Barndomserindringer mellem 1940 og 1947

Af Svend Aage Madsen.

Lis Lauridsen, Vestergade i Vildbjerg, boede i huset på Møltrupvej 6 i Timring fra 1956 til 2012.
Hun var imidlertid ikke indfødt timringbo, idet hun blev født den 14. maj 1936 på et lille husmandssted lidt nord for Præstbjerg Høje i Vinding sogn.

Efter dåbsattesten hedder hun Elisabeth, men hun er aldrig blevet kaldt andet end Lis – de sidste mange år med tilføjelsen ”pedel”, fordi hun var gift med Svend Aage Lauridsen, der var pedel på Timring skole fra 1962 til 1989.

Lis fik også sit daglige virke på selvsamme skole, da hun gennem mange år var en meget vigtig del af rengøringspersonalet.
For ikke så lang tid siden besluttede hun sig for at nedskrive nogle af sine barndomserindringer. Dem har jeg fået lov til at kigge lidt i, hvilket resulterede i, at jeg fandt det så spændende, at jeg med baggrund i Lis´ nedfældelser har skrevet denne artikel, som læserne her kan få fornøjelse af.

Da Lis, som tidligere nævnt, er født i 1936, var hun kun en lille pige, da Danmark blev inddraget i 2. Verdenskrig i 1940. Allerede inden krigens begyndelse var der i Danmark rygter om, at tyskerne ville besætte landet. Denne rygtesnak mellem de voksne samt deres bekymringer smittede naturligvis af på Lis, der på det tidspunkt kun var 4 år.
For det første var hun bange for, at hun skulle dø, men det værste for hende var, at så kom hun ikke til at opleve skolelivet, hvilket hun ellers havde glædet sig meget til.
Før krigen kom til Danmark, havde bedstemoderen gennem længere tid udtalt, at tyskerne ville indtage Danmark, og denne spådom kom som bekendt til at gå i opfyldelse, idet de tyske soldater rykkede ind over den danske grænse den 9. april 1940.
Lis og hendes familie boede lige op ad hovedvej 11, så de var med på første parket, da de tyske militære køretøjer samme dag ved middagstid kørte forbi hjemmet. Som Lis husker det, var der især mange motorcykler med sidevogn.
Denne voldsomme trafik udmøntede sig straks i problemer, idet broderen Aage arbejdede på en mark på den anden side af vejen, og da det var omkring middagstid, ville han naturligvis krydse vejen, men det var umuligt på grund af den tætte trafik.
Aage var sulten og ville derfor gerne have noget mad. Problemet blev løst ved, at faderen kastede en madpakke over til ham.
Mens Aage spiste madpakken, kunne hestene i samme tidsrum passende afgræsse grøftekanten. Efter endt fødeindtag kunne han og hestene fortsætte den påbegyndte harvning.
Senere på dagen var trafikken stilnet så meget af, at der ikke var problemer med at komme over på den anden side.

Lis havde ingen grund til at føle sig alene på det lille husmandssted, for hun var udstyret med en søskendeflok på 11 – 8 ældre og 3 yngre. Den yngste, som hed Eva, blev født, kort før landet blev besat.
Selvom Lis elskede sin lillesøster, fik hun desværre en rigtig dårlig oplevelse med hende, uden at søsteren kunne tillægges nogen skyld overhovedet.
Lis var som alle andre børn nysgerrig, og da hun en dag fik øje på en ubevogtet æske tændstikker i nåhøjde, kunne hun ikke modstå fristelsen. Hun nuppede æsken og gemte sig bag ved barnevognen, som stod i et hjørne af køkkenet. Her strøg hun en tændstik, men knapt var tændstikken blusset op, før hun hørte faderen råbe: ”Din slemme tøs, kunne du komme i tanke om at brænde din lillesøster af?”
Det var ikke kun faderens ord, der sved, for råbene blev efterfulgt af et par på hovedet og et spark ud ad døren.
Faderen var naturligvis blevet bange, og tankerne omkring, hvad der kunne være sket, var årsagen til hans noget voldsomme reaktion.
Lis ville ikke gøre sin lillesøster fortræd, hun ville blot prøve at stryge en tændstik, men
oplevelsen sidder stadig i hende her næsten 80 år efter.

Barn under krigen

Et tilbagevendende punkt, som de mennesker, der har oplevet 2. Verdenskrig ofte tager op, er de særdeles kolde og snerige vintre.
Disse forhold måtte man også forholde sig til i Lis´ barndomshjem.

Den megen sne og de lave frostgrader skabte ofte problemer. Både med at få skovlet sneen væk, så man kunne færdes samt det problem at få husene varmet op.
I Lis´ hjem betød det blandt andet, at man ikke kunne varme køkkenet op til et acceptabelt niveau. Derfor måtte man flytte ind i soveværelset. Her blev der stillet en bænk op ved fodenden af sengen, det lange spisebord i midten og stolene på den anden side. Megen plads var der ikke, men med lidt god vilje blev der også plads til den uundværlige rok.
Større udfoldelser i forbindelser med indendørs lege, var der ikke mulighed for. De måtte foregå i stalden og laden. Inde i varmen blev det til småsysler som at sidde og sy egne dukker, for købedukker kunne der slet ikke blive tale om. For det første var de meget svære at opdrive, og for det andet, hvis det endelig lykkedes, var der ingen penge at købe for.
Et lyspunkt var der dog i disse hårde vintre, for engang imellem blev de få børn, der var mødt op i skolen på trods af snemasserne, sendt hjem igen. Dog blev den første times undervisning som regel gennemført. Det kunne jo tænkes, at flere dukkede op. På grund af kulden og den sparsomme brændselsmængde foregik det i lærerens stue.
Lis og hendes søskende dukkede altid op, for som tidligere nævnt boede de forholdsvis tæt på skolen.
Ikke blot var kulden og sneen et problem, men for især pigernes vedkommende i Lis´ hjem var forholdene endnu værre, for på grund af forældrenes religiøse indstilling måtte pigerne ikke gå i lange bukser. Af samme årsag måtte de heller ikke få håret klippet.

I det hele taget var det med tøjet et stort problem. Med de mange børn kom de specielt under krigen til at gå i hinandens aflagte tøj. Det passede sjældent helt – enten var det for stort, eller også var det for småt.
Selvom man havde penge, var der ikke meget at købe! – ikke engang metervarer, som moderen selv kunne have syet tøj af. Men hun fandt alligevel på råd, idet hun fik fat i nogle forholdsvis pæne kornsække, som hun farvede. Af stoffet syede hun blandt andet spencere, men desværre var holdbarheden ikke særlig god, da vævet var for løst.
Sengetøjet gav også problemer, når puderne og dynerne blev så slidte, at de atter måtte sys sammen i åbningerne for at fjerene ikke skulle falde ud.
Lis´ mor sad ofte og stoppede, lappede og syede til langt ud på aftenen. Meget af tøjet var ofte meget slidt, inden det blev syet om, men som Lis og hendes søskende fik indprentet, så var det ikke nogen skam at være fattig og gå i lappet og omsyet tøj. Derimod var det skammeligt at være beskidt og gå i hullet tøj.
På grund af kulden og de dermed kolde gulve syede moderen også selv kludesko. Både bunden og overdelen blev for det meste fremstillet af gamle aflagte frakker.
For holdbarhedens skyld blev sålerne efterfølgende dyppet i harpiks og aske.
Yderligere besparelser kunne opnås ved, at faderen købte læder, så han selv kunne forsåle familiens sko. Desuden klinkede han selv den service, der gik itu.
Under krigen var penge en mangelvare mange steder. Lis´ mor måtte undertiden først tælle, hvor mange æg hønsene havde lagt for at se, om det indkomne beløb kunne dække ugens købmandsregning. Af og til måtte indkøbet af nogle varer udsættes til den følgende uge, for regninger skulle man undgå for ikke at blive fanget i en gældsspiral.

