Hammerum Herred, omkring 1650.

HAMMERUM HERRED.
I løbet af det 16—århundrede faldt vest egnens skove, alene her omkring Herning finder 3o Stednavne, der hentyder til Oltidens Skovrigdom, endnu står enkelte Egepur og bringer bud om den tid, da Egens mægtige kroner gav skygge, og i Hede og Moser findes stubbe fra den tid.
Der flød velstand fra disse skove, de gav fede- og opholdssteder for datidens Svin. Der var Bog, Agern og Skovæbler, var det knap med olden måtte der ydes et tilskudsfoder til svinene inden slagtningen.
Ved skovens rydning og forfald ophørte svineavlen, de løsgående “Udgangsøer” og geder torturede træerne. Datidens byggemåde krævede en mængde træ og meget store Indhug i skovene har også  jernudsmeltningen af myremalm gjort, der særlig fandt sted i Simmelkær og Ilskov.

Man huggede, uden tanke for en ny skov groede frem, og det gik galt, vestenvinden fuldførte ødelæggelsen. Skoven blev til hede og lyngen bredte sig.

I ledtog med hede og lyngen stod sandet, det kunne fyge over stok og sten. Rind Sogn var vistnok i særlig grad hjemsøgt, men også andet sted kendtes til afskovningens ødelæggelser.

Som skelsår mellem de skovrige og den skovløse periode sætter historikerne 1643 der efterfulgtes af en mere end 2oo årig stilstandsperiode, inden der ved uldbindingen igen kom opsving for Egnen.

I Hernings sogn, der omfatter kjær, eng og mose og frugtbart agerland, går loo td. land på 2,61 td. Hartkorn.

Vejene var få og slette, der va.r hul ved hul, opkørte hjulspor, manglende tilsyn, ingen broer over vandløb, opfyldning taget fra grøfterne og fyldt på vejene, det var træls at færdes på disse lange og endeløse veje. Vejenes slette tilstand er forklaringen på Hammerum Herreds langvarige stangnation.

Dette indlæg er skrevet af Ingvard H. Pedersen, ca. 196

Opdateret