Ung pige dræbt ved kapkørsel med hestevogn

Af Svend Aage Madsen

     

I grøftekanten vest for Timring – Albæk vejen på Trøstrup hede ligger der en lille dynge sten ved foden af et stort grantræ.

Ved førte øjekast ligner det en dynge marksten, som en landmand møjsommeligt har samlet på sine marker og læsset af her til midlertidig deponering, men anledningen til stenhobens tilstedeværelse har en helt anden og mere dyster forhistorie, idet, det var her, en ung tjenestepige fra Riis gård ved Timring blev dræbt ved en kapkørselsulykke med hestevogne en sen aften hen på efteråret i 1857.

Den unge tjenestepige Sidsel Marie Andersen var efter en hyggelig dag på Lund marked i hestevogn på vej hjem til gården ”Riis” ved Timring. Ud over Sidsel Marie var der på vognen blandt andre hendes husbond dennes kone og søn, som førte vognen.
Mens de humpede af sted i de ujævne hjulspor, blev de indhentet af vognen fra gården ”Aagaard” ved Vildbjerg. Denne vogn havde sikkert overhalet flere vogne på hjemturen, da det på den tid ofte brugtes at køre om kap for at vise, hvem der var den bedste kusk med de bedste heste.
Opildnet af faderen forsøgte sønnen fra ”Aagaard” derfor at komme forbi vognen fra ”Riis”, men folkene på denne var ikke til sinds at lade den anden passere uden videre.
Under den videre stærke fart kom Riis-vognen til at slingre så meget, at den væltede, og alle passagererne blev slynget ud i heden. Den overhalende vogn var lige efter, så den kunne ikke undgå at køre over nogle af personerne fra den væltede vogn. Enkelte havde fået skrammer og sår, men værst var det gået ud over tjenestepigen Sidsel Marie, idet et hjul var gået hen over hendes ansigt og bryst. Desuden var hun blevet ramt af en hestesko, som havde påført hende et dybt sår i hovedet. Det sidste blev årsagen til hendes alt for tidlige død.
Som det var ret almindelig på det tidspunkt, blev der ved ulykker som denne ofte lavet en markedsvise.
Det skete også i dette tilfælde, hvor en mand fra Vildbjerg forfattede en sørgelig vise på 8 vers, der omhandlede de dramatiske begivenheder, der udspillede sig på Trøstrup hede denne mørke septemberaften i 1857.
Som en lille smagsprøve lød første vers således:

”Så Ungdoms skjønne faure Dage
De hæslig blev tilbagelagt,
Når Spiritus for Mandfolk raader;
I Raseri Di tumler frem,
I Stads og Pragt som Adelsmænd.”

Visen blev trykt i adskillige eksemplarer og efterfølgende solgt på markeder i det vestjyske for 4 skilling stykket.
Det var nu ikke alle, der var lige begejstrede for denne frembringelse. Nogle kom endda med skosende kommentarer, da det mand og mand imellem undertiden lød: ”Naa, vel æ Sownstaakler no også te o dejt Viser!”
Bemærkningen ”Sownstaakler” skal måske ses i lyset af, at manden gik på sognet – han fik fattighjælp.
Kort tid efter ulykken groede en gammel skik lidt efter lidt frem blandt de personer, der kom
forbi ulykkestedet. De begyndte af indsamlede håndstore sten at lave et stenkast – en stenrøse,
Tidligere skulle denne form for markering have været ret almindelig her i landet, og skikken kendes også fra andre dele af verden – for eksempel Indien, Afrika og Sydamerika. Desuden kan skikken også i en lidt anden form ses på de jødiske kirkegårde, hvor der ofte ligger småsten på gravstenene.
Oprindelig var det at kaste sten på gravene en slags ofring til den afdødes sjæl. Senere er skikken her i landet ændret til, at ”stenkastning” kun blev anvendt, hvor den døde var omkommet på en dramatisk måde ved for eksempel drab, lynnedslag og ulykkestilfælde.
Stenene blev altså ”kastet” på det sted, hvor ulykken havde fundet sted og ikke der, hvor vedkommende var blevet begravet.
Idéen med disse ”stenkast” har uden tvivl været at mindes den afdøde. En mere dramatisk udlægning kunne være, at det var for at formilde den afdødes ånd, så den ikke gik igen og skræmte livet af sagesløse forbipasserende..
Men selvom stenkastet på Trøstrup hede efterhånden voksede sig stor, var der alligevel mange, der efter sigende følte sig utrygge ved at passere stedet efter mørkets frembrud.
Omtalte stenrøse har i tidens løb haft en noget omskiftelig tilværelse.
Oprindelig lå den på selve stedet, hvor den unge pige var blevet dræbt, men det var noget upraktisk, da det var midt i en mængde hjulspor, så derfor blev den ved en senere vejregulering flyttet til dens nuværende placering ved enden af en række forblæste graner tæt på Albækvej.
Den har været spredt og samlet flere gange, men trods det, så ligger den opstablede stenhob i dag fortsat for de forbipasserende som en påmindelse om ulykken i 1857.

Opdateret