Vedrørende selve landbrugsdelen måtte indkøbet af for eksempel såsæd og gødning ofte udsættes til, man havde fået afregning for det næste hold grise, der blev sendt til slagteriet.
Som Lis tørt har bemærket i sit materiale omkring de økonomiske forhold i hjemmet: ”Der var ikke noget at rutte med, pengene groede ikke på træerne hos os.
Gudsfrygt og nøjsomhed var, hvad vi blev opdraget til”.

En helt almindelig dag i Lis´ hjem
Moderen, Ingenie,* var den, der først kom ud af fjerene om morgenen. Hun stod op klokken 6, fordi hun skulle nå at fodre hestene og malke køerne, inden klokken et kvarter over syv, for da dukkede mælkekusken op for at hente mælken.
Hun fodrede først hestene og gik derefter ind i stuehuset for at vække de store børn – kun faderen og de mindste fik lov til at blive liggende til morgenmaden var klar.
De to ældste af pigerne, Stine og Lydia, skulle hjælpe moderen med at malke, fodre og muge ud, mens søsteren Ruth skulle tænde op i komfuret og koge havregrød. Desuden blev resten af kaffen fra dagen før varmet op.

Broderen Jens, Anne og Lis var naturligvis også i gang. De skulle sørge for, at der blev hentet brænde i brændeskuret og vand fra pumpen i gården.
Omkring et kvarter over syv sad alle bænket omkring morgenbordet, men inden man måtte begynde at spise havregrøden, skulle der bedes bordbøn. Efter måltidet læste faderen et kapitel fra bibelen, og det hele blev afsluttet af med endnu en bøn.
Klokken var efterhånden blevet et kvarter i otte, så de skolesøgende af børnene skulle skynde sig, hvis de ikke ville komme for sent i skole. Heldigvis var afstanden kun omkring en kilometer.
Apropos var Lis´ første skoledag i 1943 ikke en speciel god oplevelse. For det første måtte hun drage af sted alene. Det var ikke som i dag, hvor i hvert fald mindst én af forældrene er med for at støtte og holde i hånd den første dag.
Efter morgensangen ”I østen stiger solen op”, en salme som Lis for øvrigt kom til at holde meget af, og med indskrivning af navne og anvisning af pladser, var det allerede tid til første frikvarter.
Ude på legepladsen kom lærerens søn hen til Lis og sagde: ”Hedder du, Lisbeth?” Lis var ikke et øjeblik i tvivl om, at det nu trak op til drilleri eller med vore dages ord mobning.
Lærerens søn fortalte nu med høj og tydelig røst, at han havde hørt Lis´ far sige til købmanden, at han ikke ville stoppe med at lave børn, før der var drenge nok til et helt fodboldhold. Stakkels Lis, for denne udmelding gjorde, at alle de andre børn lo.
Når Lis kom hjem fra skole skulle skoletasken tømmes, for Lis´ andre søskende skulle bruge den næste dag. Familien havde kun to tasker, men de var holdbare, for de var lavet af ægte læder.
Efter hjemkomsten skulle skoletøjet naturligvis skiftes til den daglige påklædning, fordi arbejdet kaldte. For det første havde man ikke meget tøj. For det andet var det besværligt at få vasket under de daværende forhold.
Om sommeren sluttede skoledagen klokken tolv, men det betød ikke, at man efter hjemkomsten havde fri
resten af dagen. Alle skulle hjælpe til med det daglige arbejde i det omfang, man kunne – store som små.
Der skulle for eksempel vaskes op, skrubbes gryder og bæres vand ind. Især den indbyggede vandgryde i komfuret skulle man sørge for, der var vand i. Ellers kunne den revne, når der var ild i komfuret. Denne forglemmelse kunne koste et par på hovedet fra faderens side.
Børnenes dag sluttede ved sengetid. For de smås vedkommende var det kokken 20, mens de store fik en time ekstra, der evt. kunne bruges på leg.
Inden søvnen holdt sit indtog, havde moderen været inde i værelset for at bede en fælles aftenbøn og sige godnat.
Moderens dag sluttede imidlertid ikke med, at børnene var blevet lagt i seng. Nu fik hun fred og ro til at klare de ting, hun ellers ikke havde haft tid til i dagens løb. Blandt andet syede hun gammelt tøj om.
Udefra set havde moderen en slidsom hverdag, som kunne tappe de fleste mennesker for både kræfter og humør. Men efter Lis´ udsagn var moderen blevet udstyret med et lyst sind. Hun sang næsten altid under arbejdet.

*Navnet Ingenie er meget specielt, jeg (forfatteren) er i hvert fald aldrig stødt på det tidligere. Det betyder ”geni”, eller én der er genial og kundskabsrig.
Moderens navn er sikkert en afledning af hendes fars navn, der var ”Ingarinus”!

Tørvegravning
Under 2. Verdenskrig blev der i de fleste danske hjem fyret med træ, brunkul eller tørv. I Lis´ hjem fyrede man næsten kun med tørv, hvilket der var en god grund til.
Familien Kristensen ejede ikke selv en moselod, hvor der kunne graves tørv, så den måtte alliere sig med nogen, som var i besiddelse af en sådan. For de opgravede tørv skulle der naturligvis gives en modydelse. I dette tilfælde var det ikke i form af kroner og ører, idet man havde fået lavet en aftale med lodsejeren, som i al enkelhed gik ud på, at man skulle optage ligeså mange tørv til denne, som man gravede op til sig selv – dvs. ca. 15 000.
Det var lange dage fra morgen til aften, når Lis og resten af familien hen på sommeren, drog ud i mosen medbringende madpakker, saftevand, mælk og rødgrød.
Vel ankommet til mosen var det første, man gjorde at finde en gren, som blev stukket i jorden tæt ved et af mosens vandhuller. Efterfølgende blev der bundet en snor omkring flaskerne med mælk og saftevand, som derefter blev sænket ned i det stillestående og kolde vand, så drikkevarerne kunne holde sig friske og kølige hele dagen.

Faderen stod for det hårde og slidsomme arbejde med at hive tørvemassen op på brinken, hvor den blev placeret på nogle fjæl, som hesten trak hen til liggepladsen. Her skar faderen tørvene ud i passende størrelse, så de senere på året uden problemer kunne puttes i køkkenets komfur og kakkelovnene.
Derefter var det moderens og børnenes tur til at træde ind i arbejdet. Det bestod i at lægge tørvene ud på tørrepladsen i lange rækker.
Midt på dagen blev madpakkerne taget frem med stor glæde – der er vel ikke ret meget, der smager bedre end en madpakke, der nydes under åben himmel en sommerdag med høj sol.
Efter at maden var spist, tog moderen og faderen sig et lille hvil i skyggen af en busk, mens hestene græssede, og børnene brugte pausen til at lege.
Hen mod aften drog man atter mod hjemmet – ikke for at slappe af, for efter hjemkomsten skulle et par af børnene drive køerne hjem til malkning. Andre fodrede og vandede grisene og hønsene samt samlede æg ind.
Desuden skulle der laves aftensmad, så der var rigelig af gøremål for både store og små, inden det blev sengetid.
Efter en tørretid, hvis længde afhang af vejret, skulle familien atter i mosen for at vende tørvene. Senere blev de skruet op dvs. sat i stakke efter et bestemt mønster, så vandet lettere kunne løbe af i regnvejr. Dette ensformige arbejde, som havde den sidegevinst, at det let kunne give en øm ryg, varede som regel flere dage. En ny, lang tørretid ventede nu, før tørvene hen på sensommeren kunne køres hjem, hvor de blev lagt ind under et halvtag. På dette tidspunkt var tørvene knastørre, hvilket gjorde, at det var en støvet og beskidt affære.
Men efter fuldført arbejde kunne man med fortrøstning og sindsro gå vinteren i møde.

