Herning Historie

Uddrag af Elicius Hansens erindringersom dreng i Nøvling omk. 1910


Midt gennem sognet gik landevejen. Som dreng havde jeg den lykke at bo ved landevejen,og rig lejlighed til at iagttage, hvad der rørte sig på den. For før eller senere kom alle i sognet jo forbi. Færdslen fra det store nabosogn, skulle jo den vej, når de skulle til staden.
Det ligger nu næsten 70 år tilbage i tiden, og husk trafikken foregik jo med hestevogn, eller også gik man. Cykler var ikke blevet almindelig, og til fods tog det en halv time fra sogneskel til sogneskel.
Skolebørn og mælkevogne færdedes jo daglig på landevejen, men på markedsdagene, og særlig Majmarked og Storemarked i september, da var der liv på landevejen. Allerede dagen før kom hestehandlere med kobler af heste. Der var så nogle trækkere med til at holde styr på hestene. Tidlig fra morgenen af kom så markedsgæsterne, enkelte gående, de fleste kørende. De havde jo også heste med, nogle blev trukket og andre løb ved siden af vognen.
Det var da også en god dag for købmanden ved landevejen. For nogen kom ind for at købe en cigar, en rulle skrå, eller fik en øl og så en snak om udsigter for markedspriserne. Ud på aftenen og natten med vendte man så tilbage, og enkelte gav højlydt udtryk, at det havde været en bevæget dag, og at man muligvis havde fået et par snapse for meget. Jeg husker et par hestehandlertyper. Den ene havde nogen vældig lange ben; han gik vejen ind, og ingen kunne følge ham. Den anden kom kørende i jumpe med en flot hest for; han havde bowlerhst på hovedet og en lang pisk, der kunne smælde.
Der kom mange slags køretøjer ad landevejen. Der kom vogne med mergel nede fra mergelgraven, og der kom store læs af tørv nede fra mosen. Så kom petroliumsvognen med to stærke heste for, og så ølvognen. Den gang blev der drukket meget hvidtøl, og det blev leveret i tønder og ankre, og for at udnytte pladsen var nogen af ankrene hængt op i kæder under vognen.
Jeg husker da også den første bil jeg så. Det var en slags åben 3-hjulet vogn, hvor man sad i en agestol ovenpå motoren. Så gik der en styrestang hen til hjulene foran. Den kom knaldrende hen ad vejen, og vi drenge holdt os på behørig afstand. Jeg kan da godt forstå, de fleste heste ikke var så glade for at passere sådan et monstrum.
Jo, der kom mangeslags vogne: fjedervogne, charabaner, ponyvogne, jumper også gigerne, hvor man sad højt oppe.
Så kom skærslipperne trillende med deres slibesten. Det var en flad trillebør, monteret på en kasse, hvori de havde deres grej, og ovenpå var så slibestenen anbragt. Maskineriet blev trukket ved en fodpedal, ligesom man træder en rok. De gik ind i husene og spurgte om der var noget til sliberen i dag. Det var der som regel. Købmanden fik også besøg, men her var det sprit, de spurgte om, og de bedyrede at det var til deres kogeapperat, det skulle bruges. Så måtte købmanden skønne, om det var til indvortes eller udvortes brug, og undertiden meldte han udsolgt.
Så var der de farende svende – bisserne- som vi kaldte dem. Dem kom der en del af. Vi lå jo på vejen til Møldrup, og mange kom ind for at spørge om vej dertil. Ja, de skulle da ikke selv på Møldrup, men de havde en kammerat, der var der. Og når de var på egnen, ville de da lige hilse på ham. Havde de så penge til en øl, slog de sig ned i vejgrøften, og vi drenge nærmede os forsigtig, og så fik vi historier ud fra deres egne versioner. Det var spændende.
Der kom også spillemænd vandrende ad landevejen. Husk på det var jo længe før man fik radio, så folk ville gerne give en skilling for at høre lidt musik.
Så kunne der ske det uventede. En solvarm sommerdag kom en deling soldater marcherende ad vejen, og da de kom op på bakken, lejrede de sig i skyggen af de store popler, som dengang stod ved vejen. De kom så over i butikken, og købte forskellige ting, og købmandens kone lavede en stor krukke saftevand, som de tørstige soldater fik at drikke. Efter nogen tid gik de så videre. Jo, det var godt for en dreng at bo ved landevejen.
Langs vejen var der lagt grusdynger, og når der blev for store huller i vejen, kom vejmanden med sin skovl og jævnede ud. Grusdynger var da også en herlig legeplads for os børn, for der var jo sten af mange forskellige former og farver at finde. Og måske kunne man finde forsteninger fra ældgamle tider.
Og telefonpælene var da også spændende. Når telefonmændene kom og tog jernsporene på benene og remme om livet og gik til tops for at se til tråd og klokker, og så var der jo liv i telefontrådene. De summede og sang, alt efter luftens temperatur. Og har man lagt ører til pælen, kunne man selvfølgelig høre, at der var nogen der snakkede.
I dag er trådene lagt i jorden. Den gamle grusvej belagt med asfalt, og bilerne farer gennem sognet på få minutter.- Ak hvor forandret.

Opdateret