud derfra.
Vi havde fælles indkørsel med Barslund. En dag så jeg, at hesten stod i indkørslen, og vores Bodil på 2 år, stod under maven på den, og kløede den. Jeg kaldte stille på den, hun kom, og hesten gjorde hende intet.. Det er som heste forstår, at de ikke skal gøre et barn noget.
Jeg vil slutte med at fortælle om Jens Stoubæk. Barslund handlede med heste. Da Stoubæk ingen hest havde, lånte han en hest hos Barslund, når han manglede en. En dag, hvor jeg tilfældigt stod ved værkstedsvinduet på loftet, så jeg, at Jens Stoubæk havde læsset noget på vognen. Han holdte lige uden for laden, og han skulle ud med hesten. Han fik ikke hesten til at røre sig ud af stedet. Jens gik om og snakkede med den. Men den stod stadig stille. Så tog han. Han blev ved med at fjerne en ting ad gangen, uden virkning. Til sidst fjernede han grimen, og så gik hesten.”

Opdateret