Roeoptagning
I slutningen af oktober måned kunne man lige nå at hive gulerødderne op, inden der blev taget fat på optagningen af roerne.
Traditionelt begyndte man altid med sukkerroerne, og fremgangsmåden var, at man gik mellem to rækker. Med venstre hånd trak man roen op af jorden, og i højre havde man en machetelignende roekniv, som man huggede toppen af med. Toppen blev lagt til venstre, mens roen blev placeret til højre.
Roekniven har for øvrigt givet mange brugere et livsvarigt minde i form af ar, når der blev hugget skævt eller forkert, så målet blev et andet end tiltænkt. Dette forfejlede hug kunne give fæle sår på hånd og fingre – også Lis blev beriget med synlige tegn fra dette aftopningsredskab.

Samkørselen af sukkerroerne foregik ved, at børn og voksne gik på hver sin side af vognen og læssede roerne direkte med hænderne, for man mente, at det ville gå ud over roernes holdbarhed, hvis man stak i dem med en greb.
Når optagningen af sukkerroerne var tilendebragt, skulle man i gang med kålrabierne. Aftopningen her var betydelig lettere, idet man kunne gå oprejst med en aftopper på skaft eller en skovl med skarpt blad.
Bag på aftopperen var der et par kløer, som man kunne hive roerne op med. Det var faktisk et fint redskab. Ved fremadbevægelsen skar man toppen af roen, og ved bagudbevægelsen trak man ved hjælp af kløerne roen fri af jorden.
Efter mange dages hårdt arbejde, der ofte blev besværliggjort af regnfuldt vejr, var toppen ensileret og roerne kulet ned.
Endelig kunne der tages fat på pløjningen af jorden som det sidste af efterårets arbejde. Det var som regel faderen eller én af de ældste drenges arbejde – de skulle lære det, før de skulle ud i plads. Pigernes og de mindste drenges arbejde i forbindelse med pløjningen af kartoffelstykket var at samle de kartofler op, som havde forputtet sig under optagningen.
Det at gå i plovfuren efter faderen i flere dage var et langsommeligt og trivielt arbejde, men lyspunktet var, at det kastede en lille løn af sig. Den udmøntede sig i et par nye gummistøvler til hvert af børnene. Desuden blev der indkøbt en hel kasse pærer til fælles fornøjelse, hvilket dengang var noget ganske særligt.
At få nye gummistøvler var så stor en oplevelse, at de ikke blev taget i brug med det samme. I første omgang blev de sat ned i kælderen til det rigtig blev vinter. Derfor måtte de gamle holde for lidt endnu, selvom skafterne var blevet skåret af ved forårets begyndelse, så underdelen kunne bruges som sko. Hen på sommeren, når det blev for varmt, gik man med bare tæer.

Skiftedag, vintersysler og juleforberedelser
Før i tiden blev pigerne og karlene på landet for det meste ansat for et år ad gangen. Typisk fra 1. november og et år frem. Det kunne dog også være fra maj til maj, hvilket især gjaldt for tjenestepigernes vedkommende. Efter arbejdsårets udløb blev ansættelsesforholdet taget op til drøftelse. Mange skiftede plads, mens andre blev hos samme familie i mange år.
Derfor var 1. november årets store dag for medhjælperne på landet. Det var blevet skiftedag for manges vedkommende, hvilket betød, at man flyttede til en ny plads hos en anden landmandsfamilie.
Denne store skiftedag var traditionelt en fridag for tjenestefolkene på landet, så der blev tid til at flytte fra den ene arbejdsplads til den næste – karlekammerskabene og pigekommoderne skulle have en ny adresse. Desuden blev der mulighed for at drage til byen for at købe nyt tøj for nogle af de penge, man havde sparet op i årets løb.
Også for Lis og hendes mindre søskende var det en stor dag, når de ældre søskende kom hjem belæsset med nyindkøbte sager i store pakker, der var pakket ind i gråt papir. Nogle havde købt nyt arbejdstøj og et sæt såkaldt pænt tøj til brug på søndage og ved festlige lejligheder. Andre havde købt nyt fodtøj – sko, træsko eller støvler.
Mens pakkernes indhold blev åbenbaret og beundret, blev der talt ivrigt om, hvordan den nye plads mon ville være.
Det gamle og slidte tøj blev kasseret, men det blev ikke smidt ud, for moderen, der tjente en lille skilling ved at holde de udeboende børns tøj i orden, kunne bruge det bedste til at lappe arbejdstøjet med i det kommende år. Dette lappearbejde foregik for det meste i vinterhalvåret, hvor moderen kun i mindre grad deltog i det udendørs arbejde. Tiden blev også brugt til at sy tøj om til de mindre af børnene.
Arbejdet med landbruget lå dog ikke helt stille om vinteren. Dyrene skulle naturligvis passes, og der skulle blandt andet køres roer ind og tærskes korn. Det sidste var for Lis´ vedkommende det værste af det arbejde, som børnene deltog i om vinteren. Det støvede fælt, og koldt var det også.

Tærskearbejdet betød desværre også, at der samtidig skulle muges ud i hønsehuset, for alle de gode avner med lidt frø og spildkorn skulle ikke gå til spilde, men bruges til strøelse for hønsene, som straks fik travlt med at skrabe.
Så heller ikke om vinteren var der kedsomhed og lediggang på det lille landbrug ved foden af Præstbjerg Høje.
Nu var der taget hul på november, og hen sidst på måneden tog man så småt fat på juleforberedelserne. Det begyndte som regel med, at kagedåserne skulle fyldes med forskellige slags julekager. Dåserne var store, og der var mange af dem, hvilket gjorde, at selv med den store familie så var der mange gange kager til efter påske.
Når småkagerne kom på bordet, spurgte børnene i Lis´ hjem altid om, hvor mange kager de måtte tage. Var svaret én, så skulle Lis og hendes søskende tænke sig godt om – skulle det være den største, eller skulle det være den, der smagte bedst.
Samme procedure gjaldt, når familien Kristensen var på gæstevisit. Før afgang spurgte børnene om, hvor mange kager forældrene mente, de måtte spise. På denne måde foregreb man begivenhedernes gang, så man ikke efter hjemkomsten blev skammet ud, fordi man havde taget en kage for meget.

En årlig juletradition på den tid var, at trægulvene i mange hjem skulle ferniseres – altså have en gang lak.
Lakken under 2. Verdenskrig var af en dårlig kvalitet. Den var ikke særlig slidstærk, og den tog lang tid om at tørre. Når lakken var tør, blev der lagt aviser ud over i nogle dage, indtil lakken var hærdet helt op.
Det årlige eftersyn af julepynten blev også foretaget. Måske skulle den suppleres med nogle nye roser af silkepapir, flettes nogle nye stjerner eller bestanden af de udklippede kartonengle skulle forøges.
Den kropslige renselse blev også opgraderet i form af et sjældent bad.

Det kunne have været en vaskebalje magen til ovenstående, som blev anvendt i
forbindelse med det årlige julebad hos familien Kristensen.

.

Det foregik på den måde, at en stor vaskebalje blev sat ind på køkkengulvet og fyldt med varmt vand. Grunden til, at det skulle foregå i køkkenet, var, at det var det eneste sted, der var varme på.
Efter tur steg man nu op i karret for at blive vasket. Helt lækkert for de sidste har det ikke været, for vandet blev ikke skiftet undervejs. Noget af skidtet blev skummet af, og til nød blev der hældt lidt ekstra varmt vand i.
På grund af kulden var alle nødt til at opholde sig i køkkenet, så genertheden under badet, der foregik i alles påsyn, var man nødt til at se stort på.
Om forældrene havde taget et bad efter, at børnene var lagt i seng, husker Lis ikke. De har måske nøjes med noget etagevask, men som Lis tørt har bemærket, så var det i hvert fald ikke hendes familie, der forurenede grundvandet med sæberester.
Alt tøjet blev også vasket, og sengene fik pålagt rent, nyrullet betræk, så man efter den personlige renselsesproces kunne kravle i en nyredt og indbydende seng.

