Telefoncentralen i Ørnhøj
Den første telefon, der kom til Nr. Omme, blev installeret i købmands forretningen i Nedergaard. (Den by-bebyggelse der lå ved Hovedvej 11/Skjernvej, før Ørnhøj blev en stationsby). Denne
forretning var oprettet, omkring århundredeskiftet af møller Martin P. Nielsen, som solgte den til en købmand i Holstebro. Telefonforbindelsen kom direkte fra Holstebro og var abonnent under Holstebro central.
Allerede året efter, at banen fra Ringkøbing var ført igennem var der bygget så mange huse i Ørnhøj, at der var husstande nok til en telefoncentral.
Centralen blev åbnet i 1912 med 12 abonnenter. Jeppe Madsen blev centralbestyrer. Han var dengang landpostbud, senere blev han skomager. Sammen med sin hustru Kirstine passede de centralen til 1954. De boede på Kjærs vej 8, hvor de havde omstillingsbordet i stuen, og i forgangen var der en telefon man kunne benytte mod betaling.
Først i 1954 afstod de centralen til deres svigerdatter Grethe Madsen, der var uddannet som telefonist og havde arbejdet på forskellige centraler.
Sammen med sin mand Johannes Juhl Madsen passede de centralen til den i 1969 blev automatiseret. De boede i Hovedgaden 27, hvor der også var indrettet telefonboks.
Andre historier
-
Historien om det knækkede gravkors
I sommeren 1979 blev der foretaget en restaurering af stendiget om Nørre Omme kirkegård. Under dette arbejde fandt man et støbejerns-gravkors, et såkaldt ”Malmkors”. Det lå på diget i det nordøstlige hjørne af kirkegården. Korset der var knækket, havde følgende indskrift: Jens Gjalbæk Andersen, død i Overgaardhus i Nørre Omme 1879, knap 53 aar.Ved besøg […]
-
Aulum tidende
Aulum tidende kan med rette kaldes hovedorganet i Aulum, særligt ud fra den forudsætning at der ikke findes andre presseorganer i byen, hvor borgerne har ulighed for at give luft for deres ønsker, hvad enten det er lokalt stof eller annoncer angående køb og salg, når man ønsker at nå ind i alle hjem. Dermed […]
-
De gamle vejskiltes historie.
Sognerådet i Gjellerup havde opsat vejskilte rundt i kommunen der var lavet af træ og med malede navne. Efterhånden var malingen ved at være væk på de fleste af dem, og mange var helt rådnet bort. Der kom efterhånden flere klager fra fremmede som ikke kunne finde vej når de havde ærende uden for byerne. […]