Slagtning af julegrisen
Årets højdepunkt vedrørende juleforberedelser var, når julegrisen skulle slagtes. Den fik ofte lov til at leve lidt længere end det, der var normalt, så den kom i rigtig god foderstand med mange kilo sul på sidebenene.
Lis´ far slagtede selv grisen. Arbejdet foregik i bryggerset, hvor gruekedelen, som noget af det første, blev fyldt med vand. Vandet blev derefter bragt i kog ved hjælp af rigeligt brændsel under karret. Mens vandet kom i kog, spiste familien morgenmad, og så snart den var indtaget, blev grisen hentet i stalden og bragt ind i bryggerset, hvor den blev bundet på for- og bagben. Til sidst blev den løftet op på en stige, der var lagt hen over saltkarret, for der skulle kunne sættes en spand under den, så blodet ikke gik tabt, når halspulsåren blev skåret over. Blodet skulle bruges til ”Swortpøls” – blodpølse.

Mens børnene var små gemte Lis og de andre søskende sig under dynen inde på gæsteværelset. På den måde undgik de at høre de værste af grisens paniske skrig.
Efterhånden var Lis blevet 10 år, og nu var det hende, der skulle røre i blodet, for at det ikke skulle koagulere, når det efter stikket løb ned i spanden. Det var en hård prøvelse og en noget voldsom oplevelse for et barn på 10 år. Lis græd da også sine modige tårer, men fritaget blev hun ikke.
Grisen skreg, og Lis stod med lukkede øjne og ventede på, at hun skulle begynde at røre. Med et blev der helt stille, så Lis troede, at grisen var død. Derfor vovede hun at åbne øjnene, men det var lidt for tidligt, for netop i det øjeblik stak faderen kniven i halsen på grisen. Ved dette syn glemte Lis helt sin skræk og begyndte automatisk at røre i spanden.
Efter at blodet var løbet af grisen, blev den skoldet med det kogende vand fra gruekedelen. Det gjorde det lettere for forældrene at skrabe hårene af. Derefter blev den døde krop hængt op i bagbenene på en oprejst stige. Denne opstilling var praktisk i forbindelse med faderens arbejde med at skære grisen op og tage indvoldene ud.
For det meste blev grisen hængende på stigen til næste dag for at køle af. Afkølingen gjorde, at kødet var nemmere at skære pænt ud i de stykker, som moderen ønskede.
Indvoldene blev også brugt. Tyktarmen blev brugt til at koge ”Swortpøls” i. Tarmene rensede faderen selv, så de kunne bruges i forbindelse med fremstilling af medisterpølse. Kødmenuen på slagtedagen bestod altid af nylavet medisterpølse. I Lis´ erindring var det noget helt særligt.
Blodpølsen skulle helst spises forholdsvis hurtigt, fordi holdbarheden ikke var særlig god. Derfor fik familien i de følgende dage blodpølse til morgenmad. Blodpølsen blev skåret i skiver og varmet på panden. Samtidig blev der stegt fedtegrever. Når retten var færdiglavet, blev den sat på bordet, og alle spiste direkte af panden.
Resten af kødet blev nedsaltet i nogle store trækar og krukker. Her kunne det holde sig i lang tid.
Det var sjældent, at familien Kristensen så sig nødsaget til at købe kød hos slagteren. Kun én gang kan Lis huske, at faderen var kommet hjem med noget hestekød, som han havde ladet sig friste af, fordi han så et godt tilbud i slagterens vindue.
Selvom det meste af det kød, der blev spist i hjemmet var grisekød, og man set udefra havde nok af det, så sparede man alligevel på det. Grisene skulle sendes til slagteriet for at skaffe penge og ikke sættes på det hjemlige bord. Derfor var frikadellerne også små og med rund hånd blandet op med kogte kartofler og havregryn. Det drøjede gevaldigt på farsen. Desuden fik børnene under konfirmationsalderen kun en halv.
Et andet tiltag for at drøje lidt på grisekødet var, at der ind imellem blev der serveret retter, hvor høns og kaniner indgik.

Juleforberedelser og juleaften
Skønt det var midt under 2. Verdenskrig blev en form for konfekt også sat i produktion, selvom mange af ingredienserne ikke kunne skaffes, og sukkeret var rationeret. Man måtte bruge fantasien. I stedet for marcipan brugte man en opbagt dej til vandbakkelser, lidt flormelis og kartoffelmel. Det kom nu aldrig til at smage som den konfekt, man kan købe i dag, men det var det bedste, der kunne frembringes på det tidspunkt. Der blev blandt andet også fremstillet havregrynskugler, som bestod af havregryn, flormelis, kakao og smør. Hvad man gjorde med hensyn til kakao efter 1942, vides ikke, men efter det tidspunkt kunne den ikke længere skaffes.
Endelig kunne juletravlheden i Lis´ hjem afsluttes med bagning af franskbrød, kaffekage og lagkage.
I det hele taget tog man et ordentligt nap før jul, så man kunne holde juledagene nogenlunde fri.
Blandt andet skrællede børnene hele to spandfulde kartofler, så der også var til 1. og 2. juledag, hvor de udeboende unge mennesker kom hjem på julebesøg. Kartoffelskrælningen foregik ude i den lune stald. Hvor lang tid de var om det, måtte de selv bestemme. Derfor skiftedes de til at skrælle kartofler og tage en gyngetur i den ophængte gynge alt imens, der højlydt blev sunget julesalmer. Dem havde de lært af deres mor, som kunne dem udenad.
En anden ting, der også skulle klares, var at lave et lille lager af hakkelse til hestene.
Juleaftensdag var børnene med faderen ude for at hente juletræet, der som så meget andet også var af egen avl.
De store børn, der tjente ude, var sjældent hjemme juleaften. Derfor var én af Lis´ store glæder i forbindelse med julen at gense sine store søskende i én af juledagene.
Gaverne gemte moderen under dynen inde i sovekammeret, så der var forståelig trængsel ved døren, når moderen havde et ærinde i rummet. Måske kunne man være så heldig at få et glimt af én af pakkerne. Det var nu ikke fordi, det betød det store, for børnene vidste stort set på forhånd, hvad der var i pakkerne. Det var som regel tøj, som moderen selv havde syet. Men selvom det var bløde pakker, blev børnene alligevel glade for dem, for moderen vidste, hvad hvert enkelt barn manglede.
Der var også en fællesgave. Den bestod af en æske farvekridt. Med hensyn til disse farver passede børnene meget på, at de populære kulører ikke blev brugt for meget, for så blev de slidt for hurtigt op, og kun de kedelige var tilbage.
Endelig blev det juleaften, og alle forventninger skulle nu stå deres prøve. Med hensyn til påklædningen gjorde man ikke meget ud af det bortset fra, at pigerne blev udstyret med et rent forklæde.
Menuen juleaften hos familien Kristensen bestod af suppe som hovedret, mens desserten var lidt af et udstyrsstykke. Den var et såkaldt isbjerg, som bestod af skrællede æbler, der var stablet op som et bjerg på en bageplade. Denne opstilling blev derefter overhældt med marengsdej og pyntet med flødeskum. Den var flot og noget helt speciel. Det specielle skal nok ses i lyset af, at retten kun blev lavet den ene gang om året.
Efter maden gik moderen og de store hjemmeboende børn ud for at malke, de mindste vaskede op, mens faderen bar juletræet ind i stuen. Det var allerede blevet pyntet om eftermiddagen, og nu skulle det endelig vises frem, men ingen måtte se det, før alle var færdige med deres arbejde.

Da alle var klar, blev døren åbnet, og der stod træet i al sin glans, hvor kun de levende lys på træet var tændt, hvilket medførte, at stuen lå hen i et hyggeligt halvmørke.
Efter at den første benovelse havde lagt, gik man rundt om træet med hinanden i hænderne og sang mange af de gamle og godt indøvede julesalmer.
Efter dansen om træet fik børnene deres gaver, og mens de sad og beundrede pakkernes indhold, nød de den lille godtepose, som de hver især var blevet udstyret med.
Til slut læste moderen alle julekortene højt, og var der ét, hvor der var en henvisning til et sted i bibelen, blev det fundet og læst op.
Denne oplæsning af julekort kunne godt være af en længere varighed, for undertiden havde familien modtaget op mod 70.
Når moderen havde læst det sidste, var det sengetid efter endnu en dejlig juleaften.

Vaskedag og gæstfrihed
Cirka en gang om måneden fik Lis´ mor ekstra travlt, for da stod storvasken for døren. I det daglige kunne man klare sig med at klatvaske noget af tøjet, men når der for eksempel blev skiftet sengetøj, så var det et større arbejde, der ventede.
Processen begyndte aftenen før ved, at gruekedlen i bryggerset blev gjort grundigt rent efter, at den i den mellemliggende periode havde været brugt til at koge store portioner kartofler i til grisene. Derefter blev der båret store mængder brænde ind, og gruekedlen blev fyldt med vand. Tøjet blev sorteret og sat i blød natten over i nogle store baljer. På denne måde blev skidtet delvist opløst, hvorved den efterfølgende vask blev lettere og mere effektiv.
Næste dag blev der fyret op under gruekedelen, og når vandet var kommet i kog, blev tøjet puttet i sammen med sæben. Efter kogningen blev tøjet vasket i den hånddrevne vaskemaskine og derefter skyllet ofte op til tre gange. Den store mængde vand skulle børnene sørge for blev båret ind fra pumpen ude på gårdspladsen. Desuden blev de sat til at trække vaskemaskinen og senere i forløbet vridemaskinen.
Noget af tøjet blev stivet for eksempel forklæderne, inden det blev hængt op på tørresnoren ude i den fri natur. I tilfælde af, at det blev dårligt vejr, kunne det til nød blive hængt op på loftet.
Om aftenen, hvis tøjet var tørt, blev det hele lagt sammen. Dagen efter blev tøjet henholdsvis strøget eller rullet, inden det blev lagt på plads i skabene.

Gæstfrihed
I den tid storvasken stod på, skulle der helst ikke komme besøgende – heller ikke vagabonder.
Før i tiden var der en del af disse såkaldte frie fugle, der især i sommerhalvåret drog rundt i landet. Nogle ernærede sig som skærslippere og ved lidt tiggeri. I nødstilfælde påtog de sig også i mindre omfang tilfældigt arbejde rundt om på gårdene, når der i en travl periode manglede en hjælpende hånd.
I Lis´ hjem kom der jævnligt nogle af disse farende svende på besøg, og selvom faderen selv var god til at holde hjemmets knive skarpe, fik skærslipperen alligevel lov til at tjene en skilling ved selvsamme arbejde. Efter udført arbejde blev de ud over pengene også i mange tilfælde udstyret med en gedigen madpakke.
Kom de ved aftenstide, blev de af og til indbudt til at spise med. Nogle bad derefter om lov til at sove i laden, hvilket de fik lov til mod, at de deponerede pibe, tobak og tændstikker i køkkenet, så de ikke blev fristet til at ryge i halmen.
Engang tilbød Lis´ mor én af disse forhutlede personer et varm bad. Dette tilbud tog han overraskende nok imod. Mens badet stod på, vaskede moderen i mellemtiden hans tøj.
Efter badet lånte vagabonden noget af faderens tøj. Derefter blev han nyvasket og påklædt bænket ved spisebordet sammen med familien for at spise aftensmad.
Dengang var der intet fjernsyn og få havde en radio. Derfor blev aftenen mange gange ved disse besøg afsluttet med et brætspil inden sengetid.
Næste morgen fik han sit eget tøj igen og en portion morgenmad, før han atter begav sig ud på sin vandring.
Disse vagabonder/skærslippere kom ofte de samme steder. Det skyldtes, at når de mødtes, fortalte de hinanden om de gode steder, hvor de blev taget vel imod både med hensyn til mad og overnatning.
Som tidligere omtalt kunne de godt komme i tanke om at tigge penge, men det fik de aldrig hos familien Kristensen. For det første havde de ikke for mange af dem, og for det andet mente forældrene, at det kun ville bringe dem i fordærv, da mønterne uden tvivl ville blive brugt til indkøb af alkohol.
Forældrenes gæstfrihed over for blandt andre disse omvandrende personer, ser Lis tilbage på med glæde. Efter hendes mening var det et fint træk fra forældrenes side, når man tænker på, hvor svært det i forvejen var at få dagligdagen til at hænge sammen.

Høstning af bær, grøntsager og roer
Især på landet og ikke mindst under krigen havde mange hjem både en frugthave og én med grøntsager. På den måde var man i høj grad selvforsynende på disse områder.
Hen på sommeren, når stikkelsbær, ribs og solbær var modne, gav det travlhed i Lis´ hjem. Bærrene skulle plukkes, renses og syltes. Derefter forestod der et stort stykke arbejde med at vaske og skolde flasker og glas, inden de blev sat til tørring. Sjuskede man med denne del af arbejdet, kunne man risikere, at det foregående arbejde stort set var spildt, og det hele måtte i værste fald smides ud, da muggen havde ødelagt både saften og syltetøjet.
I Lis´ hjem blev der lavet utroligt mange flasker saft og mange glas syltetøj, da det gerne skulle dække forbruget helt til næste sæson. Det gjorde det som regel også, for Lis har aldrig set sin mor købe hverken saft eller marmelade.
Efter at syltetøjet og saften var kommet på henholdsvis glas og i flasker, blev emballagen påklistret en etiket, hvorpå der blev skrevet både årstal og navnet på indholdet, før det blev stillet et køligt og mørkt sted – det kunne være i kælderen eller i viktualierummet.
Om sommeren fik man som regel, som i så mange andre hjem, to retter mad. Den ene bestod som oftest af et mælke- eller frugtprodukt. Om sommeren kunne det være rødgrød med mælk på eller tykmælk. Om vinteren stod den tit på sødsuppe.
Ud over at høste på de hjemlige arealer tog man i august – september også ud på heden for at plukke bær. De år, hvor der var mange tyttebær, kunne der desuden tjenes en pæn sum penge ved salg.
Da familien Kristensen ikke selv ejede et stykke hede, var princippet det samme som ved tørvegravningen. I dette tilfælde var det en lærer fra Ørnhøj, der ejede et stykke hede ved Præstbjerg Høje, og aftalen var, at der skulle plukkes på delebasis. Det vil sige, at ejeren fik enten halvdelen eller trefjerdedele af de plukkede bær alt efter, hvor mange bær der var det enkelte år.

Bærrene blev solgt, og efter salget tog ejeren sin del, og moderen fik resten. Ud over dette akkordarbejde måtte familien desuden plukke til eget forbrug.
Nogle år var der rigtig mange bær, og det dermed økonomiske udbytte, som salget indbragte, varmede gevaldigt i en slunken pung.
Af og til var kornhøsten hjemme på gården ikke overstået, når bærplukningen i heden kaldte. Derfor måtte børnene fordeles, så nogle skulle med i heden, mens andre måtte blive hjemme og hjælpe faderen med høsten.
Selv om Lis´ far kunne virke lidt stiv og regelret, havde han alligevel lune. Den tittede frem engang, hvor bærhøsten på heden havde været særdeles god. I den forbindelse fortalte faderen en bekendt, at han havde fundet en ko på heden. Mandens svar på denne udmelding var, at den måtte han ikke tage. Hertil svarede faderen, at det havde han heller ikke gjort, men hans kone og børnene havde dette år tjent så meget ved bærplukning, at han blev i stand til at købe en ekstra ko.
Knapt var bærplukningen på heden overstået, før man kunne tage fat på kartoffeloptagningen. Når familiens egne kartofler var samlet op, blev børnene sendt rundt i nabolaget for at hjælpe til. Det hjalp lidt på humøret, at man der ofte var flere om arbejdet, og at karlene under dette trivielle arbejde undertiden fortalte nogle vovede historier, som børnene normalt ikke blev præsenteret for.
Men lige sjovt var det ikke altid – specielt ikke, når det satte i med regnvejr, så var det et vådt, koldt og beskidt arbejde med ømme knæ og hudløse knoer til følge.
I regnvejrsperioder var det værste, at tøjet ikke kunne nå at tørre natten over. Det var ikke spor rart at trække i det våde tøj næste dag.
Sent på efteråret kom der en lille efternøler i forbindelse med bærhøsten. Det var plukningen af hyldebær, som helst skulle have lidt frost, før de fik den rette smag. Disse bær var værd at vente på. Nu var der udsigt til skoldhed hyldebærsaft, når man havde ondt i halsen og hyldebærsuppe med sukkerristet franskbrød på.

Ovenstående fotografi er taget i forbindelse med Ingenies 55 års fødselsdag. Faderen, Johannes, er på dette tidspunkt 60 år.
Gårdbilledet på væggen i baggrunden viser deres ejendom Sdr. Agerfeld, Skjernvej 213. Stedet blev i folkemunde også kaldt ”Æ law” (lavningen), fordi det var det laveste punkt, inden man begyndte opkørselen på Præstbjerg Høje.
Denne daglige benævnelse gav desuden stof til nogle kreative menneskers poetiske udfoldelser.
For eksempel lød det i Lis´ barndom: ”Anne og Lis i æ law, der er høns i djær haw”.
En anden vending hentydede til forældrene religiøsitet: ”Johannes Ingenie (evangelium) i det syndige law”.
Tja – sådan er vi så venlige og hittepåsomme.

I slutningen af krigen
Under 2. Verdenskrig havde man nogle af de hårdeste vintre i Danmark i nyere tid – både med streng frost og store mængder sne. Der var snedriver, der lå helt op til taget, og snerydningen bestod af en gravet gang langs med husene, så man kunne bevæge sig rundt i nødvendigt omfang.
Frosten bed i en sådan grad, at selv ikke køkkenet i Lis´ hjem kunne fyres op til en udholdelig temperatur. Derfor rykkede familien som tidligere nævnt i perioder ind i soveværelset sammen med spisebordet fra køkkenet.
De dage, hvor kulden lettede lidt, blev brugt til kælkning og skøjteløb.
Hverdagene levede op til vendingen ”De fem mørke år”, idet bygningerne landet over skulle mørklægges, så der ikke slap lys ud, som blandt andre de allierede fly kunne navigere efter.
Derfor bestod belysningen i de fleste af rummene hjemme hos Lis af lamper med 5 watts pærer i. Kun i køkkenet, hvor moderen skulle have mere lys, for ellers kunne hun ikke se til at sy, var der sat en kraftigere pære i. Faderen fik også glæde af denne ekstra belysning, idet han derved havde mulighed at hygge sig med en bog.
Pæren i laden blev helt fjernet, for at der ikke skulle slippe lys ud gennem porten, som ofte blev åbnet og lukket.
I stalden blev lampen omvundet med en salpetersæk. Denne foranstaltning gjorde, at den smule lys, der var, blev kastet ned mod gulvet i stedet for ud i rummet.
Mangelen på ordentlig belysning gav naturligvis problemer på en del områder, blandt andet, når børnene før sengetid skulle have sig tømt for overflødige rester af fast og flydende. Det foregik bag ved køerne ude i stalden. Som regel fulgtes de ad to og to, da de skulle igennem laden, der ind imellem havde logerende i form af en vagabond.
En anden ting, pigerne heller ikke var glade for, var, når hønsene skulle fodres. Her måtte den medbragte lygte først tændes, når vinduerne var dækket til. Når lyset så blev tændt, var det værste, at der af og til var rotter i spanden med korn til hønsene.
Engang imellem var forældrene ikke hjemme om aftenen. I disse tilfælde skulle børnene blandt andet fodre hestene af til natten. Det var ikke altid lige let, for hesten Prins havde et arrigt gemyt. Det udmøntede sig i, at når børnene viste sig, stod den og trampede i gulvet og viste tænder. Derfor var de nødt til at kravle over til grisene og fodre det utaknemmelige bæst derfra. Den anden hest, Musse, havde et helt anderledes godt sindelag – hende var der aldrig problemer med.
I det hele taget gav det at være alene hjemme stor utryghed ikke blot hos Lis, men også hos hendes søskende.
De stod alene med ansvaret både for hinanden og for dyrene. Lis var altid bange for, at hun skulle glemme noget eller, at nogen skulle komme til skade.
Det værste var, når det trak op til tordenvejr. Det kunne godt kaste en stille bøn af sig.

Krigen slutter
I den sidste del af krigen tog familien Kristensen ofte til Holstebro, hvor Lis´ søster Ruth var indlagt på sygehuset i længere tid.
Familiemedlemmerne skiftedes til at tage turen, fordi faderen og moderen af og til havde svært ved at afse tiden. Derfor måtte børnene træde til. Turen kunne foretages på de voksnes cykler, men det var langt fra behageligt med den faste gummi på cykelhjulene. Derfor blev turene for det meste foretaget med toget. Man steg på toget ved trinbrættet i Resdalhuse mellem Vind og Sørvad efter skoletids ophør, og så blev man på sygehuset, indtil sygeplejersken kom rundt for at meddele, at besøgstiden var slut.

Togrejsen var for øvrigt noget af en oplevelse. For det første skulle man sørge for både at komme på og af toget i en fart, når det stoppede ved stationerne, fordi det holdt i meget kort tid, idet tyskerne var bange for sabotage. En gang skulle en bekendt af Lis´ forældre med hestevogn hente sin kone og tre børn på stationen. Ved hjemstationen nåede konen kun at sætte ét barn af, inden toger satte i gang igen. Manden fik hurtigt sat barnet op på vognen for køre videre til næste station, hvor der også kun stod ét barn. Først ved den tredje station fik manden hold på hele familien.
En anden ting, der gjorde det spændende at køre i tog på det tidspunkt, var, at nogle af bundbrædderne i toget manglede – de var måske endt som brænde i én eller anden kakkelovn. På den måde kunne passagererne holde øje med om svellerne var i forsvarligt stand.
En hændelse, som Lis ikke glemmer de tyske soldater for, var, da de en dag hen mod slutningen af krigen kørte forbi ude på landevejen, hvor familien Kristensens hund løb rundt. De tyske soldater mente åbenbart, at de trængte til lidt skydetræning, hvorfor de skød på hunden. Den blev ramt, men træfsikkerheden var øjensynligt ikke alt for god, for hunden døde først fire timer senere.
To af pigerne, Lydia og Ruth, gik også udenfor, og de måtte i hast kaste sig ned bag kartoffelkulen, da kuglerne begyndte at pifte hen over hovedet på dem.
Soldaterne var tilsyneladende heller ikke selv videre imponerede af deres skydning, for tættere på Holstebro forsøgte de sig igen. Denne gang blev et føl nedlagt.
Senere erfarede Lis´ far, at soldaterne havde været fulde, men det var naturligvis ingen undskyldning for deres opførsel. Som straf blev de efter sigende sendt til Østfronten af deres overordnede, hvilket stort set var det samme som en dødsdom.
Det var efterhånden blevet forår 1945, og i marts måned begyndte forårsarbejdet så småt med, at markerne blev harvet op. Derefter skulle der samles sten, som var et tungt og kedeligt arbejde.
En anden forårsbebuder var, at pigerne måtte ombytte de lange strømper med knæstrømper. Dette skifte skulle imidlertid foretages med omtanke, for ind imellem var det måske lige tidligt nok med blåfrosne lår til følge. Men havde moderen først fået vasket de lange strømper og lagt mølkugler ved, så kom de ikke frem igen før til efteråret.
Derfor, som Lis har udtrykt det, så lærte man på den hårde måde at tænke sig godt om, inden man tog beslutningen om denne strømpeombytning.
Havde man et forår været lidt for tidligt ude med strømpeskiftet, så var det heldigt, at man kunne få lov til at gå efter harven, hvilket kunne generere en smule varme.
Den efterfølgende såning af korn var ikke noget Lis og hendes søskende så frem til, for den betød, at børnene på skift skulle gå bag ved såmaskinen og løfte piberne, så de ikke stoppede til, når mængden af senegræs blev stor.
Senere i arbejdsprocessen skulle markerne tromles. Det var helt anderledes skønt, især i solskinsvejr – desuden kunne man sidde ned.
Men det blev hurtigt hverdag igen, når sætningen af kartoflerne stod for døren. I den forbindelse fik børnene om livet bundet en sæk, som var fyldt med sættekartofler. Afstanden mellem kartoflerne var nogenlunde lagt fast, for der skulle trædes på hver enkel.
At krigen sluttede, kom som lidt af en overraskelse for Lis´ forældre.
I lang tid havde der om aftenen været udgangsforbud, men pludselig en aften stod Lis´ bror, Laurits, i stuen, hvilket gjorde forældrene ængstelige – hvad var der sket?
De vidste ikke, at krigen i Danmark var endt, da de ikke ejede en radio.
Lis forstod ikke helt, hvad der var sket, men hun fornemmede glæden. En glæde som man kun kan føle, hvis man har været igennem en lang, besværlig og utryg periode, som 2. Verdenskrig var.
Næste dag i skolen sang man frihedssangen: ”En lærke letted´………”
Denne sang blev i den følgende tid sunget så mange gange, at både børn og voksne efterhånden kunne den udenad.
Nu kunne man se fremad.

Lis kommer i plads
En aften i 1947, hvor Lis og moderen sad i stalden og malkede, kom der en fremmed ind ad døren. Efter lidt småsnak spurgte han moderen, om hun ikke havde en pige, som han kunne leje som barnepige.
Moderen gennemgik rækken af emner. Lydia kunne de ikke undvære derhjemme, Ruth var ikke rask, og Anne var for lille, så det måtte blive Lis. Manden gik derefter hen til Lis og spurgte, om hun ville arbejde hos dem.
Det sagde Lis ja til, og lønnen blev sat 175 kroner for de syv måneder fra 1. april til 1. november 1947. Hvis de mente, hun var mere værd, skulle hun have 200 kroner.
Lis havde nu som elleveårig fået fast arbejde, og efter at manden var gået, kørte tankerne rundt i hovedet på hende. Nu var hun blevet én af de store – hun var kommet i plads.
De mindre søskende ville nyde, når hun kom hjem på besøg om søndagen, og hun ville slippe for faderens øretæver, hvis hun var kommet til at gøre noget forkert.
Det fremtidige arbejde bestod officielt i at passe deres lille pige på et år. Selvfølgelig var Lis noget beklemt ved situationen. Selv om hun var én af de store, var hun kun lille af vækst, og selvtilliden var ikke meget større.
Fjorten dage senere – den 1. april – skulle hun begynde i den nye plads. Ved kaffetid mente moderen, at hun hellere måtte drage af sted. Lis fik en bylt med lidt tøj på ryggen og skoletasken over skulderen. Således udstyret var hun klar til afgang.
Det blev en ensom vandring, da ingen fulgte hende på vej. Hun fik at vide, at hun skulle følge hovedvejen mod Holstebro, indtil hun kom til skorstensfejerens hus. Kort efter ville der komme en vej på modsatte side. Benævnelsen vej var måske så meget sagt, for det bestod stort set kun af et par hjulspor ud i heden.
Efter denne retningsændring skulle hun fortsætte, til hun kom til et sted, hvor alle bygningerne var røde.
Usikkerheden hos Lis var naturligvis stor ved sådan at være på egen hånd, men hun måtte mande sig op, fordi hun altid havde fået at vide, at store børn græder ikke. Med denne melding i tankerne nåede hun velbeholdent frem til stedet.
Naturligvis var Lis spændt på at hilse på familien. Pigen, som hun skulle passe, hed Ruth, og var som tidligere nævnt et år. Moderen hed Anna, og faderen hed Anders.

Næppe var Lis kommet indenfor døren, før madmoderen spurgte, om hun kunne stoppe strømper. Det mente Lis nok, hun kunne, og straks blev der stillet en stor kurv med hullede sokker foran hende. Men det var svært, for med sine små fingre kunne hun kun stoppe ved hjælp af en såkaldt stoppekølle. Det var der dog råd for. Madmoderen viste hende, hvordan man i stedet for kunne bruge en sammenkrøllet avis som stoppekølle.
Aftensmaden blev først indtaget ved nitiden om aftenen. Derefter skulle der vaskes op, inden det var på tide at kravle i seng. Men først skulle toiletbesøget klares. Det var en længere rejse, for man skulle om bag kostalden og forbi møddingen, før hun i en lille egelund stødte på stedet, hvor hun kunne forrette sin nødtørft. Disse toiletbesøg var værst, hvis hun blev trængende midt på natten, idet det var buldermørkt, og elektrisk lys var der ikke.
Selve værelset var kun udstyret med en seng og en lille skammel, der også fungerede som bord.

Det var en helt ny og anderledes verden, Lis var kommet til. Hun var vant til at blive tilrettevist og vejledt af moderen, der var en habil og erfaren husmoder med stor indsigt i husholdningsarbejde.
Madmoderen, Anna, var nygift og havde indtil giftemålet arbejdet på et vaskeri. Det betød, at hun slet ingen erfaring havde med hensyn at forestå arbejdet vedrørende en husholdning på landet. Hun havde aldrig haft en plads i huset, så det var helt nyt for hende.
Mange gange spurgte madmoderen sin mand, Anders, om, hvem han helst ville have med i marken – hende eller Lis. De allerfleste gange foretrak han Lis.
Dette fravalg skabte åbenbart en form for jalousi hos konen. Det, at hendes mand og Lis gik og småsnakkede, mens de for eksempel gik og hakkede roer, blev for meget for hende. En dag, da Lis og Anders kom hjem fra roerne, henvendte madmoderen sig derfor til Lis med ordene: ”Du skal løbe. Det ser dumt ud, når et barn går”!
Det var nu ikke, fordi konen i huset brød sig ret meget om markarbejdet. Hun ville hellere være hjemme og passe barnet, hvilket hun gjorde ved på almindelige hverdage at sætte sig i sandkassen sammen med pigen, mens hun lod sandet løbe mellem fingrene og ned over sine ben.
Denne form for syssel var Lis slet ikke vant til hjemmefra. Hun havde helt fra lille fået at vide, at man ikke skulle gå i lediggang. Hvis ikke der var andet, kunne man altid gå ud i brændeskuret og hugge kvas.
Fritid var der ikke meget af i den nye plads. Som Lis husker det, havde hun fri hver søndag. Det vil sige, at først skulle der malkes, vaskes op og skrælles kartofler, før hun kunne vaske sig og sætte håret, inden hun kunne drage mod hjemmet med formaning om at være tilbage sidst på eftermiddagen for at passe barnet, mens de malkede. Derefter skulle hun klare opvasken.
Hvordan besøgene i hjemmet spændte af, kan Lis ikke huske. Om hun legede med de andre børn, eller om hun gik rundt og sagde goddag. Men en ting, der står skarpt i hendes erindring, er, at hun efter eftermiddagskaffen tog af sted uden at sige farvel til nogen – hun magtede ganske enkelt ikke rent følelsesmæssigt at skulle sige farvel til forældrene og sine søskende.
Engang, hun kom tilbage til tjenestepladsen, var manden og konen ikke hjemme, så Lis måtte hente nøglen, der var skjult i en hestebås. I båsen syntes hun, at der lå noget, der lignede en mand. Panikken greb Lis, som forstillede sig, at vedkommende ville gribe fat i hendes ben, men nøglen skulle hun jo bruge.
Da ægteparret kom hjem, fortalte Anders, at det var en død so, der lå i båsen, og for ikke at gøre Lis bange, havde han lagt en sæk over. Det havde nu ikke været nødvendigt, for et dødt dyr var Lis ikke bange for, det havde hun set så tit, men hun fortalte alligevel ikke, hvor bange hun var blevet.
En anden oplevelse fra disse hjemmebesøg var engang, hvor faderen havde sagt til Lis, at hun skulle skynde sig tilbage til hendes arbejdsplads, for det så ud til tordenvejr.
Selvom Lis løb det bedste, hun kunne, var hun kun nået halvvejs, da uvejret brød løs med lyn, torden og et voldsomt regnvejr.
Skønt angsten greb hende, kunne hun ikke løbe længere og slet ikke hurtigere. På sin videre færd kom hun til at tænke på, at moderen engang havde sagt, at Gud styrer alt. Med disse fortrøstende ord i tankerne forsvandt hendes angst, og siden dengang har hun aldrig for alvor været bange i tordenvejr, men hun går naturligvis stadigvæk ikke ud i det, hvis hun kan undgå det.
Som det fremgår af det tidligere skrevne, bestod Lis´ hverdag i de syv måneder, hun var ansat i Egelund stort set kun af at arbejde og sove. Fritid var nærmest et fremmedord.
Dagen begyndte klokken halv syv med, at Lis skulle tage vare på barnet, Ruth, og hjælpe hende i tøjet. Desuden skulle hun selv sørge for at blive vasket og få håret flettet samt få dækket morgenbordet. Det kunne knibe med at nå det især de to dage om ugen i sommerhalvåret, hvor hun skulle i skole, for hun måtte ikke gå, før madmoderen kom ind fra morgenmalkningen.
Efter hjemkomsten fra skolen klokken tolv skulle hun som det første køre en tur med Ruth i barnevognen, til hun faldt i søvn. Mens de voksne sov til middag, havde Lis en kort tid til sig selv, men hun skulle alligevel holde øje med barnet. Denne korte fritid var nu ikke meget bevendt, for det blev blot en kedsom ventetid, indtil ægteparret atter stod op. Der var ingen at lege med, hvilket barnet, Lis, naturligvis savnede.
Efter pausen kunne hun for eksempel blive sendt ud til kartoffelkulen for at sortere kartofler.

Et ofte tilbagevendende problem om sommeren var, at gårdens brønd tørrede ud, hvilket betød ekstra arbejde. Nu måtte Lis hente store mængder vand hjem fra bækken til brug i forbindelse med vanding af dyrene, til rengøring, vask af spande og tøjvask. Vandet til husholdningen blev hentet hos en flink nabo.
Lis tænkte ofte, at det var mærkeligt, at man ikke i stedet trak dyrene ned til bækken for at drikke, da hun hjemmefra var hun vant til, at man trak køerne hen til en nærliggende mergelgrav.
Som tiden gik, fandt Lis ud af, at det ikke var en barnepige, de havde brug for på gården, men en karl, for reelt set var det kun i forbindelse med morgen- og aftenmalkningen, hun passede barnet. Resten af tiden blev udfyldt med hårdt fysisk arbejde.
Som en trøst for Lis satte ægteparret dog stor pris på hendes arbejdsindsats. De roste hende, og hun fik at vide, at hun var en knop til sit arbejde. Den slags ros var Lis slet ikke forvænt med hjemmefra, så de pæne ord gjorde dagene mere udholdelige.
Morgenmaden bestod af havregrød, og til middag var der kartofler, sovs og frikadeller eller stegt flæsk. Fisk, suppe eller andre retter kan Lis ikke huske, at der nogensinde blev serveret.
Dagens sidste måltid hen på aftenen bestod lige så sikkert af surgrød, der var byggrød kogt på kærnemælk. På grund af rationeringen under og efter krigen, blev der brugt roesaft i stedet for sukker til at søde retten med.
Efter det sidste måltid vaskede Lis op, og kort efter blev der sagt godnat med den formaning, at hun skulle huske at læse lektier, før hun lagde sig til sove. Men der blev aldrig fulgt op på opfordringen, så Lis læste aldrig lektier. Trætheden var for stor, og en ny dag ventede næste morgen. Heldigvis havde hun en forstående lærer, der bar over med den manglende lektielæsning, da han havde et godt kendskab til forholdene for mange af datidens børn på landet.
På det tidspunkt stod boglig viden og teoretiske færdigheder lavt i mange menneskers bevidsthed. For mange forældre var det af større betydning, at deres børn blev dygtige med hænderne.
Efterhånden nærmede 1. november sig, og Lis havde opfyldt aftalen om de syv måneders ansættelse. Lønnen, der som tidligere nævnt var aftalt til 175 kroner, blev afleveret hjemme hos forældrene. Men den oprindelige aftale havde desuden den tilføjelse, at hvis værtsparret var tilfredse med Lis´ arbejdsindsats, så skulle de betale hende 200 kroner. Husbonden og hans hustru var særdeles godt tilfredse med Lis, men i stedet for at udbetale de sidste 25 kroner, gav de hende noget nyt lyserødt undertøj. Hun var fra moderens side ellers kun udstyret med brunt. Det var mest praktisk.
Lis var naturligvis glad for gaven, men glæden holdt sig kun til, hun kom hjem, hvor faderen mente, at de hellere skulle have udbetalt de 200 kroner i rede penge. Hvilken slags undertøj, hans børn skulle gå i, vedrørte ikke dem. Hans børn skulle ikke være pænere klædt end andre folks børn.
Trods den negative indstilling fra faderens side var Lis alligevel glad for det fine undertøj. Hun vidste godt, at ægteparret, hvor hun havde tjent, mente, at hun selv skulle have noget ud af slæbet. Havde hun fået pengene udbetalt, skulle hun uden tvivl også have afleveret dem til faderen.

Lis kom nu atter tilbage til barndomshjemmet. Slæbet var stort set det samme, men hverdagene var trygge, og ensomheden blev afløst af samværet med forældrene og de andre hjemmeboende børn.
Nu kunne hun igen dele seng med lillesøsteren Anna.

Opdateret 22. november 2022

Andre historier

• Gamle veje i Ørre og Sinding Sogne (VSØ)

  Men altså kun om deres Forløb i Hardsyssel (Ringkøbing Amt). Jeg har længe ønsket at kende de videre forløb. Da jeg så følgende kort, blev jeg i stand dertil.

• Brunkulslejer i Skarrild sogn

  Skarrild-Karstoft Museum og lokalarkiv benyttede arkivets dag i november 2016 til at lave en udstilling over brunkulslejer i sognet. Vi indsamler stadig fotos og historie m.m. fra brunkulstiden – så har i noget liggende, så ring eller send os en mail, så kommer vi forbi – eller besøg museet – søndage fra 14 – 16. […]

• At sidde i aftægt

  

  Af Svend Aage Madsen Ordet aftægtskontrakt dækker over den aftale, der før i tiden var meget udbredt specielt i forbindelse med overdragelse af et landbrug til en ny ejer.Med denne kontrakt i hånden sikrede den oprindelige ejer ved et salg, at han og hans eventuelle ægtefælle kunne gå deres alderdom nogenlunde trygt i møde, mens […]